Mangel på Menneskekærlighed.

I dag den 24. juni indtraf for en halv time siden det ulykkelige tilfælde at en murersvend faldt ned fra taget på Nikolaj skolebygning og slog sig dødeligt. Lærerne ved skolen sendte straks bud efter vogn, for at lade ham bringe på hospitalet, til følgende hyrekuske: Fæderholt i Pilestræde, Møller på Store Købmagergade og Clementsen i Lille Kongensgade. Men hos dem alle tre nægtedes at sende en vogn, fordi ... de skulle til lig. Man ønsker at udgiveren ville indføre denne menneskekærligheden modstridende handling i Politivennen.

G. P. Friis
Lærer ved Nikolaj Skole i Hvælvingen

*    *    *

Det synes som om der virkelig behøves at en klausul blev tilføjet i enhver hyrekusks borgerbrev at hans vogne, til hvem de end var udlovede, straks når forlangtes skulle afhente sådanne ulykkelige og føre dem til hospitalet. En ting som ingen der havde bestilt vognen, ville bebrejde, da i så tilfælde den ene hyrekusk let fik den anden til at køre en sådan tur.

Man måtte ellers ønske at de herrer lærere straks havde henvendt sig til politiet, der vist straks ville have skaffet dem vogn.

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 166, 27. juni 1801, s.2654-2655)

En Uorden rettet ude ved Marmorkirken, og en som bør rettes.

Det i Politivennen nr. 164 anmærkede farlige dyr på Frederiks Kirkeplads er nu ført derfra. Hvorfra ellers hr. Horup har den bestemte efterretning at der over kirkepladsen skulle være nogen offentlig passage fra Bredgade ud til Store Kongensgade, ville han behage nærmere at opgive. Passagen har aldrig været offentlig før. Foruden at pladsen er bestemt til et kongeligt oplag af marmor og sandsten, står den med så megen kunst og bekostning til dels opførte Marmorkirke åben på pladsen. Det synes derfor højst urimeligt at passagen over pladsen kunne være offentlig. Både oplaget af tilhugne bygningssten udsættes for ran, ligesom kirken beskadiges ved de mange uartige og kåde drenge som vrimler derpå. Det kunne måske antages for et rimeligt bevis for at pladsen ikke er en offentlig pasage, at der før har stået skildvagt ved porten ud til Bredgade, og lågen ind til Store Kongensgade har været lukket og endnu kan og muligvis også bør holdes lukket, ligesom der også for nogle år siden er opført, vist med en bekostning på 3 til 400 rigsdaler, et plankeværk for at udelukke stenhuggerne og kunstnerne som har deres værksteder på pladsen ud til Bredgade, fra at komme in på oplaget. Skildvagten blev nok først taget derfra ved slottets og byens ildebrand, der gav anledning til større militære vagthold. Anden årsag var der nok ikke til at den blev borttaget fra pladsen. At han kan komme dertil og bør komme dertil igen når han kan savnes fra andre nødvendige vagter er lige så rimeligt som det er at formode at årsagen hvorfor pladsen ikke holdes spærret ved det opførte plankeværk er at stenhuggerne dagligt udsøger materialer på oplaget.

En meget farlig ting på denne plads har formodentlig undgået hr. Horups opmærksomhed, og bør derfor her anmærkes, og det er et gammelt hus som tilhører urtekræmmer og pibefabrikant Casse eller er måske kun overladt ham til brug. Man behøver kun at se dette hus for at gyse over den tanke at det må falde ned og slå en hel flok både artige og uartige drenge ihjel. Fornuftige folk om deres forretninger ved pladsen endog kunne kalde dem i nærheden af dette spektakuløse hus, holder sig i en tilstrækkelig afstand derfra. Men drengene kryber endog ind i og på huset som er besat med støtter der er lige så rådne og faldefærdige som huset selv. Denne uting fortjener nok også at påankes?

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 166, 27 Juni 1801, s. 2646-2649)

Et Exempel paa Uorden, som kan indløbe ved Borgermilitæret i Købstæderne.

Iblandt de sælsomheder der daglig møder på vores løbebane, er også denne at en borger her nægtes adgang til våbenøvelse med de øvrige indbyggere fordi han i sin ungdom har været dømt til fæstningsarbejde hvorfra han dog ved kongelig benådning efter nogen tids forløb blev frigivet. Følgelig er restitueret sin tabte borgeragtelse. Den kan da nu ingen privat fordom om indbildt vanære (som lovgivningen altid ivrigt bestrider) betragte ham uden retsbrud mod hans personlighed. Stedets øvrighed skyldte måske at afværge denne anførte borgers her påankede forurettelse, men det skete ikke. begivenheden indstilles af den grund for publici domstol hvor retfærdighed med åbne øjne præsiderer.

Store Heddinge den. 19. juni 1801
A. C. Holstein.

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 166, 27 Juni 1801, s. 2645-2646)

Om Forligelseskommissionen paa Landet.

At uordner mm. lige såvel eksisterer på landet som i hovedstaden, tvivler vel ingen på. Det er overalt bekendt hvor velgørende den allernådigst anordnede Forligelseskommission er for enhver som nødsages til at betjene sig deraf. Men den ville være endnu mere velgørende, dersom den blev holdt om formiddagen i stedet for om eftermiddagen kl. 4 til 5 slet. Især for dem som må rejse 2 til 3 mil dertil.

Jeg har haft et sådant tilfælde med en mislig betaler. Skønt vi var indstævnet til kl. 3 slet om eftermiddagen, blev vi dog ikke fordrede frem før kl. 5 slet. Men inden vi blev afskediget, var det aften. To miles afstand til min bolig kunne ikke så hastig tilbagelægges. Imidlertid blev min retur ledsaget af regn, storm og mørke, og var meget ubehagelig. NB. det var om efteråret. Over sådanne ubehageligheder har jeg hørt mange klager. Men kunne det efter min ringe skønsomhed ikke være mere passende at Forligelseskommissærerne indstævnede parterne at møde om formiddagen kl. 9 til 10 slet? Så kunne jo alting være afgjort til middag, hvorefter enhver kunne søge sit hjem om dagen. 

Endnu mere: efter skete anklage bliver den pågældende af Forligelseskommissionerne indstævnet ved et stævnemål. Dette stævnemål sendes til en sognefoged, og denne overleverer eller sender det til stævningsmændene som vanligvis hverken kan læse eller skrive, men forretter deres ærinde efter hukommelsen. Det er nu ikke nok med at de har stævnet den eller de pågældende. Men de skal endog møde den bestemte dag ved Forligelseskommissionen og afhjemle at stævnemålet er lovlig forkyndt. Og for al den besværlighed nyder enhver 6 skilling, skønt en gårdmand den dag fx i pløje- eller højtid måske kan tage skade for mere end 6 mark. Ville det ikke blive mindre byrdefuldt og dog ligeså kraftigt når fx klageren blev meddelt et stævnemål som han kunne levere sognefogden, hvilket denne måtte levere de to stævningsmænd som da efter forrettet lovlig stævning kunne attestere dets rigtighed der af sognefogden ydermere kunne bevidnes samt stævnemålet således af klageren den bestemte da, leveres retten? Herved ville den omtalte byrde for stævningsmændene falde bort og efter mine tanker, retten ligefuldt kunne gøre sin virkning.

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 166, 27 Juni 1801, s. 2641-2643)

Hvorfor Christianshavn er anset så meget slettere end København

Det er kendt nok at huslejlighederne på Christianshavn hverken er så efterspurgte eller så højt betalt som københavnske. Christianshavn bliver anset for at være en forstad og næppe den bedste. Så mange som kan, flytter derfra ind til byen, og enhver krymper sig ved at flytte derud.

Det er dog nok umagen værd at se på de årsager, der gør denne store og anselige del af byen så modbydelig, for med det samme at lære midlerne til at ophæve denne modbydelighed.

Som den første årsag viser sig straks broerne, der er så få og usle. Den ene af disse, Langebro, er endda så afsidesliggende, at den kun har en yderst lille del af passagen. Den er desuden alt for smal, ikke oplyst om natten og næsten rådnet op. Knippelsbro er da så godt som Christianshavns eneste bro, og i sandhed er den elendig. Lige så stor og anselig som den måtte syne i Christian den Stores nys anlagt Christianshavn, er den ussel og utilstrækkelig for byens nuværende færdsel og folkemængde. Den standsning i færdslen som sker når den åbnes for skibene, er altid højst ubehagelig og tidsspilde. Men den kan endog for de, som har meget vigtige ærinder, være særdeles skadelig.

Fra kl. 10 om aftenen til et par timer op ad dagen gør natrenovationen denne bro til den væmmeligste overgang, og er sikkert en særdeles vigtig årsag til den lede man har ved at bo på Christianshavn.

Slagtere er der kun få af, og kunne være så dyre som de vil, da de ikke altid går an at sende ind til byen efter kød.

Grønttorv mangler ganske, og de finere grøntsager må derfor hentes den lange vej fra Amagertorv.

Blæser vinden fra syd har man en plagende stank fra renovationsmagasinet. Blæser den fra øst lider man meget af den endnu slemmere stank fra trankogeriet.

Mange slags nyttige næringsveje drives slet ikke på Christianshavn, og for en mængde varer er der ikke engang butikker.

Alle forlystelser, spadseregange, komedier og klubber må søges på byens side. Amager vold må ikke bestiges. Landevejen uden for porten tilbyder hverken frisk luft eller behagelig udsigt.

Der kunne endnu opregnes flere ubehageligheder. Men det er måske bedre at holde op, da der er nok at afhjælpe for det første. Man tror dog slet ikke dette er ugørligt. Der behøves blot to eller i det mindste en god bred bro mere, og den der er skal gøres bredere. Der behøves blot at trankogeriet flyttes langt uden for byen, således som andre steder er skik, da ingen anden hovedstad paraderer med sådan en stankfabrik. Der behøves blot at indføre den langt rimeligere metode at bortføre renovationen i pramme, og at opvække den industri hos agerdyrkeren at benytte sig deraf til gødning. Der behøves endelig for at afbøde alle de øvrige mangler, kun at gøre landet uden for Amagerport behageligt, ved plantninger, og ved en offentlig have, og at gøre volden til en yndet offentligt spadseregang. Og man ville snart se Christianshavn kappes med København om at tiltrække sig beboere!

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 165, 20. juni 1801, s.2631-2634)