Den sorte Lovgivning

Ingen europæisk regering har gjort så meget for vores sorte brødre i Guinea og Vestindien som den danske. Ingen har gjort så meget for dem i Europa som den engelske. I England er en neger fri så snart han betræder landet. I Danmark mangler vi endnu love, der kunne hindre tildragelser som følgende:

En ejer ved navn Abestee af en neger fandt sig bevæget til at frigive sin neger som han havde medbragt fra Østindien. Denne lod sig antage ved et her i København liggende regiment, og det med skriftlig indvilligelse af sin forrige herre. Seks år efter kommer et fruentimmer rejsende fra Vestindien hertil, kræver denne neger udleveret til sig som slave, og beviser, at han tyve år har tilhørt hende, at hun havde lånt ham til en østindisk kaptajn, at denne var død i Østindien, at negeren var solgt på hans auktion, købt af Abestee, og således kommet hertil. Lovene havde ikke sat grænser for så stærk en anvendelse af det ene menneskes ejendomsret over det andet. Negeren havde forgæves opført sig til sin herres tilfredshed, havde forgæves fået sin frihed af denne, havde forgæves tjent kongen af Danmark i 6 år. Han blev ifølge Højesterets dom udleveret som slave.

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 159, 9. maj 1801, s. 2541-2542)

Meels Forbrug til Pudder.

Der er så ofte ivret mod det raseri at bruge et næringsmiddel til en overflødig prydelse i sit hår. Imidlertid vedligeholdes denne uskik som forfædrene ikke kendte til, og som formodentlig først er opfundet af en forfængelig person hvis forstand var yngre end hans hår for at skjule tidens virkninger. Moden synes nu på et par år at have udrettet mere imod pudderets brug end alle fornuftens påmindelser. Dette er godt nok. men moden kan måske snart forandre sig igen, og en skadende dårskabs udryddelse eller tæmning bør ikke alene overlades til så lunefuld en forbedrer som moden. Man foreslår derfor at anvende mod pudder det samme som er anvendt mod kortspil. Nemlig at pålægge en så betydelig afgift til staten at brugen formindskedes og at de som vedblev med den, gjorde dog nogen nytte ved deres dårlighed.

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 159, 9 Maj 1801, s. 2537-2538)

Hattekokarder.

I de 12 til 14 krigeriske dage i slutningen af forrige og begyndelsen af denne måned sås hver borger og næsten hver mand med det korpses kokarde hvortil de henhørte. Man bør ikke formode at denne prydelse har været brugt blot som et tryghedsmiddel imod at presses, men som et tegn på borgerånd og beredvillighed til at værne som mænd for landet hver i sit korps. Imidlertid må det forundre ikke blot de herværende fremmede, men virkelig enhver patriot at stilstanden aldrig så snart var sluttet, før man skyndte sig at afrive dette hæderstegn som om der ikke mere var krig, skønt vi så fjenden blive i vores egne hvor han endog dagligt forstærker sig. Man kan næppe andet end herved huske på vores bønderkarles løjerlige adfærd der når de er kommet hjem fra kampement, går så vidt i at feje soldaten ud at de ikke alene lader hårende igen hænge flagrende fuldt ned på ryggen, og bærer helekroppen i den mest skødeløse stilling, men endog gør sig umage for at få den nette indtilbens gang tilbage. Nogle borgere har imidlertid vedtaget at ville bære deres kokarde så længe i det mindste krigen varer. Måske flere ved at læse dette, bringes til samme beslutningen så meget desto mere da kokarden endog opliver en hat der ellers var for uanselig til at bæres.

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 159, 9 Maj 1801, s. 2536-2537)

Om Badehusene.

En del sundhedselskere ønsker at de badehuse der ligger ved Langebro, snart måtte blive udlagt og indrettet til brug, idet de håber at madame Kruses død (der i en del år skal efter sigende have haft indtægterne mod at holde dem i stand) ingen hindring gør i deres udlægning da der vist ville findes mange beredvillige der på samme konditioner ville påtage sig bestyrelsen, efter sigende skal de være overladt til Fattigvæsnet.

Udgiveren bedes indtrængende om at indrykke dette i de første Politiven som udkommer og om Dem synes, indklæde det i en anden form, så vidt vides skal husene tilhøre grosserer Larsen, men ligger endnu ganske urørte uden mindste opsigt, og skal imellem om aftenen blive besøgt af folk som er forlegne for brændsel.

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 159, 9 Maj 1801, s. 2534-2535)

Om Assurantsen for Huse bør betale den Ildsvaade, som fjendtlige Bomber maatte anrette.

Den mulighed der for nogle uger siden troedes at være i at vores fjender kunne have kastet nogle bomber ind i en tredjedel af staden og måske derved sætte ild i et eller andet hus, gjorde naturligvis alle husejere opmærksomme på den skadeserstatning de i så fald kunne vente sig. Man har i denne materie hørt mange slags betænkeligheder. Policen siger: Skulle det tildrage sig at nævnte hus eller gård efter den kongelige allernådigst nuværende anordning af 8. august 1735, og derefter af høj og velædle magistaten udstedte plakat af 8. juni næstfølgende, dessen 3. posts tredje og femte artikels indhold (disse poster omtaler blot erstatningens grad i total og partiel skades tilfælde) ved ildsvåde blive forulykket som Gud i nåde afvender, da forsikrer vi osv. 

Nu er, siger nogle, ildebrand forårsaget ved en fjendtlig bombe jo også ildsvåde, og må altså skaden erstattes da den ikke er forsætlig.

Andre finder at ordet ildsvåde her blot står som ensbetydende med ildebrand der længere henne i policen nævnes: "og i anden beskadigelse af ildebrand." Det er da klart, siger de, at policen giver ret til erstatning for den skade ildebrand ved bomber kan forårsage, lige så fuldt som for den enhver anderledes forårsaget ildebrand frembringer, - og at man i 1733 ikke endnu var så langt fra et bombardements tid at man jo ville have gjort undtagelse hvis undtagelse skulle være.

Desuden siger andre, har plakatens 3. posts, 6. paragraf statueret et tilfælde hvor ingen skadesløsholdelse finder sted. Da det altså er tydeligt at lovgiveren har forestillet sig de mulige undtagelser, men ikke nævnt fjendtligt bombardement, så bør erstatning ske for ildebrands skade ved bomber.

Endelig, har nogle sagt, om endog det hus der tændtes af bombe, ikke skal betales af assurancen, så måtte dog nabohusene hvis de tændtes af det første hus' brand, betales.

Det er beklageligt når der i en så vigtig sag skal være tvivl! Anmelderen håber derfor at regeringen uagtet det måtte synes overflødigt, dog for en sikkerheds skyld vil ved de ulige jurister lade påkende om ildebrandsskade ved bomber skal erstattes og hvorledes, og at resultatet til almindelig tilfredshed måtte bekendtgøres.

N.N. Det blev for ikke længe siden i disse blade ønsket at møbelassurancens forbindtlig, muligt ved en lille forhøjelse af præmie,også måtte udstrækkes til skade ved ildebrand foranlediget af bomber. Herpå lader det som man i så travle dage endnu ikke har tænkt, men der synes nu at være tid dertil.

Også ved disse policer er ikke den største tydelighed. For man kan dog vel mene at fjendtligt overfald ikke kan ville betyde bomber, med mindre ordet overfald skulle forstås meget bogstaveligt da bomberne falder ovenfra. En upartisk fortolker kan ikke bringe andet ud af ordene "fjendtligt overfald" end det tilfælde da møblerne umiddelbart af en i byen indkommen fjende ødelagdes.

Vi har krig. Om 9 til 10 år har vi igen den samme mulighed af et bombardement som i dagene efter anden april. Det er vigtigt at så patriotiske og kække mænd som københavnerne altid har vist sig, kan gå fjenden i møde med et ubekymret sind, og at den mand der fra kone, venner og børn iler bevæbnet til volden, ikke der skal tænke sig den mulighed at en bombe der går over hans hoved, skal ruinere ham i bund og grund fordi en police ikke er konciperet med det nødvendige hensyn til alle mulige tilfælde.

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 159, 9 Maj 1801, s. 2529-2533)