18 oktober 2014

Til de Personer, der antastede et Fruentimmer i Klareboderne.

Den 3. i denne måned om aftenen kl. kvart i ni blev en pige som gik i sit ærinde, igennem Klareboderne, anholdt af nogle velklædte unge mennesker og hilst som en skøge hilses af usædelige eller drukne mennesker.

Ikke andet! hører jeg mange letsindige ynglinge råbe, og hvad er der så mere? Man gør sig lystig, man gør løjer, man mener jo intet ondt, og hun er jo derfor lige god.

Tøv lidt, min unge ven! Den miskendte og mishandlede pige kom hjem, gennemtrængt af skræk og harme. Hun faldt i et krampeslag hvoraf man ikke troede at hun skulle vågne, blev derpå båret på hospitalet hvor siden den tid denne græsselige sygdom endnu den 17. plager hende.

Oh, letsindige ynglinge, se her frugterne af de løjer jeres rus gjorde jer så behagelige! Rus, siger jeg, den har nok været kådhedens eller vindunstens eller tankeløshedens! Hvilke skrækkelige følger, hvilken forfærdelig bebrejdelse! Og hvad ville I have anset den for der havde handlet således med jeres søster, jeres veninde, for at skaffe sig løjer!

Føl dog herefter fornuftens og sædelighedens stemme! Lær at stille spøg fra råhed og dyrisk adfærd! Kun derved og ved at spørge når det måtte være (der om muligt lignende handlinger kunne I opnå at udsone jer med jeres eget hjerte).

(Politivennen. Hefte 18. Nr. 230, 18. september 1802, s.3677-3678)

Om en vanvittig Kone i Græsted By, Kronborg Amt

En bondekone i Græsted By i Kronborg Amt er på grund af et kraftigt slag af et træ i hovedet, en vis tid af sommeren på varme dage meget vanvittig. Hun ikke alene bander og skælder alle ud uden forskel, hun truer dem også undertiden med at ville stikke ild i dem. At sådan en trussel ikke skulle blive til virkelighed forebygges bedst, hvis de ansvarlige myndigheder enten pålagde hendes slægtninge nøje når hun var paroxymus at passe på hende, eller på anden måde sørge for at hun blev frataget sin frihed til at kunne skade og fratage byens indbyggere deres hus og ejendom. Man minder om hvad der skete i Ballerup!

(Politivennen. Hefte 18. Nr. 230, 18. september 1802, s.3675)

En Frugtelskers Ønske

Hvad kan være årsag til at frugthaver hos bønder i Kronborg Amt er så sjældne, bortset fra i Tikøb sogn?

De kongelige planteskoler tilbyder og skænker jo frugttræplanter til bønder uden betaling. Lykkes deres forplantning måske ikke på den egn, på grund af de skarpe nordenvinde, eller er årsagen bøndernes sædvanlige vrangvillighed til at lave nye forsøg, hvis frugter de ikke kan smage straks eller er der mangel på opmuntring og anvisning på samme egn. Man ville ønske at Landhusholdningsselskabet ville værdige denne egn nogen opmuntring.


(Politivennen. Hefte 18. Nr. 230, 18. september 1802, s.3673-3674)

Bøn til Kommissionen for Lygtevæsenet.

Da man i Adresseavisen ser at kommissionen for lygtevæsnet agter at tilvejebringe en bedre belysning i stadens gader, så tager en mand som hver aften er nødt til at gå forbi kasernerne og Stokhuset langs med volden, sig den frihed at gøre kommissionen opmærksom på at der fra enden af kasernerne til Stokhusporten kun er to lygter som langt fra ikke er tilstrækkelige til at oplyse det lange rum mellem disse lygter. Hvilket går denne vej som på grund af nærheden til Stokhuset, allerede er rædsom nok, endnu mere rædsom da undvegne slaver eller andre spitsbuber ved hjælp af mørket kunne skjule sig enten ved den på den lange mur tillukkede port, eller også under træerne ved volden og overfalde værgeløse. For ikke at tale om at fortovet som mellem disse lygter for det meste er uden brede sten og dårligt brolagt, om vinteren i dårligt føre ikke uden fare kan passeres i det mørke som der hidtil har hersket over det. Man tvivler ikke på at den opmærksomme kommission jo vil råde bod på denne mangel, ved på den lange mur at lade anbringe i det mindste endnu en lygte mellem de to nævnte, og at dette om muligt nu da de møre aftener og dermed forbundne farer er indtruffet, med det allerførste må iværksættes.

(Politivennen. Hefte 18. Nr. 230, 18. september 1802, s.3670-3671)

Om Withs øl

Jeg ved ikke og kan nok heller ikke bestemt få at vide om det er skødesløshed eller forsætlig ondskab der er skyld i, at  den bryggede øl fra 26. forrige måned af vindtørret malt i fribryggergården i Store Kongensgade med ejerens tilladelse, ikke er blevet så godt som det, der i april sidstl. blev brygget i Amaliegade af fribrygger Jacobsen. Men så meget ved jeg, at til 14 tdr. sundt og godt malt foruden omtrent 7 skvr. affaldsrod under harpen, har jeg betalt for 5 lp. Brunsvig humle, 30 rd. Og for at ville forsikre mig såvel svendens som knægtens tjenstiver og flid, for at øllet skulle blive godt, tilkendegav jeg over for dem forud, at såvel al gæren som mæsken (hvilket jeg vidste kunne beregnes til 20 rd. og derover) skulle væres deres. Jeg fik også tak derfor. Men til sidst, da jeg ytrede mishag over at øllet ikke var blevet som det burde, fik denne kompliment: At gæren havde de ladet løbe i rendestenen.

De forskellige domme som i disse dage fældes over dette øl, bevæger mig til offentligt at forklare samme, og for tillige retfærdiggøre min tænke- og handlemåde deri, som oprindelig er: At ville gavne. Nogle siger så: At øllet er meget godt drikkeligt, og smager stærkt af humle. Men mangler klarhed. Andre at det smager af bukkeblade og atter andre af malturt. Jeg må tilstå, at være af de førstes mening, og vil ikke tillade mig formodning om et så stygt bedrageri, som måtte blive følge af de andres. Nærmere er jeg tilbøjelig til at tro, hvad en brygger selv har sagt mig. Nemlig at humlen ikke er spillet nok. Men hvad end årsagen kan være, at øllet ikke er blevet det, det burde være, så tør jeg dog forvente, at ingen fornuftig og fordomsfri mand, vil miskende min gode hensigt. Når jeg siger her, hvad ikke alle tænker på, at vindtørret malts tilvirkning i alle Danmarks stater medfører en brændselsbesparelse af nogle tønder guld årligt, foruden at nationen fik i almindelighed et bedre og sundere øl, end det af røgtørret malt, der mulig kan have fysisk indflydelse på os nordboeres karakter.

Besparelsesberegningen bygger jeg på følgende forfattere, nemlig Schlegels fysiske statistik, 2. del som angiver folketallet i de danske, norske stater, i og uden for Europa, efter folketællingen af 1759, som den sidste, til ca. 2½ million mennesker, og på Pontoppidans økonomiske balancer 1759, at der til hvert menneskes øldrikning årlig forbruges 1½ tønde malt, som udgør over 3 millioner og 600.000 tønder. Og antager jeg at til hver 120 tønder røgmalts tilvirkning her i byen, hvor dog køleindretningerne er mere fuldkomne, end på landet, medgår 4 favne brænde, så udfordres over 121.000 favne brænde, hvilket anslået efter middelpris a 5 rd. beløber sig årligt til over 6 tønder guld.

Vel er det nu sådan at nogle er større og mindre øldrikkere. Men når jeg endog kun beregner det halve antal for det hele, så bliver dog den årlige brændselsbesparelse over 60.000 favne og til ringeste værdi over 3 tønder guld. Dette og at det vindtørrede malt kan tilvirkes på alle årstider, men særdeles om for- og efterår, forbeholder jeg mig nærmere på anden tid og sted at komme ind på. Her vil jeg kun gøre opmærksom derpå, som meget vigtigt for det hele.

Før jeg forlader min retfærdiggørelse af det sidste bryg (og det første derimod var efter alles dom overmåde behagelig i smag og syn) da må jeg fremføre, som jeg først i det øjeblik jeg skriver dette, er kommet til kundskab om, af sagkyndige mænd her i byen, hvis næringsvej det tilforn har været at brygge øl, nemlig a) at forudsat det er af humle (80 pd) det er bittert da er det de 40 pd for meget om den nok så godt var spillet, og som har betaget maltet sin behagelige sødme og styrke, samt des længere vedligeholdt gæringen, men hvorimod det, ved anvendelse til skibsøl især, vil kunne holde sig, uden at tage syre, et helt år. Og b) at når det på træet bliver liggende urørt endnu i nogen tid, vil det uden kunst erholde klarhed. Af de 2 støb malt i juli måned som jeg har foretaget, er endnu tilbage 45 tønder, og vel konserveret, efter en i disse dage optaget syns- og besigtelsesforretning. Men hvor får jeg disse 3 bryg tilbørlig behandlet? Det er sådan underlig ting, at selvom en af de 100 landsbryggere ville føje deri, så må han ikke, og de 2 fribryggere som godt må, de vil ikke.

København den. 11. september 1802
J. With.


(Politivennen. Hefte 18. Nr. 230, 18. september 1802, s.3663-3668)

Redacteurens Anmærkning 

Den omtalte fribrygger Jacobsen er højst sandsynlig ikke den senere så kendte Carlsberg-brygger. Faderen Christen Jacobsen (1773-1835) var godt nok kommet til København i 1801, men arbejdede som arbejdskarl på Kongens Bryghus, senere avancerede han til bryggersvend. På tidspunktet for denne artikel sparede han formentlig stadig op til at få borgerbrev og starte som brygger i 1817.