Noget om Frederiksberg Allee.

Næppe træder foden fra Vesterbro ind i Frederiksberg Alle før øjet møder det særsyn af en vildtvoksende underskov ved næsten hvert træ hele alleen igennem, hvilken skov omkring nogle træer udgør en omkreds af tyve fod. Foruden at berøre hvor skadelige sådanne udskud som breder sig mere og mere hvert år, er for træernes toppe, hvis næringskræfter derved berøves, så er det også dels en led vansir på en promenade, dels en ulempe for det gående publikum der ikke kan undgå anke. At alleen til de tider når det har regnet stærkt og især om foråret og høsten er næsten ufremkommelig, derom giver erfaringen den gående en alt for sørgelig lærdom. For ikke at blive siddende i en gennemæltet lergrund, må man søge hen til den lille fodsti ved træerne. Men her nødes man til at vige ud i det dybe snavs så snart man nærmer sig et træ på grund af de uhyre buske der omspænder det og spærrer passagen, eller også må man lade sig piske af disse grene højt oppe på benene og skørterne og endda dertil oversmøres af det meget snavs som disse buske er blevet belæssede med ved de stænk som kørende og ridende forårsager. 

Da det nu formentlig er slotsgartneren på Frederiksberg under hvis opsyn alleen er henlagt med forpligtelse til at lade dens træer beskære, så må han forventeligt ikke til nogen tid af året gå i denne alle for at se at den lige såvel ved roden af træerne som ved sammes toppe trænger til afhjælpning som ved et par af det ham tildelte mandskab meget let, ja endog i en meget kortere tid kunne besørges, end den som træernes beskæren udkræver. Men da man nu herved gør ham opmærksom på det, tror man også at han både til alleens fordel og pryd og til det almindeliges gavn vil herefter lige såvel drage omsorg for at de ved træernes rod opskydende kviste bortstødes som han sædvanligt mod foråret lader træernes overflødige grene skære bort.

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 164, 13 Juni 1801, s. 2609-2611)

Et glubsk Dyr paa den saakaldte Marmor-Plads.

Promemoria!

På nævnte plads hvor der er passage fra Bredgade til Store Kongensgade, ser man ofte små børn lege og fornøje sig i græsset hvor forældre tror deres børn meget sikre og uden fare. At de deri fejler, var jeg for nogle dage siden vidne til. Der befinder sig på denne plads en stor Vædder med to uhyre krumme horn. Denne har den afskyelige vane at overfalde børnene hvorved de udsættes for deres livstid at blive krøblinge ved de voldsomme stød den kan tilføje. Dette var just tilfældet her. Et barn næppe mere end 1½ år blev stødt over ende af dette glubske dyr, og havde blevet sikkert lemlæstet om ikke heldigt havde blevet råbt fra et vindue til en af de på pladsen arbejdende mænd der også lykkelig reddede barnet fra en øjensynlig livsfare.

At dette dyr er skadeligt, må formodes at være ejeren bekendt, eftersom der er hængt en træklods for øjnene, men som dog ikke hindrer den fra at se eller også den river den af. Det var derfor at ønske at dette dyr måtte blive afskaffet eller også indelukket på et sådant sted hvor den ingen skade kan gøre.

København den 10. juni 1901.

C. Horup.

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 164, 13 Juni 1801, s. 2612-2613)

Instruktion for Politibetjenterne i København, dat. Politikammeret d. 31 Dec 1800.

1) Det forudsættes om den eller dem som antages til at være politibetjent at de besidder alle de egenskaber som med rette kan kræves af enhver ærekær mand, og som er nødvendige til at opfylde pligter uadskillelige fra posten. Det anses derfor overflødigt at opregne alle disse egenskaber. Skulle derimod en politibetjent ansættes som imod forventning ikke besad de til posten udfordrende egenskaber, skal hans antagelse på ingen måde give ham ret enten ret til eller håb om vedblivelse.

2) Enhver politibetjent skal aflægge den ed som i slutningen af denne instruktion findes anført, hvorefter han forpligter sig til at opfylde alle de pligter som han derved pålægges.

3) Enhver betjent skal være politimesteren hørig og lydig, og holde sig hans ord efterrettelig. Skulle han være fraværende, rette de sig efter hvad en af de hos ham værende fuldmægtige befaler i hans sted.

4) Om alt hvad som måtte passere, giver de skriftlig rapport. Skulle overordentlig tilfælde indtræffe, giver de først mundtlig, siden skiftlig melding.

5) For ordens skyld bliver betjentene vel ansatte til opsigt med visse kvarterer og iddelte til visse ugentlige forretninger, men heraf følger ingenlunde at nogen må vægre sig ved at forrette hvad befales, eller skyde på tur, da forretningernes held ikke hænger heraf, men af mange bidragende omstændigheder som gør det nødvendigt at den eller de bruges som befales.

6) Betjentene må ingen tid, dag eller nat være ude af staden uden tilladelse herfra. I deres bopæle skal de opgive hvor de er at finde i påkommende tilfælde.

7) Betjentene skal gøre sig bekendt med alle politiets genstande, i særdeleshed med hvad i Forordn. af 22. oktober 1701 og andre kongelige anordninger er befalet, på det at de i tilfælde af befundne forseelser herom kan give anmeldelse og vente nærmere bestemmelse herfra. Politiets genstande for så vidt de kan vedkomme betjentene er i særdeleshed følgende:
a) At påse den offentlige ordens håndhævelse og følgelig i deres anviste kvarterer nøje have opsigt med at vægterne er på deres poster til befalet tid, og at lygterne er tændt og brænder forsvarligt.
b) At ingen på gader eller stræder overfalder eller plyndrer folk eller i almindelighed foretager noget hinanden til fornærmelse.
c) At den offentlige passage altid er fri og ubehindret; at intet på gader eller fortove henlægges uden særlig tilladelse herfra; at der ved gravninger og nye bygningers opførelse eller gamle bygningers reparation iagttages de forsigtighedsregler som anordningerne befaler.
d) At der i de dem anviste kvarterer ikke henligger ledig og løse, enten mandfolk eller fruentimmer, som ingen lovlig næringsveje har, eller værtshuse holdes hvor unge mennesker af begge køn enten bedrages eller forføres; hvorom de hertil har at gøre indberetning, forinden inkvisitionen sker, hvilke de ikke uden udtrykkelig ordre kan eller må foretage.
e) På torve- og strandposterne skal de holde god orden og skik, nøje påse at ingen fordærvede varer bringes eller sælges; at ingen falsk eller forfalsket mønt sættes i omløb; at ingen kreaturer som er befængt med sygdom, falbydes og at mål og vægt er rigtig; samt endelig at ingen mistænkelige eller uvedkommende personer indsniger sig på torvene. Handles herimod, kan de anholde sådanne personer og vente nærmere forholdsordre herfra.
f) De skal tillige i havnene nøje påse at skippere og de handlende efterkommer det samme som i foregående er befalet, at passagen altid er ryddelig og at skibe ikke ligger i vejen med deres udlæggere, hvorved kørende eller andre kan beskadiges.
g) Det skal gøre sig umage for at opdage tyve og tyvshælere.
h) De skal nøje i kvartererne forhøre sig om fremmede rejsende på det at forsømt anmeldelse kan blive behørig påtalt.

8) Foruden de i foregående § befalede pligter, har betjentene endvidere at iagttage at de bestandig skal bære hos sig den befalede politijustitshånd, som de når nødvendigheden fordrer det, skal forevise. Hvor flere er samlet på en forretning, ska formanden forevise den. De skal ved dens forevisning, æske og påse at ærbødighed og lydighed vises af enhver. Brystskiltet skal de have i ildebrands og andre tilfælde hvor folkestimmel kan finde sted eller finde sted.

9) De må ikke før, under eller efter nogen slags forretning kræve belønning, ej heller gøre aftingning med nogen.

10) Dersom en forretning udføres ved en anden eller andre end de dertil befalede som aldrig må ske undtagen i yderste nødstilfælde, skal den eller de som har været på forretningen, underskrive og hertil indlevere rapport.

11) Ved politikammerets åbning skal de hver morgen indfinde sig, ligeledes hver eftermiddag, og ikke forlade samme uden i befalede forretninger eller tilladelse efter foregående anmeldelse herfra. Skulle i politimesterens fravær noget af de to ham beskikkede fuldmægtige befales, da skal de efterkomme samme med lige troskab og lydighed som om det var befalet af politimesteren selv.

12) De betjente som er befalet at være til stede hos politimesteren, skal indfinde sig om sommeren kl. 6 og om vinteren kl. 7 om morgenen, og ikke forlade posten før efter foregående anmeldelse og tilladelse.

13) Stævninger som leveres dem, skal de lovligt under deres aflagt ed, forkynde for de vedkommende og egenhændig derom gøre påtegning på sagerne. Sager hvori der sker indkaldelse, må de ikke tage med dem fra politikammeret; ej heller må de underrette nogen om hvorfor han stævnes.

14) Samtlige rettens assessorer skal de bevise den samme ærbødighed og agt som politimesteren. Dersom nogen af disse begærer en forretningen foretaget, melder de sådant før samme udføres, og hertil giver rapport om udfaldet på det at det passerede kan blive tilstillet vedkommende protokol.

15) Når omstændighederne gør det nødvendigt, må de anholde den eller de skyldige; men med arrest må de ingen belægge uden efter ordre herfra.

16) Når de søn- og helligdage befales at gå parole, indfinder de sig til bestemte tider såvel til højmesse som til aftensang. Alle handlende som sidder på gaden med brød, fisk eller andet, skal de bortvise efter at have antegnet deres navne og bopæl, og give de herom vedbørlige rapport, såvel som når de måtte forefinde åbne boder, butikker eller værtshuse; men inkvisition må de ikke foretage uden speciel ordre. Så skal de også påse at ingen råber med fisk eller andet så længe gudstjeneste varer.

(Fortsættelse følger)

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 163, 6 Juni 1801, s. 2599-2606)

Om Badehusene

Badehusene er nu udlagt (man ved at de af deres første opfinder og ejer er skænkede til byens fattigvæsen) og forpagtede af en driftig mand som allerede har gjort bekvemme indretninger i dem end der før har været, og har i sinde at lave endnu flere.

I henseende til det andet køns benyttelse af disse huse, så er samme meget rigtigt indskrænket således, at en kone i selskab med sin mand kan få et kammer. Det er imidlertid ikke at tvivle på, at jo enhver agtværdig husfar, som ønsker det, kan på forlangende få et indgangskort for den kvindelige del af sin familie, så at disse sammen uden ledsagelse af et mandfolk kunne få et kammer.

Det var at ønske, at direktionen ved denne sundhedsanstalt ville efterligne en indretning som i lang tid har været ved Hamborgs badehus. Jeg hentyder til at hvert kammer forsynes med et opslag, som indeholder de vigtigste medicinske baderegler. Såvidt jeg erindrer er disse, at man ikke skal gå i vand straks før eller efter et måltid. At man altid skal gøre hovedet vådt først. At man ikke må blive i vandet indtil den første kulde, der efter at man er kommet helt ned snart forlader en, indfandt sig igen. At brystsyge ikke bør betjene sig af søbadet før at have rådspurgt deres læge. At man så hurtigt som muligt skal klæde sig på efter at være kommet op af vandet. osv.

Før jeg forlader badehusene bør jeg endnu føje det ønske, at vi i forbindelse med dem eller i nærheden af dem, kunne få en svømmeskole, forsynet med en kyndig og skikkelig lærer i denne så nyttige kunst. Og med sådan indretning, at begynderne der kunne modtage undervisning, uden at være udsatte for tilskuende lediggængeres latter o.lign.

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 163, 6. juni 1801, s.2593-2595)

Om de af Havet opskyllede Døde

Med megen misfornøjelse måtte man, i sidste og denne uge, se to opskyllede lig af vores tapre fædrelandsforsvarere ligge 4-5 dage på Charlottenlunds forstrand. Den ene endog plyndret.

Den følelsesløshed for menneskehed og for fædreland skulle man ikke have tiltroet noget menneske, nogen dansker. At se ligene af de personer, hvis tapperhed man måske skyldte sin fred, henligge for sin dør til spektakel, til forhånelse, til plyndring, til fugleføde! Men alligevel ser vi den findes!

Muligt er der noget i vores love, der bidrager til sådan umenneskelighed. Hvis det er tilfældet, vil denne anledning måske udvirke en forbedring. Men sikkert er, at ingen lov retfærdiggør umenneskelighed.

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 162, 30. maj 1801, s. 2588-2589)

Danske søfolksuniformer: Korporal. Matros, underofficer og officer. Krigsmuseet. Foto Erik Nicolaisen Høy.