De har ofte i Politivennen, men især i nr. 118 fra forrige år, aldeles rigtigt anmærket en del uordner og voldsomme ødelæggelser som årligt anrettes i Rosenborg Have og som efter Deres eget udtryk grænser til de laveste pøbelagtigheder. Ligesom De i samme nummer har ytret rimelig misfornøjelse over en del menneskers skammelige påtrængenhed og ødelæggende adfærd ved kunstridningen i Frederiksbergs Slotshave den 25. juli sidste år. Dette kunne man have ønsket og håbet skulle have opvakt opmærksomheden og tjent til advarsel for sådanne ubændige menneskers udåd i fremtiden. Men der er desværre siden den tid såvel forrige som dette år udøvet lignende foretagender ved beplantningen med mere i det nye anlæg i Frederiksberg Slotshave hvor nogle hundrede unge træplanter er nedtrådt, afbrækket og afskåret. Ja! ondskaben er endog drevet så vidt at i et lille kvarter i haven af omtrent 20 alens længde og 10 alens bredde er 9 til 10 styk temmelig tilvoksne træer på 3 til 4 alens højde og 2 tommers tykkelse, brækket midt over, 1 til 2 alen ovenfor roden, og som følge deraf aldeles beskadigede, de nye bænke som er hensat i haven, er efter mindre end 24 timers forløb ikke alene blevet tilsmurt med påskrifter af blyant, men også mishandlet ved at udskære bogstaver og figurer i samme. Hvilket ligeledes er tilfældet med de fleste store træer hvorved eller omkring findes bænke, ligesom en del af de til zirat anbragte sten i grotten ved kilden er nedrevet og borttaget straks efter de blev opsat.
Og endelig har en stor del mennesker sidste søndag den 20. denne måned vist særdeles megen udåd og vold forenet med tilsidesættelse af den tilbørlige agtelse og ærbødighed, kronprinsen og den kongelige familie, med rette kunne gøre sand krav på, når de opofrer nogle timer til indbyrdes fornøjelse. Disse menneskers adfærd fortjener offentlig at nævnes for at straffe enhver der har deltaget i det, i sin overbevisning om at have bidraget til denne voldsomme uorden, hvorved de velfortjent har tildraget sig enhver veltænkende mands misfornøjelse og foragt, da de en masse bestormede de tilplantede steder i haven og derved afbrød og nedtrådte de unge træplanter og ikke alene nedrev, men voldelig brød adskillige stykker af de svære jernværker på broerne som de besteg på engang i sådan mænade at endogså de derved anbragte piedestaler var besat. Det højkongelige herskab som på samme tid passerede i et fartøj under broen, kunne have risikeret at være blevet slået ihjel sammen med broens befæstning dersom broen eller gelænderet ikke havde været desto stærkere.
Alt dette skete uagtet beskeden og alvorlig anmodning om at afstå fra det og vagtposter som blev hentet for at forbyde og forhindre denne uorden men som var for svag og rimeligst vel også for mild instrueret til at udøve magten mod sådan indtil vold grænsende utilgivelig adfærd. Det trykte og offentlig publicerede forbud mod uorden i denne have, blev ved dette sammenløb aldeles overtrådt. Så der vel med sand føje kunne være brugt alvorlige midler, i det mindste til enkeltes udmærkelse og afstraffelse for deres forhold, da det ikke ville være vanskeligt at overbevise dem herom. Men endogså herudi synes for meget eftergivenhed at finde sted. Og havde man afbenyttet sig Deres i Politivennen nr. 118 angivne middel til at standse opløbet og holde mængden i tøjle ved bagfra at drive på dem, især da vagten og opsynsmændene ikke tillodes at komme foran mod dem fra kanalerne, da havde mængden sikkert derved risikeret at blive drevet i vandet, hvor de rigtig nok kunne få afkølet deres ubændige hidsighed, men måske også nogle derover tilsat livet, hvilket vel ikke har bidraget så lidt til at vedkommende ikke udøvede den yderste strenghed, selv om de som var udtrådt fra gangene ikke kunne anses for uskyldige da de selv havde været årsag til den dem derved mulig skete ulykke. Kronprinsen som har givet mange prøver på at have adopteret den grundsætning at han ikke vil lade publikums fornøjelser stå tilbage for sine men heller ikke forunde det samme hvor lejlighed hertil gives end tillukke noget for publikum; han kunne vel med rette kræve sine velfortjente husfaderlige rettigheder og fornøjelser uforstyrrede, hvilke han med megen omhu søger at værne for enhver mand i staten og det kan vel ikke aldrig andet end smerte ham og enhver god borger med ham at man på så uhøflig og ubeskeden en måde forstyrrer hans og families samt den gode del af publikums fornøjelser og derved tillige ødelægger, hvad der med særdeles megen umage og omkostning udføres, mere måske til almindelig pryd og fornøjelse end for kongehusets egen personlige divertissement.
Alt håb må da forsvinde i fremtiden at se sådanne vedholdende uordner hævede og forskønnelsen af dette i sig selv smukke anlæg sættes derved tilbage i stedet for at det kunne fremelskes til al mulig fuldkommenhed, og de offentlige haver vil af den grund ikke kunne blive det hvad man måtte ønske og hvad der bestræbes for de skulle kunne blive. Der gives efter min formening kun 2 måder at hæve sådant i eftertiden. Nemlig ved tilstrækkelig militær vagts anbringelse i haverne, hvilket dog altid er ubehageligt for den beskedne, rolige og tænkende borger, da det fremstiller et øjensynligt bevis på mangel på kultur hos det folk som endog i sine fornøjelser trænger at tilholdes ved frygt for straf, til orden, eller også at tillukke disse fornøjelsessteder for mængden. Hvilket sidste middel, regeringen i følge sin bekendte prisværdige og vise moderation vist ikke vil gøre brug af.
Skulle det derimod ikke være muligt at 2 til 3 eller flere hundrede af Københavns borgere og beboere frivilligt forenedes og gav hinanden det løfte at påse og påtale enhver dem forekommende uorden når de spadserede i de offentlige haver, da det følger af sig selv at herved ikke skulle være nogen forbindelse i henseende til tiden eller dagene. Men løftet at afværge disse uordener gaves ikke af nogen uden for så vidt når de tillige for deres fornøjelse spadserede i haverne.
En sådan forbindelse måtte unægtelig erkendes og modtages af alle vedkommende og af det hele spadserende publikum med skyldig taknemmelighed, og et selskab stiftet i denne hensigt ville foruden overbevisningen at bidrage til den almindelige fornøjelse, endvidere kunne glæde sig ved håbet at have indflydelse på kulturens forædling hos nationen da sædelighed og smag for det skønne er følger, en af den anden, og alt det der kan have indflydelse derpå, har lige ret til den nærværende såvel som den efterfælgende slægts erkendtlighed og taknemmelighed.
(Politivennen. Hefte 14. Nr. 170, 25 Juli 1801, s. 2714-2718)
