07 september 2014

Raad til at redde sig for Smeldet af en Bombe.

Særdeles nyttig og rigtig er den af hr justitsråd Haagen uddelte bekendtgørelse om de tjenstlige forholdsregler for beboerne i en stad der er truet af bombardement. Og det er ikke at tvivle om at vores medborgere jo vil følge dem på det nøjeste. To råd endnu måtte det imidlertid ikke være overflødigt at meddele almenheden. Det ene at man når man er tæt ved den nedfaldne bombe, hvis man ser at brandrøret er løst, som sædvanlig ved den anstød vel ske (ja det kan endog derved ganske drives ud som vi har set på den bombe der den 2. i denne måned faldt på krudttårnet på Nyholms Vold) at man, siger jeg hvis man finder det løst, hellere river det ud end kvæler det, da det første er et mere ufejlbarligt middel end det sidste. Det andet råd er dette at man hvis man ikke tror at kunne enten kvæle brandrøret eller rive det ud, eller er for langt fra den dertil og dog ikke kan undvige bag nogen beskyttende ting, da lægger sig straks plat ned på gulvet eller jorden da stykkerne af den springende bombe alle slår hen over en. Sker dette under åben himmel og man er temmelig langt fra bomben, må man så snart man hører den springe, straks rejse sig for at se op i luften og redde sig for de nedfaldende stykker.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 154, 4 April 1801, s. 2451-2452)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar