Bøn til vejkommissionen

(Indsendt)

Der er fra mange steder indløbet klager over dårlige veje og fremført ønsker og bønner om disses forbedring. Det er et under at endnu ingen hidtil har nævnt den sørgeligt dårlige og især om vinteren meget farlige vej melem Helsingør og Kronborg Geværfabrik. Der er hverken noget at grine af eller beundre for de som må rejse denne vej på grund af vejens ujævnhed og mangehånde huller,og vedvarende støden! På 2 steder er så smal på grund af bakker på en eller begge sider, som kunne udjævnes, at 2 vogne som mødes ikke kan passere. I mulm og mørkt vejr kunne have skrækkelige følger, især når en rejsende enkelt har det uheld i disse hulveje at møde nogle berusede bønder. Det ville være godt hvis Vejkommissionen som denne vej hører under, ville forbarme sig med et gunstigt blik til samme, da man ikke tvivler på at der jo også vil bevirkes forbedring.

(Politivennen. Hefte 16. Nr. 208, 17. april 1802, s. 3313-3314)

Gale Thor i Helsingør.

Når lediggængere i almindelighed ikke bør tåles, hvorfor ser man da så ofte og længe i Helsingør en omstrejfende norsk matros som almindeligvis benævnes Gale Thor som skal være meget påtrængende, undertiden uhøflig og ofte en skræk for koner og børn, når disse ved hans v??den træffes alene hjemme uden at der for den offentlige sikkerheds skyld sørges for at sådant et farligt menneske bringes hen til et for ham passende sted hvor han ikke bliver farlig, men ved pålagt arbejde nyttig for staten?

(Politivennen. Hefte 16. Nr. 207, 10 April 1802, s. 3306-3307)

Stengade 20, Helsingør. Måske kunne man støde på Gale Thor her? Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2019

Om Fattigvæsnet i Småstæderne

Hvorfor forsøger man ikke i købstæderne uden for København at efterligne fattigvæsnet som nu i nogle år har medført så megen orden og nytte? Er det af mangel på midler til at finde udveje til det, eller ligger denne mangels årsag alene i indbyggernes uvilje til at bidrage til et så prisværdigt formål? I stedet for at man i købstæderne stadig tillader byens fattige som privilegerede tiggere at bestorme indbyggernes huse om lørdagen, hvilken trop må give fremmede rejsende en underlig ide om det der værende fattigvæsen, ville det være til væsentligt mere nytte at starte en indsamling hos de indbyggere som giver og afsatte en ugentlig almisse til disse tiggere.

Det slår ikke fejl, at en betydelig sum indsamlede midler af fattigvæsnets bestyrere kunne anvendes langt mere hensigtsmæssig end de nu bortgivne midler. For 1) derved undgik man at uværdige, dovne arbejdsdygtige tryglere, som nu blander sig i tiggerskaren, blev understøttet i deres ladhed, og i stedet henvist til at forsørge sig selv. 2) Syge og sengeliggende fattige, som mangler evne og især benkraft til at følge med hoben, og derfor lider større nød, ville få mere understøttelse og bedre pleje. 3) Blev vi andre ikke berøvet den tid fra forretninger som nu anvendes til næsten hele lørdagen at opvarte disse fattige, og 4) ville man undgå at se tiggerskaren. Når enhver for at blive fri for denne tryglen havde tegnet sig for at indsamle ugentligt, kunne det pålægges fattigfogeden hver mandag eller lørdag at indkræve disse gaver, som efter en fastsat indretning kunne blive uddelt på 1 eller 2 bestemte dage i ugen.

(Politivennen. Hefte 16. Nr. 207, 10. april 1802, s. 3305-3306)

Til Ejeren af Huset No. 168. paa Gammelmynt.

Ejermanden af huset på Gammel Mønt nr. 168 bedes på det mest venskabelige at sørge for et rendestensbræt uden for hans hus ved trappen for gadedøren. For det sidste trin af samme gadetrappe er i en så høj distance fra gaden, så at man let ved et fejltrin kan falde i rendesten og udsættes for at et ben eller en arm ved et sådant fald kunne forvrides eller forboldes endnu større skade. 

Et bevis at dette bræt er nødvendigt, giver mig anledning til at gøre husejeren opmærksom herpå: En kone på 84 år var en aften forrige uge i samme hus, og da hun ville til at gå nedad gadetrappen, troede hun (da hun kom på det sidste trin) at hun trådte på et bræt. Men træder ulykkeligvis med foden i rendestenen, falder, forvrider håndledet og slår sig tillige helt fordærvet. Hvor let kunne hun ikke ved sådan et fejltrin have brækket en arm eller et ben. Jeg tvivler da ikke på at husejeren jo af menneskekærlighed med omhyggelighed vil sørge for dette nødvendige rendestensbræt for gadetrappen for ikke at forvolde større ulykke. Jeg og enhver betænkende vil på mine medmenneskers vegne være ham meget forbundet for det.

(Politivennen. Hefte 16. Nr. 207, 10 April 1802, s. 3303-3304)

Gammel mønt 31 (dengang 168) er det røde hus . Gadeniveauet er sikkert noget højere end dengang. Men kælderen ligger som det ses ret lavt.

Redacteurens Anmærkning

Gammel Mønt 168 svarer til nutiden Gammel Mønt 31. Det blev opført i 1732 for snedkermester Bernhart Hynicke,og ombygget før 1754 og i 1831.

Uordener.

Omkring hesten på Amalienborg ses næsten daglig en del børn at gynge på kæderne hvorved stenene hvori samme er fastgjorte, absolut må spoleres, og virkelig for ikke ret længe siden ansås det allerede nødvendigt at måtte anskaffe en hel del nye, skønt hele statuen dog ikke har stået i så farlig mange år. I forrige tider stod der bestandig en skildvagt ved samme, men da denne nu er borttaget, synes det ikke urimeligt da pladsen rundt om så rigelig er besat med vagt, om disse tillagdes ordre hermed at have en smule tilsyn da sådan en offentlig skat altid tids nok kan blive ruineret.

(Politivennen. Hefte 16. Nr. 206, 3 April 1802, s. 3296)