Forslag til en Klemme på de Bønder som sælger Hø og Halm.

Ofte har anmelderen heraf grundet på og tænkt over hvorfor der ikke ved lov er den sjællandske bonde forbudt at begå så grove og uforskammede bedragerier med de såkaldte torvelæs af hø og halm som de bringer til torvs her, og som dog er en uundværlig nødvendighed for en ikke ringe del af byens indbyggere. Bonden sælger i almindelighed sine varer i læssevis uden vægt. Prøver man at forlange af ham at købe efter vægt, så får man som oftest dette svar: Jeg sælger mit læs således som det er og vil ikke veje. Køber man nu et sådant læs foder af bonden (især de tæt på såsom fra Hvidovre, Brønshøj, Herlev, Buddinge eller Gladsaxe), så finder man sig aller oftest så skuffet, at man må betale et lpd halm med 24 () og derover. Bonden må vel le en ud oven i købet.

Da regeringen og vedkommende øvrighed har fundet fornøden at sørge for, at alle andre varer artikler i kongens riger skal sælges efter justeret mål og vægt, så køberen kan være tryg for bedrageri af den slags, var det så ikke muligt, at der også engang blev sørget for, at bonden fik en regel for hvorledes hans læs af hø og halm skulle være, før han fik tilladelse at indfinde sig på offentligt torv, for ikke på så lumsk en måde at bedrage sine københavnske medborgere med falsk læs. For købte man da dyrt, så var man dog ikke bedraget på en så fornærmende måde. Anmelderen heraf tror at det ikke ville være meget vanskeligt at fastsætte en takst for bonden, hvor meget det mindste læs af hø og halm som bringes til torvet måtte veje. Hvis det var derunder, blev det konfiskeret til fattigvæsnet. Læssede bonden derimod sværere læs, så måtte det være ham forbudt at tage betaling for det ekstra, som han kunne være enig om med køberen. Lumsk bedrageri ville på den måde være hævet.

(Politivennen. Hefte 17. Nr. 216, 12. juni 1802, s. 3442-3444)

Spørgsmaal Kallundborgs Porte angaaende.

Spørges om det er lovmæssigt eller af borgmesterens egen opfindelse i en by som Kalundborg hvor en kongelig landevej går igennem, og tillige så stor en gennemfart til og fra Jylland, at en tilrejsende om hellige fra kl. 9 til 4 om eftermiddagen kan nægtes gennemfart med hest og vogn og med kostbare varer som langt fra ikke kan tåle regn, om han da er forpligtet først at gå en by igennem så lang som Kalundborg og først spørge borgmesteren om tilladelse til at blive indladt. Dette ventes besvaret af en mere kyndig mad.

Niels Lind

Bor på Store Købmagergade nr. 52 og 53.

(Politivennen. Hefte 17. Nr. 216, 12. juni 1802, s. 3441-3442)

Om Øl af vindtørret Malt

Man ved at køletørret malt koster ildebrand, og udsætter for ildsvåde. Man påstår at ovntørret malt giver et opblæsende øl, foruden at det heller ikke kan tilvirkes uden brændsel. Så meget desto mere var det ønskeligt, at den prøve hr. kammerråd With i disse dage har foranstaltet, af øl, brygget af vind- eller lufttørret malt, måtte føre til at alt det malt som forbruges så meget af her i staden og landet blev tilvirket uden ild. Derved kunne man undgå og forebygge megen fare og skade og spare mange penge i brændsel.

Kammerråd With samlede subskribenter for at anstille en omfattende prøve. De som tegnede sig var følgende, i kronologisk orden: Kapt. Lind, grosserer Kyhn, vinhandlerne Sørensen og Boltz, grossererne Hansen og Walker, Wilkens, Dems, Mægl. Hetscher, urtekr. Weibel, landinsp. Lund, komm. Rejersen, gross Hage og Andresen, mægl. Howis, kommerceråd Rabeholm, J. R. Mejer, Møller et A. Horn, ?assard, W. Lauritzen, Ballen et Trier jun., C. F. Hammerich, R. Schiøtt, mægler Jürgensen, proviantsforv. Bastian.

Fribrygger Jakobsen påtog sig bryggen. Et kvantum af 10 td. byg blev gjort i malt ved luften. Øllet blev brygget. 4 sorter til 4½ rd eller 3 [] potten, til 2 rd eller 1 1/3 () pot., og til 1 2/3 rd, eller 8/9 [] potten. Smag og skær var behagelige, og det sprudlede efter ønske.

Da denne malttillavningsmåde tillige har den fordel at maltet kan gøres på alle tider af året, så at byggen kan købes til de laveste priser og straks beredes, uden at penge behøver at stå i et stort forråd!

(Politivennen. Hefte 17. Nr. 215, 5. juni 1802, s. 3437-3438)

Om Plaseren eller de elysæiske Marker.

Denne plads der efter hans excellence general Huths forslag ved kongelig omhu blev fra en stinkende sump forvandlet til en kølig og smuk spadsereplads, ved at anvise ahorntræer af kongens plantinger, trænger nu til 5 forbedringer, hvilke man tør håbe at guvernøren let vil bevirke:

a) Kastelsgraven bør holdes ren for ådsler. For 5 dage siden blev fra Kastelsbroen talt 29 døde hunde som flød i den og som viden havde ført derhen.

b) Den lange grøft bag reberbanen burde ikke tjene til lokum eller forpeste hele nabolaget med sine giftige dunster.

c) Den egn af reden nedenfor esplanaden burde ikke som nu ligge fuld af forrådnede og ækelt stinkende søvækster, men opmudres og forsynet med en bom udlejes som en havn for lystbåde.

d) Hovedvagten og betjentenes hus omlukkes med et plankeværk, hvor indenfor de uhumskheder måtte holdes som nu falder så hæsligt i øjnene.

e) Fire bænke (og det ikke få) burde sættes hist og her omkring i denne nydelige lund.

(Politivennen. Hefte 17. Nr. 215, 5. juni 1802, s. 3436-3437)

Til bedste for Beboerne på Ulfeldts Plads

(Efter indsendt)

Det kan ikke nægtes, at disse beboere betaler dyrt for den bekvemmelighed at have kødet for døren, fordi hele deres hele udsigt er skæmmet. Dette kunne måske gå an, så længe der ikke påførtes dem nogle uundgåelige onder. Og man håber at dette endnu kan bevirkes uden mindste tab for kæmnerkassen. Der er fx 3 eller flere pladser ledige. På disse burde der ikke stå telte, da de ikke alene forfalder, men egentlig blot tjener til offentlige vandhuse der er værre end alle de andre da de ikke tømmes. Oven på det ene er kastet hovedpander og alle slags skarn, hvilket giver et flot syn fra salsvinduerne. Overalt spores megen skidenfærdighed og stank hos slagterne (NB alle vore slagtere kan med rette kaldes skidenfærdige mod andre byers, især Londons, hvor kødet er bedækket mod støv, fluer, røg og anden uhumskhed med rene linnede duge). Og man måtte så meget mere ønske sig befriet for stank på Ulfeldts Plads som der tæt ved er et tilstrækkeligt stankfabrik hos fiskebløderen i Tugthusporten.

(Politivennen. Hefte 17. Nr. 215, 5. juni 1802, s. 3435-3436)