Spørgsmål fra en Randersven

1. Hvordan er det muligt i en by som Randers, hvor handel og fabrikker florerer, hvor velstand er almindelig, og hvor det synes som om øvrighed og borgere kappes med hinanden i virkelyst, at man alligevel offentligt på gaderne ved højlys dag generes af betlere?

2. Hvordan er det muligt, at Randers By, der har gjort så store fremskridt i andre henseender, stadig ligger midt i fælledskab hvad angår marker? For maleren er det måske et smukt syn at se de buntede og brogede agre, hver med sin egen afgrøde. Men for landmanden er det ikke noget kønt syn. Byens virksomme øvrighed skulle foreslå udskiftning, og borgerne ikke lide den skam at modsætte sig! Randers vil vel ikke være den mindst udviklede købstad!

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 272, [9]. juli 1803, s. 4338-4339)

Torvedag i Randers. Fra Illustreret Tidende, 3. november 1861.

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen besvares i Politivennen Nr. 276, 6 august 1803, s. 4387-4391. 

Bøn til Vedkommende under hvis Tilsyn Gaderne udi, og Landevejen til og fra Valdbye, ligge.

(Efter indsendt).

Den vej som løber fra vest til syd om Søndermarken gennem Valby, og derfra leder ud til den offentlige landevej mellem Frederiksberg og Damhuset, fortjener på grund af de forskellig meget nydelige udsigter den frembyder, over staden, Amager, indløbet til Østersøen, en del af samme, samt ud over Sjæland mere at besøges, end den bliver, men jeg råder ingen til at vove sig denne vej, enten til vogns eller til hest, ja end ikke fodgængere er sikre for at brække arme og ben i de næsten bundlæse huller og slag som her findes ved hvert skridt. Allerede vejen fra Bakkegården til Valby er yderst ujævn, hældende og farlig. Om brolægningen i Valby vil jeg intet tale, dens forfatninger kan kun føles, ikke beskrives. Straks uden for Valby er et hul hvis faste bund vist er 1 3/4 alen under den øvrige vejs overflade, og selv om en øvet kusk slipper over med en hel vogn, har han dog derfor ikke vundet sejren, for uagtet dette hul er det dybeste af dem alle, så er de øvrige slag dog så ujævne og hældende i deres hulheder at det er at vædde ti mod en at vognen vælter forinden den kan rystes, puffes og slæbes frem til den kvasi bro der ligger over en å. Denne svarer i det hele til vejen, rådnende og rystende modtager den vognens vægt, i midten er et hul større end en jydepotte hvorigennem en hests begge ben mageligt kan smutte, dog har end vognen mod al forventning holdt sig hel og holden ved dumpene, er den end ikke væltet i slagene, har end bæsterne ikke brækket benene i vejens og broens huller, så må vist en af delene ske, på det stykke brovej som slutter denne infernalske vej hen mod landevejen. Her er et kaos af sten der ligger som om de var i flæng kastede ommellem hinanden. De er af forskellig størrelser, store og små, toppede, runde kantede ovenpå hinanden, tæt ved hinanden og isolerede hele kvarterer fra hinanden, og det gabende svælg imellem er det visse brud enten for fodgængerens eller hestenes ben og vognens hjul. 

At læseren ikke skal tro at min beskrivelse er overdreven, så beder jeg enhver, kravlende, vel at mærke ved højlys dag og med behørig forsigtighed og på ingen måde til vogns eller til hest, men til fods, at gå denne vej for at overbevise sig om sandheden af hvad jeg på en følelig måde har erfaret, blot ved at ride den. Da denne vej ligger så nær byen og fortjener virkelig at blive besøgt, da så mange har lystgårde i og omkring Valby, og endelig da de arme valbyere sikkert ofte må passere den på deres rejser ud i landet og dagligt til deres marker, håber man at vedkommende under hvis tilsyn denne vej ligger, med det første vil se derhen om ikke køre den.

Politivennen. Hefte 21. Nr. 272, [9]. juli 1803, s. 4329-4332)

Uorden paa Vejen til St. Hans Hospital.

Det har mange gange været sagt at vejen til St. Hans Hospital var farlig. Indsenderen anså dette for et ugrundet rygte, men han er den 24. forleden kl. 9 betaget denne tro, da en kildebonde, en ung knos som kørte fredeligt fra byen ad denne vej, først med grove ord blev angrebet af en høj tæt ved garver Rings stående person i blå klæder og rund hat, som talte tysk, men hvis udtale lod formode at han var en englænder og en ung opløben dreng eller yngling i blå klæder og bart hoved der så ud som en papas søn, i selskab med dem var et fruentimmer. Da bonden kørte væk, bombarderede de ham med sten, og da bonden så sig om, traf en af stenene ham på munden så han blødte stærkt. Han tog da den beslutning at køre bort. Man sagde at endnu værre ting skete af samme personer på denne deres boldgade. Hvad her er sagt, har man vidner på.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 271, 2. juli 1803, s. 4325).

Til Søndagsskolernes Foresatte.

Man læse i aviserne om hvor mange håndværkere, mestre, svende, drenge der nyder og har nydt godt af hr. Massmans velgørende indretning søndagsskolerne. Man takker ham og glæder sig ved at de agtbare folk af håndværkerstanden tænker så rigtigt at de indset det ingen skam er at være, om man så var 100 år gammel. Kun forundrer man sig over at ikke flere nyder godt af denne indretning. Skulle det ikke være godt om væres øltappere, brygger- og brænderkarle, brændevinsmænd o. fl. af den klasse hvori der sikker er mange der kun har haft tarvelig skolelærdom, også ville betjene sig af denne skønne indretning!

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 271, 2. juli 1803, s. 4324).

Ønske ved Knippelsbro.

Det er nok så bekendt hvor ofte denne bros oplukning forhindrer en stor del af indbyggernes nødvendigste forretninger. I dette blad er før ført anke imod det. En doktor som skulle besøge sin patient, en jordemoder som der ventes på i dødelig angst, må her ofte forsømme de vigtigste minutter og den utilbagekaldelige lejlighed. Undertiden varer denne oplukning længe når et eller andet kommer i vildrede ved gennemhalingen af skibet. Jeg vil kun anføre et påfaldende eksempel på skaden ved denne forsinkelse. Det er bekendt at i forrige uge en meget brav arbejdsmand blev slået fordærvet i hovedet på et pakhus af en håndspag. Man skyndte sig at bære ham til hospitalet. Men just som han kom til Knippelsbro, blev denne trukket op og han måtte blive der til skuden kom igennem. Man vil spørge hvad derved kan gøres, for skibene bør jo dog også komme igennem. Dette tilstås, men man kunne her gøre som i Holland hvor intet skib kommer igennem en vindebro undtagen om morgenen meget tidlig og om natten efter et vist klokkeslæt.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 271, 2. juli 1803, s. 4322-4323).

Redacteurens Anmærkning.

Bromanden besvarede artiklen i Politivennen, Nr. 275, 30. juli 1803, s. 4379-4380.