I Deres blad Politivennen bedes indrykket fra Stubbekøbing:
Man har længe ønsket og ønsker endnu, at vores veje dog snart måtte blive gode og nogenlunde brugbare her på Falster, hvor de overhovedet findes i en overmåde slet forfatning og på mange steder er ganske ufremkommelige. Man har nu ved udskiftningen trøstet sig ved og levet i det glade håb at vejene derved skulle få en ganske anden forandring både i henseende til godhed og korthed. Forandringen har vi nu erfaret. Men desværre, ganske i strid med den forventede. For næppe havde udskiftningen taget sin begyndelse før de gamle land- og købsstadsveje ved grøfter og gærde straks blev forbudt, og de nye af hr. stifts- og landinspektør Stoksledt anlagte måtte (i hvor umage de på mange steder var) med stor frygt og livsfare passeres. Især fortjener at anmærkes vejen fra Medse og indtil Corselitze, hvilken mange rejsende og betjente kan og skal vidne at være højst farlig. Denne er endda landevejen fra Grønsund til Nykøbing.
Men hvad under at vejene er så dårlige? Da bonden især på Corselitze og Karlsfelts godser selv uden tilsyn og opsigt forandrer dem som han finder det bedst, og når det lyster ham, graver grøfter og sætter stengærde i veje og ledsteder som efter hans kongelige majestæt lov og forordning ikke kan eller må forbydes. Og slet intet er det at fortænke ham i da han har så dårlige eksempler for sig. For på en af Karlsfeldts hovedmarker hvorigennem landevejen fra Grønsund til Stubbekøbing løber, indgrøftes på denne tid der ganske afviger fra den gamle. Og det som er (ugement og temmeligt mageløst handlet) rent forbyder færdsel og kørsel af samme, endog før indgrøftningen er fuldbyrdet, dels ved at oppløje den, og dels ved at begynde grøftningen ved den side til hvilken man straks efter at være kommet gennem ledstedet ved Oure, skulle holde hen på vejen. Det er måske mere fatteligt for læseren når jeg melder at den gamle vej forestiller en bue hvis korde den nye anlagte bliver når dens indgrøftning når sit bestemte mål. Men endnu er den kun buens halve korde som først ved arbejdets videre fremgang når sin fuldkommenhed ved indkørslen til Stubbekøbings damme. Når man nu altså ved nattetid som ofte nødvendigheden kræver, skal passere vejen fra omtale købsted til Oure, er man jo underkastet fare og besværligheder inden man på åben og vild mark finder denne halve indgrøftede vej, da man ved at søge derefter let kan køre eller ride i grøften, og derved komme til ulykke og stor elendighed. At sådan tilfælde let kan ske, har erfaring overbevist mig om. Tilmed går denne nye anlagte vej op og ned tværs over højryggede agre, og vil til vinteren blive ganske inpassabel, da det formodentlig i henseende til reparation, går med den som med andre veje heri Falster.
Sådanne og mange andre uordner foregår her ved vejen på Falster, og man ytrer stærkt det ønske at sådanne selvrådigheder dog engang måtte hæves og forebygges, for det går endog så vidt at man her for at rejse 1/4 mil må føre mandskab med sig forsynede med spader, løfte- og jernstænger. Dette skulle jeg ikke undlade at underrette publikum og alle rejsende om for om muligt hvis deres vej skulle falde på den østre kant af Falster, da i forvejen at kunne forsyne sig med omtalte instrumenter.
Kan mit navn udelades, ønskes det, hvis ikke, da sæt det. Forblivende, osv.
Stubbekøbing den 23. april 1801.
Niels Albretsen
Indbygger i Stubbekøbing.
Til hr. K H. Seidelin i København.
(Politivennen. Hefte 13. Nr. 158, 2 Maj 1801, s. 2517-2520)
Man har længe ønsket og ønsker endnu, at vores veje dog snart måtte blive gode og nogenlunde brugbare her på Falster, hvor de overhovedet findes i en overmåde slet forfatning og på mange steder er ganske ufremkommelige. Man har nu ved udskiftningen trøstet sig ved og levet i det glade håb at vejene derved skulle få en ganske anden forandring både i henseende til godhed og korthed. Forandringen har vi nu erfaret. Men desværre, ganske i strid med den forventede. For næppe havde udskiftningen taget sin begyndelse før de gamle land- og købsstadsveje ved grøfter og gærde straks blev forbudt, og de nye af hr. stifts- og landinspektør Stoksledt anlagte måtte (i hvor umage de på mange steder var) med stor frygt og livsfare passeres. Især fortjener at anmærkes vejen fra Medse og indtil Corselitze, hvilken mange rejsende og betjente kan og skal vidne at være højst farlig. Denne er endda landevejen fra Grønsund til Nykøbing.
Men hvad under at vejene er så dårlige? Da bonden især på Corselitze og Karlsfelts godser selv uden tilsyn og opsigt forandrer dem som han finder det bedst, og når det lyster ham, graver grøfter og sætter stengærde i veje og ledsteder som efter hans kongelige majestæt lov og forordning ikke kan eller må forbydes. Og slet intet er det at fortænke ham i da han har så dårlige eksempler for sig. For på en af Karlsfeldts hovedmarker hvorigennem landevejen fra Grønsund til Stubbekøbing løber, indgrøftes på denne tid der ganske afviger fra den gamle. Og det som er (ugement og temmeligt mageløst handlet) rent forbyder færdsel og kørsel af samme, endog før indgrøftningen er fuldbyrdet, dels ved at oppløje den, og dels ved at begynde grøftningen ved den side til hvilken man straks efter at være kommet gennem ledstedet ved Oure, skulle holde hen på vejen. Det er måske mere fatteligt for læseren når jeg melder at den gamle vej forestiller en bue hvis korde den nye anlagte bliver når dens indgrøftning når sit bestemte mål. Men endnu er den kun buens halve korde som først ved arbejdets videre fremgang når sin fuldkommenhed ved indkørslen til Stubbekøbings damme. Når man nu altså ved nattetid som ofte nødvendigheden kræver, skal passere vejen fra omtale købsted til Oure, er man jo underkastet fare og besværligheder inden man på åben og vild mark finder denne halve indgrøftede vej, da man ved at søge derefter let kan køre eller ride i grøften, og derved komme til ulykke og stor elendighed. At sådan tilfælde let kan ske, har erfaring overbevist mig om. Tilmed går denne nye anlagte vej op og ned tværs over højryggede agre, og vil til vinteren blive ganske inpassabel, da det formodentlig i henseende til reparation, går med den som med andre veje heri Falster.
Sådanne og mange andre uordner foregår her ved vejen på Falster, og man ytrer stærkt det ønske at sådanne selvrådigheder dog engang måtte hæves og forebygges, for det går endog så vidt at man her for at rejse 1/4 mil må føre mandskab med sig forsynede med spader, løfte- og jernstænger. Dette skulle jeg ikke undlade at underrette publikum og alle rejsende om for om muligt hvis deres vej skulle falde på den østre kant af Falster, da i forvejen at kunne forsyne sig med omtalte instrumenter.
Kan mit navn udelades, ønskes det, hvis ikke, da sæt det. Forblivende, osv.
Stubbekøbing den 23. april 1801.
Niels Albretsen
Indbygger i Stubbekøbing.
Til hr. K H. Seidelin i København.
(Politivennen. Hefte 13. Nr. 158, 2 Maj 1801, s. 2517-2520)
