Forslag om gynger

Man kunne ønske at folk som går ud for at fornøje sig selv og deres børn ville holde sig fra de maskiner som man kalder gynger. Her kan de for 4 skilling i 5 minutter gynge sig ud af verden. Det så man for eksempel torsdag den 28. i denne måned om aftenen på Vesterbro i Lassens Have. Godt nok slap alle rimelig godt fra det, på nær et pigebarn som fik kramper, da gyngen knak. Men det kan ikke afgøres om hun og de andre som var med, vil mærke virkningen af det på et senere tidspunkt. Generelt kunne man ønske at denne flaue fornøjelse blev forbudt for at forebygge flere ulykker i fremtiden. Da der allerede er sket nok. Skulle dette gyngeri anses for en lovlig næringsvej, så burde ejeren pålægges at stille kaution for en klækkelig mulkt som skulle udbetales i tilfælde af ulykker med mennesker, hvad enten disse kom til skade eller ej.

København den 29 juli 1803
P. Hansen
I Store Fiolstræde 184

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 275, 30. juli 1803, s. 4377-4378)

Redacteurens Anmærkning

På Vesterbro eksperimenterede Price med teater, linedansere, Pjerrot, rariteter - og kastegynger. Samt fyrværkeri. Stedet var centrum for en del hærværk. Slagtersvendene betragtede området mellem Trommesalen til Sorte Hest som deres og brød ind i haverne, trampede alt ned, rev stakitter og andet. Price var dog hårdnakket. I 1804 installerede han en karrusel til 12 personer, et vokskabinet med Napoleon. Og i 1805 begunstiget af godt vejr så han kunne fortsætte vinteren igennem. 

Han døde den vinter ved på Hotel d'Angleterre at få et kyllingeben i den gale hals. Hans kone fortsatte hvor manden slap. Med fyrværkeri 1806. Hun var rejst under bombardementet 1807 og kom først tilbage 1810. På Vesterbrogade nr. 31 opførte hun en ridebane med den tyske kunstberider Frantz Joseph Kuhn. Keglebane, traktørsted og fra 1816 pantomime.

Uordener.

2) Man ønskede noget middel mod en del af gadedrengene, og især matrosdrenge som for det meste daglig ligger hist og her og rager i rendestenene og derved forårsager en ubehagelig stank, overstænker fortovet med rendestensskarn og oversøler de handlendes udhængende skilte. Og når der tales et ord over det til dem, da bruger de grove ord, ler dem ud som forbyder dem det, og vil ikke gå fra stedet før det behager dem selv.

3) I Møntergade nr. 46 har man den slemme vane at udpumpe i rendestenen en del ildelugtende urenligheder enten af mennesker eller kvæg. Søndag den 17. juli skete sådan pumpning mellem kl. 7 og 8 om aftenen og udbredte en giftig stank over hele gaden. For sikkerheds skyld var poten lukket (som ellers ikke er tilfældet på denne tid af dagen) og en karl posteret udenfor som havde nøglen til at indlade husets folk. Man advarer vedkommende for ikke oftere at begå sådan uskik som er i strid mod de kongelige anordninger. 

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 274, 23. juli 1803, s. 4371)

Redacteurens Anmærkning.

Møntergade 46 lå hvor siden 1962 Gutenberghus ligger.

En nyttig indretning på et brændetorv

Det kan ikke tælles hvor mange redelige borgere der bliver taget ved næsen når de køber brænde på Kultorvet eller ved portene. Men det er ikke ukendt at brændeindkøb er den urimeligste og bedrageriske måde som eksisterer. For når man virkelig tror at man har købt noget godt, bliver man skuffet når brændet bliver læsset af. Dels når man ser den 4 tommer tykke vognbund, og dels den måde det er pakket på. Hvilket man først opdager når vognen bliver læsset af. Protesterer man over for bonden er han så polisk at han svarer med grovheder og påberåber sig politiloven, som støtter ham fordi brændet er købt på torvet. For at publikum skal undgå disse ubehageligheder, kan jeg ikke lade være med at oplyse om en ypperlig indretning som jeg har set på min rejse gennem de sydlige stater i Tyskland. På torvet og ved portene er af magistraten bestemte favnsættere. De er forsynet med et jernfavnmål som består af 4 jernstænger. Hver af disse stænger er ½ tomme tyk. På enderne er de forsynet med magistratens stempel. Disse kan på et øjeblik tætte sammen og lange fra hinanden, og er meget let at bære. Disse stænger er i højden indvendig inddelt i 96 dele, som er mærket med indfilede streger. Følgelige så mange rigsdaler man sælgere favnen for, så man skillinger er for enhver streg. Pengene bliver så betalt efter brændets højde efter stregerne. Det er så det samme om bonden har meget eller lidt på vognen. Og ingen af parterne kan blive narret.

Favnmåleren nyder den samme betaling om han sætter en hel, ½ eller 1/4 favn og er pligtig til at følge hjem med brændet.

Denne gode indretning vil vist det danske publikum ikke misbillige.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 274, 23. juli 1803, s. 4362-4364)

"Det kan ikke tælles hvor mange redelige borgere der bliver taget ved næsen når de køber brænde på Kultorvet eller ved portene." (Kultorvet 1856, efter H. G. F. Holm. Langberg;: Fra torv til torv, 1943).

Tildragelse ved Gaabense Færge.

Lørdag den 4.juni, morgenen kl. 8, ankom søværts til Vordingborg Færgegård to rejsende som straks afsendte et bud til vognmandslauget i Vordingborg for der at bestille et forspand heste til deres videre befordring. Efter forløb af 2 174 time, nemlig kl. 10.15 ankom vognmand Peder Mortensens karl med forspandet. Da de rejsende spurgte karlen om det nu er tid at komme? svarede denne i en fræk tone: Det er min S.... tid endnu. Og tilføjede som årsag at forspandet ikke var bestilt skriftligt - en omgangsmåde som de rejsende ikke kender og om hvis tilværelse de af gode grunde meget tvivler. Den brave færgemand i hvis og færgefolkenes overværelse dette passerede, misbilligede ikke alene karlens opførsel, man endog formanede ham til at vise de rejsende den dem skyldige høflighed, og udlod han sig tillige med at en lignende omgangsmåde og opførsel af vognmandskarlene imod de rejsende næsten altid var tilfældet.

Man offentliggør denne tildragelse fordi man er overbevist om at høje vedkommende vil gøre sig en fortjeneste af at træffe foranstaltninger til de rejsendes beskyttelse mod lignende tildragelser.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 273, 16. juli 1803, s. 4351-4352)

Umenneskelighed hos Almuen imellem Fredensborg og Frederiksborg.

(Efter indsendt).

På en spadseretur mellem Fredensborg og Frederiksborg den 10. juli fandt vi en gammel udtæret mand ligge i en grøft og drages mod døden. Han var omringet af en del bønderkarle og drenge. Vi bad disse så snart muligt at hente en vogn fra næste bondeby for at få ham bragt derhen da det måske endnu kunne være redning for hans liv. De sagde os at den næste by var Sørup, og at der var en mand som var fattigforstander ved navn Haagen Petersen. Vi fulgte med derhen for at haste på vognen, og konen afslog at sende vognen derhen med tillæg at de kunne ikke modtage alle som styrtede på vejen. Vi gik videre uden nytte. Til sidst kom vi forbi et hus hvori var musik og hvorfra udstrømmede en hoben mennesker. Disse bad vi om hjælp for den stakkels syge, men i stedet for den, fortalte de os at de vidste det for længe siden, at han havde ligget der fra middagen, og at han ikke kunne leve. Imidlertid råbte en ung karl til mængden, lad ham ligge og dø, så kan vi sætte et fold om ham så at svinene ikke skal æde ham, siden melder vi det til præsten som kan gøre med ham hvad han vil, og denne karl var forstander Haagen Pedersens søn. Om faderen besidder mere menneskekærlighed end moder og søn, eller om andre årsager har drevet ham, ved vi ikke, men et par timers tid derefter har han dog da manden allerede var død, hjemført ham og lagt ham i sin lo.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 273, 16. juli 1803, s. 4349-4350)