Vejen fra Ballerup til Byen

Man kan dårligt tro andet end at Ballerup, der for sin beliggenhed midt i Københavns Amt fra Arilds tid med rette har haft tinget hos sig, også måtte have gode adgangsveje, men tværtimod. Vejen fra bemeldte by til København er så halsbrækkende og hestedræbende at hverken de velbekendte lollandske veje eller vejene fra Næstved til Korsør og Ringsted nogensinde var værre *). Fra Ballerup ned til Roskildevejen er endnu mere ufremkommeligt.

Overalt er det en ynk at se de fleste landsbyveje. Ballerupperne må årlig køre et vist antal læs grus på de store kongeveje, hvorpå de sjældent kommer. Dette skulle man tro måtte give dem den tanke, dog på egen bekostning at køre noget på deres egen jammerlige vej **). Men enhver der ved hvor lidt bønder kan blive enige om noget ***) kan let slutte, at dette ikke vil ske uden besynderlig opmuntring, enten af dem eller andre landsbymænd.

*) At disse veje for nogle år siden var i en mageløs elendig tilstand kan udgiveren af egen bedrøvelige erfaring forsikre. Den ovenfor nævnte sammenligning bør derfor ikke bebrejdes vedkommende, dersom de nævnte veje nu er gode.

**) Man kunne ønske at Landhusholdningsselskabet årlig ville udsætte nogle klækkelige præmier for de landsbyer der selv gjorde størst forbedring på deres veje. I tilfælde at selskabet optager dette vink, vil det sikkert indse hvor nødvendigt der at at i bekendtgørelsen af præmien så megen oplysning tilføjedes om den måde forbedringerne burde iværksættes på at intet bagvendt arbejde gjordes.

***) Et meget overbevisende eksempel på bøndernes lyst til uenighed under deres nuværende endnu så forsømte åndsdyrkelse vil jeg tage af den ballerupske krønike selv. Det bliver årlig påbudt ballerupperne som flere andre i amtet  mod nogen godtgørelse i penge at levere sengetøj til de ringere hofbetjente under hoffets sommerophold på Frederiksberg (et påbud som kongen der selv ynder anstændig frimodighed hos skribenten, sikkert vil tillade mig af medicinske årsager at ønske forandret til en pengeafgift). Tre gårdmænd udreder en seng, og kører den til slottet. Ballerup har 21 gårdmænd og plejede at fylde 7 senge, men der blev nu kun fordret 6. Ballerupperne forsamlede sig i kroen, for at afgøre hvilke tre gårdmænd der skulle slippe denne gang. Men efter en dags vrøvl, skænderi osv. blev følgen at der som før udrededes 7 senge, hvormed man for til slottet for at lade skæbnen afgøre, hvilken seng der blev tilovers og kunne køres hjem igen.

(Politivennen. Hefte 16. Nr. 198, 6. februar 1802, s. 3152-3154)

Redacteurens Anmærkning

Bedre blev vejene åbenbart ikke. I Politivennen nr. 697, lørdag den 9. Maj 1829, s. 291-292 klages der igen over forholdene på vejen til Frederikssund.

Til Guvernementet

Det er i disse dage igen sket at en kommanderende officer var årsag til at nogle bønderheste løb afsted ved at lade tromme lyde under marchen gennem en befærdet gade . Det ville være en sand velgerning mod almenheden om guvernementet alvorligt henstillede til samtlige de herrer officerer at de ikke må lade trommerne lyde på gaderne.

(Politivennen. Hefte 16. Nr. 197, 30. januar 1802, s. 3150)

Forslag til Bedste for dem, som have at gjøre paa Børsen.

Da mange mennesker (for ikke at tale om dem der har bodstade der) dagligt må tilbringe en til to timer på Børsen, og deriblandt sikkert er mange som ikke har det stærkeste helbred - ville det vist være disse en stor nytte og behagelighed om den sydlige ende af bygningen var forsynet med en lige sådan dørlukning som den nordlige. Man må undres over at dette ikke er sket for lang tid siden. Men man kan sige at den profit som kom sent, er bedre end aldeles ingen, og tør gøre sikker regning på at vedkommende kollegium kun behøver at underrettes om denne mangel for at hæve den.

(Politivennen. Hefte 16. Nr. 197, 30. januar 1802, s. 3147-3148)

Nyttig Indretning ved Store Bælt

Generalpostmatet har lavet en meget udmærket indretning med telegrafkorrespondencen over  Store Bælt. Ved tre telegrafer, en i Korsør, en på Sprogø og en i Nyborg, bliver nu de vigtigste nyheder, vekselkursefterretninger o. lign. i tilfælde af at postens gang standses, meddelt i kort tid fra den ene ø til den anden. Ligeledes kan ikke alene embedsmænd ved telegraferne give efterretninger om embedssagerne, men alle og enhver kan betjene sig af dem mod betaling, som for dem, der tegner sig for et årligt brug deraf, er meget billig.

Denne indretning gør Postamtet stor ære, og vil ikke så lidt bidrage til at give fremmede, der passerer dette færgested (det eneste tålelige vi har) en bedre tanke end hidtil om vores kommunikationsvæsen. Med smakkernes hensigtsmæssighed ved de på Sprogø trufne forplejningsanstalter, ved de synkende cylindre har man fået begrundet håb om at endnu flere gode indretninger ville gøres. Frem for alt den, at der anskaffes rofartøjer af den mest hensigtsmæssige slags, og at dertil et par veløvede roerkarle. Det er fortræffeligt i nogle minutter at få en efterretning sendt 3 til 4 mile over et stormende sund. Men det er ikke mindre  behageligt for den ilende rejser at kunne flytte sig selv i en eller to timer fra Sjælland til Fyn eller omvendt, i stedet for at drive rundt i et blikstille eller at krydse mod strøm og vind i 12 til 24 yderst kedsommelige timer.

(Politivennen. Hefte 16. Nr. 197, 30. januar 1802, s. 3146-3147)

Om Stuepiger i første Pladsloge

De danske har i almindelighed den nationalbrist at være for strenge og for gode imod underordnede. Begge dele er begrundet i en ilde forstået egoisme. Det første forhindrer den ringere klasses forædling, da den holdes tre skridt fra livet af mellemklassen. Den sidste derimod fordærver den ligefrem. Den danske ødsler med drikkepenge og forvolder sig selv derved mange besværligheder. Og når han vil vise godhed over for sine underordnede, så overskrider han sædvanligvis den rette grænse. 

Hvor mange fx forarges ikke for alvor når de ser en matros eller arbejdsmand gå på parterret af sig selv. Men når de samme folk for at kildre den kære stolthed, tager deres tyende med til komedie, så er en god loge ikke for meget. 

Det er ikke sjældent at se tjenestepigen i første pladsloge, mens hendes frue tager til takke med anden. Ih, hvorfor ikke! vil vel nogen spørge. Fordi en sådan anbringelse på den urette hylde forvolder den stakkels pige selv ingen fornøjelse. Det kan måske forskrue hendes begreber, mens den ødsle frue eller herre tilfredsstiller deres forfængelighed en times tid med at byde over den, der nys sad ved siden af en fornem dame. 

 I hvert fald måtte man ønske at når værthusholdere lader deres stuepiger sidder på første pladsloges forreste bænk, at de da ville lade dette være nok, og ikke gøre deres stolthed et nyt offer ved at råbe ind i logen: Marie, vil du have punch? Og derefter lade punchen bringe over alle bænke til hende. Dette gjorde en bekendt traktør for nyligt, til væmmelse for alle de som var i logen.

(Politivennen. Hefte 16. Nr. 196, 23. januar 1802, s. 3131-3133)