Uordener.

1) Udenfor nr. 254 på Højbro Plads står en lille fjællehytte hvorfra sælges brændevin. Fra samme hytte ser man daglig udkastes af en natpotte stinkende urenligheder, så de forbipasserende ofte må vige for de ubehagelige dunster. Denne uorden ønskes afskaffet.

(Politivennen. Hefte 19. Nr. 236, 30. oktober 1802, s. 3776)

Om Gadeviser

Efterfølgende er uddrag af et brev til udgiveren, der sikkert er velment, skønt det er dennes individuelle følelse ganske modstridende. Just derfor er det indrykket, da det vel nu vil lykkes ham bedre at anses for upartisk, når han i næste nummer indrykker: Et forsvar for gadeviser.

*****

Tillad mig at gøre dem opmærksom på et nedrigt styverfængeri der i den senere tid er kommet så meget på mode her i byen. Nemlig den at bringe alle mulige af dagens historier trykt i dårlige vers. Det er beklageligt at se mennesker der regner sig til statens agtværdigste stænder, som opdragelse og kundskaber burde hæve over noget sådant, så aldeles for en ussel gevinst skyld, at tilsidesætte ikke blot undseelse for deres egne individuer (da de er nødte ved lovene at sætte deres navn under disse smørerier), men endog for den stand de tilhører, og som derved let i mængdens øjne kan tabe den agtelse som standens blotte navn, uden hensyn til deres person, kunne give dem fordring på, og som er vigtig for enhver klasse, mest for dem der ved ungdommens undervisning, som religionens lærere, som rettens forsvarere osv. nødvendig behøver offentlig agtelse.

Jeg (og jeg er overbevist om enhver ærekær mand af standen med mig) har derfor aldrig uden den største uvilje læst titlen student under de elendige gadeviser, som værdigt formidles med jammerligt papir, et endnu jammerligere tryk, sælgerindernes til ækelhed beskidne udseende og afskyelige stemmer. Man behøver jo blot at bære navnet student for at møde den ydmygelse, at blive bedt om at skrive en vise om de tre næste der rider væddeløb på fælleden, om den næste hårskærer der vinder en proces, om næste oprør i Børnehuset, om den næste pige der drukner sig i snørekjole, og om den næste officer, der spiller fallit og dobbelt bryllup.

Der er vist ingen der mere end anmelderen ønsker tilladt al fornuftig brug af menneskets så naturlige ret til at turde sige sin mening offentligt. Men når dette ikke er for den gode sag, men af lumpen vindesyge, så bliver hensigten uædel, om end sagen kunne være god. Og at ovenstående emners besyngelse ikke befordrer folkets moral, det vil De nok være enig med mig i. Næppe tror jeg at nogen læser eller læserinde er blevet opbygget derved. Ikke engang deres nysgerrighed er blevet tilfredsstillet. Kort sagt er kun blevet den sultne poets hensigt blevet opnået at gøre folks pung en skilling lettere. Og hvilken klasse af folket er det som herved bliver forført, til at spendere disse penge, som de kunne anvende til nytte, ja som de måske snyder deres herskaber for? Den der mindst kan tåle det: den tjenende.

Anmelderen har selv set en visekælling på en af byens mest besøgte gader 3 gange på en time komme med nyhentet forråd. Men selv i det tilfælde at disse viser ikke anstiftede noget ondt: Ved Gud, hvorfor skal da en hel familie, endog forbryderens, lide ved at blive genstand for pøbelens hån, fordi et medlem deraf fejlede? Og selv han, skal han i det øjeblik lovens hævnende sværd truer med at synke på hans hovede, endnu tilføjes den grusomste marter, pøbelspot?

Og nu folks ligegyldige, i det mindste for andre ligegyldige handlinger fx væddeløbet og processen! Hvilket terroristisk system når enhver mand i byen må frygte at se sine uskyldigste, ligegyldigste handlinger versificeret næste dag og hans navn råbt på gader og stræder? Værre end Robespierre og konsorter slynger jo disse poeter i Aabenraa deres frygtelige bandstråler fra deres tagkamre ned på medborgere. Måske det ligger uden for politilovens kompetence at påtale denne afskyelige geni-despotisme. Hvis det er tilfældet, hvilket er at befrygte, fordi vores årvågne politimester næppe ellers ville lade det gå upåtalt, kan det så ikke standses ved en høj afgift for hver vise til de fattige, ved sælgekællingernes optagelse og hensættelse til andet nyttigt arbejde, så er der intet andet middel tilbage til at stoppe disse stridigløbende, men såre urene poetiske årer, end at alle gode skribenter forener sig for at vende det offentliges foragt over forfatterne. Ja skændsel hviler over alle, der føler evne til at besynge et emne, og i stedet for i hædrende almuesange at befordre dyd og orden, vindskibelighed og gode sæder blandt folket, griber enhver dagens historie, lige meget hvilken. Lige ubekymrede om medborgeres lidelse og moral, for at tjene usle skillinger! Og udelt skændsel over de endnu nedrigere (om der virkelig skulle kunne gives sådanne seelenverkopere inden Københavns mure), der har sådanne mennesker i deres sold og betaler deres elendige muses dusinvis af elendige fostre.

(Politivennen. Hefte 19. Nr. 236, 30. oktober 1802, s. 3772-3776)

Om Almisse til de Piskede

Bør det tillades ved offentlige afstraffelser at give almisse til forbrydere, der med trodsighed spotter vores milde straffe? Det var at ønske at de ansvarlige ville værdige dette nogen opmærksomhed, da en sådan forbryder let kunne gøre skadelig brug af disse gaver, der dog kun kan skyldes en utidig medlidenhed.

A

(Politivennen. Hefte 19. Nr. 236, 30. oktober 1802, s. 3771)

Anmodning til Hr. Haase paa Hirschholm.

Natten til den 14. september var jeg og en tømmermester af en håndlanger blevet bestjålet. Da jeg ikke i byen kunne få tyven opspurgt, tog jeg en hest den 14. ejndsd. og red ad landevejen til København. Da jeg i Nykro fik svar på at han havde været der, red jeg videre, kom til Hørsholm henmod aften, talte med værten hr. Haase som forekom mig ganske høflig, fik min hest i stalden og et lispund hø til den. Gik ind i krostuen og ventede, såsom det regnede, på tørvejr for at ride videre. Det vedblev at regne, men da klokken blev henimod 9, befalede kælderpigen mig at gå. Jeg ønskede kun at sidde på en stol eller ligge på en bænk Hun ville ikke tillade det. Jeg måtte endelig efter forgæves anvendte bønner pakke mig bort, betale 2 mark 4 skilling, skriver to mark og 4 skilling for et lisp. hø, hvoraf min hest ikke havde fortæret den halve del og søge retirade ttil et andet sted, hvor man begegnede fattige men ærlige folk anstændigere. Der tvivles ikke på at hr. Haase når dette kommer til hans kundskab, jo vil forebygge for eftertiden sådan opførsel af en uopdragen kælderpige mod rejsende. 2 mark 4 skilling for et lisp. hø var også lidt for meget.

Helsingør den 17. oktober 1802
C. Christiansen
Borger- og murermester.

(Politivennen. Hefte 18. Nr. 235, [24 Oktober 1802], s. 3753-3754)

Trævenhed hos endel Lollandske Skippere.

(Efter indsendt)

I fjor blev der i Politivennen klaget over de lollandske skipperes uvillghed til at medtage gods til deres landsmænd. Det gør mig ondt at jeg af erfaring er blevet overbevist om rigtigheden af denne beskyldning. Det er endogså sket mig flere gange i år at når jeg har villet sendevarer bort med de lollandske skippere, de da har nægtet mig at medtage disse varer, af hvad årsag ved jeg sandelig ikke. For når de får betaling for deres umage, eller deres såkaldte fragt for varernes overbringelse - og dette nægter de vedkommende dem vist nok ikke - så er der i mine tanker ingen anden årsag hvorfor de ikke ville tage sådanne varer med sig, end en afskyelig trævenhed og uvillighed der afholder dem fra at tjene deres medmennesker. Jeg beskylder langt fra ikke alle de lollandske skippere for denne uvillighed. Men de som jeg har anmodet om at tage gods med sig, har desværre næsten alle vist sig imod mig fra en meget ufordelagtig side, og det i fjor i Politivennen indrykkede stykke om nævnte skippere beviser at jeg ikke er den eneste der har haft grund til at føre en så rimelig anke over dem. Kunne dette bidrage noget til at disse mine medborgere måtte vise sig mere tjenstagtige og velvillige mod deres medmennesker, skulle det sandelig være mig overmåde kært. I øvrigt forsikrer jeg at hverken had, ondskab eller skadefrohed har forledt mig til at skrive ovenstående.

*   *   *

Så ondt det gør udgiveren der selv er lollik, at atter en agtværdig borger her i staden skal klage over uvillighed hos lollandske skippere, så meget ønskede han at denne anke måtte bevirke en smukkere handlemåde hos vedkommende. Alt hvad man kan optænke til forsvar er, at da de af en ilde forstået undseelse tror at de ikke kan være bekendt at tage en bagatel af nogle mark eller så i fragt, og det dog er tungt at gøre noget for intet, så ville de heller ikke sige plat nej. Men når de blot ville spejle sig i andre skipperes eksempel der gør en god gevinst ud af småfragter om året, så ville de snart forandre deres handlemåde. Og om de tvivler om fragten, så kan de jo lade den af afsenderen skrive på adressebrevet eller betjene sig af konnossement. I øvrigt må jeg her gentage det ønske at vi til visse provinsstæder kunne få paketbåde som de lübeckske og kielske, og jeg tror vist at den købmand i Nakskov der anlagde en sådan paketbådfart ikke gjorde en gal spekulation.

(Politivennen. Hefte 18. Nr. 235, [24 Oktober 1802], s. 3748-3751)