Kongelig Opmærksomhed for det Borgerlige Militære og Borgerartilleri i Kjøbenhavn.

I anledning af et fra Stadshauptmanden i Kjøbenhavn indkommet og hans majestæt gennem det danske kancelli forelagt forslag om en forbedret organisation ved det borgerlige militær her i staden *) har det behaget allerhøjstsamme den 30. i forrige måned at resolvere således:

Vi bifalder allernådigst stadshauptmandens forslag om en forandring i det borgerlige militærs indretning, og vil at de 12 kompagnier af borgerskabet her i staden inddeles i 3 divisioner; at der ved hver af disse ansættes en major, ved hvert kompagni en stabskaptajn og en daglig tjenstgørende premiermajor ved det hele borgerlige militær.Vi forunder allernådigst majorerne og samtlige kaptajner sådan rang at disse rangere med vores kaptajner i armeen, borgerkaptajnerne som har kompagni, med premierløjtnanter og stabskaptajner med sekondløjtnanter.Overbeviste om at de borgerlige militære vil i denne bifaldte forandring og den sammes officerer forundte nåde finde et nyt bevis på den opmærksomhed Vi skænker denne indretning, venter Vi også at dette korps vil, med fordoblet lyst, ufortrødent stræbe, fuldkommen at lære alt hvad Københavns kække forsvarere bør vide når de skal kunne virke med held. Vi tvivler derfor ikke på at stadshauptmanden vil altid våge over at ikke alene de nye antagne militære bliver vedbørligt tillærte og jævnligt øvet, men at de samtidig dannes til at kunne når omstændighederne kræver det, svare til deres bestemmelse.Ligesom kancelliet har tilkendegivet stadshauptmanden denne resolution, så har det også at indhente fra ham og til godkendelse at forelægge Os en udførlig medkollegiets betænkning forsynet plan om borgerkompagniernes rigtigere inddeling, officerernes hensigtsmæssige avancement og det videre som kunne sigte til indretningens større fuldkommenhed"

______________________

Ligeledes har kancellet forelagt hans majestæt en af chefen for det borgerlige artillerikorps i København, major Boye Junge, forfattet plan, dette korpses forøgelse mm. angående, i hvilken anledning det har behaget allerhøjstsamme at resolvere at det borgerlige artilleri må forøges med et 3. kompagni samt med en premiermajor, en sekondmajor og 3 stabsofficerer. Majorerne og kaptajnerne ved dette korps er tillige forundte sådan rang at disse rangerer med kaptajner, kompagnicheferne med premierløjtnanter og stabskaptajnerne med sekondløjtnanterne i armeen. At det skal være såvel stadshauptmanden som chefen for det borgerlige artilleri og brandmajoren uforment at foreslå til overofficerer personer som besidder fornøden duelighed og er bekendte som retskafne mænd, hvad enten de før hørte til det ene eller til det andet af disse korps, og at de alle tre må være berettigede til at antage til underofficerer personer af et andet korps når disses første chef dertil giver sit samtykke, at de tambourer og pibere ved det borgerlige artilleri som ikke er professionister og følgelig ikkekannyde godt af korpsets privilegier,må ernære sig som øltappere eller høkere, uden at tage borgerskab.

*) Styrken af det borgerlige militær i København beløber sig i fredstider til imellem 3 og 4.000 mand, men i nødvendigheds tilfælde når alt det indskrevne unge mandskab fremkaldes til stadens forsvar, vil den udgøre mellem 10 og 11.000 mand.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 146, 7 Februar 1801, s.2328-2331)

Irr i Valdbykonernes Smør.

Anmelderen har flere gange bemærket grønne pletter på de smørklumper, valbykonerne så nydeligt sidder med på Gammeltorv. Han formodede hvad en af sælgerinderne straks i sin oprigtighed fortalte ham, at der var af den messingtråd hvormed de skærer smørret ud til salg. Vist nok er det derfor kun små portioner af ir, men det er nok at det er ir, den værste og pinligste art af gift, og en sådan behandling af en madvare bør nok aldrig finde sted. En jerntråd vil ikke udsætte for ir, og om den ikke varer så længe, så koster den igen så meget mindre.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 146, 7 Februar 1801, s.2327-2328)

Noget til Bedømmelse for Theaterbestyrelsen.

På talsiden af Komediehuset skete for nylig i meget høj grad en uorden som eller kun alt for ofte indtræffer mere eller mindre, at en vogn som er kørt for og hvis herskab er anråbt, bliver holdende utilbørligt længe fordi man i logen enten ikke kan blive færdig med at få sit sjal osv. i stand, eller endnu har en del af en vigtig samtale eller aftale at ende, eller af jeg ved ikke hvilken årsag nøler med at stige ned. Hvor fortrædeligt dette imidlertid er for dem som fordi de hører anråbte personer hvis vogn de ved har deres efter sig, straks har skyndt sig ud, kan let forestilles. For brystpatienter er opholdet på de trælfulde trapper eller i vestibulen meget skadelig. Intet synes derfor mere rimeligt end at det befaledes vedkommende betjent, ikke at lade nogen kusk holde længere end den tid som er tilstrækkelig for hans herskab til at komme ned. Skulle betjenten finde sig særdeles drevet af iver for et vist herskab, da kan man tilråde ham et middel til at tilfredsstille samme uden fornærmelse for nogen, nemlig tidlig at anmelde vognen ved at opråbe herskabets navn mens der endnu er tre fire vogne at tillades.

I henseende til kontrollørerne og budene hvoraf nogle virkelig udmærker sig ved høflig opførsel, da tiltror man direktionen den største årvågenhed for at udbrede denne egenskab til dem alle, om end nogles natur for bestandig. Eller til visse øjeblikke, skulle være derimod. Selve gallerietagens besøgere kunne gøre krav derpå lige så fuldt som de dyre etagers. En af de ting som let kunne foranledige ubehagelige optrin, er at en herre ofte leverer 3, 4, 5 billetter under et, for den familie eller de venner han bringer med. Og som dog ikke altid følger så umiddelbart tæt efter Hvor let kan ikke betjenten synes at der kommer flere end han fik billetter til, eller ved to billetters sammenklæbning tror at have fået en for lidt. Vistnok bør han da aldrig blive grov, eller stolende på en større sikkerhed for offentlig påanke, støde folk ulempelig for brystet, eller lignende. Skikkelig og dog alvorlig tiltale er langt at foretrække *). Men allerede var det dog nok om den indretning gjordes at ethvert fruentimmer såvel som mandfolk havde sin billet hos sig, og selv afgav den i betjentens hånd.

*) For intet klæder på enhver betroet post bedre, end sindig og artig adfærd. Se Politivennen s. 1523.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 146, 7 Februar 1801, s.2323-2325)

Om Festlighederne i Anledning af Kongens Fødselsdag.

Med inderlig fornøjelse må det meldes i dette blad der flere gange har påanket de uordner som er blevet begået i anledning af vores konges fødselsdag hvert år, se side 4, 649, 1502, 1529, 1563, at dette års balpare har været om ikke ganske så dog i en usædvanlig grad frit for uordentligheder.

Hertil har foruden flere især disse to årsager bidraget at en del mennesker der ikke burde ses i skikkelige folks kredse og som denne gang også havde vidst at skaffe sig sedler, blev afskåret indgangen -- og at bassettroldens dyrkere denne gang ikke fandt deres afgudstempel i den fyrstes gæstesal der har fordrevet han endog af sine undersåtters lønkamre.

Med tak for denne forbedring ved ballet, vover man at foreslå en anden, som måske ligeså kraftigt vil bidrage til at skille salen ved en del gæster der mere kommer for den frie beværtnings skyld end af nogen anden årsag: at give hver besøger ved modtagelsen af hans indgangsbillet en eller to skænkebordsedler og en spiseseddel med. Kun mod disses aflevering måtte gives drikke og spise. For den velopdragne balbesøger var denne opvartning tilstrækkelig, og den som kommer blot for at frådse eller beruse sig, er kun til skam og væmmelse for forsamlingen. Også denne nytte ville en sådan foranstaltning have, at om nogen havde fundet vej ind uden billet ville han dog af mangel på drikke- og spiseseddel nødes til at holde sig fra bordene.

Også ved skuespillet i denne anledning var parterret mindre tilproppet end ellers på sådanne aftener er vane.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 146, 7 Februar 1801, s.2321-2323)

Uordener.

Politiet og fattigdirektionen bedes at have et vågent øje med en karl som i nogen tid har gået omkring her i byen og tigget, på grund af at hans tunge i Tyrkiet - tror jeg - skal være blevet afskåret fordi han ikke ville gå over til den muhammedanske religion. Det kunne vel være at han ved kirurgisk eftersyn blev befundet at have en god sund tunge som han blot behændigt kan skjule, og om dette end ikke var, er han dog tigger og kan som sådan ikke tåles.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 144, 24. januar 1801, s.2319-2320)