Til det medicinske Politi

Et menneske fra Hamborg har i Berlings Avisen nr. 58 fra i år, inviteret til hos ham for 5 rigsdaler at skaffe sig en recept mod den sygdom, hvis blotte nævnelse er ubehagelig, og hvis årsag de 99 gange ud af 100 er en forbrydelse. Da næppe nogen sygdom forværres så meget som denne ved selvkurering og kvaksalveri, så håber man at det medicinske fakultet eller hvem det medicinske politi er betroet, vil købe denne recept og efterprøve hvad den dur til. Og i øvrigt forbyde såvel sådanne recept som nogle indenbys bogavertissementer, der ved at lokke til farlige selvkure, kunne have få fordærvelige følger.

(Politivennen. Hefte 14. Nr. 170, 25. juli 1801, s. 2706-2708)

Nytte af grønne Ærtebælge.

Skønt København er meget jammerligt forsynet med grønt, bortkastes dog af hvad der indkommer, så meget at derved nok kunne fødes et temmelig stort antal svin. Ikke alene ser man sådant affald på Amagertorv og overalt hvor grønt forhandles eller forbruges, men gaderne viser i et par måneder hvilken usigelig mængde ærtebælge der bortkastes uagtet de er fulde af næring.

Dersom en mand i forstaden der havde nogen dristighed, ville køre ind dagligt med en enspændervogn for at opsamle disse ting, så ville han dermed kunne opklække ikke få grise, især hvis han tillige modtog affaldet fra spiseværternes og andre betydelige køkkener.

(Politivennen. Hefte 14. Nr. 170, 25 Juli 1801, s. 2706)

En gotisk Uskik som truer Residensstaden

Karnapper var en af fortidens smagløse udsmykninger, og tilmed en anmasselse, som kun det endnu såre ufuldkomne politi og den endnu dybt slumrende følelse af lighed kunne holde til gode. At man derimod nu ser dem dagligdags opstå både ved butikker og beboelsesrum kan man på ingen måde få til at rime med tiden og smagen. Det er klart at den, der bygger en karnap, fornærmer sine naboer, mens han skænder sit hus. Dersom der ingen lov er imod det, som man dog mener, så håber man, at både stadskonduktøren, Magistraten og enhver som der har med smag og ret at gøre, vil gøre sit for at få sådan en lov vedtaget, før vi ganske er hensunkne i det gammeldags arkitekturbarbari igen.

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 169, 18. juli 1801, s. 2698-2699)

Den feje Forbedring.

Mange gange er i disse blade klaget over den ikke blot skrækkelige, men virkelig farlige brede åbne kloak ved hømagasinet ned imod Kongens Bryghus. Der er allerede mange gange sket skade, og formodentlig vil der hvis ikke forbedring sker, engang ske sådan skade som med bitter skam falder (skønt for sent) på de ansvarlige. Især gruer de stakkelse landmaænd som ahr hø at levere årlig til magasinet, for dette farlige sted. I tirsdags måtte en af dem se en af sine gode heste falde i den, og med stor nød at blive hjulpet op. De tilstedeværende betjente må kunne bevidne dette, og man må håbe at der uden for en kongelig bygning snart skaffes samme sikkerhed som den ringeste borger uden ophold ville vide at få skaffet sin.

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 169, 18. juli 1801, s. 2697-2698)

Frederiksberg Halsjern

I anledning af, at porten til Frederiksberg kirkegård tillige er en gabestok, spørger en fremmed: Om halsjernet er bekostet af sognets beboere for dem og efterkommere?

Det yderst frappante syn at se et halsjern - et gabestoksattribut, som i de sidste 10 år ikke engang er brugt ved Gammelstrand - i muren ved indgangen til et tempel for gudsdyrkelse, må sætte enhver fremmed i forundring. Havde præsten langt til kirke, kunne man dog formode, at han til sin ridehest brugte dette jern for at sikre sig dens tilstedeværelse mens han forrettede sit kald i kirken. Men da dette ikke er tilfældet, kan man ikke forstå hvorledes han, som så tænkende mand, kan undlade at anmode om tilladelse til at borttage dette forargelige halsjern, som aldrig bliver brugt, og som vel intet menneske der i sognet fortjener - når man undtager de valbykvinder der plukker fjerkræ levende på Gammeltorv - og til disse kunne jo sognets øvrighed, når behov gjordes, låne Københavns forladte og altid ledige gabetræ ved Højbro, hvilket måske endog ville opbygge vores fiskerinder, og hvorved der i så fald sloges to fluer med et smæk.

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 169, 18. juli 1801, s. 2696-2697)

"Havde præsten langt til kirke, kunne man dog formode, at han til sin ridehest brugte dette jern for at sikre sig dens tilstedeværelse mens han forrettede sit kald i kirken. Men da dette ikke er tilfældet, kan man ikke forstå hvorledes han, som så tænkende mand, kan undlade at anmode om tilladelse til at borttage dette forargelige halsjern, som aldrig bliver brugt, og som vel intet menneske der i sognet fortjener" (Halsjern fra Thy. Nationalmuseet. Eget foto 2015)