Bekjendtgørelse.

1) I anledning af den i nr. 142 indeholdte ubestemte anke om fordærvede risengryn hos adskillige urtekræmmere, har hr. urtekræmmer Friborg og udgiveren indgået forlig ved Forligelseskommissionen, ifølge hvilket udgiveren af Politivennen K. H. Seidelin som selv er forfatter til ovennævnte anke, herved erklærer at han dermed ikke har haft hensyn til den på hjørnet af Store Fiolstræde og Skidenstræde boende urtekræmmer hr. Friborg eller hans handel, ligesom det ikke heller er ham bekendt at hr. Friborg handler eller har handlet med sådanne slemme risengryn.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 147, [14 Februar 1801], s.2350-2351)

Redacteurens Anmærkning

Urtekræmmer Friborg holdt ifølge Krak til på hjørnet af Skidenstræde og Store Fiolstræde 158 ifølge Krak 1800. Matriklen blev 1811 sammenlagt med 194 (hjørneejendommen eksisterer stadig). Matrikel 68 & 194 blev 1917 henlagt til 69, 192 & 193, som igen i 1934 blev til 70, Fiolstræde 20-22/Krystalgade 16, altså hjørnet over for det skæve bindingsværkshus og det gamle Daells Varehus.

Seidelin boede på det tidspunkt formentlig i Pilestræde.

Fragmenter af en Tale, som var bestemt til at holdes i et Selskab paa Kongens Fødselsdag.

De vide m. V. at en stats beliggenhed såvel den politiske som hvad man kunne kalde dens klodestilling har ofte ikke mindre indflydelse på dens politiske løb og dens indvortes lykke, end dens øvrige naturbeskaffenhed.

Danmarks politiske stilling har i historiens sekler undergået mange slags omskiftelser. Som stolt bolværk imod saksers og frankers magt gjorde Danmark sin stilling æret, og afholdt afhængigheden fra Norden. Steg selv derpå ved sine erobringer til en truende højde, faldt, men blev dog den farligste anstødssten for vendernes alting overfarende barbari. Som stat af anden rang, imod Norge, Sverige, England og hansestæderne, var det den der holdt ligevægten i Norden, og den som hansernes forstørrelsesplaner fornemmelig var stillet imod. Og indtil denne epokes ende var Danmark ubestridt den første sømagt i Europa. Hansernes kabaler og statskunst hindrede Danmark fra at glimre eller trives i den tid det ved foreningen til Kalmar var steget til en stat af første rang, og forestillede i sig det hele forenede Norden. Denne forenings sønderbrydelse, hansernes fald, Hollands opkomst, den østrigske magts tilvækst, Englands og Skotlands forening var tildragelser der fulgte hinanden hurtigt, og Danmarks politiske stilling forværredes således at det skønt forenet med Norge blev en stat kun af tredje rang, og fik mægtige medbejlere til den ypperste søhæder i England, Holland, Frankrig, Spanien, Sverige. Af frygt for Sverige hjalp Danmark kraftigt til at frembringe Brandenborgs frodige vækst. Sveriges bugnen for den russiske vælde, Ruslands store landmagt og Englands uhyre sømagt, den hollandske, franske og spanske sømagts tilintetgørelse, har gjort Danmarks stilling mellem to over al sammenligning større stater, særdeles kritisk, mens dens sømagt blev den betydeligste næst efter den seksdobbelt talrigere engelske.

Danmarks klodestilling kan ikke tages i betragtning uden at opvække forundring. To mægtige stykker af staten ligger på to ved et stort hav fra hinanden kløvede fastlande af Europa, uden at de hos det ene liggende øer hjælper til at lette forbindelsen og samkvemmet mellem dem. En uhyre kyst af Amerikas polarlande, en ø i Ishavet af Irlands størrelse, men af Wights befolkning, nogle klipper nær ved Skotland, og en lille ø ved Sveriges kyst udgør resten af den danske stat. Hovedstaden beliggende på en ø af middelmådig størrelse, udsat i fire måneder af året for ved is at tabe al forbindelse med det øvrige statslegeme, for angreb fra søsiden af enhver overlegen sømagt, i tre miles afstand fra fremmed kyst, og i to hundrede miles afstand fra den nordlige grænse af Danmarks europæiske lande. En forandring af klima fra det milde tempererede ved Elbens bredder indtil Nordkaps og Upernaviks næsten uimodståelige kulde, fra den sydligste grænse hvor den længste dag er 17 timer lang, indtil den nordligste hvor solen ikke går ned i tre måneder. En befolkning fra 5.000 mennesker på kvadratmilen indtil den af 3 kvadratmile på et menneske.

(Fortsættes)

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 147, [14 Februar 1801], s.2347-2350)

Redacteurens Anmærkning

Bemærk at i opremsningen af del af konglomeratriget nævnes kolonierne ikke med et eneste ord. Artiklen er en fortsættelse af artikler fra nr. 145, 31 januar 1801, s.2315-2318 og nr. 146, 7 Februar 1801, s.2331-2334. Den afsluttes i nr. 150, 7 Marts 1801, s. 2395-2398)

Gloende Kugler.

Jeg erindrer at have læst i en journal at den hollandsk-franske befæstnings kommandant i jeg tror det var Vlissingen, var underrettet om at en engelsk flåde blot ventede på isens optøning for at bombardere havnen. Kommandanten belavede sig til deres modtagelse på det bedste. Der manglede ovne til at gøre kanonkugler gloende, og han besluttede i den frist som frosten undte, at gøre dem færdige. Nogle af hans officerer troede at dette var umuligt. Kalken fryser jo, sagde de. Jorden er jo så frossen sagde de, at det er umuligt at arbejde sig dybt nok ned for at lægge grundvolden til ovnen. 

Men kommandanten lod sig ikke gøre rådløs. Han lod gøre underlag af tømmer der blev lagt oven på den frosne jord efter at denne først var jævnet noget. På disse underlag lod han ovnene opføre med kalk som med varmet vand var tillavet og som ved et over hver ovns byggested opført og hedet træskur hindredes fra at fryse. Skulle jeg vente, sagde han, med mine ovne til efter den tø som bringer fjenden herhen? En eneste dag forsømt kan måske være alt forsømt.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 147, [14 Februar 1801], s.2344-2345)

Redacteurens Anmærkning

Vlissingen lå strategisk ved udmundingen af Schelde som er den vigtigste passage til Antwerpen og var ydermere et centrum for den hollandske slavehandel. Den blev besat af franskmændene 1795-1814,og fik derfor en hård medfart under napoleonskrigene gennem angreb fra England. Byens efterfølgende deroute kan ikke være skribenten bekendt. 

Rygter om krig måtte være naturligt i betragtning af krigene i Europa. I Helsingøers Kongelig alene privilegerede inden- og udenlandske Nyheder, 16. august 1799 kunne man læse om et rygte fra København:

Kjøbenhavn, d. 15de Aug. - Her taler man meget om, at vi skulle have Krig; men med hvem, vides ikke. Tvende Skibe, en Brig og en Skonnert, som tiltakkles her paa Holmen, sætter den almindelige Mands Hoved i fuld Gjæring, og giver ham Stof til mange politiske Betragtninger og Samtaler, der ere lige saa modsigende som urimelige. - Det Rygte gaaer her, at Lillienskjøld, men en Skonert paa 18 Kanoner, skal have skudt en engelsk Kaper isænk.

Et Forslag imod Forkøb af Torvevare.

Endnu går der adskilligt forkøb af torvevarer for sig, ikke alene i Frederiksberg og Vestergade, men på broerne selv. Ja man ser dels aftenen før, dels i morgenstunden selv af torvegaden hele emigrationer af et slags folk, nogle i røde pelse og nathuer, andre i grå kjoler og runde hår eller parykker, at ske til Damhuset og det strøg af torvefarernes vej. Nu er det anmelderens forslag om ikke dette også kunne blive en nyttig frugt af de nye vægteres ansættelse at disse foretagender forpurredes lidt ved at anstille på sådanne tider og på bekvemme poster nogle af de nye reservevægtere?

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 147, [14 Februar 1801], s.2340-2341)

Fragmenter af en Tale, som var bestemt til at holdes i et Selskab paa Kongens Fødselsdag.

Tre gange var Danmarks lod at glimre som storstat, og hver gang så vi overmod, uenighed, dårrlig statsforvaltning og flere storhedens frugter at styrte det ned fra den svimle bedårende højde.

Lad os nu skue fædrelandet i modgangens anfald m. V.! Dette syn vil ikke være mindre lærerigt end hint.

Den norske kong Magnus søgte at gøre gældende en pagt, hvormed de to konger havde antaget at den længstlevende skulle arve den anden, som om riger var kongers ejendom. Norge havde sparet sine kræfter, og Danmark var svækket ved at erobre. Med møje hævdedes den i selvstændighed af hin i erobresyge Knuds slægtning, Svend Estridsen - Christoffer den anden havde bortsolgt, bortforlenet, bortgivet og pantsat næsten alle Danmarks provinser. Svenske og tyske troede sig herrer uden sværdslag over vore lande, men danen lod sig ikke sælge som kvæg, Niels Ebbesens sværd gav signalet til udlændingens ulykke og Valdemar den Snilde fuldendte Danmarks befrielse. - Norge og Sverige var blevet forenet med Danmark, men mådelige regenter havde forsømt at five foreningen kraft. Det var kun navnene der var samlet. Hjerterne var vidt adskilte. Sverige frareves. Norge vaklede. Kernen af den danske krigsmagt var nedsablet i Ditmarsken. En konge der var uduelig til at styre statens ror i stormen, var død og adsplittelse truede Danmark, kun en Rantzaus tapperhed var mægtig at forebygge den, og Christian den 3. besteg kongesædet til trods for de mægtige hanser som havde vovet den tanke at gøre Danmark til et vasalrige. - Under fredfælle konger trivedes nu landet, men adelen endnu mere. Den havde tabt sin modvægt ved reformationen Ene søgte den at rive alt til sig. Borgere og bønder gjorde den til heloter. Den naturlige følge kom. Overmod hos den mægtige stand, mismod og avind hos den underkuede. En mageløs mand Christian den Store opholdt ene den dalende stat. Større end Galliens Henrik, større end Preussens Frederik, hindrede hans glorie fædrelandets svaghed fra at kendes. Afbøde den tillod de hugorme ikke som fortærede dens marv. Og var denne Christian ikke blevet olding på tronen, havde intet kunnet redde Daniens ynglinge fra at blive Sveriges slaver. Den gråhærdede Christian var et bolværk, som hverken hine svenske helte, der nys havde givet Tyskland love, eller de hollænder som troede sig havets herrer, magtede at overstige. - Danmark var frelst, men ikke lægt. Standsulighedskræftens bid standsedes ikke, de ændredes end mere. Christians søn arvede kun hans scepter,hans magt tilfaldt adelen, hans dyd steg tilbage til himlen. Forladt af klogskab, af enighed, af kraft, udæskede Danmark sin mægtige nabo. Og i en håndevending stod det på afgrundens rand. Kun hovedstaden var tilbage. Ingen krigshær mere, ingen flåde mere. Men københavnernes mageløse tapperhed frelste landet, og den taknemmelige konge gav dem rettigheder som næsten blev beholdt til det 19. århundredes begyndelse.  - Så hårdt vel ikke, men dog hårdt nok, truedes fædrelandet to gange i det nys udløbne århundrede. En engelsk, en hollandsk, en svensk flåde truede Frederiks den Husholders residensstad. En svensk hær var mester af Sjælland, en tysk arme gik ind i Holsten. Men Frederik gik med kækhed faren i møde. Et almindeligt landevæbnings bud afnødte den overlegne fjendesværm ærefulde vilkår. - I sønnesønnens tid truedes Danmark med en russisk krig, men Frederik den 5. viste sig værdig sit uforsagte folk, ydmygende vilkår afvistes. Og mægtige udrustninger overbeviste Europa om at Fredens Folk hellere vælger krig og død end underkuelse eller hvad vi senere har set blive ti gange større staters lod, opslugelse af overmægtige fjender.

(fortsættes)

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 146, 7 Februar 1801, s.2331-2334)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen fortsat fra nr. 145, 31 januar 1801, s.2315-2318, og fortsættes i nr. 147, [14 Februar 1801], s.2347-2350 og nr. 150, 7 Marts 1801, s. 2395-2398.