Tanker om Flytningen, fra den ene Del af Byen til den anden

Det hedder sig at byens højeste familie flytter ind til byen, længere fra reden, og intet kan mere stemme overens med nationens kærligste og inderste ønsker for dens bedste velgående og sikkerhed.

Men så ønskelig denne flytning, så urigtigt tror anmelderen det ville være, som bosiddende i den østlige del af byen, ville i hobetal at flytte mere vestlig på, alarmere den del af indbyggerne som kan alarmeres af noget sådant.

Både de betragtninger, der forårsager en sådan utidig flytning af medindbyggere, og de tanker, som foregår hos de derved alarmerede, rejser sig lige meget af ukyndighed om krig, om en angribende fjendtlig flådes og om vort forsvars natur. Ingen som ved at man endnu ikke har turdet anbringe indretninger på skibe til at gøre kugler gloende. Som ved at de mørsere der bruges til søs ikke er af det største eller længstrækkende slags. Ingen som ved hvad det betyder for en flåde, at ligge udsat for vores de af vores mange duelige artillerister og kække landtropper bestyrede faste batteriers betydeligt antal ovne glødede kugler. For vores blokskibes, flydende batteriers og skytprammes svære kanoner, for de på voldene plantede mærkere, som kender redens og rendens beskaffenhed, dens fordelagtighed for os og ufordelagtighed for vores fjender. Som indser at alle fordele af vind og strøm umulig kommer dem til gode i den smalle rende. Som ved at vort forsvar er noget langt mere end den ting, som lagdes til pris for Nelson ved Abukir. At det flag som vajer på dette forsvar er hædret ved langt større sejre end dem britter nogensinde vandt. Sejre, som man kun i Ruyters og Tromps dage så mage til. At vores fjendes sædvanlige (og kun ved de hidtil mødte modstanderes uerfarenhed lykkelige) manøvre, at bryde linjen, her er den ugørligste ting i verden. Som af historien mindes, at en langt svagere forsvar, i Frederik den 4.s dage, holdt den forenede hollandske svenske og engelske flåde i respekt. Ingen som ved dette, vil tro, at fjenden, om han endog ville vove sin flådes totale ødelæggelse, fik tid til, eller var så dårlig, i stedet for at beskyde de faste og flydende batterier, at kanonere eller bombardere byen, hvoraf ikke ringeste frugt kunne høstes.

Vor nye brandforordning forbyder viselig at vige for ildebrand før på den bestemte tid. Skulle det ikke være lige så passende at forbyde flytning for at undvige nogle få forfløjne kugler før dette efter højere anordning tillades dem, hvis boliger derfor kunne være udsatte.

En total flytning eller folkeløshed er i hvert tilfælde farligere i henseende til ildebrand end kugler eller bomber.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 153, 28. marts 1801, s. 2432-2436)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen fortsættes i Politivennen nr. 154, 4. april 1801, s. 2449-2450. 

Uordener

Da svineriet bad accisebod og hovedvagt ved Toldboden endnu vedbliver at være en væmmelse for alle de smukke folk som spadserer i plaseren (således har Nyboders folk bekvemt nok omdøbt vores elysiske marker) eller tage udflugt på esplanaden, så bedes stadens guvernør der formodentlig er den rette ansvarlige, og i nødsfald gen toldkammeret tillige, ved at indrette gårde med lokum for vagten og betjentene, samt et offentlig lokum for almuen, af afskaffe en uskik som vanærer nationens renlighed i fremmedes øjne.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 152, 21. marts 1801, s. 2431-2432)

Forslag til alle patriotiske Danske, Norske og Holstenere.

Næst menneskelighedens stemme der taler i enhvers hjerte både som enkelt mand og som en af et helt selskab, gør fædrelandskærligheden sine bud gældende og uovertrædelige.
Altid føler det ufordærvede hjerte for fædrelandet, allevegne føler det derfor. Yderst levende og behagelig er denne følelse når dette fædreland er lykkeligt og hædret, dog endnu mere levende og fuldt så behageligt, skønt blandet med smerte er den, når det elskede fædrelands lykke og hæder trues af en overmægtig, overmodig, ret og rimeligt under fødder trædende fjende.

Modig væbner sig hver fædrelandssøn og vover den sidste blodsdråbe for dets vel. Men ofte er der endnu flere midler end våbnene, hvormed man kan tugte voldsmanden. Er denne en fabrikerende stat der trækker store summer årlig for fabriksvarer ud af den fornærmede mindre nations land, trues endog dennes håndværkere med undergang ved indførsel af forhånerens fabrikata, hvad er da mere retfærdigt, rimeligt og tillige kraftigt tugtemiddel end at afskære ham denne adgang til vores pengepung end at uddrage denne giftige brod af vores håndværkeres og fabrikanters arbejdshænder?

Dersom den forhånede nations regering, drevet af den mest prisværdige og vise moderation, ikke selv finder tjenligt ved lov at sætte dette middel i virksomhed. Sikkert vil den med tilfredshed se folket, besjælet af den fornærmede fædrelandskheds iver, selv at anvende dette kraftige middel, ved friviligt at pålægge sig et fuldkomment afhold fra den overmodige fornærmers fabrikerede varer.

Elskede landsmænd, kække og fædrelandske danske, norske og holstenere, til jer er dette talt, dersom I følger det!

K. H. Seidelin.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 152, 21. marts 1801, s. 2428-2430)

Gade Patrol paa Amagertorv og Vimmelskaftet.

Gården nr. 3 som kaldes Dyvekes gård, er til stor bedrøvelse forsynet med tre afskyelige tagsprøjter som nu i mange år under forskellige husejere, har overskyllet de stakkels forbigående.

Gården nr. 4 har en fra sin gård over fortovet tværløbende rende som er meget urigtig og sikkert ulovligt dannet. Den ligger nemlig især ved fliserne hvor den største passage er, over 5 tommer over fortovets overflade. Dette er oftere påanket, men uden frugt. Vinkælderen: im Weinstok hvor man har meget gode vine, burde vist nok forsynes ved sin nedgang med 2 rækværk. Derved ville ikke alene nedgangen lettes for besøgerne, men hvad der var til større gavn endnu, de på fortovet gående sikrede mod at falde uforvarende ned i kælderhalsen.

Fortovet uden for Helligåndskirken trænger til at omlægges, da der for nuværende på mange steder hvor før har ligget af de firkantede fliser, nu ikke er andet end store huller i tørvejr, og dybe vandpytter i vådt.

Nummer 16, 17 og 18 har alle sammen af de så fordømmelige tagsprøjter som man dog engang må vente forandret. Efter anmelderens tanker udfordres blot for at bevæge husejerne at de hver gang det regner, sætter sig for vinduet for at se hvor mange våde rygge og hoveder det koster at de vedbliver den gamle skik..

På den afbrændte side af Amagertorv og Vimmelskaftet kan man til sin største glæde ikke se en eneste af disse vederstyggelige tagsprøjter, undtagen en på det lille hus nr. 53 som man ikke kan andet end fortænke værten desto mere for, da husets lavhed ville gøre bekostning på en tagrendepibe yderst ubetydelig

Bagerens gård på hjørnet af Hyskenstræde har vel ingen tagsprøjter, men heller ingen tagrender, så at vandet neddrypper af tagskægget på små købstadsmaner, som dog er ubekvemt såvel for forbigående som for inde- og udegående, ligesom sådant tagdryp af vinden føre ind på muren og vinduerne.

For den som søger Løveapoteket ville det være til god vejvisning om det ord: Apothek sås kendelig påmalet hr. prof. Munthes skønne gård på den side ud til Vimmelskaftet, ungefær hvor før indgangen og skiltet var.

Uden for nr. 4 på Amagertorv og Petersens Kloster ligger løse stykker af jernkæder som ikke er til nytte, men gerne kunne gøre en gammel eller syg fod smerte. bedst derfor at de blev fjernet.

Udenfor hjørnegården af Amagertorv og Købmagergade er en stor sten ganske optaget af fortovet, og således et farligt hul og undertiden en vandfuld pyt forårsaget.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 152, 21. marts 1801, s. 2424-2427)

En Spaakærling, som praktiserer her i Byen.

Pro Memoria!

Jeg tror ikke det er upassende at gøre enhver i almindelighed og politiet i særdeleshed opmærksomme på et kvindemenneske der her i byen går hus til hus i selskab med 2 arbejdsføre lømler. Hun går alene ind og fra etage til etage tilbyder at flikke kedler og pander. Hun giver sig helst i kast med halvvoksne pigebørn og tjenestepiger, fortæller dem på gebrokkent tysk at hun kan spå og forudsige når og med hvem de skal giftes. Således traf jeg hende i dag i samtale med min tjenestepige. Da hun så jeg kom ud, luskede hun af. Jeg spurgte da pigen hvad kællingen ville? Hun ville spå hende i hænderne. Jeg lukkede derpå vinduet op og så hende med sit selskab med poser under armen gå hele nabolaget igennem. Sikkert har hun 3 erhvervsmåder: 1) at flikke kedler 2) at spå 3) den fordelagtigste ventelig at stjæle og derfor har de meget hensigtsmæssigt forsynet sig med poser. Dette var efter pigens udsagn den anden gang at hun her i huset således tilbød sin tjeneste.

Ved denne lejlighed erindrer jeg en sørgelig tildragelse passeret for nogle år siden. En ung konge blev et offer for sådant ondskab fuldt uhyre. Overbevist at den ikke står her på urette sted, tager jeg mig den frihed at meddele den offentlig. Jeg fortæller den således som den afdødes kusine har meddelt mig den et års tid efter dødsfaldet.

Tror De, sagde hun, at det var barselssengens følger der berøvede os min kusine fru N. N.? Intet mindre - det var indbildningen der dræbte hende. Jeg skal fortælle dem alt. Nogle år før hendes giftermål kom jeg for at besøge min kusine. Og fandt hende med sin søster alene hjemme. Vi var meget unge og fordrev altså tiden med spøg og latter. Imidlertid kom en kælling som gik pigerne til hånde i køkkenet, ind i stuen og sagde at når vi ikke ville lade os mærke for mama, så skulle hun sige os noget rart, da hun kunne spå.

Denne spøg ville vi også have, lovede hende derfor tavshed. Med min ældste kusine gjorde hun begyndelsen. Ja! Jomfruen gør et rart giftermål, hun får såmænd en officer. Om nogle uger kommer her en fornem frue på besøg, men hun dør her. Gud bevare os! Hvad ser jeg? Ja! Jomfruen kommer 2 gange i barselsseng, men den anden gang må De dø. Om nogen tid bliver her traktering og da vilde blive en del sølv borte. I det samme kom mama hjem, og heksen forsvandt ud i køkkenet. Vi andre slap for at blive spået. Godt havde kællingen ved at spå alt dette. En meget værdig officer havde adgang i familien. Jomfruens tante fru B. i N. var meget syg, og havde uden nytte brugt lægernes råd. Hun ventedes til København for at blive helbredt. Idelig var der et eller andet lille gilde, og da kunne profetinden nok sørge for spådommens opfyldelse med sølvtøjet. Ved den første lejlighed gik sølvet sin gang. Fru D. kom fra N. og døde her. Jomfruen blev gift med den nævnte officer. Hun kom i barselsseng, alting gik godt. Kællingen med samt hendes spådomme var aldrig faldet hende ind. Nu kom det andet svangerskab, og frygteligt erindrede hun sig nu spådommen. Frygten steg med svangerskabet. Undertiden søgte hun at bedøve sig selv med overdreven munterhed. Når hun da af sin mor i den anledning fik en irettesættelse, svarede hun: Oh, moder! Lad mig være lystig den føje tid jeg har at leve i. Imod den tid hun ventede sin forløsning, sagde hun til sin mand: Jeg lever ikke. Lagde derpå et og andet til rette, som hun bestemte til foræring for sine veninder. I det øjeblik da fødslen nærmede sig, forlangte hun at komme på Fødselsstiftelsen. Sikkert gjorde hun det da hun der troede at behandles og plejes bedre end hjemme. Hun barslede. Alting gik godt, men frygten havde nu engang betaget hende, og efter 24 timer var hun ikke mere.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 152, 21. marts 1801, s. 2419-2423)