Et Optrin paa Assistentskirkegaarden.

Den 6. forleden foregik atter en forargelig scene på den assistenskirkegård hvor der så ofte er noget at forarges over. En mand hvis barn var dødt, havde dagen forud ladet klarere hos klokkeren ved Helligåndskirke der sagde til den som betalte, at nu var intet mere at betale, og at derpå ingen seddel behøvedes. Da ligkisten blev båret ind på kirkegården af faderen i selskab med en god ven, ville graveren ikke lade det komme i jorden på grund af at han ikke var betalt. Efter megen ordveksling så faderen de ikke havde penge hos sig, sig nødt til at sætte sit lommeur i pant hos nævnte graver der da endelig var så gunstig at tillade begravelsen. Endnu en besynderlighed indløb, at klokkerens og graverens fordringer var hinanden ulige!

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 194, 9 Januarii 1802, s. 3098-3099)

Redacteurens Anmærkning

Det er uklart hvilken assistenskirkegård der er tale om da der var adskillige af disse til kirkerne i indre by. Ligesom der også på den nuværende Assistenskirkegård på Nørrebro blev anlagt afsnit for kirker i den indre by.

Et Spørgsmaal til Bedste for dem, som torve Tørv eller Brænde.

Har skillingsmanden på Nørrebro eller på nogen bro her til staden, lov til foruden sin skilling at kræve eller uopfordret at modtage 6 tørv af hvert tørvelæs og 1 stykke brænde af hvert brændelæs? Man tror at han ikke har lov til det, og gør sig den slutning af det at de som har mod til at modsætte sig denne afgift, er blevet fritaget for den. Man tror at selv om misbrug er gammel og indført før den nuværende betjents tid, og denne altså ikke har frembragt den, bør han dog ikke tåle den eller se gennem fingre dermed hvor fordelagtig den end kan være.

Bønderne er ellers så vant til denne udgift at man ser dem for ikke at forrykke deres læs, at have de omtalte seks tørv på en snor færdige til skillingsmanden.

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 193, 2. januar 1802, s. 3076-3077)

Om Tranbrænderiet

Blandt en hel del indretninger her i byen som sætter den tænkende i en ubehagelig forundring, er et stort tranbrænderianlæg inden for byens volde, ja tæt på dens midte, højst mærkeligt.

Den væmmelige stank fra denne tranfabrik, der i det mindste efter indsenderens mening overgår i ækelhed og usundhed al anden stank, forpester derfor altid, alt efter hvordan vinden blæser, noget af byen. Og da sydvestenvinden ikke er sjælden, så har Amalienborg meget ofte den ubehagelighed at være opfyldt med disse slemme dampe.

Hvor usund denne stank er, kan man læse i hver forbedringshuslems gustne ansigt. Indsenderen har kun en gang beset dette så besynderligt benævnte fængsel. Men den utålelige transtank han indtog der i en times tid (man ved at lemmernes uld er indsmurt i tran), gjorde ham dårlig i flere timer. Og en af hans venner, som var med og som på loftet åbnede en sidelem på et af de udgående aftræksrør som får fra stuerne op over taget, faldt om af den pludselige virkning af den i aftræksrøret samlede og stærkt opstigende stank.

Selv Hamborg, som ellers ikke er berømt for sin renlighed, har sit trankogeri uden for byen, ved Elbbredden neden for Hamborger Berg så byen kun under en vindretning er plaget med stanken.

Vel muligt at en konstitution bedre end en anden kan udholde transtank, men at mange lider usigeligt derved er sandt, og hvorfor skal disse lide?

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 193, 2. januar 1802, s. 3073-3075)

Bornholmsle Møllestene.

En meget ønskelig og følgeværdig benyttelse af indenlandske råmaterialer ser man i den begyndende handel med bornholmske møllesten. Allerede har ikke så få møllere her i København og det øvrige Sjælland indset hvor fordelagtigt det er at have en indenlandsk sten for omtrent 60 skilling kubikfoden, og altså for omtrent 30-40 rigsdaler, i stedet for at en rhinsk ofte koster 100 rigsdaler og derover. Stenbruddet drives for kongelig regning, og under rentekammerets bestyrelse. Stenene kunne fås af hvad tykkelse og størrelse man opgiver, og tillige den stenart man vælger da der er flere end en art, og af forskellige hårdhed.

Det var at ønske at også den bornholmske cementsten af rentekammeret besørgedes hidført til salg, da man ganske mangler dette materiale ved vores vandbygninger der vel endnu kun er få, men måske blev flere når man alle tider var vis på at have et så tjenligt materiale og for en billig pris.

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 192, 26. december 1801, s. 3070-3071)

En Skik i Studistræde.

I Studiestræde nr. 6 er en skik opfundet formodentlig kun blandt de dovne tjenestepiger, som dog da de tjener i stuen er de nærmeste ved gadeporten, med desuagtet ikke lukker andre op, end dem der ringer 1 slag på klokken. Den der ringer 2 slag, skal første sal lukke op osv. Men da denne skik kun er nyttig for husets beboere and som ved det, og ubekendte let kunne blive fikserede ved ikke at blive lukket ind, så gjorde de bedst i for at kræve lydighed i dette, enten at slå en plakat op udenfor på gadeporten hvorved om aftenen skulle hænge en lygte, på det at man til alle tider kunne læse den, eller også skulle de ikke overøse fremmede folk med grovheder som for første gang kom i huset.

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 191, 19. december 1801, s. 3051)