Gade Patrol paa Amagertorv og Vimmelskaftet.

Gården nr. 3 som kaldes Dyvekes gård, er til stor bedrøvelse forsynet med tre afskyelige tagsprøjter som nu i mange år under forskellige husejere, har overskyllet de stakkels forbigående.

Gården nr. 4 har en fra sin gård over fortovet tværløbende rende som er meget urigtig og sikkert ulovligt dannet. Den ligger nemlig især ved fliserne hvor den største passage er, over 5 tommer over fortovets overflade. Dette er oftere påanket, men uden frugt. Vinkælderen: im Weinstok hvor man har meget gode vine, burde vist nok forsynes ved sin nedgang med 2 rækværk. Derved ville ikke alene nedgangen lettes for besøgerne, men hvad der var til større gavn endnu, de på fortovet gående sikrede mod at falde uforvarende ned i kælderhalsen.

Fortovet uden for Helligåndskirken trænger til at omlægges, da der for nuværende på mange steder hvor før har ligget af de firkantede fliser, nu ikke er andet end store huller i tørvejr, og dybe vandpytter i vådt.

Nummer 16, 17 og 18 har alle sammen af de så fordømmelige tagsprøjter som man dog engang må vente forandret. Efter anmelderens tanker udfordres blot for at bevæge husejerne at de hver gang det regner, sætter sig for vinduet for at se hvor mange våde rygge og hoveder det koster at de vedbliver den gamle skik..

På den afbrændte side af Amagertorv og Vimmelskaftet kan man til sin største glæde ikke se en eneste af disse vederstyggelige tagsprøjter, undtagen en på det lille hus nr. 53 som man ikke kan andet end fortænke værten desto mere for, da husets lavhed ville gøre bekostning på en tagrendepibe yderst ubetydelig

Bagerens gård på hjørnet af Hyskenstræde har vel ingen tagsprøjter, men heller ingen tagrender, så at vandet neddrypper af tagskægget på små købstadsmaner, som dog er ubekvemt såvel for forbigående som for inde- og udegående, ligesom sådant tagdryp af vinden føre ind på muren og vinduerne.

For den som søger Løveapoteket ville det være til god vejvisning om det ord: Apothek sås kendelig påmalet hr. prof. Munthes skønne gård på den side ud til Vimmelskaftet, ungefær hvor før indgangen og skiltet var.

Uden for nr. 4 på Amagertorv og Petersens Kloster ligger løse stykker af jernkæder som ikke er til nytte, men gerne kunne gøre en gammel eller syg fod smerte. bedst derfor at de blev fjernet.

Udenfor hjørnegården af Amagertorv og Købmagergade er en stor sten ganske optaget af fortovet, og således et farligt hul og undertiden en vandfuld pyt forårsaget.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 152, 21. marts 1801, s. 2424-2427)

En Spaakærling, som praktiserer her i Byen.

Pro Memoria!

Jeg tror ikke det er upassende at gøre enhver i almindelighed og politiet i særdeleshed opmærksomme på et kvindemenneske der her i byen går hus til hus i selskab med 2 arbejdsføre lømler. Hun går alene ind og fra etage til etage tilbyder at flikke kedler og pander. Hun giver sig helst i kast med halvvoksne pigebørn og tjenestepiger, fortæller dem på gebrokkent tysk at hun kan spå og forudsige når og med hvem de skal giftes. Således traf jeg hende i dag i samtale med min tjenestepige. Da hun så jeg kom ud, luskede hun af. Jeg spurgte da pigen hvad kællingen ville? Hun ville spå hende i hænderne. Jeg lukkede derpå vinduet op og så hende med sit selskab med poser under armen gå hele nabolaget igennem. Sikkert har hun 3 erhvervsmåder: 1) at flikke kedler 2) at spå 3) den fordelagtigste ventelig at stjæle og derfor har de meget hensigtsmæssigt forsynet sig med poser. Dette var efter pigens udsagn den anden gang at hun her i huset således tilbød sin tjeneste.

Ved denne lejlighed erindrer jeg en sørgelig tildragelse passeret for nogle år siden. En ung konge blev et offer for sådant ondskab fuldt uhyre. Overbevist at den ikke står her på urette sted, tager jeg mig den frihed at meddele den offentlig. Jeg fortæller den således som den afdødes kusine har meddelt mig den et års tid efter dødsfaldet.

Tror De, sagde hun, at det var barselssengens følger der berøvede os min kusine fru N. N.? Intet mindre - det var indbildningen der dræbte hende. Jeg skal fortælle dem alt. Nogle år før hendes giftermål kom jeg for at besøge min kusine. Og fandt hende med sin søster alene hjemme. Vi var meget unge og fordrev altså tiden med spøg og latter. Imidlertid kom en kælling som gik pigerne til hånde i køkkenet, ind i stuen og sagde at når vi ikke ville lade os mærke for mama, så skulle hun sige os noget rart, da hun kunne spå.

Denne spøg ville vi også have, lovede hende derfor tavshed. Med min ældste kusine gjorde hun begyndelsen. Ja! Jomfruen gør et rart giftermål, hun får såmænd en officer. Om nogle uger kommer her en fornem frue på besøg, men hun dør her. Gud bevare os! Hvad ser jeg? Ja! Jomfruen kommer 2 gange i barselsseng, men den anden gang må De dø. Om nogen tid bliver her traktering og da vilde blive en del sølv borte. I det samme kom mama hjem, og heksen forsvandt ud i køkkenet. Vi andre slap for at blive spået. Godt havde kællingen ved at spå alt dette. En meget værdig officer havde adgang i familien. Jomfruens tante fru B. i N. var meget syg, og havde uden nytte brugt lægernes råd. Hun ventedes til København for at blive helbredt. Idelig var der et eller andet lille gilde, og da kunne profetinden nok sørge for spådommens opfyldelse med sølvtøjet. Ved den første lejlighed gik sølvet sin gang. Fru D. kom fra N. og døde her. Jomfruen blev gift med den nævnte officer. Hun kom i barselsseng, alting gik godt. Kællingen med samt hendes spådomme var aldrig faldet hende ind. Nu kom det andet svangerskab, og frygteligt erindrede hun sig nu spådommen. Frygten steg med svangerskabet. Undertiden søgte hun at bedøve sig selv med overdreven munterhed. Når hun da af sin mor i den anledning fik en irettesættelse, svarede hun: Oh, moder! Lad mig være lystig den føje tid jeg har at leve i. Imod den tid hun ventede sin forløsning, sagde hun til sin mand: Jeg lever ikke. Lagde derpå et og andet til rette, som hun bestemte til foræring for sine veninder. I det øjeblik da fødslen nærmede sig, forlangte hun at komme på Fødselsstiftelsen. Sikkert gjorde hun det da hun der troede at behandles og plejes bedre end hjemme. Hun barslede. Alting gik godt, men frygten havde nu engang betaget hende, og efter 24 timer var hun ikke mere.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 152, 21. marts 1801, s. 2419-2423)

Studentervæbning.

Et af de tidligste eksempler på den tapperhed der sædvanligvis findes hos Minervas studerende sønner, blev givet af Københavns studenter i stadens belejringer under Frederik den tredje. Det er al verden bekendt at Danmarks frelse fra undergang på det kritiske tidspunkt skyldes ikke mindre hovedstadens akademiske, end øvrige borgeres kækhed. Ikke alene ved voldenes besættelse, men idelig ved de langt farligere udfald, var studenterne alle tider med de første, og ikke få af dem havde så fortrinlig udmærket sig at det da kongen efter belejringens ende takkede samtlige studenter for udvist dåd, og bad dem nu vende tilbage til videnskaberne, blev disse betydet at kongen i betragtning af deres militære geni overlod til deres valg enten at forfremmes i armeen eller i kirken. *)

I den nærværende krig har man på mange steder i Tyskland set studenterne væbne sig til landeværn med den største beredvillighed og kækhed især i Wien og Prag.

Den som skriver dette, er borger og som sådan har han sin post når fjenden er der. Men han er også student. Ham vil det derfor håber han tillades at tale i de akademiske borgerens navn og ikke blot efter indvortes følelse, men også efter mange ham bekendte studenters ytring, erklærer for hvem det måtte synes underligt at de ikke allerede havde væbnet sig, at faren aldrig skal komme dem for tidlig, at deres blod altid skal vokse med fjendens anfald, og at eftertidens skribenter ikke skal betænke sig på at sætte dem ved siden af disse deres berømte forgængere.

*) Udgiveren har dette af en i hans slægt havende efterretning da to af hans forfædre var i disse udmærkedes tal, hvoraf dog ingen ville forlade bogen, men modtog i dets sted to fordelagtige gejstlige befordringer. Den ene i Holmens kald, og den anden Skanderborg Slotskald.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 152, 21. marts 1801, s. 2417-2419)

Uordener.

I Knabrostræde må man forundre sig over at det kan være ejeren af gården nr. 65 tilladt at lade sine porte åbne sig udad, hvorved fortovet fratages et stort stykke. Denne uskik kan jo umulig tillades i en stad da fodgængere som rolig går i deres ærinder kunne inden de vidste af det, få sig en port eller dør i nakken. Nødvendig er heller ikke sådan indretning da man ved at brække hver fløj i to, meget magelig kan åbne dem indad. Endnu en ulovlighed ved udad åbnede porte og øre er, at de fratager udsigten til gaden for de som bor ide underste etager på samme side.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 151, 14. marts 1801, s. 2416)

Komedier i Helsingør.

At det ikke var så dårlig en spekulation for en dansk entreprenør at skaffe Helsingør et dansk teater, vil man kunne slutte hvis efterstående af en helsingoraner meddelte beregning over den derværende svenske teaterdirektørs indtægter er rigtig. Til ultimo februar skal nemlig være spillet omtrent 80 gange. Hver aftens indtægt kan uden overdrivelse ansættes til 150 rigsdaler. Altså total indtægt til nævnte tid cirka 13.000 rigsdaler.

Det synes som om samme penge til sikrere forbliven i staten og til mere nydelse for tilskuerne, kunne være taget for danske varer.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 151, 14. marts 1801, s. 2413-2414)

Søstræde, Helsingør. Her blev der senere anlagt teater, biograf mm. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2019.