Til Søndagsskolernes Foresatte.

Man læse i aviserne om hvor mange håndværkere, mestre, svende, drenge der nyder og har nydt godt af hr. Massmans velgørende indretning søndagsskolerne. Man takker ham og glæder sig ved at de agtbare folk af håndværkerstanden tænker så rigtigt at de indset det ingen skam er at være, om man så var 100 år gammel. Kun forundrer man sig over at ikke flere nyder godt af denne indretning. Skulle det ikke være godt om væres øltappere, brygger- og brænderkarle, brændevinsmænd o. fl. af den klasse hvori der sikker er mange der kun har haft tarvelig skolelærdom, også ville betjene sig af denne skønne indretning!

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 271, 2. juli 1803, s. 4324).

Ønske ved Knippelsbro.

Det er nok så bekendt hvor ofte denne bros oplukning forhindrer en stor del af indbyggernes nødvendigste forretninger. I dette blad er før ført anke imod det. En doktor som skulle besøge sin patient, en jordemoder som der ventes på i dødelig angst, må her ofte forsømme de vigtigste minutter og den utilbagekaldelige lejlighed. Undertiden varer denne oplukning længe når et eller andet kommer i vildrede ved gennemhalingen af skibet. Jeg vil kun anføre et påfaldende eksempel på skaden ved denne forsinkelse. Det er bekendt at i forrige uge en meget brav arbejdsmand blev slået fordærvet i hovedet på et pakhus af en håndspag. Man skyndte sig at bære ham til hospitalet. Men just som han kom til Knippelsbro, blev denne trukket op og han måtte blive der til skuden kom igennem. Man vil spørge hvad derved kan gøres, for skibene bør jo dog også komme igennem. Dette tilstås, men man kunne her gøre som i Holland hvor intet skib kommer igennem en vindebro undtagen om morgenen meget tidlig og om natten efter et vist klokkeslæt.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 271, 2. juli 1803, s. 4322-4323).

Redacteurens Anmærkning.

Bromanden besvarede artiklen i Politivennen, Nr. 275, 30. juli 1803, s. 4379-4380.

Ubehagelig Historie paa Vesterbro.

Søndag aften var en del gående, ridende og kørende personer ved de tre af hovestadens porte kommet for sent, og naturligvis så man dem alle samle sig ved Vesterport, da de af gammel erfaring vidste at denne port altid plejede at stå åben hele natten så længe der var et hof på Frederiksberg og man vidste også at hans majestæt for nærværende tid ligger der. Men man fandt sig skuffet. Hvad var nu andet at gøre end at ty ud til Vesterbro for at søge husly til kl. 3½. Men her var man igen ilde faren, man så ikke lys tænkt og lutter lukkede porte. En mængde holdt for Bjørnsdal der så så trøstelig stort ud i sin nye tilstand, at det syntes at tilbyde rum for dem alle. Man pikkede, og til sidst pryglede på porten, bankede også på vinduesskodder, men i denne store gård fandtes ikke en sjæl som var barmhjertig nok til at åbne. Man traf vægteren, og denne sagde at der var intet sted man kunne komme ind med mindre det skulle være Egholmsdal. Der drog man da hen og fandte vakre folk der ufortrødne stof op og beværtede de stakkelse udelukkede kildegæster. Det er siden blevet sagt at hr. Aaby har traktørsted, men man vidste det ikke, og gjorde altså ikke forsøg der. At der bør lukkes op til enhver tid af alle dem der driver værtsskab, er nok så bekendt.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 271, 2. juli 1803, s. 4320-4322).

Svar paa Stykket om Skilderiet.

Det i Politivennen nr. 270 omtalte kobberstykke som forfatteren sagde at det mindede os om vores fødsel, man tror det var godt om ethvert menneske ville erindre sig såvel om sin herkomst som om sit endeligt, og da man på nævnte kobberstykke intet forargeligt kan se, så var det bedste at nævnte forfatter brød sin hjerne og sled sin pen på mere vigtige ting.

E. N. Staarup.

Marskandiser, boende på hjørnet af Vimmelskaftet og Badstuestræde.

* * *

Udgiveren har ikke taget i betænkning at indrykke dette svar, da det måske bedre end noget andet viser hvor ønskeligt det var om der toges nogen alvorlig forholdsregel imod den vindesyge der ikke tager i betænkning at fordærve sæderne. Af hr. Staarup kan man efter hans ovenstående vente ethvert liderligt stykke han på en auktion måtte opkøbe, udhængt på hans væg, for det er jo godt, siger han, på sådan en måde at mindes om sin herkomst.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 271, 2. juli 1803, s. 4319-4320).

Uordener.

Udenfor marskandiseren på hjørnet af Badstuestræde og Vimmelskaftet lige overfor boghandlerne Arenzen og Hartier har i mange år hængt i glas og ramme et jobber som alle tilskuere har taget for at være et kobber af en jordemoderbog som tydelig mindede os om vores fødsel. Man tror ikke at sådanne kobbere bør udstilles til offentlig skue.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 270, 25. juni 1803, s. 4312)