08 oktober 2014

Om Byens Ferskvands Bespisning.

Man tror det nødvendigt at der drages omsorg for at stadens vand er sundt og frisk, ved ikke at lade vandet i kommunikationsåen stå opover mange ejendomme som har været og er endnu under vand, da derved bortskylles folks møddinger og andre urenligheder som er lagt af mennesker og andre kreaturer, ved vandets opstemnings grænseløse bredde. Et bevis herpå kan ses når man går forbi Ladegården og kommer til Roligheds ejendomme hvor der er lagt nogle tusinde læs gødning i mødding omtrent 1 tønde lands størrelse som hele vinteren har stået under vand. Følgen er at den urenligheds ekstrakt er trukket ud i åen og således på flere steder, hvilket muligt kan forårsage stor sygdom.

Da dette altså forårsager skade både på vandet og de tilgrænsende landejendomme, så burde nok alvorlig sørges for afhjælpning enten ved dæmninger om åen eller ved ikke at lade søen få stor vandspejls højde.

(Politivennen. Hefte 17. Nr. 209, 24 April 1802, s. 3336-3337)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar