Advarsel til en vis Parterrist paa det Holsteenske Theater.

Med megen forundring og misfornøjelse hørte man Dem under forestillingen den 20. underholde Deres dame med flaue og skammelige anmærkninger over en af de spillende damer og anden tåbelig kritik. Om endog Deres dame enten virkelig fandt behag i Deres ufornuftige udladelser eller blot af godmodighed lod så, vil man dog for en anden gangs skyld bede Dem tøve med at åbne Deres kritik, til De kommer hjem, og ikke være andre parterrister til besvær dermed. I modsat fald vil man næste gang spørge Dem ved navn i et offentligt blad om lidt grund til Deres domme.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 261, 24. april 1803, s. 4161-4162)

Redacteurens Anmærkning

Det holstenske teater lå i Lille Kongensgade. Her kom bl.a. universaltalentet hofmedikus J. C. Tode.

En Klub i Buegangen ved det afbrændte Slot

Da jeg gik gennem buegangen ved det afbrændte slot., på den venstre side når man kommer fra Prinsensgade, stødte jeg søndag den 17. april på en klub der for sine følger i højeste grad fortjener politiets opmærksomhed. Her fandtes en samling af drenge fra forskellige klasser. Lig vores store klubber var hvert selskab beskæftiget med sit spil. Nogle spillede klink, andre nærmeste væg. Nogle var beskæftigede med en trekort. Andre med en femkort og atter andre med at spille terninger. Alt om penge. Hvor sådanne drenge får penge fra, hvad skadelig indflydelse det vil have for fremtiden, er her ikke plads til at undersøge. Det er blot et vink jeg giver. Ved denne lejlighed vil jeg tillige gøre de ansvarlige opmærksomme på, hvor ubehageligt det er at folk der går på fortovet skal udsættes for at få de klinkspillende drenges kobberskillinger i ansigtet, eller endog udsættes for deres grovheder. Enhver som kender lidt til den uopdragne københavnske ungdoms kådhed vil tilstå, at dette sidste ikke sjældent finder sted. Med mindre at man, for at lade disse kåde drenge have frit spil, vil retirere fra vores i mange henseender dårlige fortove ud på de befærdede gader.

Bergenhammer

Cand. Theol.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 261, 24. april 1803, s. 4155-4156)

Bøn til Havnekommissionen eller andre Ansvarlige

Fra det sted mellem Knippelsbro og Langebro hvor det såkaldte Københavns vartegn for nogle år siden blev fjernet, ligger mod nordvest et langt rev eller grund, hvorpå små fartøjer, som ikke stikker dybt, alligevel ofte støder på grund til stort tab og tidsspilde, udover den deraf følgende bekostning.

Godt nok tror man ikke, at dette rev eller grund kan fjernes. Men man kunne ønske at farvande med rev eller grunde som ikke engang små fartøjer kunne sejle over, blev afmærket med et vartegn og endelig bekendtgjort for rette vedkommende, især for skippere, som har ærinde der. For nyligt stod et skib på revet eller grunden med last til Færøerne, af nogle fyrretyve læsters drægtighed. Det var dog så heldigt med megen møje og vandets stigning efter ½ dags forsinkelse at sejle flot.

Ligeledes kunne man ønske at graven som løber mellem det nye og gamle bryghus, måtte blive opmudret, især på begge sider lige op til broen. En del skibe ligger i denne grav, både for at udlosse og indlade. Men der sker som oftest det ved lavvande at skibene hverken kan komme ud eller ind, og således lider undertiden betydeligt ophold, som var at undgå, når graven måtte blive fornøden opmudret, da den i øvrigt er dyb nok til at der endog kan ligge store skibe.

(Politivennen Hefte 21. Nr. 261, 24. april 1803, s. 4153-4155)

Billige Klager over de vedvarende Uordener paa Assistens Kirkegaarden.

Det var oldtidens og er som bekendt endnu vore dages vedtægt at hædre den afdødes minde. Altid er dette sket i overensstemmelse med tidernes smag. Således oprejses i vore dage fx mindesmærker af alle arter, enten over eller ved den afdødes gravhøj. At det er pligt således at hædre den hendenfarnes minde, derom er alle mennesker enige, den fattige såvel som den rige. Den første hædrer sin elskede afdøde ved på hans gravhøj at nedsætte et simpelt, sortmalet bræt hvorpå han tegner de udtryk der vidner om hans ukonsilede, men oprigtige følelser over tabet af ham. De sidste hvis formue tillod at strække sig noget videre, opfører det mere kostbare, prægtige monument. Af disse findes der nu som bekendt det ene ypperligere end det andet, på vor derved så meget forskønnede Assistens Kirkegård. Og hvad andet gør vel denne til nutidens almindelige fornøjelsessted, end disse monumenter? Der betager disse skumle gravsteder noget af deres rædsomhed. Men hvad kan nu en efterlevende med mere rimelighed kræve end at dette hans opsatte mindesmærke, det være sig nu af det simplere eller mere kostbare slags, må blive beskyttet mod grove overfald? Den rige indhegner sin tilkøbte plads for at forebygge sådant, skønt som erfaring lærer, selv dette ikke kan sætte grænser for kådhed. Den fattige harmes ofte ved at se sit simple trækors bortranet, når han besøger kirkegården. Anmelderen heraf har vidnesfast erfaring af sådanne skammelige uordener med dette simplere slags mindesmærker. Særdeles hørte man sidstafvigte påskedag adskillige klager over disse uordener. Man formoder dog det måtte være muligt at standse disse uordener, især da tilfældene her var af den art at de syntes ikke at kunne komme af en hændelse. Således var en massiv i jorden nedsat træpæl med økse eller sådant instrument uden hvilket det ellers var umuligt, blevet berøvet det til den fastgjorte bræt. Pælen var sikkert også blevet trukket op hvis den havde været at få på så let en måde. Ejeren erklærede endnu ydermere at han to gange havde ladet tavlen fastgøre til den, og i korte mellemrum var den begge gange blevet bortranet. Dette vidner om den højeste uforskammethed som fortjener at anmærkes så meget mere som den fattige også må betale noget for at få tilladelse til at nedsætte sådant mærke ved en grav.

Hansen.

Student på Frederiksberg.

(Politivennen. Hefte 20. Nr. 260, 16. april 1803, s. 4147-4149)

Noget om Bryllupper på Landet

Ikke sjældent opstår der uenigheder mellem to præster om hvem af dem der er berettiget til at forrette en vielse og derved få de dermed forbundne indtægter. Godt nok burde det ikke på nogen måde have indflydelse på en mands agtelse at han er uenig med en anden. Men en del af menigheden kunne dog let anse deres præst for egennyttig når han tit har sådanne tvister. Og da en præst for at opfylde sin høje bestemmelse, at forbedre sin menighed, bør nyde en udmærket grad af agtelse, så tror jeg at det ville være godt at forebygge dem, ved at lade brudeparret selv bestemme hvilken præst de ville have. Betalingens størrelse er arbitrær og ved denne indretning ville det ligeledes være arbitrært hvilken præst man ville give den.

Schultz
Landværnsofficer

(Politivennen. Hefte 20. Nr. 260, 16. april 1803, s. 4146-4147)