Spørgsmaal fra Helsingør.

Hvorfor har anmelderen om Gale Thor i Helsingør ikke tillige meldt om et andet omløbende menneske som ligner et skrækkebillede og ved sin påtrængende betlen indjager ofte den frygtsomme ikke så lidt angst. Hans navn vil man skåne, af agt for hans værdige forældre.

(Politivennen. Hefte 17. Nr. 211, 8 Maii 1802, s. 3370)

Uordener.

Man måtte ønske at en slags opsigt holdes over de i Kongens Have i sådan mængde kommende børn, ammer, barnepiger, skøger og lapse. Den som besøger haven, ved hvorledes bænkene der er for få af, tilsøles, tilmales og springes på med sodede fødder, og hvilke væmmelige urenligheder man ser alle vegne. Et par offentlige lokummer på afsides liggende steder i haven synes nødvendige, men også disse måtte stå under opsyn af en som modtog en hel eller halv skilling af hver besøgende således som man andre steder finder det indrettet.

(Politivennen. Hefte 17. Nr. 210, 1. maj 1802, s.3360)

Ønske på Nørrebro

På denne bro er en stivelsesfabrik, hvis pestlugt er de fleste af byens næser velkendt. Men lykkelige de, der blot skulle vandre der forbi. Hvad skal naboerne sige, der hele tiden er plaget af den. Det kan bevises at denne fabrik på højlys dag har kastet en strøm af stinkende vand og dermed forjaget en mængde gæster af naboens have og hus, som for ham, der lever af gæsterne, ikke alene må være krænkende, men også højst skadeligt.

(Politivennen. Hefte 17. Nr. 210, 1. maj 1802, s.3357-3358)

Advarsel for søfolk mod en farlig årsag til skørbug

På den opdagelsesrejse som Vancouver gjorde i sydhavet, er det blevet opdaget at det fedt som skummedes af når man kogte oksekød påførte matroserne som dermed  tillavede deres grønt, en meget stærk skørbug, som ingen antiscorbutiske midler ville hjælpe imod.

(Politivennen. Hefte 17. Nr. 209, 24. april 1802, s.3343)

Et beskedent Ønske

For rum tid siden klagedes i Politivennen mod den høje hue, hvormed den vagthavende garderofficer i parkettet tog udsigten. Det blev siden sagt anmelderen at denne anke var urigtig, da det var umuligt at denne hue kunne tages af. Det bekræftedes at den ikke blev taget af. Dog havde en del af officererne den levemåde at stille sig ved den ene ende af parkettet, hvor udsigten bedst kunne tåle det. Man ønsker at denne høflighed var almindelig hos alle dette ærede korpses officerer.

(Politivennen. Hefte 17. Nr. 209, 24. april 1802, s.3342)