Om Almisse til de Piskede

Bør det tillades ved offentlige afstraffelser at give almisse til forbrydere, der med trodsighed spotter vores milde straffe? Det var at ønske at de ansvarlige ville værdige dette nogen opmærksomhed, da en sådan forbryder let kunne gøre skadelig brug af disse gaver, der dog kun kan skyldes en utidig medlidenhed.

A

(Politivennen. Hefte 19. Nr. 236, 30. oktober 1802, s. 3771)

Anmodning til Hr. Haase paa Hirschholm.

Natten til den 14. september var jeg og en tømmermester af en håndlanger blevet bestjålet. Da jeg ikke i byen kunne få tyven opspurgt, tog jeg en hest den 14. ejndsd. og red ad landevejen til København. Da jeg i Nykro fik svar på at han havde været der, red jeg videre, kom til Hørsholm henmod aften, talte med værten hr. Haase som forekom mig ganske høflig, fik min hest i stalden og et lispund hø til den. Gik ind i krostuen og ventede, såsom det regnede, på tørvejr for at ride videre. Det vedblev at regne, men da klokken blev henimod 9, befalede kælderpigen mig at gå. Jeg ønskede kun at sidde på en stol eller ligge på en bænk Hun ville ikke tillade det. Jeg måtte endelig efter forgæves anvendte bønner pakke mig bort, betale 2 mark 4 skilling, skriver to mark og 4 skilling for et lisp. hø, hvoraf min hest ikke havde fortæret den halve del og søge retirade ttil et andet sted, hvor man begegnede fattige men ærlige folk anstændigere. Der tvivles ikke på at hr. Haase når dette kommer til hans kundskab, jo vil forebygge for eftertiden sådan opførsel af en uopdragen kælderpige mod rejsende. 2 mark 4 skilling for et lisp. hø var også lidt for meget.

Helsingør den 17. oktober 1802
C. Christiansen
Borger- og murermester.

(Politivennen. Hefte 18. Nr. 235, [24 Oktober 1802], s. 3753-3754)

Trævenhed hos endel Lollandske Skippere.

(Efter indsendt)

I fjor blev der i Politivennen klaget over de lollandske skipperes uvillghed til at medtage gods til deres landsmænd. Det gør mig ondt at jeg af erfaring er blevet overbevist om rigtigheden af denne beskyldning. Det er endogså sket mig flere gange i år at når jeg har villet sendevarer bort med de lollandske skippere, de da har nægtet mig at medtage disse varer, af hvad årsag ved jeg sandelig ikke. For når de får betaling for deres umage, eller deres såkaldte fragt for varernes overbringelse - og dette nægter de vedkommende dem vist nok ikke - så er der i mine tanker ingen anden årsag hvorfor de ikke ville tage sådanne varer med sig, end en afskyelig trævenhed og uvillighed der afholder dem fra at tjene deres medmennesker. Jeg beskylder langt fra ikke alle de lollandske skippere for denne uvillighed. Men de som jeg har anmodet om at tage gods med sig, har desværre næsten alle vist sig imod mig fra en meget ufordelagtig side, og det i fjor i Politivennen indrykkede stykke om nævnte skippere beviser at jeg ikke er den eneste der har haft grund til at føre en så rimelig anke over dem. Kunne dette bidrage noget til at disse mine medborgere måtte vise sig mere tjenstagtige og velvillige mod deres medmennesker, skulle det sandelig være mig overmåde kært. I øvrigt forsikrer jeg at hverken had, ondskab eller skadefrohed har forledt mig til at skrive ovenstående.

*   *   *

Så ondt det gør udgiveren der selv er lollik, at atter en agtværdig borger her i staden skal klage over uvillighed hos lollandske skippere, så meget ønskede han at denne anke måtte bevirke en smukkere handlemåde hos vedkommende. Alt hvad man kan optænke til forsvar er, at da de af en ilde forstået undseelse tror at de ikke kan være bekendt at tage en bagatel af nogle mark eller så i fragt, og det dog er tungt at gøre noget for intet, så ville de heller ikke sige plat nej. Men når de blot ville spejle sig i andre skipperes eksempel der gør en god gevinst ud af småfragter om året, så ville de snart forandre deres handlemåde. Og om de tvivler om fragten, så kan de jo lade den af afsenderen skrive på adressebrevet eller betjene sig af konnossement. I øvrigt må jeg her gentage det ønske at vi til visse provinsstæder kunne få paketbåde som de lübeckske og kielske, og jeg tror vist at den købmand i Nakskov der anlagde en sådan paketbådfart ikke gjorde en gal spekulation.

(Politivennen. Hefte 18. Nr. 235, [24 Oktober 1802], s. 3748-3751)

Uordener.

Ved en persons gennemgang i Store Kongensgade mandag den 11. oktober kl. 10 om aftenen styrtede fra kvistkammeret over porten i gården nr. 126, Litt. C tæt ved Fredericiagade en stor masse vand ned. Et par mennesker stod i en afstand af næppe to skridt fra dette ilde anbragte vandfald og takkede tilfældet som forskånede dem og deres klæder fra at vædes med denne væske hvis adspredte dunster lod formode at det hverken var slotsvand eller Eau de Bellefleurs. Man håber at gerningsmanden irettesættes af sine foresatte.

Politivennen. Hefte 18. Nr. 234, [17 Oktober 1802], s. 3742)

Skændig Urenlighed på Filosofgangen

(Skrevet på forlangende af en af bladet mest agtede velyndere)

Det ville vel gå for vidt, hvis man påstod at byens og dens omegns renlighed burde være så stor, at selv den fattiges og nødlidendes tilholdssteder ikke voldte de kræsne sanser anstød. Men det er på den anden side lige så sandt, at intet skændende svineri burde ses andre steder end i disse ulykkeligeres nabolag.

Et sådant svineri finder desuagtet sted, og det i en højst ækel grad ved de små bygninger, som opførtes til at afhjælpe de uformuende efter ildebranden i bastionen ved Filosofgangen nær ved Vesterport. Man mærker denne uorden så meget mere, som den yderst dårlige belægning med skarpt opstående stenspidser på denne offentlige spadseregang tvinger en til at gå langsomt forbi stedet. Man ser nemlig en giftig stinkende rende, fuld af de væmmeligste uhumskheder, løbe ud på højre hånd fra disse bygninger, hvorved luften i hele området i alle disse år er blevet opfyldt med de skadeligste mephitiske dunster. Denne rende løber ud ved foden af volden, hvor den danner en stillestående pøl i nærheden og bag en af de få bænke beregnet for de spadserende.

Så var dette ikke nok anstød for for de spadserende, som publikum i øvrigt ikke sjældent glæder sig ved at skue vores elskværdige prinsesser, så ser man de to huller, som her er gravet for at plante træer i dem, opfyldt af lignende stinkende afskyeligheder!

Det går så vidt, at man ikke uden frygt kan tænke sig det tilfælde, at noget af de mange spøgende børn, man her til stadighed træffer, skulde falde i disse huller, hvor de sikkert ville kvæles på den væmmeligste måde i verden.

Man håber, at denne skændige uorden snarest vil få en ende, hvorfor publikums erkendtlighed vil blive den ansvarliges løn.

(Politivennen. Hefte 18. Nr. 234, 16. oktober 1802, s. 3740-3741)

"Man ser nemlig en giftig stinkende rende, fuld af de væmmeligste uhumskheder, løbe ud på højre hånd fra disse bygninger, hvorved luften i hele området i alle disse år er blevet opfyldt med de skadeligste mephitiske dunster." (Omtrent her forløb Filosofgangen: Vester Voldgade fra Vartov og ned til havnen. Men alt er forandret. Volden ville have tårnet sig op til venstre i billedet. Og bortset fra de gule bygninger i forgrunden og Vartov i baggrunden er alle huse af nyere dato. Eget foto, 2016)

Redacteurens Anmærkning

Filosofgangen lå som et lille åndehul på den nuværende Vester Voldgade, fra det daværende Halmtorvet, nu ca. Vartov og ned til havnen.