Købstads-Værn

Den 27. febr. har hans majestæt bestemt de forholdsregler og den orden hvorefter købstædernes indbyggere i krigstider skal medvirke til landforsvar.

Købstadsindbyggerne inddeles i to klasser: 1) Borgerne og 2) De øvrige indbyggere. Den første af disse klasser ordnes straks til et militær. Den anden først i tilfælde af overfald. Geværer skal straks anskaffes og opbevares på hver bys rådstue.

Denne ypperlige indretning, hvis berørte organisation ved tingenes natur er blevet så modsat det øvrige landeværns, og derimod så overmåde stemmende med det ældre Danmarks og Norges landforsvars gang og ånd, fortjener så meget mere her at anføres, som den tillige vil blive en kraftig politiforbedring for vores provinsbyer, da den straks organiserende borgerklasse tillige skal, på øvrighedens befaling og under dens anordning, hjælpe til at vedligeholde orden og god politi. Den den ende er det, efter anmelderens uforgribelige mening, nok mere tjenligt at dette stående borgermilitær beholdt deres geværer hjemme. Denne hædrende tiltro kunne endog bruges som et moralsk straffe- eller forbedringsmiddel, når en borger fik frataget geværet offentligt til forvaring på grund af fuldskab, balstyrighed, slagsmål o. lign. efter at have to gange betalt politibøder, eller vidnefast havde undsagt nogen.

Da magistraterne herefter ville ifølge kongens bud vil anskaffe geværer, så måtte man ønske denne sag både lettet for dem og tillige bedre fremmet, ved at give dem lejlighed til at få gode ens kalibrerede geværer, samt anvisning til at prøve og bevare dem på bedste måde.

Sikkert kan man vente al mulig småsplid hævet ved en nøje bestemmelse af hvem der hører i den første klasse og hvem ikke.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 151, 14. marts 1801, s. 2401-2403)

Fragmenter af en Tale, som var bestemt til at holdes i et Selskab paa Kongens Fødselsdag.

(Fortsat)

*   *   *

Sådan er ikke vor lod, m. V. - Ikke tilblinker os den frydende drue fra vore høje, ikke bølger den kernefulde ris i vore dale. Vores sol kan ikke afsondre vore haves salt, eller modne os i sukker i saftfulde rør. Vores afgrunde yder os ingen varmende kul, ingen glimrende af spotteren først betitlede ædle metaller. Ja (for ikke glemmer danen sit broderskab) selv mange af os se intet fødende korn omkring sine boliger, nogle endog intet græssende kvæg på marken, ingen malkende ko i sine stalde. Selv danen og Holsten har endnu kun det næstbedste korn i deres brød. Den norske broder må for en del nøjes med havren, og vores lap, vores islænder, vores grønlænder, har slet intet korn på deres uhyre landstrækninger.
Kulden, vores klimas alvorlige regent, synes at have gjort dette bud til sit: i dit ansigts sved skal du æde dit brød. Den pålægger mange tunge nødvendigheder som sydboen undgår, og hvis erhvervelse koster nordboen store anstrengelser. Et tyndt skjul er nok for disses legeme, og snarere endog en overdådighed end et behov, mens denne må afholde frosten ved tykke og vædens virkninger ved mange klædeskift. - En bolig af få og åbne værelser forslår til hin, mens denne må bygge sit hus så tæt at ingen stormende nordvest, ingen efterårsregnskyl, ingen vintersnefog kan finde adgang, og så rummeligt at folk og kreaturer og et halvårligt forråd af føde for dem alle kan finde plads. - Og dette hus må han give varme i al den lange tid af året da ti kvadratgraders åndende væsner lever sammenstuvede i vråer som samlede ikke udgjorde en tiendedel kvadratmils areal. - Sydlændingens leje kan købes for en uges sved, og nordboens er af lige værd med en dygtig karls tre bedste ungdomsårs arbejde. - Disse henter deres smør af et olietræ, sit klædebon af en bomuldsplante, naturen brygger og blander for ham i en drue, selv hans drikkekar fromvokser af kalabassens stamme, brødtræet er hans bageovn, og når fuglen taber et frø i sit næb, opvokser en skyggefuld løvhytte hvorunder han i hvilende mag kan betragte de eviggrønne marker, de på en og samme tid blomstrende, voksende, modnende frugter, skabningens herlighed og sit egen uvurderlige held. 

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 150, 7 Marts 1801, s. 2395-2398)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen afslutter artiklerne fra nr. 145, 31 januar 1801, s.2315-2318, nr. 146, 7 Februar 1801, s.2331-2334 og nr. 147, [14 Februar 1801], s.2347-2350.

Til Generalkommissionen, Ejerne af Tømmerpladserne, og Hr. Skimmel.

Ingen vej kan for nærværende tid befindes i en ynkværdigere tilstand end den fra Vesterports Alleer ned til Tømmerpladserne. Ikke alene synker den så at sige daglige ned, ved det at de hosliggende grunde daglig ved påfyldning stiger i vejret *), men de vognmænd som bringer oven nævnte fyld, handler overmåde skødesløst dermed, da vejen findes så godt som tildækket med renovationsskarn. Og da grøfterne ved vejens sider fyldes til, så at vandet ikke kan få afløb, så må ikke alene al regn blive stående, men grunden gennemvædes som er den største fordærvelse for en vej. 

Først og fremmest bør enhver anke over denne vej henvendes til den kongelige generalkommission der som det hedder, har overtaget mod årligt 3000 rigsdaler fra Magistraten, opsynet og vedligeholdelsen af vejene på Københavns grund uden for voldene. Man da ofte de hosboende ved et lidt dårligt tilsyn, kan udrette mere end selv det mest årvågne kollegium (i det mindste med daglig indløbende småovertrædelser), så kan man ikke andet end anmode hr. Skimmel på Vesterbro der skal eje den hosliggende grund som ved påfyldning forbedres, at han ville advare kuskene om at skåne den vej der hjælper ham til at gøre sin ejendom så meget vigtigere, og ligeledes må man bede ejerne af tømmerpladserne hvis varer skal bortkøres ad denne vej der efter al rimelighed er anlagt på deres formænds ansøgning, at låne den et nidkært omsorgsfuldt øje.

*) Da det er en fordring til en god vej at den for afløbs og tørheds skyld, bør ligge højere om muligt, men for alting ikke lavere, end den på begge sider tilgrænsende grund, så synes det at burde indlemmes i vejlovgivningen at ingen grundejer måtte ophøje sin til en offentlig eller anden mands vej stødende grund således at dens overflade blev højere end vejen, uden tilladelse enten af vedkommende kollegium eller af vejens ejermand.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 149, 28 Februar 1801, s. 2391-2393)

Forunderlige Ting 1801

Er det ikke forunderligt at så afskyeligt svineri som det ved Toldboden og Østerport kan finde sted 1801 og tåles, og det i nærheden af 2 vagter hvor blot en skildvagt kunne befales at gå et par skridt fra vagten for at afholde svinagtige menneskelige skabninger fra at væmmeliggøre og pestificere en passage som er så almindelig og hvor vore øverste landsforsvareres vej så ofte falder. Hvem som vil overbevise sig om denne forunderlighed, behøver blot fra Toldboden af straks at dreje om på højre hånd og gå over esplanaden til Østerport

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 149, 28 Februar 1801, s. 2388-2389)

Den "rigtige" esplanade (med lille): Forterrænnet ved voldgraven. På Politivennens tid hed Esplanaden (gaden med stort E) Toldbodvejen. Foto Erik Nicolaisen Høy

En ondskabsfuld Handling i Kannikestræde.

Onsdag den 25. februar kl. 10 om formiddagen kom jeg i forretninger i huset nr. 40 i Store Kannikestræde og steg op på tredje etage for at tale med værten. Mens jeg stod der og bankede forgæves, faldt mine øjne på trappen jeg var kommet op ad. Jeg bemærkede da at midten af hvert trin var oversmurt med fedt eller sæbe og belagt med ærter. Jeg faldt i den største forbavselse over dette syn som viste at den mest djævelske ondskab her havde lagt en snare for et menneske som man formodede enten at stige op eller ned. Ved nærmere at overveje, formodede jeg at snaren var lagt for et ungt menneske siden blot midten var besmurt og ikke enderne af trinene, hvilket også blev min redning da jeg som gammel, holdt mig til rækværket. Jeg slap endelig ned igen, men tror at en embedsmand med føje kunne forlange sig fritaget for at gå ind i et hus hvor så strafværdig letsindighed og ondskab har sin bopæl.

Haagen
Rodemester

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 149, 28 Februar 1801, s. 2382)

Redacteurens Anmærkning

Store Kannikestræde 40 blev 1806 sammenlagt med tilstødende matrikler. Adressen hed indtil 1922 Købmagergade 49/Skindergade 2/Store Kannikestræde 1, fra 2008 kun Købmagergade 49/Skindergade 2, altså der hvor Arnold Busch ligger. Det nuværende hus er fra 1848, ombygget 1899.

Ifølge Krak 1800 må der være tale om rodemester og klasselotterikollektør J. H. Haagen, Klædeboderne 4.