Forlig mellem Københavns Vragere og Prøvere og Udgiveren af Politivennen

I nr. 218 af disse blade er indrykket et stykke om vores bryggerier hvori der er ivret mod den nuværende vrage- og prøveindretning. Og det ønske er tilføjet at den helt måtte ophæves. Blandt de i den anledning brugte udladninger er disse: "Den indretning med vragere og prøvere syens at være højst unyttig og let førende til de største misbrug og uretfærdigheder. Det er sikkert at dersom vragerne og prøverne er slette mennesker kan de ødelægge en brygger og selv tilligemed hans folk berige sig af rovet". Og senere: "Denne fejlfulde indretning er tillige ypperlig for svigagtige svende, knægte osv. For alt det øl de kan få over det fastsatte kvantum, det være nu enten ved større kraft i kornet eller ved at stjæle husbindens malt, eller ved at brygge dårlige øl, og få det anerkendt som godt af bestukne og medsvorne vragere og prøvere, det tager de ..."

Udgiveren havde snarere troet alt andet end at stadens vragere og prøvere kunne alarmeres af disse almindelige sandheder. Han syntes det på en måde ville være at anklage sig selv. Imidlertid blev dette dog tilfældet. Han blev indklaget for forligskomission. Klagen indeholdt højst forunderlige påstande. Da han imidlertid ikke elsker processer og gerne ville sætte indklagernes sind i ro, så vidt sådant var ham gørligt, for egentlig er det kun en god samvittighed som kan give ro i sindet, indvilligede han at indrykke i dette nummer følgende erklæring: 

"At han med de udladninger som i nr. 218 af ugebladet Politivennen under den artikel: Om vore bryggerier, er brugte alene har haft til hensigt at gøre opmærksom på de ufuldkommenheder og misbrug som muligvis kunne finde sted i henseende til bryggerierne og at det ingenlunde har været hans hensigt at fremsætte nogen beskyldninger mod de her i staden ansatte vragere og prøvere, om at de enten skulle have gjort sig skyldige i bestikkelse eller mened. Iøvrigt erklærer han, at han ikke kender vragerne eller ved noget om dem, som kunne komme dem til forklejnelse på deres ære, gode navn eller rygte i nogen måde".

Denne erklæring står nu her, og udgiveren er altså forligt med omtalte prøvere og vragere.

Det skulle inderligt glæde udgiveren om han hertil havde kunnet føje at han vidste noget til fordel for deres ære osv. Men som dengang var dette ham plat umuligt mod dem alle. Siden er det blevet ham muligt at gøre dette mod Mejer alene, der er en kendt ærlig mand.

Siden ovenmeldte forlig er udgiveren kommet til kendskab om en den 10. april ved hof- og stadsretten fældet dom der har kendt prøveren Kristen Knudsen brændevinsbrænder skyldig i at have ladet sig bestikke af uredelige bryggersvende og pålagt vragerne Niels Jensen og Anders Hansen, øltappere, ved ed at befri sig fra den formodning at de havde taget del i denne misgerning.


På grund af det gentager udgiveren sit ønske at en så fejlfuld indretning måtte afskaffes, at vragernes og prøvernes bestilling måtte gå ind og at bryggersvendenes tilstand måtte forandres til tro og lydige tjeneres!

(Politivennen, Hefte 18. Nr. 223, 31. juli 1802, s. 3562-3566)

Løbende Tiggere

Når man kører til Helsingør og kommer 2½ mil herfra til Høsterkøb eller hr. Passovs Skov ved landevejen, er der en husmand som har 3, 4 til 5 børn. De forfølger altid de rejsende næsten 1/4 mil. Derfra kommer man, når der drejes af fra Fredensborg til Helsingørsvejen til en liden by ved landevejen. Der bliver rejsende hvad enten det er dårligt eller godt vejr omringet af 12 til 16 drenge og piger, så at en vogn næsten ikke kan komme frem for disse større og mindre børn. Nu slipper man til 4 mil herfra ved en kro kaldet Nivå, desuden for tæt ved Belfours Gård er en husmand der har 3 store piger som ligeledes løber efter vognen og tigger. 

Da der på disse steder hverken er led eller bomme så er det dobbelt ærgerligt, at der ikke kan standses for det forargelige tiggeri, da disse mennesker når de får løbet sig træt og intet fået, skælder den rejsende grundigt ud, og derefter rækker tungen ud af halsen. Mon de ansvarlige betjente på Hirschholm og Kronborg Amt ikke på en eller anden måde burde se denne uting afskaffet. Den giver virkelig for de mange fremmede, og især de svenske naboers rejsende en mådelig forestilling om landets forfatning og politi. Ja vel skadefro glæder for mange af de sidstnævnte, hvilket man har eksempel på.

(Politivennen. Hefte 18. Nr. 223, 31. juli 1802, s. 3559-3561)

Nutidigt landskab i Fredensborg Kommune. 

Uordener.

7) Der høres så vidt efter lyden kan dømmes hos hr. urtekræmmer Press på hjørnet af Magstræde og Frederiksholms Kanal nr. 29 hvor morgen omtrent kl. halv fem en ringen forenet med gentagne slag som af en hammer til virkelig megen urolighed for de ellers på denne tid så fredsomme naboer. Man håber hr. Press er uvidende om denne kimen og lover sig at den afskaffes på denne anmodning.

8) Det var at ønske at politiet ville efterse i en gård udenfor Nørreport tæt op til hr. Walman hvor Venneselskabet har sine sommerværelser, da det formodentlig endnu vil finde en død hest slængt hen  i gården (formodentlig for hundene) lige over for selskabets vinduer som vender derud. Samme er et yderst ubehageligt syn at se på og ved muligt indfaldende varmt vejrlig må forårsage en meget ufordragelig stank. Meget ønskedes at sådant blev påset da det ikke er første gang.

9) De har før anmærket en mængde skammelige uordener på Assistenskirkegården, men forbigået eller måske ikke kendt den første, som er den at der er ligesom et offentlig værtshus i benhuset. Dette synes at være en så skændig uskik at man håber den tilbørlig vil revses.

10) På de fattiges kirkegård udenfor Amagerport (jeg skammer mig virkelig på mine landsmænds vegne at der hos dem kan gives fattiges kirkegårde!) græsser 4-6 stykker løse køer der ikke alene nedtræder de fattiges grave, men endog af sult møder ligene ved porten for ligesom at følge de afdøde til deres hvilested. Har nogen forpagtet kirkegårdens græd, så kan det dog blot være til at afslå, men ikke til at afgræsse, for ellers kan vi jo lægge vores lig på fællederne og behøver ikke kirkegårde.

(Politivennen. Hefte 17. Nr. 222, 24 Juli 1802, s. 3551-3552)

Om Kongens Haves tidlige Lukkelse.

Man hører overalt klage over at Kongens Have om aftenen lukkes så tidlig. Vi har kun så få spadseregange som dur til noget. Filosofgangen er blevet skæmmet ved et afskyeligt plankeværk og har så få bænke. Der må ikke gås på voldene om aftenen. Plaseren er ved kloakken bag husarkarenerne eller den forrige reberbane, ved de døde hunde i kastelsgraven, ved de sig der lystende personer osv. osv. og endelig ved slet ingen bænke at have, ikke værd at kalde et spadserested. Rosenborg Have eller levningen deraf bliver da det eneste sted hvor man fra det siddende forretningsliv og det liggende patientliv kan forfriske sig lidt om aftenen. Da man dog ikke kan sige at der begås synderlig uordener og de som begås vist nok kunne forebygges, så var det vist lige så gørligt som ønskeligt at denne have måtte stå åben i det mindste til kl. 11.

Det hændte den 16. dennes at to ansete mænd som ikke havde hørt nogen udringning, kom til porten, lidt efter 10 for at gå ud, og så sig nu da ingen portner var der, nødte til med fare for at overstige det høje plankeværk. Man har spurgt den dreng der står ved porten på hvis ordre der lukkes så tidlig, og han svarede på en af gartnersvendenes!

(Politivennen. Hefte 17. Nr. 222, 24 Juli 1802, s. 3547-3548)

Om Portlukkelsen under Præken.

(Efter indsendt.)

Blandt de forskellige indretninger som vores nidkære forfædre, vist nok i en god hensigt, har foranstalte, men nu i stedet for at nytte, ofte er besværlige og skadelige, siden forordningen af 12. marts 1735 er indført at stadens porte blev lukket under gudstjenesten om søn- og helligdage eller fra kl. 9 til 12 formiddag og fra kl. 2 til 4 eftermiddag. Hovedhensigten hermed har formodentlig været at forhindre handel, befordre stilhed og ved at forbyde indbyggerne udgang af staden på de nævnte tider at formå dem til i stedet at søge kirken. Det sidste opnås næppe, for det jeg skal tvinges til, gør jeg nødig, og når kristendommens stifter tillader på sabbatten at pleje den syge, røgte sit kreatur og fornøje sig på anstændig måde, så indser jeg ikke hvorfor det skulle være utilladeligt at en fattig håndværksmand eller arbejder der hele ugen har siddet kroget, om søndagen fik sig en god bevægelse, og ved at betragte naturens skønhed, tillige opmuntredes til at prise alle gode gavers giver!

Men jeg tror endnu mere at denne orden ofte er besværlig og byrdefuld. Dels søger Nørre- og Østerbros indbyggere stadens kirker og har ofte 1/4 mil og derover til samme. Hvor besværligt for dem om vinteren, på mørke dage og ond vej at møde bestemt kl. 9 om morgenen! Dels må ofte en syg eller en barselskone forsmægte når den fornødne hjælp eller de nødvendige lægemidler skal undværes 1/4 dag. Om det derfor endnu ikke er passeligt at stadens gader på søn- og helligdage spærres af torve-, brygger- eller møllervogne, kunne det måske dog tillades den rejsende, den spadserende og stadens sognefolk at indlades gennem portene i den nævnte tid, hvilket indstilles til højere bedømmelse.

(Politivennen. Hefte 17. Nr. 221, 17 Juli 1802, s. 3531-3533)