Jeg ved ikke og kan nok heller ikke bestemt få at vide om det er skødesløshed eller forsætlig ondskab der er skyld i, at den bryggede øl fra 26. forrige måned af vindtørret malt i fribryggergården i Store Kongensgade med ejerens tilladelse, ikke er blevet så godt som det, der i april sidstl. blev brygget i Amaliegade af fribrygger Jacobsen. Men så meget ved jeg, at til 14 tdr. sundt og godt malt foruden omtrent 7 skvr. affaldsrod under harpen, har jeg betalt for 5 lp. Brunsvig humle, 30 rd. Og for at ville forsikre mig såvel svendens som knægtens tjenstiver og flid, for at øllet skulle blive godt, tilkendegav jeg over for dem forud, at såvel al gæren som mæsken (hvilket jeg vidste kunne beregnes til 20 rd. og derover) skulle væres deres. Jeg fik også tak derfor. Men til sidst, da jeg ytrede mishag over at øllet ikke var blevet som det burde, fik denne kompliment: At gæren havde de ladet løbe i rendestenen.
De forskellige domme som i disse dage fældes over dette øl, bevæger mig til offentligt at forklare samme, og for tillige retfærdiggøre min tænke- og handlemåde deri, som oprindelig er: At ville gavne. Nogle siger så: At øllet er meget godt drikkeligt, og smager stærkt af humle. Men mangler klarhed. Andre at det smager af bukkeblade og atter andre af malturt. Jeg må tilstå, at være af de førstes mening, og vil ikke tillade mig formodning om et så stygt bedrageri, som måtte blive følge af de andres. Nærmere er jeg tilbøjelig til at tro, hvad en brygger selv har sagt mig. Nemlig at humlen ikke er spillet nok. Men hvad end årsagen kan være, at øllet ikke er blevet det, det burde være, så tør jeg dog forvente, at ingen fornuftig og fordomsfri mand, vil miskende min gode hensigt. Når jeg siger her, hvad ikke alle tænker på, at vindtørret malts tilvirkning i alle Danmarks stater medfører en brændselsbesparelse af nogle tønder guld årligt, foruden at nationen fik i almindelighed et bedre og sundere øl, end det af røgtørret malt, der mulig kan have fysisk indflydelse på os nordboeres karakter.
Besparelsesberegningen bygger jeg på følgende forfattere, nemlig Schlegels fysiske statistik, 2. del som angiver folketallet i de danske, norske stater, i og uden for Europa, efter folketællingen af 1759, som den sidste, til ca. 2½ million mennesker, og på Pontoppidans økonomiske balancer 1759, at der til hvert menneskes øldrikning årlig forbruges 1½ tønde malt, som udgør over 3 millioner og 600.000 tønder. Og antager jeg at til hver 120 tønder røgmalts tilvirkning her i byen, hvor dog køleindretningerne er mere fuldkomne, end på landet, medgår 4 favne brænde, så udfordres over 121.000 favne brænde, hvilket anslået efter middelpris a 5 rd. beløber sig årligt til over 6 tønder guld.
Vel er det nu sådan at nogle er større og mindre øldrikkere. Men når jeg endog kun beregner det halve antal for det hele, så bliver dog den årlige brændselsbesparelse over 60.000 favne og til ringeste værdi over 3 tønder guld. Dette og at det vindtørrede malt kan tilvirkes på alle årstider, men særdeles om for- og efterår, forbeholder jeg mig nærmere på anden tid og sted at komme ind på. Her vil jeg kun gøre opmærksom derpå, som meget vigtigt for det hele.
Før jeg forlader min retfærdiggørelse af det sidste bryg (og det første derimod var efter alles dom overmåde behagelig i smag og syn) da må jeg fremføre, som jeg først i det øjeblik jeg skriver dette, er kommet til kundskab om, af sagkyndige mænd her i byen, hvis næringsvej det tilforn har været at brygge øl, nemlig a) at forudsat det er af humle (80 pd) det er bittert da er det de 40 pd for meget om den nok så godt var spillet, og som har betaget maltet sin behagelige sødme og styrke, samt des længere vedligeholdt gæringen, men hvorimod det, ved anvendelse til skibsøl især, vil kunne holde sig, uden at tage syre, et helt år. Og b) at når det på træet bliver liggende urørt endnu i nogen tid, vil det uden kunst erholde klarhed. Af de 2 støb malt i juli måned som jeg har foretaget, er endnu tilbage 45 tønder, og vel konserveret, efter en i disse dage optaget syns- og besigtelsesforretning. Men hvor får jeg disse 3 bryg tilbørlig behandlet? Det er sådan underlig ting, at selvom en af de 100 landsbryggere ville føje deri, så må han ikke, og de 2 fribryggere som godt må, de vil ikke.
København den. 11. september 1802
J. With.
(Politivennen. Hefte 18. Nr. 230, 18. september 1802, s.3663-3668)
Redacteurens Anmærkning
Den omtalte fribrygger Jacobsen er højst sandsynlig ikke den senere så kendte Carlsberg-brygger. Faderen Christen Jacobsen (1773-1835) var godt nok kommet til København i 1801, men arbejdede som arbejdskarl på Kongens Bryghus, senere avancerede han til bryggersvend. På tidspunktet for denne artikel sparede han formentlig stadig op til at få borgerbrev og starte som brygger i 1817.
