Island var engang et fadebur for Danmarks kongestad. Islandsk fisk, tran, kød, talg købte man begærligt til husholdningerne. Og såvel i Tordenskjolds, Juels, Adlers og Gyldenløves dage, som i vores nærværende med rette berømte søheltes tid, har Islands bedekød været flådens tapre krigere sund og nærende føde. Det må uden tvivl af frygt for at savne disse gode varer her, at man i denne tid ofte spørger: Om islandske varer er at få til købs, og om der går nogen skibe til Island i denne sommer. Men desværre lyder svaret: Hvad der kom hertil i fjor er forbrugt. Der er ingen skibe begyndt at gøre sig klar. Bliver krigen ved, tør de vel ikke vove det, og kommer intet over, kommer intet hjem. Imidlertid beklager vi, hedder det, det folk, hvis eneste næringskilde er handel, og især de købmænd som flere gange ved skibbrud og andre tilstødte uheld er sat tilbage. For dem er denne standsning i handel følelig, da de i sommerens bedste tid ikke kan komme til deres ejendomme, og om vinteren sejler man ikke til Island. Ligesom dem vil islændingene komme til at lide. De vil blive igen hvad de var i 1784 og 1785, et meget trængende folk, og siden den tid har Island kommet sig så godt. Nu nedbrydes det, som gode år på land og hav og fornøden skibsfart har opbygget. Den, der har skrevet disse linjer på papiret, har spurgt: Et det også vist, at der ingen skibe går til Island denne sommer? Man har svaret: Det vil næppe ske. Nu spørger han herved offentligt om det samme, for han er af anden mening og har grund til det: Islands indbyggere (så siger de som kender dem) er et kækt og vindskibeligt folk. Men at forsvare sig uden værge og fiske på havet uden fartøjer, liner og kroge, det kan de lige så lidt som andre folk. Vidste de, hvad fjenden nylig har turdet foretage sig ved rigernes hovedstad, havde de årsag til at frygte. De kan nu ikke vide det, men udebliver den vanlige skibsfart vil længsel forandre sig til frygt, frygt til angst for fjendtligt overfald, og især for sult, som det skarpeste sværd. For magasiner for levnedsmidler og næringsredskaber, der er dobbelt nødvendige i et så langt bortliggende land, har de endnu ikke. Danmarks konger har altid sørget for dette deres fjerne land. Og næppe har noget folk mindre kastet i glemme hvad godt der er gjort for dem. De husker ved hjælp af deres annaler, at tyrkerne to gange, nemlig 1627 og 1687 er kommet til deres land og har anrettet ulykker. At engelske sørøvere i den svenske krig 1568 gik til Island og gjorde skade i landet, og at der kom skibe dertil fra Danmark. De husker endvidere at 1652 blev et orlogsskib sendt til island for Handelskompagniets regning for at hindre indpas, og 1667 i krigen med England sendte Frederik 3. Otto Bielche, som kommandant med et orlogsskib og landtropper med ham. De siger, at i flere hundrede samfulde år er der kommet skibe fra Danmark. Det mindste antal et år var 4 (et til hvert af landets fjerdedele). I krigstiden 1660, da Islandske Handelskompagni ikke turde besejle Island, sendte Henrik Jensen skibe til 4 havne. Borgmester Hans Nansen skibe til 3 havne, borgmester Hans Sørensen og tolder Boyssen begge 1 skib alle med de nødvendigste varer på eget eventyr til Island, efter en forud indhentet kongelig tilladelse. Nu stiller jeg igen det førnævnte spørgsmål: Er det også sandt at der ikke kommer skibe til Island sommeren 1801.
Hvad armerede skibe angår, så sigter spørgsmålet ikke derhen. Vi ved at vores kloge og gode regering forsvarer sit land og folk hvor og når den finder det nødigt og gørligt. Men hvorfor skulle ingen handelsskibe komme til Island fra rigerne dette år. Her er nu intet konkurrerende kompagni i vejen. Her behøves ikke at erhverve kongelig tilladelse for at gå på eget eventyr derhen. Enhver fri mand kan handle i Islands frie købstæder og bringer han der fiskeliner, tjære, jern, stenkul, tømmer til både, salt til fisk og kød, da vil det blive godt betalt. Den handel ville gøre godt udslag, især om man medbragte andre varetyper, som folk der gerne vil købe, skønt de ikke varer af den nødvendigste. Ville man ikke handle på skibene, mens de står til ankers på havnene, så ville de, som førte skibe over og ikke selv ejede huse der, sagtens få dem til låns, som da var ledige. Enhver købmand eller faktor ville selv tilbyde det i sådant tid og tilfælde, indtil deres egne skibe kom engang. I mellemtiden kunne værdien for det overbragte varer udskibes.
Skulle vi få sikker sejlads efter de 14 ugers forløb, så blev det dog ikke disse i forvejen sejlende til skade. De som vil til Island tager sjældent senere herfra end ved Skt. Hans, hvis de agter at komme tilbage om efteråret. Og tilførsel af varer vi i tilfælde at vi får fred næppe bliver tilstrækkelig i år. For skibenes eget fiskeri, den sædvanlige fiskepræmie og stor kpipfiskvirkning bliver ikke at tænke på og ordsproget vil her gælde: Den der kommer først til mølle får først malet. Som vanskelighederne ville blive ubetydelige i hensigt til handelen der, så var faren ikke heller så såre stor, når de, der påtog sig sådan ekspedition var formuende mænd og flere deltog deri. Patriotiske købmænd ved vi findes ligesåvel nu som i førnævnte tider. Vores formuende købmænd har skænket store summer til de sårede og forladte, skulle de ikke også vove noget for et fjerntboende folk. Et folk de kender. Et folk der har fortjent det og vil gengælde det, ja ved vindskibelighed giver købmændene deres penge tilbage med rige renter. Og det hele høster den nytte, at Islands handel med det gamle Kaufmannahafn ikke forfalder, som sikkert ville ske, når Island et helt år skulle savne de redskaber, de behøver til deres næringsdrift, Hvad dette betyder, ser vi i Alton(aer). Merc(urius). Nr. 74 i en skrivelse fra Maassluis, og røres ved elendighederne der. Spørgeren har kun selv en kraftesløs vilje hvad angår deltagelse i den forventede ekspedition, udover hvad der angår disse hans betænkninger, de underretninger han kunne give om forlanges, og den tjeneste han er villig til at gøre og med flid og redelighed udfører, ved at fare til Island med et sådant skib, uden hensyn til den personlige fare han derved kunne udsætte sig for. Af denne årsag og fordi han tør være bekendt hvad han skriver, og fordi det er efter trykkefrihedslovene at navnet skal følge med, er hans navn og bosted tilføjet.
København den 15. maj, 1801
J. S. Plum
Borger til Grønnefjords købstad i Island, nu her tilstede og bor i Store Kongensgade nr. 39
(Politivennen. Hefte 13. Nr. 161, 23. maj 1801, s. 2561-2567)
Redacteurens Anmærkning
En artikel i Politivennen nr. 717, lørdag den 26. September 1829, s. 621-629 beskæftiger sig indgående med besværligheder ved forskellige valutaer: "Om den forvirrende Regningsmaade i Handel og Vandet paa Island."
