Om det mørke Maaneskin.

Det er bekendt hvor mørkt det var sidste tirsdag og onsdag aftener. Mørket blev endnu mere forøget ved den stærke regn som faldt, især den første aften. Gik man på de smalle og ujævne fortove, havde man ikke alene den skæbne at blive overøst og gennemblødt af det fra tage  og tagrender nedstyrtende vand, men risikerede endog af en stærkere gående at blive nedstyrtet i de dybe rendestene eller henkastet på de græsselige afvisere. Gik man midt på gaderne, måtte man ikke alene pjaske i vand og snavs, og derved udsætte helbred og klæder for fordærvelse, men var endog udsat hver øjeblik for at blive kørt over af de mange kareter, hvoraf gaderne i sådant vejr og føre bliver gennemkrydset. Den evige bulder gjorde det umuligt at skelne om de var nær ved, hvorfra de kom eller hvor de agtede sig hen. Kuskene skyndte sig at køre og kunne ikke se. Kort sagt, enhver af de mange ude havde uopsættelige ærinder til kl. 8 var udsat for den største frygt og de gyseligste farer. Iblandt de uheldige som i disse 2 aftener var stedt i denne vånde, var jeg og en del af mine bekendte fra landet. Vi slap dog alle med hele lemmer. Kun en af os faldt over et rendestensbræt, idet han ville hytte sig for overkørsel, og forslog sit ene knæ således at han nu ligger under doktors hånd. Og gid han dog var den eneste som i disse aftener kom til ulykke! Vægterne blev spurgt om der ikke i København blev tændt lygter i et sådant vejr og mørke, men disse gjorde kun nar af os ved at forsikre at det var første kvarter og måneskin! Lygterne skulle nok live tændt når tid var.

Både for tidens og kostbarhedens skyld skynder landsbyfolk sig hjem så snart de har forrettet deres æreinder. Sjældent ønsker de at blive længere i København end en nat, og de må da oftest bruge aftenen med for at udrette deres ting. I håb om at kunne finde hjem igen til logier, vandrer de ud. Men hvor meget vover de og andre ikke i aftener som disse. Det var derfor ønskeligt, enten at Københavns lygter blev tændt hver aften når det behøvedes, eller også at det i Adresseavisen og andre tidender blev bekendtgjort når der var måneskin i København, så at alle vedkommende kunne rette deres lejlighed derefter
Lassen
Fra Odsherred.

(Politivennen, nr. 237, [7 November 1802], s. 3781-3784)

Til Jordemødrene her i Byen

Kunne man håbe at vores virkelig for kundskab og duelighed agtværdige jordemødre ville aftale mellem sig, at ingen af dem gik til komedie, hvis de vidste at en patientinde var i sådan tilstand at hun muligvis på det tidspunkt ville behøve hendes hjælp? Blot det ophold som det giver, at vognen skal fra jordemoderens bolig til komediehuset kan jo få skadelige følger.

(Politivennen.Hefte 19. Nr. 237, 6. november 1802, s. 3780-3781)

Om Krudttaarnet i Nyborg.

Dette krudttårn står på det gamle slots bakke på de 3 sider omgive af private ejendomme, og altså mere udsat end man kunne ønske det for antændelse. 

Man tør håbe at regeringen der har understøttet så kraftigt det afbrændte og nu igen så skønt opbyggede Nyborg, og der er så opmærksom på alle undersåtters sikkerhed hvis den måske finder at dette krudttårn er nødvendigt i krigstid, dog altid i fred vil lade det være tomt, og at det vanskelig materiel måtte forsvares på mindre farlige steder, dem man tror at måtte kunne findes på fortifikationens strækninger.

(Politivennen.Hefte 19. Nr. 237, 6. november 1802, s. 3777-3778)

Uordener.

1) Udenfor nr. 254 på Højbro Plads står en lille fjællehytte hvorfra sælges brændevin. Fra samme hytte ser man daglig udkastes af en natpotte stinkende urenligheder, så de forbipasserende ofte må vige for de ubehagelige dunster. Denne uorden ønskes afskaffet.

(Politivennen. Hefte 19. Nr. 236, 30. oktober 1802, s. 3776)

Om Gadeviser

Efterfølgende er uddrag af et brev til udgiveren, der sikkert er velment, skønt det er dennes individuelle følelse ganske modstridende. Just derfor er det indrykket, da det vel nu vil lykkes ham bedre at anses for upartisk, når han i næste nummer indrykker: Et forsvar for gadeviser.

*****

Tillad mig at gøre dem opmærksom på et nedrigt styverfængeri der i den senere tid er kommet så meget på mode her i byen. Nemlig den at bringe alle mulige af dagens historier trykt i dårlige vers. Det er beklageligt at se mennesker der regner sig til statens agtværdigste stænder, som opdragelse og kundskaber burde hæve over noget sådant, så aldeles for en ussel gevinst skyld, at tilsidesætte ikke blot undseelse for deres egne individuer (da de er nødte ved lovene at sætte deres navn under disse smørerier), men endog for den stand de tilhører, og som derved let i mængdens øjne kan tabe den agtelse som standens blotte navn, uden hensyn til deres person, kunne give dem fordring på, og som er vigtig for enhver klasse, mest for dem der ved ungdommens undervisning, som religionens lærere, som rettens forsvarere osv. nødvendig behøver offentlig agtelse.

Jeg (og jeg er overbevist om enhver ærekær mand af standen med mig) har derfor aldrig uden den største uvilje læst titlen student under de elendige gadeviser, som værdigt formidles med jammerligt papir, et endnu jammerligere tryk, sælgerindernes til ækelhed beskidne udseende og afskyelige stemmer. Man behøver jo blot at bære navnet student for at møde den ydmygelse, at blive bedt om at skrive en vise om de tre næste der rider væddeløb på fælleden, om den næste hårskærer der vinder en proces, om næste oprør i Børnehuset, om den næste pige der drukner sig i snørekjole, og om den næste officer, der spiller fallit og dobbelt bryllup.

Der er vist ingen der mere end anmelderen ønsker tilladt al fornuftig brug af menneskets så naturlige ret til at turde sige sin mening offentligt. Men når dette ikke er for den gode sag, men af lumpen vindesyge, så bliver hensigten uædel, om end sagen kunne være god. Og at ovenstående emners besyngelse ikke befordrer folkets moral, det vil De nok være enig med mig i. Næppe tror jeg at nogen læser eller læserinde er blevet opbygget derved. Ikke engang deres nysgerrighed er blevet tilfredsstillet. Kort sagt er kun blevet den sultne poets hensigt blevet opnået at gøre folks pung en skilling lettere. Og hvilken klasse af folket er det som herved bliver forført, til at spendere disse penge, som de kunne anvende til nytte, ja som de måske snyder deres herskaber for? Den der mindst kan tåle det: den tjenende.

Anmelderen har selv set en visekælling på en af byens mest besøgte gader 3 gange på en time komme med nyhentet forråd. Men selv i det tilfælde at disse viser ikke anstiftede noget ondt: Ved Gud, hvorfor skal da en hel familie, endog forbryderens, lide ved at blive genstand for pøbelens hån, fordi et medlem deraf fejlede? Og selv han, skal han i det øjeblik lovens hævnende sværd truer med at synke på hans hovede, endnu tilføjes den grusomste marter, pøbelspot?

Og nu folks ligegyldige, i det mindste for andre ligegyldige handlinger fx væddeløbet og processen! Hvilket terroristisk system når enhver mand i byen må frygte at se sine uskyldigste, ligegyldigste handlinger versificeret næste dag og hans navn råbt på gader og stræder? Værre end Robespierre og konsorter slynger jo disse poeter i Aabenraa deres frygtelige bandstråler fra deres tagkamre ned på medborgere. Måske det ligger uden for politilovens kompetence at påtale denne afskyelige geni-despotisme. Hvis det er tilfældet, hvilket er at befrygte, fordi vores årvågne politimester næppe ellers ville lade det gå upåtalt, kan det så ikke standses ved en høj afgift for hver vise til de fattige, ved sælgekællingernes optagelse og hensættelse til andet nyttigt arbejde, så er der intet andet middel tilbage til at stoppe disse stridigløbende, men såre urene poetiske årer, end at alle gode skribenter forener sig for at vende det offentliges foragt over forfatterne. Ja skændsel hviler over alle, der føler evne til at besynge et emne, og i stedet for i hædrende almuesange at befordre dyd og orden, vindskibelighed og gode sæder blandt folket, griber enhver dagens historie, lige meget hvilken. Lige ubekymrede om medborgeres lidelse og moral, for at tjene usle skillinger! Og udelt skændsel over de endnu nedrigere (om der virkelig skulle kunne gives sådanne seelenverkopere inden Københavns mure), der har sådanne mennesker i deres sold og betaler deres elendige muses dusinvis af elendige fostre.

(Politivennen. Hefte 19. Nr. 236, 30. oktober 1802, s. 3772-3776)