Begjering til hvem som raader for Orden paa Exerseerpladsen.

Mandag den 2. i denne måned om aftenen kl. 8 stod en del velklædte og dårligt klædte tilskuere inden for porten til eksercerpladsen og så borgerne eksercere. Skildvagten forbød det ikke, før en underofficer af de her garnisonerende regimenter med grønne rabatter kom, og med en mandig stemme bød ham at jage de folk ud. Da man sagde ham at dette udtryk var upassende og at han gerne kunne være lidt mere høflig, gav han sig til at skælde ud og løftede sit værdighedstegn, hasselkæppen med en mine som om han havde lyst til at prøve den på tilskuernes rygge, som da gik ud ad porten. Når det ikke er tilladt at stå på nævnte sted, måtte man ønske skildvagten beordret til at nægte enhver uvedkommende indgang. Man undgik derved sådan ubehagelighed af en ubehøvlet underofficer.

(Politivennen. Hefte 18. Nr. 224, 7 August 1802, s. 3574-3575)

Noget om det saa kaldte Parti-Spil.

Udgiveren har modtaget et brev om dette overhåndtagende krospil hvoraf følgende her uddrages:

"I denne sag skriver jeg med den inderligste følelse da nævnte spil engang har bedåret mig selv og bragt mig til ødelæggelsens bred. Dog, held! i tide blev mine øjne åbnet, så jeg indså dette spils hele afskyelighed. Jeg vendte derfor om i tide og gid enhver med mig ville gøre det! Jeg fandt at alene værten og den såkaldte markør beriges ved det, og at enhver spiller forarmes. Disse har hver 2 skilling i indtægt af hvert spil. Når der nu alene spilles 6 til 7 timer og dagen, og i hver time spilles magelig over 20 spil, så er det daglig 6 rigsdaler omtrent i hver sådan kippe franarret dårernes lommer. Og hvilken betydelig sum udkommer da ikke som daglig borttages fra de bedårede spilleres ynkværdige koner og børn, disses tilstand gennemtrænger min sjæl med den ømmeste medlidenhedsfølelse og det inderligste ønske: at Københavns så årvågne politimester ville give de kipper hvor dette højst ødelæggende spil drives, deres sidste stød. Hvor megen mangel og elendighed ville derved afhjælpes, ja vel endog selvmord, tyveri og flere stygge laster hæmmes. Vel kunne der udpeges mange steder hvor dette hazardspil går i svang, dog på den ene side hindrer visse betænkeligheder og på den anden side tvivles på ingen måde på at politiet jo ok vil opdage dem. Her siges ikke mere end at Antonistræde giver forargelige beviser. Denne er min bedrøvelige erfaring, osv."

(Politivennen. Hefte 18. Nr. 224, 7 August 1802, s. 3572-3574)

Forlig mellem Københavns Vragere og Prøvere og Udgiveren af Politivennen

I nr. 218 af disse blade er indrykket et stykke om vores bryggerier hvori der er ivret mod den nuværende vrage- og prøveindretning. Og det ønske er tilføjet at den helt måtte ophæves. Blandt de i den anledning brugte udladninger er disse: "Den indretning med vragere og prøvere syens at være højst unyttig og let førende til de største misbrug og uretfærdigheder. Det er sikkert at dersom vragerne og prøverne er slette mennesker kan de ødelægge en brygger og selv tilligemed hans folk berige sig af rovet". Og senere: "Denne fejlfulde indretning er tillige ypperlig for svigagtige svende, knægte osv. For alt det øl de kan få over det fastsatte kvantum, det være nu enten ved større kraft i kornet eller ved at stjæle husbindens malt, eller ved at brygge dårlige øl, og få det anerkendt som godt af bestukne og medsvorne vragere og prøvere, det tager de ..."

Udgiveren havde snarere troet alt andet end at stadens vragere og prøvere kunne alarmeres af disse almindelige sandheder. Han syntes det på en måde ville være at anklage sig selv. Imidlertid blev dette dog tilfældet. Han blev indklaget for forligskomission. Klagen indeholdt højst forunderlige påstande. Da han imidlertid ikke elsker processer og gerne ville sætte indklagernes sind i ro, så vidt sådant var ham gørligt, for egentlig er det kun en god samvittighed som kan give ro i sindet, indvilligede han at indrykke i dette nummer følgende erklæring: 

"At han med de udladninger som i nr. 218 af ugebladet Politivennen under den artikel: Om vore bryggerier, er brugte alene har haft til hensigt at gøre opmærksom på de ufuldkommenheder og misbrug som muligvis kunne finde sted i henseende til bryggerierne og at det ingenlunde har været hans hensigt at fremsætte nogen beskyldninger mod de her i staden ansatte vragere og prøvere, om at de enten skulle have gjort sig skyldige i bestikkelse eller mened. Iøvrigt erklærer han, at han ikke kender vragerne eller ved noget om dem, som kunne komme dem til forklejnelse på deres ære, gode navn eller rygte i nogen måde".

Denne erklæring står nu her, og udgiveren er altså forligt med omtalte prøvere og vragere.

Det skulle inderligt glæde udgiveren om han hertil havde kunnet føje at han vidste noget til fordel for deres ære osv. Men som dengang var dette ham plat umuligt mod dem alle. Siden er det blevet ham muligt at gøre dette mod Mejer alene, der er en kendt ærlig mand.

Siden ovenmeldte forlig er udgiveren kommet til kendskab om en den 10. april ved hof- og stadsretten fældet dom der har kendt prøveren Kristen Knudsen brændevinsbrænder skyldig i at have ladet sig bestikke af uredelige bryggersvende og pålagt vragerne Niels Jensen og Anders Hansen, øltappere, ved ed at befri sig fra den formodning at de havde taget del i denne misgerning.


På grund af det gentager udgiveren sit ønske at en så fejlfuld indretning måtte afskaffes, at vragernes og prøvernes bestilling måtte gå ind og at bryggersvendenes tilstand måtte forandres til tro og lydige tjeneres!

(Politivennen, Hefte 18. Nr. 223, 31. juli 1802, s. 3562-3566)

Løbende Tiggere

Når man kører til Helsingør og kommer 2½ mil herfra til Høsterkøb eller hr. Passovs Skov ved landevejen, er der en husmand som har 3, 4 til 5 børn. De forfølger altid de rejsende næsten 1/4 mil. Derfra kommer man, når der drejes af fra Fredensborg til Helsingørsvejen til en liden by ved landevejen. Der bliver rejsende hvad enten det er dårligt eller godt vejr omringet af 12 til 16 drenge og piger, så at en vogn næsten ikke kan komme frem for disse større og mindre børn. Nu slipper man til 4 mil herfra ved en kro kaldet Nivå, desuden for tæt ved Belfours Gård er en husmand der har 3 store piger som ligeledes løber efter vognen og tigger. 

Da der på disse steder hverken er led eller bomme så er det dobbelt ærgerligt, at der ikke kan standses for det forargelige tiggeri, da disse mennesker når de får løbet sig træt og intet fået, skælder den rejsende grundigt ud, og derefter rækker tungen ud af halsen. Mon de ansvarlige betjente på Hirschholm og Kronborg Amt ikke på en eller anden måde burde se denne uting afskaffet. Den giver virkelig for de mange fremmede, og især de svenske naboers rejsende en mådelig forestilling om landets forfatning og politi. Ja vel skadefro glæder for mange af de sidstnævnte, hvilket man har eksempel på.

(Politivennen. Hefte 18. Nr. 223, 31. juli 1802, s. 3559-3561)

Nutidigt landskab i Fredensborg Kommune. 

Uordener.

7) Der høres så vidt efter lyden kan dømmes hos hr. urtekræmmer Press på hjørnet af Magstræde og Frederiksholms Kanal nr. 29 hvor morgen omtrent kl. halv fem en ringen forenet med gentagne slag som af en hammer til virkelig megen urolighed for de ellers på denne tid så fredsomme naboer. Man håber hr. Press er uvidende om denne kimen og lover sig at den afskaffes på denne anmodning.

8) Det var at ønske at politiet ville efterse i en gård udenfor Nørreport tæt op til hr. Walman hvor Venneselskabet har sine sommerværelser, da det formodentlig endnu vil finde en død hest slængt hen  i gården (formodentlig for hundene) lige over for selskabets vinduer som vender derud. Samme er et yderst ubehageligt syn at se på og ved muligt indfaldende varmt vejrlig må forårsage en meget ufordragelig stank. Meget ønskedes at sådant blev påset da det ikke er første gang.

9) De har før anmærket en mængde skammelige uordener på Assistenskirkegården, men forbigået eller måske ikke kendt den første, som er den at der er ligesom et offentlig værtshus i benhuset. Dette synes at være en så skændig uskik at man håber den tilbørlig vil revses.

10) På de fattiges kirkegård udenfor Amagerport (jeg skammer mig virkelig på mine landsmænds vegne at der hos dem kan gives fattiges kirkegårde!) græsser 4-6 stykker løse køer der ikke alene nedtræder de fattiges grave, men endog af sult møder ligene ved porten for ligesom at følge de afdøde til deres hvilested. Har nogen forpagtet kirkegårdens græd, så kan det dog blot være til at afslå, men ikke til at afgræsse, for ellers kan vi jo lægge vores lig på fællederne og behøver ikke kirkegårde.

(Politivennen. Hefte 17. Nr. 222, 24 Juli 1802, s. 3551-3552)