Atter en Uorden paa Asistens-Kirkegaarden.

Skønt denne også foregår ved vore kirkegårde inde i byen, påankes den ikke ved dem, da enhver fornuftig måtte ønske deres fuldkomne nedlæggelse.

Det er nemlig en gang før offentlig foreslået at ved begravelsestog indlades kun de der udgjorde ligfølget. Om dette forslag er blevet agtet på eller ikke af Assistenskirkegårdens tilsyn og opsyn, vides ikke. Det sidste må formodes, da man endnu ved hver lidt udmærket ligbegængelse med harme må se al den hele skare af ørkesløse gabere der har løbet med ud af byen, stimle ind på kirkegården og som andet kvæg, uden mindste sky, nedtrampe gravene i en stor strækning af kirkegården.

Så stridende denne uskik er imod den fred gravsteder kunne kræve, så meget desto mere støder den enhver der tænkende følger et lig. Hvor bliver det højtidelige ved denne sidste afsked af når ligskaren selv næppe kan få plads for letsindig, stasende, leende, springende, leflende, ja selv kivende og baksende pøbel både i og uden smukke klæder?

(Politivennen. Hefte 18. Nr. 231, 25. september 1802, s.3687-3688)

Til Komissionen for Brolægningsvæsenet.

Søndag den 12. d.m. eftermiddag stod 2 mænd ved Filosofgangen ved Vesterport og slog store sten til brolægning. Og idet en mand gik der forbi sprang en lille brok ham i ansigtet og slog ham et hul i kinden så det blødte. Manden sagde til disse 2 stenslagere at her var ikke stedet at gøre dette arbejde, de skulle gøre det midt på pladsen, især på en tid hvor en del folk gik ud af porten.

Svaret var, det hjælper ikke at De taler til os, vi slår sten itu der hvor kommissionen lader dem henlægge. Skal vi slæbe de store sten midt up på pladsen? De må desangående henvende Dem til kommissionen.

(Politivennen. Hefte 18. Nr. 231, 25. september 1802, s.3684)

Uorden af en vognmandskarl.

(Efter indsendt).

Har vognmandskarlen ved Gammel Strand lov til at kræve 3 til 4 mark for at køre et læs sand til midten af byen? Da dog taksten kun er 28 skilling eller 2 mark? Har de lov til at påstå at de ikke vil holde mens sandet bliver målt i, men vil endelig at sandet skal kastes i vognen med skovle? Køberen får derved ikke sit rette og dyrt nok betalte mål som er 8 tønder på læs.

At denne uorden er sket, er bevisligt. Ønskeligt ville det være om nogen kraftig forholdsregel blev taget derimod, så at dog ikke en grov vognmandskarl skal have frihed til at begære dobbelt takt og overfuse køberne med skældsord og uartigheder.

(Politivennen. Hefte 18. Nr. 231, 25. september 1802, s.3683-3684)

Til de Personer, der antastede et Fruentimmer i Klareboderne.

Den 3. i denne måned om aftenen kl. kvart i ni blev en pige som gik i sit ærinde, igennem Klareboderne, anholdt af nogle velklædte unge mennesker og hilst som en skøge hilses af usædelige eller drukne mennesker.

Ikke andet! hører jeg mange letsindige ynglinge råbe, og hvad er der så mere? Man gør sig lystig, man gør løjer, man mener jo intet ondt, og hun er jo derfor lige god.

Tøv lidt, min unge ven! Den miskendte og mishandlede pige kom hjem, gennemtrængt af skræk og harme. Hun faldt i et krampeslag hvoraf man ikke troede at hun skulle vågne, blev derpå båret på hospitalet hvor siden den tid denne græsselige sygdom endnu den 17. plager hende.

Oh, letsindige ynglinge, se her frugterne af de løjer jeres rus gjorde jer så behagelige! Rus, siger jeg, den har nok været kådhedens eller vindunstens eller tankeløshedens! Hvilke skrækkelige følger, hvilken forfærdelig bebrejdelse! Og hvad ville I have anset den for der havde handlet således med jeres søster, jeres veninde, for at skaffe sig løjer!

Føl dog herefter fornuftens og sædelighedens stemme! Lær at stille spøg fra råhed og dyrisk adfærd! Kun derved og ved at spørge når det måtte være (der om muligt lignende handlinger kunne I opnå at udsone jer med jeres eget hjerte).

(Politivennen. Hefte 18. Nr. 230, 18. september 1802, s.3677-3678)

Om en vanvittig Kone i Græsted By, Kronborg Amt

En bondekone i Græsted By i Kronborg Amt er på grund af et kraftigt slag af et træ i hovedet, en vis tid af sommeren på varme dage meget vanvittig. Hun ikke alene bander og skælder alle ud uden forskel, hun truer dem også undertiden med at ville stikke ild i dem. At sådan en trussel ikke skulle blive til virkelighed forebygges bedst, hvis de ansvarlige myndigheder enten pålagde hendes slægtninge nøje når hun var paroxymus at passe på hende, eller på anden måde sørge for at hun blev frataget sin frihed til at kunne skade og fratage byens indbyggere deres hus og ejendom. Man minder om hvad der skete i Ballerup!

(Politivennen. Hefte 18. Nr. 230, 18. september 1802, s.3675)