Mere om Snekkerstentorsk i anledning af det i Politivennen nr. 245 og 247 nedskrevne

Den ægte Snekkerstentorsk fanges i ruser i september, oktober, november og december måneder langs søkysten fra Helsingør til Sletten og er almindelig gulagtig og anselig. Den svenske (som man i nr. 247 ikke har villet berøre) er derimod grå, og fanges på dybet fra Kullen af, og helt op mod den svenske kyst. Da vi kunne bevise, at fiskehandlerne i København i den omtalte periode, hverken direkte eller indirekte købt torsk hos os, ej heller før nu på kort tid, i Helsingør, siden søen blev tillagt, og det derved gjordes umuligt at erholde svensk torsk - villet gøre publikum opmærksom på ved vor bekendtgørelse i Politivennen nr. 245, dels - hvordan kun meget lidt af den mængde torsk, som sælges i København, kan angives og anses for ægte Snekkerstentorsk. For var det sådan, måtte fiskerne i disse lejer alle være formuende mænd. Og ydermere: Hvordan de som køber den slags torsk i København kan og må tage fejl, når de ikke kender forskellen på samme og svensk eller anden torsk? Vi har også ment og mener stadig, at d'herrer fiskehandlere i København af agt for det respektive publikum burde give hver slags torsk sit rette navn, og til det formål have forskellige skilte. Hvis det var tilfældet, ville den ukyndige ikke kunne tage fejl.

Men for at København kan blive bedre forsynet i de benævnte måneder med ægte Snekkerstens rusetorsk, vil vi for eftertiden overvej andre måder til at fremme vores rusetorsks afsætning og se samme forhandlet i København.

Ganske urigtigt kalder d’herrer fiskehandlere i deres svar i nr. 247 mig Lars Børresen, fiskehandler. Men lige så lidt som mine medbebore, og det kan ikke være d’herrer fiskehandlere ubekendt, så opkøber jeg ikke fisk, men forhandler kun den torsk, og anden fisk, som jeg selv og med mine folk og redskaber fanger. Ligeledes fremgår det helt urigtigt i samme svar, at jeg skulle have opgivet årsagen hvorfor der ikke købes af vores torsk, men hvilken opgivelse findes ikke i det de har ladet nedskrive.

Snekkersten d. 1. februar 1803
På egne og medbeboeres vegne.
L. Børresen. L. Hellesen
J. Pedersen. B. Børresen.

(Politivennen. Hefte 19. Nr. 250, 5. Februar 1803, s. 3986-3988)

Retfærdigggørelse af Fattigvæsnet

Velklædte personer samledes sidste søndag eftermiddag i Østerport og fik en omstændelige forklaring af 3 siddende, grædende og tiggende børn: "Deres mor, Karen, Olsens enke havde ligget 1/4 år på hospitalet af vattersot, og at de, nemlig Anna Maria 11 år, Louisa 9 år og Maria 5 år, af medynk havde fået husly hos nogle fattige folk i Rosengade nr. 14. De fik hverken fra fattigvæsnet eller fra nogen anden side nogen understøttelse, men måtte tigge sig til hver bid brød". Det affødte megen harme over fattigvæsenets dårlige forsorg og anvendelsen af deres gaver til samme. Dette uagtet at en forsørgelsesforstander som kom til, forsøgte at overbevise dem om at børnenes udsagn ikke nødvendigvis var sandt, så meget mindre da de ikke ville følge hans tilbud at blive straks understøttede og følge med ham til den opgivne bolig i Rosengade. Derfor underrettes til første Politiven, at førnævnte forstander, som var af 3. distrikt og hvis navn udgiveren af bladet på forlangede kan opgive, i samme øjeblik gik til såvel nr. 14 som til 414 samt adskillige andre huse i Rosengade. Men ingen kendte sådanne børn. Heraf kan man formode, at forklaringen var opdigtet og børnene udsendt af slette forældre. Det blev så meget mere sandsynligt da forstanderen igen kom tilbage til porten. De var borte, formodentlig af frygt for at blive hæftede.

(Politivennen. Hefte 20. Nr. 249, 30. januar 1803, s. 3965-3967)

Ønske om tidligere Vægtervagt.

De historier som løber om overfald, er ofte uden grund, men skræmmer dog. Efter de tildragelser der virkelig er foregået, er det mærkeligt at de altid er foregået i mørkningen. I forgårs aftes blev værtshusholder Keimer som bor ved Snorrebroen, efter eget sigende overfaldet på samme tid mellem Holmens Bro og Børsen, og reddede sig med nød og næppe. Man ønskede at det kunne gøres muligt at vægterne kom lidt tidligere på gaden, da det både ville forskrække onde mennesker og give de gående mod.

(Politivennen. Hefte 20. Nr. 248, [22 Januarii 1803], s. 3961)

Forslag til en formeent Uordens Hævelse i Helsingør.

Et genbesøg efter 20 til 30 år til det sted hvor man har bortspøgt sin ungdoms år, nydt så mange skyldige glæder og under redelige vejledninger fået forberedelses kundskabet og attrå til videre fremstigen, har meget tillokkende for sig, og glæden bliver så meget mere overraskende, når man genkender nogle af sine ungdoms fortrolige, venner og velgørere. Tillige må opmærksomheden overraskes og vækkes ved synet af stedets tiltagende skønhed og ved opdagelsen af nyttige indretninger. Dette gælder om indsenderen af dette i henseende til Helsingør. Hvor meget er dog ikke denne stad forskønnet ved mange nye og anseelige bygninger og især ved det nyanlagte sygehospital! Hvilen ypperlig gadeoplysning i mørke aftener frem for i henfarne tider! Dengang vrimlede det af tiggere og tiggende børn på gaderne, nu anføres disse til undervisning og arbejde, og jeg så nu ikke flere end 3 sådanne tiggende unger i en stor på på Strandgade. Nu kan søfarende som kommer ud for fare, ved at forlise ankre og tov, straks blive forsynet med disse vigtige ting uden at forandre deres fart eller søge anden havn. 

Gaderne er godt og bedre brolagt. Et lille stykke for enden af Sudergade ved støtten kan heri gøre en lille undtagelse. Men det som forekom mig som uorden og var mig meget modbydeligt, og være kirkegængere hvor så de end er i disse tider, meget væmmeligt, var det at se en kirkegård ved Tysk Kirke før indhegnet med stakit og efter sigende siden med en ringmur, som på grund af dens forfald er igen aldeles nedrevet, nu ligger ganske åben og forvandles til en styg kloak for naboer og alle af naturen trængende forbipasserende.

For at komme denne uskik til livs, som ikke let ophævet uden ved offentlig anlagte tilflugtssteder, foreslås den solgt, og for sammes beløb at finde et stykke jord til kirkegård udenfor byen da det dog bliver mere og mere mode for fornemt at lade sig og sine jorde udenfor portene. Da de ved kirkegården tilgrænsende naboer har kun lidt, og nogle intet gårdsrum, vil det næppe mangel på købere. Dog blev det måske en nødvendighed at høre deres mening eller fordom som af menigheden måtte endnu leve og have familie begravet der.

(Politivennen. Hefte 20. Nr. 248, [22 Januarii 1803], s. 3958-3960)

Redacteurens Anmærkning

Den tyske kirke var St. Mariæ Kirke som efter reformationen var blevet indviet til luthersk kirke. Den var temmelig stor, indtil slutningen af 1600-tallet - i øvrigt i den periode hvor Diderik Buxtehude var organist her. Danskheden trængte ind i menigheden efter 1700, og efterhånden blev der prædiket på dansk. En af præsternes ligsten (Jes Vester Jacobsen Bjørnsen 1772-1786) findes fortsat indmuret. Sognepræst på artiklens tilblivelsestidspunkt var Hanrik Paulus Sandal (1789-1813)

Om Vægternes Banken paa Døre og Vinduesskodder om Morgenen.

Det kan være en meget stor bekvemmelighed at blive vækket om morgenen af vægtere på bestemt tid til sin gerning. Men det er sikker et misbrug som strider imod et rigtigt politi om den der i et hus vil vækkes kl. 5, samtidig uden skånsel vækker de øvrige beboere der endnu ville have en eller to timers søvn. For ikke at tale om at et sådant rabalder virkelig er i stand til at forskrække syge og personer med svage nerver. Det går endog ikke sjældent så vidt med denne larm og støden at vinduesskodder slås itu og at hele nabolaget forstyrres i sin ro. Dette er navnlig tilfældet i den egn hvor Lille Kannikestræde og Skindergade støder sammen.

(Politivennen. Hefte 19. Nr. 247, [15 Januarii 1803], s. 3943-3944)