Om en Klappejagt efter løse og slette Mennesker

Erfaringen har gang på gang lært, at jo dyrere tiderne er og jo mere kostbar føden, desto mere tiltager ikke alene løsgængernes og tiggernes, men også tyvenes antal. På landet hører man allerede at der er begået mange tyverier, og hvad kan man ikke frygte når den strenge vinter sætter ind? Til at opdage og få fat på sådanne løsgængere, tiggere og skjulte tyve, ville en almindelig, men ikke kundgjort klapjagt efter disse i alle mistænkelige huse og hytter bidrage meget. I byerne kunne det ske ved politiet, men på landet, hvor en politimesters distrikt er så vidtstrakt, måtte det ske ved mænd i enhver by udnævnt af politimesteren, og sådanne som er bekendte som redelige mænd. Men for alt i verden på en og samme tid i alle byer, for ellers ville de smutte fra et sted til et andet og undgå at blive opdaget og pågrebet.

(Politivennen Hefte 19. Nr. 242, 11. december 1802, s. 3866)

Redacteurens Anmærkning.

Tyveebander blev jævnligt omtalt i bladene, fx Kongelig allernaadigst privilegerte Ribe Stifts Adresse-Avis, 10. april 1804:

I Omegnen ved Aalborg udøves endnu mange Tyverier, saa at Bønderne i de deromkring liggende Byer, have i en Tid af 6 Uger hver Nat maattet holde Nattepatrouiller, for at sikre deres Eiendomme ffor omstreifende Tyvebander.

De omtales stort set over hele landet. Her et eksempel fra Fyens Stifts Kongelig allene privilegerede Adresse-Avis og Avertissements-Tidende, 2. februar 1803:

Atter begynder Tyvepakket at vise sig med den forrige Dumdristighed omkring paa Landet her i Fyen. Paa Brahesminde Gods have nylig skakrende Landstrygere udtaget af en Tjenestekarls Kammer et Hængeskab, hvori var hans hele Formue, der bestod af 300 Rd., og slængt Stykkerne af Skabet paa Marken, ligeledes fra en anden Karl bestiaalet et Skab med eet Aars Løn af 40 Rd. For nogen Tid siden have de ligesaa, i en Landsbye i Nærheden af Assens, ved Nattetid bortstiaalet fra en Bonde et Sakb, som hang i hans Seng, og af samme udtaget 700 Rd. Skabet havde de siden slængt paa Marken, og en 100 Rd. Seddel, som Bonden havde sat fast paa Laaget, for ei at have den iblandt de andre Sedler, blev paa den Maade frelst fo sin Eier. - Sukkende see Landmanden saaledes daglig sin Eiendom i Fare for Tyvehaand midt i Fredens Lands, og hvor let kunde han ikke fristes til paa Stedet at nedlægge slige Afskum (da de nu engang ikke synes synderlig bekymrede for Lovenes Hævn) naar han traf dem i Gierningen.

Uorden i Frue Kirke

Første adventssøndag så man graveren på prædikestolen, straks efter at stiftspræsten som prædikede var gået ned af den. En graver på prædikestolen under gudstjeneste er et alt for profant syn.

(Politivennen Hefte 19. Nr. 242, 11. december 1802, s. 3864)

Bøn til de Ansvarlige om Skildvagter på Lappen i Helsingør:

Det er velkendt at mange svenske både ankommer til og afsejler fra det sted som kaldes Lappen ved Helsingør. Så det er da besynderligt at der ingen vagtposter er ansat til at kunne påse om de mange ankommende rejsende er forsynet med pas, anholde og opbringe løsgængere, tiggere og alle mistænkelige personer. Nogle kommer måske udelukkende for at stjæle og efter at have udøvet deres håndværk, vender de uhindret samme vej tilbage. Disse burde også anholde alle mistænkelige personer som uden pas forsøger ad denne vej at snige sig ud af landet.

Ingen egn er så fyldt med skåninger og skånske fruentimmer som Helsingør og egnen deromkring. Og disse forleder mange til rømning, for hvem som kun ønsker dette, vil ved at gøre bekendtskab med disse fremmede, finde vejen til at bortsnige sig ganske mageligt. De der ansatte toldbetjente kunne vel påse at konsumption og told bliver betalt af de dertil bragte svenske varer. Men de er ikke ansatte til at kræve pas eller til at anholde og opbringe hertilkommende eller herfra sig bortsnigende mistænkelige personer. Det ville derfor være meget nyttigt og det mere end i en henseende, om 2 vagtposter blev ansat der, forsynet med behørig ordre til at anholde sådanne personer, og påse at ikke tiggere, som let bliver tyve, indsniger sig her, men straks blev tilbagevist.

En sådan uordentlig passage har godt nok også før fundet sted ved strandkanten af Snekkersten. Men den der ansatte strandkontrollørs strenge opsyn med og virksomme ransagen efter sådanne mistænkelige mennesker er nok den største årsag til at man ikke mere eller kun sjældent vover det der. For sin utrættelige årvågenhed også i den henseende fortjener han virkelig sine medborgeres tak.

(Politivennen Hefte 19. Nr. 242, 11. december 1802, s. 3862-3863)

Stranden syd for Snekkersten Havn. Her var det dog lykkedes for strandkontrollørerne at forhindre mistænkelige personer i at gå i land. Foto: Erik Nicolaisen Høy.

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvares i Politivennen nr. 245, 1. januar 1803, s. 3910-3912.

Til forsvar for gadeviserne.

Hidtil er kun talt om sange, der anpriser det gode. Men hvad der er sagt om disse, må vel også gælde for de der laster de onde. Lige så meget som almuesmanden har behov for at blive gjort  opmærksom på en dyds skønhed og gavnlige følger, lige så vigtigt er det at udpensle lasten i sin afskyelighed for ham, og at vise ham dens nedværdigende og ødelæggende virkninger. Det første opnås ved sange, hvori en ved denne dyds udøvelse udmærket person besynges. Det sidste ved sange om personer der vitterligt har gjort sig skyldige i den last, man vil advare imod. Jeg ved at jeg her netop berører min modstanders hovedanke. Men jeg tør med fuld overbevisning påstå, at den der i en almuesang til skrækeksempel fremstiller en lastefuld, bevisligt lastefuld medborger, gør en lige så nyttig, retfærdig og ædel handling, som den der lovsynger den dydige. Ja det var måske endog rettere sagt, den gøre mere. For en last der stilles til frit skue, virker stærkere hos det rå menneske. Det er lettere for ham at undgå at ligne den lastefulde, end at opnå lighed med den dydiges strålende billede. Det samme gælder om dydens og lasten følger. En fyrstes belønning til den kække landsforsvarer virker mindre på den lavere klasse, end synet af en kriger, der arkebuseres for at have rømt af slaget. Den kyskes, den ædrueliges blomstrende sundhed overtaler almuesmanden mindre til kyskhed og ædruelighed, end synet af den næseløse vellystning eller den i rendestenen aglende dranker. Det er kun som skrækbilleder at de lastefulde kunne gavne deres medmennesker, som de i øvrigt skader så meget. Og skulle man ømmes ved at drage denne eneste nytte af dem? Nej, det bør man ikke.

En skamvise over en forbryder er en lige så retfærdig og nyttig ting som en skuepenge over en ædel handling. Og den by hvor fortjeneste er vis på offentlig ros, og udyd på offentlig dadel, er vist hverken den usædeligste eller den, som gode mennesker mindt skulle ønske som opholdssted.

At være angst for selv at blive genstand for en skamvise, kan vel også hos mange være en kraftig, skønt ikke en ædel, bevæggrund til at afholde sig fra laster.

Selv en vise over en sådan vildfarelse af en medborger, der har gjort en stor opsigt, fx en anset mands selvmord o. lign. kan være nyttig og lede mængdens dom til overbærenhed med den vildfarende, mens den lærer at undgå vildfarelsen.

(fortsættes)


(Politivennen. Hefte 19. Nr. 242, 11. december 1802, s. 3857-3860)

Til det medicinske Polities Foresatte.

Hyppigt ser man i vores aviser anmeldes, i vores boglader falholdes og af publikum opkøbes en art af skrifter der lige så fuldt som rottekrudt eller andre gifte burde være forbudt at sælge da de endog er skadeligere end disse varer. Sådanne er gynæologier, anvisninger til børneavl, metoder til at kurere sig selv for disse afskyelige sygdomme der vel alle henhører under veneriske, efterretning om manddommens genoprettelse og lignende. Indsenderen tilstår rent ud at han ikke kan rime disse farlige skrifters ustraffede udbredelse med et årvågent og et samvittighedsfuldt medicinalvæsen. Eller skulle det måske ikke være skændigt at en boghandler søgte fordel ved at forføre en mængde unge ukyndige og undselige mennesker til at forsøge selvkure som enten straks eller efter en tids forløb pådrager dem den rædsomste af alle sygdomme hvorpå man desværre dagligt ser eksempler. I sandhed trænger en trykkefrihed nogensinde højlig til grænser, så er det her. Intet stridsskrift, ingen fræk politisk pamflet, intet skændskrift kan stifte så meget elendighed som et eneste af disse giftskrifter hvoraf vi allerede har så mange. Hvor utrættet dette slags forfatterskab er, ser man deraf at hr. Pelt nylig har villet hjælpe på dem der ikke har råd til at købe et så kostbart liderlighedsværk som gynæologien ved at gøre en kraftekstrakt deraf der sælges for nogle få skillinger og sikkert vil ødelægge manges uskyldighed, sundhed og lykke!

(Politivennen. Hefte 18. Nr. 241, [4 December 1802], s. 3849-3850)

Redacteurens Anmærkning

Der er sandsynligvis tale om den tyske læge og apoteker Christian Gottfried Flittner (1770-1828) som skrev om seksualoplysning, bl.a. 20-bindsværket "Gynaeologie oder Das Geschlectsleben in seinem ganzen Umfange", i dansk oversættelse "Gynæologie eller over Mødom, Samleie og Ægteskab", København 1798-1802 i 13 bind.