Forslag tilegnet vor elskte Kronprinds.

Enhver der ved hvor mange rygter til dels skadelige eller nedslående der alle tider, men helst i krigstider, plejer at blive udspredt om de offentlige anliggender. Enhver der ved hvor inderlig enhver nidkær patriot ønsker ikke at blive vildledt af sådanne rygtesmede, men at vide den sande sammenhæng for at glædes ved hvad der går heldigt og at forstærke sin anstrengelse hver i sin kreds, ved at erfare hvad der er mindre heldigt. Enhver der kender den pinlige uvished de fra krigens skueplads længere bortliggende provinsfolk ligger under osv. Enhver af disse vil med udgiveren ønske at vores stats bestyrer ville finde et middel herimod. Et sådant middel har man allerede i andre lande: I Wien har man Hoftidende hvori alt det officielle fra armeerne indrykkedes. I London ligeledes. I Paris gøres proklamationer fra regeringen til folket over enhver almenvigtig genstand, og borgeren kan i den opslåede plakat se hvor meget tro han har at skænke de løbende rygter. Hidtil har vi ofte måttet læse det mest interessante om fædrelandet først i fremmede blade. Der er ingen tvivl om at jo Berlingerne gerne modtog sådanne officielle bidrag, ja endog lod bladet i tilfælde udgå tidligere, eller endog en meget vigtig efterretning udgå separat den samme dag når den fra højere sted meddeltes dem.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 154, 4 April 1801, s. 2452-2453)

Raad til at redde sig for Smeldet af en Bombe.

Særdeles nyttig og rigtig er den af hr justitsråd Haagen uddelte bekendtgørelse om de tjenstlige forholdsregler for beboerne i en stad der er truet af bombardement. Og det er ikke at tvivle om at vores medborgere jo vil følge dem på det nøjeste. To råd endnu måtte det imidlertid ikke være overflødigt at meddele almenheden. Det ene at man når man er tæt ved den nedfaldne bombe, hvis man ser at brandrøret er løst, som sædvanlig ved den anstød vel ske (ja det kan endog derved ganske drives ud som vi har set på den bombe der den 2. i denne måned faldt på krudttårnet på Nyholms Vold) at man, siger jeg hvis man finder det løst, hellere river det ud end kvæler det, da det første er et mere ufejlbarligt middel end det sidste. Det andet råd er dette at man hvis man ikke tror at kunne enten kvæle brandrøret eller rive det ud, eller er for langt fra den dertil og dog ikke kan undvige bag nogen beskyttende ting, da lægger sig straks plat ned på gulvet eller jorden da stykkerne af den springende bombe alle slår hen over en. Sker dette under åben himmel og man er temmelig langt fra bomben, må man så snart man hører den springe, straks rejse sig for at se op i luften og redde sig for de nedfaldende stykker.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 154, 4 April 1801, s. 2451-2452)

I Anledning af det i nr. 153 Indrykkede, Flytningen her i Byen angående.

Slaget den 2. april har overøst det danske flag og de danske krigere med udødelig ære. Det har vist, at vores fjende hverken vovede at angribe hele forsvaret på en gang, eller at lægge sig skib mod skib, af den del han angreb, som har evigt dømt de danske tapperhed og de engelske beregningskunst. Dette slag har naturligvis den følge, at fjenden kan ligge meget tættere på byen, og bomberne kan nå noget af den del af byen, som vender mod ham. Det kan derfor ikke undre at derfor disse indbyggere nu flytter deres sager, skønt 1) efterlevelsen af politimesterens bekendtgørelse, ifald den virkelig følges, så at der er vand og våde klude overalt på lofter og i alle etager, og først og fremmest folk, som fra tid til anden tager en runde i værelserne, for at se om nogen brand skulle være begyndt, og straks slukker den fra fødslen - 2) Brandrednings- og Nedrivningskorpset gode foranstaltninger gør faren for ildebrand meget mindre, end den naturligvis ved første øjekast synes.

Man kan ikke nok råde sine medborgere til i tilfælde af bombardement, at foretage et omhyggeligt tilsyn i sine værelser og lejligheder, samt den forsigtighed at holde sine folk væk fra gaden, for ikke, uden at gøre nytte, at beskadiges af de på gaderne dødelige bomber.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 154, 4. april 1801, s. 2449-2450)

Redacteurens Anmærkning

Fortsættelse af artikel fra Politivennen, nr. 153, 28. marts 1801, s. 2432-2436

Erklæring

Adskillige gode udenbys venner har fundet det for godt under adresse: "Til udgiveren af Politivennen" at sende mig nogle ufrankerede grovheder. Jeg skulle intet have imod at de ved sådanne galdeudløsninger lindrede den smerte ragerierne i Læsendes Aarbog for 1800 har forårsaget dem når de blot ville skåne mig for at betale porto. Også fra indenbys er det par cruditeter blevet mig tilskrevne. Da disse imidlertid ingen udgift forårsager og jeg dog derved profiterer papiret, er de fuldkommen uskadelige.

K. H. Seidelin

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 153, 28. marts 1801, s. 2448)

En Bøn til Vejkommissionen fra en Østerbroes Beboer.

Siden Østerport er under reparation, er det nødvendigt at vi må køre den såkaldte Farimagsvej. Men de uendelige bunker af grussten som ved hjælp af renovationsvogne, næsten skulle man tro modvilligt bliver henført og losset midt i vejen gør at det ikke alene om natten er usikkert for de kørende personers liv og lemmer, men desuden ødelæggende for hestene til alle tider at gennemslæbe den ubehagelige moradsvej. Man vil altså bede kommissionen også at kaste et af dens årvågne blik der og forskaffe os en bedre kørsel, helst siden efter udspredt rygte Østerports reparation skal vedvare hele sommeren.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 153, 28. marts 1801, s. 2446)