Advarsel til Publikum.

Tirsdag den 9. august omtrent kl. 10 om aftenen faldt min vej gennem Silkegade hvor jeg pludselig blev standset af en person med spørgsmålet om klokken var slået 10. Jeg gav ham straks oplysning om tiden for så vidt jeg kunne, og blev da ved at fortsætte min vej op ad Pilestræde til mit hjem. Denne mig ubekendte person blev da ved at følge mig og indlade sig i samtale med mig. endelig mærkede jeg til min største forbavselse at hans hænder var i mine lommer. Ingen kan vel tro at denne nederdrægtiges hensigt har været andet end at stjæle, hvilket dog ikke lykkedes ham. Mod denne hans adfærd satte jeg mig naturligvis til modværge, så meget jeg kunne. Men da jeg just befandt mig på denne tid alene med ham og endogså intet mærkede til nogen vægter, søgte jeg at undgå ham, hvilket øjeblik han også benyttede sig af ved at se mig gå ind af en port.

Da man sjældent har mistanke til en sådan veltalende person og når man vedføjer at han var meget godt og net klædt, så advarer jeg alle og enhver at vogte sig for denne gaderøver som antaster folk på offentlige gader. Efter tilsyneladende var han iklædt en lang mørk frakke, pantalons og støvler samt en rund hat på hovedet. Jeg kan da ingen anden oplysning give om dette menneske, men smigrer mig alene med det håb at vores årvågne politi nok vil finde denne for det almene farlige natteløber.

P. Hermann.
Møntergade nr. 46.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 277, [13] august 1803, s. 4408-4409).

Vandet i Frederiksberg.

Det er allerede bemærket i Politivennen for nogle år siden at indbyggerne i Frederiksberg er overmåde ligegyldige hvad angår at besørge vandet i påkommende ulykkelige tilfælde. De vandhullet hvoraf vand skal tages, er fulde af morads, så man ikke kan få vand mere deraf uden at øse det med små skåle i spanden.

Dammen er siden 1784 ikke blevet renset mere end en gang, for anden gang blev det opkastede udskyllet ved efterfølgende stærk regn da man forsømte at føre de bunker væk der var opkastet af grunden.

Nu er næsten alle brønde læns af tørke. Om ulykke kom, var hele byen hvor vinden bar hen, uden redning, og det kan dog vel ikke være brandkassen ligegyldigt.

Man håber at denne her påankede mangel hæves, og ønsker det snart for ikke at nødes til at henvende sig til højere steder.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 277, [13] august 1803, s. 4406-4407).

Om uoverlagt ventelig ogsaa utilladelig Skyden i Kronborg Allee ved Helsingør.

Man kan ikke tro at den person som af kommandanten på Kronborg fæstning antages til voldskytte og til at skyde de hunde som måtte komme på fæstningens terrasser og volde, også skulle være beordret eller have tilladelse til at skyde løse hunde i alleen der grænser lige til byen. Imidlertid så man dog for nogen tid siden en sådan person tillade sig sådant. Det var et stygt syn og kunne have haft meget ubehagelige følger. Ikke alene at han i den nedre ende af alleen til byen skød to gange på en hund uden at dræbe den og måtte til sidst måske tage sin tilflugt til at slå den død med sten, men gjorde endog disse skud i nærværelse af fire damer der spadserede forbi der. Hvilken skadelig indflydelse kunne det ikke have på disse, om de var frygtsomme og i gravid tilstand. Sådant er vist heller ikke undgået Helsingørs årvågne politis opmærksomhed. Man formoder at fæstningens agtværdige kommandant ikke alene forbyder for fremtiden sådan hundeskyden i den for spadserende kølige og behagelige alle, men at også personer måtte blive dertil antaget som er duelige skytter og med et skud at træffe og dræbe et dyr, og ikke langsomt pine det som er umenneskeligt. Dersom denne har muligt skudt med alt for sine hagl og alene efter hovedet, for at få hundens smukke fortryllede kjole ubeskadiget, tror an at interesse bør i sådant tilfælde ikke tages i betragtning.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 276, 6 august 1803, s. 4391-4392)

Aftvunget Svar fra Randers Magistrat.

På de i Politivennen nr. 272 af en som kalder sig Randersven, opgivne to spørgsmål om tiggeri og markens tilbagestående udskiftning, svares:

Man er fuldkommen overbevist om at hverken Hamborg, Kiel eller København i hvor fortrinlig disse stæders fattigvæsen end er og hvor betydelige ressourcer disse hertil har, dog ikke uden al unddragelse kan rose sig af aldeles at være befriet for al slags tiggeri enten hemmelig eller åbenbar. At der i Randers skulle gives så mange af de sidste slags at de inkommoderede folk ved højlys dag på gaderne, det modsiges ganske, og kan uden synderlig umage, let modbevises, såvel med mange brave fremmede rejsendes attester som med edeligt vidnesbyrd af en mængde mennesker både i og uden for Randers. Vel sandt at her ligesom i andre stæder - hvormed Randers dog ingenlunde kan måle sig - gives enkelte såvel fremmede som af byens egne (især de der er affældige og svage samt forfaldne til druk) som af og til tigger i smug i disse vedvarende overhånds dyre tider, og de affældige og svage kan dog ikke straffes efter lovene. 

Det er også muligt at et enkelt barn kan - dog sjældent - hermed afgive sig.

Men at sådant tiggeri sker offentlig og upåtalt, det er ren opdigtning, og en beskyldning som hos spørgeren ikke røber det foregivne venskab for Randers, formodentlig er dette spørgsmål alene fremsat for at få anledning til det påfølgende.

At Randers øvrighed ikke har tænkt således som spørgeren ønsker betræffende markens udskiftning, det henregner den sig til en fortjeneste så meget mere da det kongelige rentekammer i denne sag har været af mening, med den som bedst kan erfares af dette kollegiums resolution d. d. 23. oktober 1802, således lydende:

"En del af Randers Købstads indbyggere har ved kammeret anholdt om at samtlige byens jorder måtte blive udskiftede, og derhos blandt andet foreslået at de såkaldte fælles vange måtte deles efter grundtaksten, således at de jorder som i forhold dertil bliver stederne tillagte, bestandig skulle følge samme, samt at de jorder som nogle tillige bestod i de såkaldte private vange, måtte komme med under udskiftningen for at begge slags jorde samlede på et sted kunne udlægges til bedre afbenyttelse med videre.

I anledning heraf skulle vi ikke undlade herved tjenstligt at tilmelde Deres excellence til behagelig efterretning og bekendtgørelse for samtlige vedkomme at da nævnte såkaldte fælles vænge efter de hertil indsendte oplysninger er hele byen som en kommune, og ikke borgerne som private ejendomme tilhørende, så kan udskiftningen på den ansøgte måde for så vidt disse jorder angår aldeles ikke finde sted, da ikke alene en del af byens nuværende, men også dens mulige tilkommende nye indbyggere om byen blev udvidet, derved blev udelukket fra de dem tilkommende rettigheder og fordele, og da disse jorder efter de hertil indsendte oplysninger allerede er inddelt i ordentlige vange, til afvekslende kornsæd og græsning, og bruges på den måde som kammeret anser mest passende for købstadmaden der efter vor mening mere bør se hen til jordernes hensigtsmæssige brug til græsning end til kornsæd, s kunne vi nu for tiden heller ikke tilråde dermed at foretage nogen forandring.

Imidlertid tvivler vi ikke at jo Randers købstads magistrat og i særdeleshed justitsråd borgmester Carøe der med så megen iver som supplikanterne i deres ansøgning selv anfører, har sørget for jordernes opdyrkning til det de nu er, fremdeles vil lade sig jordernes forbedring, især med hensyn til græsningen, være meget magtpåliggende.

Hvad dernæst angår udskiftningen af de såkaldte private vange, da skønnes ikke rettere, efter de oplysninger vi desangående har, end at eftergræsningen på disse jorder der ligesom de andre, før skal have været hele byen tilhørende, jo endnu er reserveret menige mand i byen, og i så tilfælde ville samme heller ikke kunne udskiftes med mindre en sådan forening om udskiftningsmåden kunne træffes at eftergræsningen desuagtet og uden fornærmelse, blev byen forbeholdt. Men da de nu gældende udskiftningsanordninger ikke indeholder regler for det tilfælde hvor en ejer jorder, og en anden er berettiget til eftergræsninger, og følgelig delingsplanen, taksationsmåden, den godtgørelse som enkelte borgere der har tilkøbt sig jorder til høje priser, fordi de er byen nærliggende, men mulig kunne blive samme udlagt på længere fraliggende stæder, hvorved de naturligvis og så meget desto mere da ingen udflytning her som ved landsbyjorders udskiftning kan finde sted, ville tabe deres værdi, derfor kunne være berettiget til at kræve med videre, ville komme til at bero på mindelig overenskomst mellem vedkommende, men nogle aldeles har erklæret sig imod al udskifning, så kan kammeret nu for tiden ikke indlade sig i samme."

Randers den 26. juli 1803.
J. H. Carøe. H. Rabell. Stadfeldt. Bendixen.

På dette [] svar skal modsvares i næste nummer.[] Imidlertid nøjes man med at [] påankede spørgsmål i nr. 272. Der ikke indeholder det mindste []

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 276, 6 august 1803, s. 4387-4391)

Erklæring.

Hvad i Politivennen nr. 271 findes anført om Knippelsbro at samme nemlig ikke bør åbnes uden om morgenen meget tidlig og om aftenen efter et vist klokkeslæt, da beror sådant aldeles ikke på mig, men jeg retter mig efter den mig af høje foresatte give instruks. At nogen ellers i min tid er blevet forsinket fordi et eller andet er kommet i vildrede ved gennemhalingen, er en stor usandhed hvilket anmelderen skal stå mig til rette for. Tværtimod har jeg ved min nøjagtighed erhvervet mig i det mindste Christianshavns beboeres tilfredshed som ofte komplimenter mig for den hurtighed  skibene passerer. Når en rasende strøm af enten sydlig eller nordlig vand standser gennemfarten, da sker forsinkelse som dog så meget som muligt afkortes endog derved at skibet tilbageholdes, men en sådan naturårsag er dog vel ikke vildrede! Om et par færgebåde ellers lå rede for at overføre en doktor, jordemoder eller en patient, kunne vel ellers afhjælpe den mangel som synes grundet hos anmelderen. Men i så fald forudsættes ordentlige slæbesteder på begge sider. Betræffende i særdeleshed den på Christianshavn foreslåede arbejdsmand som ikke kunne få hurtigt som ønskeligt bragt på hospitalet fordi broen var oplukket, da er anførslen herom aldeles forkert. For det kan nok så meget bevises at broen en time før mandens ankomst og 2 timer efter var lukket, der desto værre ikke er sjældent i denne tid.

Dette har jeg fundet passende foreløbig at melde mine venner især til efterretning, og hvoraf tillige måtte skønnes anmelderens egentlige hensigt med hans ønske ved Knippelsbro.

Lorentzen
Kongl. bestaltet bromand.

* * *

Hr. Lorenzen skal få svar i næste nummer.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 275, 30. juli 1803, s. 4379-4380)