Om Øl af vindtørret Malt

Man ved at køletørret malt koster ildebrand, og udsætter for ildsvåde. Man påstår at ovntørret malt giver et opblæsende øl, foruden at det heller ikke kan tilvirkes uden brændsel. Så meget desto mere var det ønskeligt, at den prøve hr. kammerråd With i disse dage har foranstaltet, af øl, brygget af vind- eller lufttørret malt, måtte føre til at alt det malt som forbruges så meget af her i staden og landet blev tilvirket uden ild. Derved kunne man undgå og forebygge megen fare og skade og spare mange penge i brændsel.

Kammerråd With samlede subskribenter for at anstille en omfattende prøve. De som tegnede sig var følgende, i kronologisk orden: Kapt. Lind, grosserer Kyhn, vinhandlerne Sørensen og Boltz, grossererne Hansen og Walker, Wilkens, Dems, Mægl. Hetscher, urtekr. Weibel, landinsp. Lund, komm. Rejersen, gross Hage og Andresen, mægl. Howis, kommerceråd Rabeholm, J. R. Mejer, Møller et A. Horn, ?assard, W. Lauritzen, Ballen et Trier jun., C. F. Hammerich, R. Schiøtt, mægler Jürgensen, proviantsforv. Bastian.

Fribrygger Jakobsen påtog sig bryggen. Et kvantum af 10 td. byg blev gjort i malt ved luften. Øllet blev brygget. 4 sorter til 4½ rd eller 3 [] potten, til 2 rd eller 1 1/3 () pot., og til 1 2/3 rd, eller 8/9 [] potten. Smag og skær var behagelige, og det sprudlede efter ønske.

Da denne malttillavningsmåde tillige har den fordel at maltet kan gøres på alle tider af året, så at byggen kan købes til de laveste priser og straks beredes, uden at penge behøver at stå i et stort forråd!

(Politivennen. Hefte 17. Nr. 215, 5. juni 1802, s. 3437-3438)

Om Plaseren eller de elysæiske Marker.

Denne plads der efter hans excellence general Huths forslag ved kongelig omhu blev fra en stinkende sump forvandlet til en kølig og smuk spadsereplads, ved at anvise ahorntræer af kongens plantinger, trænger nu til 5 forbedringer, hvilke man tør håbe at guvernøren let vil bevirke:

a) Kastelsgraven bør holdes ren for ådsler. For 5 dage siden blev fra Kastelsbroen talt 29 døde hunde som flød i den og som viden havde ført derhen.

b) Den lange grøft bag reberbanen burde ikke tjene til lokum eller forpeste hele nabolaget med sine giftige dunster.

c) Den egn af reden nedenfor esplanaden burde ikke som nu ligge fuld af forrådnede og ækelt stinkende søvækster, men opmudres og forsynet med en bom udlejes som en havn for lystbåde.

d) Hovedvagten og betjentenes hus omlukkes med et plankeværk, hvor indenfor de uhumskheder måtte holdes som nu falder så hæsligt i øjnene.

e) Fire bænke (og det ikke få) burde sættes hist og her omkring i denne nydelige lund.

(Politivennen. Hefte 17. Nr. 215, 5. juni 1802, s. 3436-3437)

Til bedste for Beboerne på Ulfeldts Plads

(Efter indsendt)

Det kan ikke nægtes, at disse beboere betaler dyrt for den bekvemmelighed at have kødet for døren, fordi hele deres hele udsigt er skæmmet. Dette kunne måske gå an, så længe der ikke påførtes dem nogle uundgåelige onder. Og man håber at dette endnu kan bevirkes uden mindste tab for kæmnerkassen. Der er fx 3 eller flere pladser ledige. På disse burde der ikke stå telte, da de ikke alene forfalder, men egentlig blot tjener til offentlige vandhuse der er værre end alle de andre da de ikke tømmes. Oven på det ene er kastet hovedpander og alle slags skarn, hvilket giver et flot syn fra salsvinduerne. Overalt spores megen skidenfærdighed og stank hos slagterne (NB alle vore slagtere kan med rette kaldes skidenfærdige mod andre byers, især Londons, hvor kødet er bedækket mod støv, fluer, røg og anden uhumskhed med rene linnede duge). Og man måtte så meget mere ønske sig befriet for stank på Ulfeldts Plads som der tæt ved er et tilstrækkeligt stankfabrik hos fiskebløderen i Tugthusporten.

(Politivennen. Hefte 17. Nr. 215, 5. juni 1802, s. 3435-3436)

En Keglebane i Svendborg som kunne blive skadelig

Udenfor Svendborg by hvor kørebroen er meget final, har en rebslager anlagt en keglebane i sin have, som vender ud til bemeldte kørebro på den almindelige landevej. Banen er anlagt tæt ved vejen. Havens indhegning (et risgærde) er ikke højere end at en fodgænger mageligt kan overskue det. En ridende eller kørende som kommer der forbi i det øjeblik at keglerne slås om, eller kuglen kastes ned i renden, står fare for at hestene bliver sky. Således som det skete i forrige uge, hvor en bonde kom ridende på sin 21 år gamle hest på en sådan tid, og måtte bruge alle kræfter for at holde hesten. Da en keglebane anlagt så nær en final landevej, kan have ulykkelige følger, så håber man at ejeren forandrer dette.

(Politivennen. Hefte 17. Nr. 215, 5. juni 1802, s. 3434)

Et Par Ord til Bedste for de Spadserende.

Uden for Nørreport på højre hånd forbi lyststedet kaldet Vennelyst, har så vidt erindres været en stente eller overgang ind til Nørre Fælled. Nu derimod ser man alene et led eller en stakitport og en låge, begge låst så at ingen kan komme derigennem som ikke har nøgle.

Da der nu som sagt før har været overgang på dette sted og folk som finder fornøjelse hellere at gå på Fælleden og gøre tour end på stenbroen eller den støvede vej, ofte kan blive sat i forlegenhed på denne just ellers ikke meget angeneme tur, og i fald de ikke vil eller kan bestige ledet eller lågen, eller lade sig dumpe ned i den derværende dybe grøft, nødes at vende tilbage, eller gå et godt stykke længere ud for at komme over som vist må være ubehageligt, så undlader udgiveren ikke herpå at gøre vores magistrat eller stadens kæmner, opmærksomme i forventning af i fald det er gørligt en overgang på dette sted som før bliver anskaffet. Der er virkelig så få fornøjelser at få tæt ved staden at man for alting ikke måtte se disse antal forringet.

E. S. Endnu vil anmelderen gøre vedkommende bestyrer eller tilsynsmand opmærksom på at der udi grøften ved højre side af vejen til Lygten straks over tværvejen fra Falkonergården, ligger en del ådselsbenrader som synes at være der ilde henlagt.

Mon samme ikke er ubehageligt både for rejsende og andre som ellers ad denne vej kunne finde fornøjelse i at gøre en promenade, for ikke at tale om hvor let at ridende eller kørende med heste uvante til et sådant syn kunne derved komme i ulejlighed.

(Politivennen. Hefte 17. Nr. 215, 5. juni 1802, s. 3431-3433)