Ønske på Nørrebro

På denne bro er en stivelsesfabrik, hvis pestlugt er de fleste af byens næser velkendt. Men lykkelige de, der blot skulle vandre der forbi. Hvad skal naboerne sige, der hele tiden er plaget af den. Det kan bevises at denne fabrik på højlys dag har kastet en strøm af stinkende vand og dermed forjaget en mængde gæster af naboens have og hus, som for ham, der lever af gæsterne, ikke alene må være krænkende, men også højst skadeligt.

(Politivennen. Hefte 17. Nr. 210, 1. maj 1802, s.3357-3358)

Advarsel for søfolk mod en farlig årsag til skørbug

På den opdagelsesrejse som Vancouver gjorde i sydhavet, er det blevet opdaget at det fedt som skummedes af når man kogte oksekød påførte matroserne som dermed  tillavede deres grønt, en meget stærk skørbug, som ingen antiscorbutiske midler ville hjælpe imod.

(Politivennen. Hefte 17. Nr. 209, 24. april 1802, s.3343)

Et beskedent Ønske

For rum tid siden klagedes i Politivennen mod den høje hue, hvormed den vagthavende garderofficer i parkettet tog udsigten. Det blev siden sagt anmelderen at denne anke var urigtig, da det var umuligt at denne hue kunne tages af. Det bekræftedes at den ikke blev taget af. Dog havde en del af officererne den levemåde at stille sig ved den ene ende af parkettet, hvor udsigten bedst kunne tåle det. Man ønsker at denne høflighed var almindelig hos alle dette ærede korpses officerer.

(Politivennen. Hefte 17. Nr. 209, 24. april 1802, s.3342)

En ædel handling

I dag den 24. april faldt et velklædt fruentimmer uforvarende fra Kastelsbroen ned i graven. Til alt held kom en smuk mand ved navn Jørgen Giertner, formand for håndværkstokkens 4. kompani,  forbi. Uden betænkning tog han sin kjole af og sprang ud i graven. Hans mod og menneskekærlighed nød den løn, at han bragte fruentimmeret lykkeligt og levende op ad vandet.

Denne ædle medborger, der før har reddet 2 personers, en skibstømmermand og en drengs liv, bor i Elefantgade nr. 16.

(Politivennen. Hefte 17. Nr. 209, 24. april 1802, s.3341-3342)

Om Byens Ferskvands Bespisning.

Man tror det nødvendigt at der drages omsorg for at stadens vand er sundt og frisk, ved ikke at lade vandet i kommunikationsåen stå opover mange ejendomme som har været og er endnu under vand, da derved bortskylles folks møddinger og andre urenligheder som er lagt af mennesker og andre kreaturer, ved vandets opstemnings grænseløse bredde. Et bevis herpå kan ses når man går forbi Ladegården og kommer til Roligheds ejendomme hvor der er lagt nogle tusinde læs gødning i mødding omtrent 1 tønde lands størrelse som hele vinteren har stået under vand. Følgen er at den urenligheds ekstrakt er trukket ud i åen og således på flere steder, hvilket muligt kan forårsage stor sygdom.

Da dette altså forårsager skade både på vandet og de tilgrænsende landejendomme, så burde nok alvorlig sørges for afhjælpning enten ved dæmninger om åen eller ved ikke at lade søen få stor vandspejls højde.

(Politivennen. Hefte 17. Nr. 209, 24 April 1802, s. 3336-3337)