(Efter tilsendt.)
Forfatteren der alene tager hensyn på bondesønner, røber ikke i det mindste nogen medlidenhed for husmænd og tjenestekarle, hvilke dog i anførte hensigt er vel mere at beklage da disse ikke alle tider har opsparet eller kan opspare så meget som kunne være klækkeligt til at leve af såvel fra som ved hjemstavnen, og mindre kunne vente sig 20 til 40 rigsdaler tilsendt. Imidlertid bliver det dog en sandhed at en bondekarl, det være sig en sjællænder, jyde eller fynbo osv. som vil og kan arbejde, jo kan i de mig bekendte 2 garnisoner i Sjælland, København og Helsingør gerne få arbejde og fortjene mere end sin sold. Indlændingen når han er duelig, foretrækkes sædvanlig for udlændingen.
Jeg vil alene anføre et blandt flere bekendte eksempler som er hændt mig selv. I foråret fik jeg 2 karle til indkvartering. For at besørge mit arbejde, gav jeg dem ugentlig 3 mark og kosten daglig, desuagtet gjorde de deres tjeneste, nød deres sold 28 sk. ugentlig og deres brød hver 4. dag som de solgte for 14 sk. Havde følgelig over 1 rigsdaler ugentlig. Disse blev efter nogen tid ved lodkastning fri og kunne marchere hjem. Den ene ville blive hos mig i tjeneste, men da han ikke var aldeles fri, ville jeg ikke beholde ham. Imidlertid anbefalede disse mig 2 andre som skulle være lige så gode og villige som de selv havde været. Men uagtet jeg gav disse, skønt jeg kun havde lidt arbejde til dem, det samme som de første, i hensigten at beholde dem til høsten var forbi, fandt jeg dog betydelig forskel, og da høhøsten kom, mig bedraget. For uagtet jeg for ringe arbejde havde fødet og lønnet dem i 6 uger, forlod de ved høstens nærmelse min tjeneste og satte mig i ikke lille forlegenhed.
At sådant er hændt, ved mine medborgere er en sandhed. Jeg har nu atter 2 fra 20. oktober. Disse får kosten de dage de ikke er på vagt og de dage de kommer af vagt og 24 skilling ugentlig. Når en tjenestegørende soldat får daglig 2 gange brændevin, øl efter behag, sine 3 gode måltider og ugentlig 24 skilling, foruden sin sold og sit brød, mon sådant ikke kunne synes tilstrækkelig om vinteren for 6 til 7 højst 8 timers arbejde. Hvorvidt nu disse ville når foråret og sommeren kommer og mere markarbejde forefalder, arbejde hos mig for kost og 3 mark ugentlig, og desuagtet forrette deres vagter, derom vil tiden overbevise mig. Jeg har blot herved villet gøre forfatteren opmærksom på at enhver borger der sidder i næring og lidt avlings drift, sikkert vil søge at holde sine indkvarterede til arbejde og fortjeneste, hvorved han mindre udsætter sig for alt for megen løben og renden og andre ubehageligheder, og hvormed karlene i alle henseender er bedst tjent.
Langt fra at jeg vil misunde anmelderen tør jeg dog forsikre at ligesom det er et enkelt tilfælde at en bondesøn har fået 40 rigsdaler tilsendt fra sin far, der må være en rig mand og sønnen en doven krabat, der hellere søger ovnen eller vant til at suppe hendriver hele dage i en krostue, og hvortil findes mere lejlighed i en købstad end pålandet - tør jeg dog forsikr, siger jeg, at man hverken i København, heller ikke i Helsingør som er et langt kostbarere levested end det første, endnu har haft noget eksempel på at en soldat som har kunnet og har villet arbejde har stået i fare for at sulte ihjel. Jeg tør derfor gerne påstå at et kontor af den foreslåede indretning, vil i hovedstaden være upassende og i Helsingør ganske unødvendig. Enhver landsoldat endog sjællænderen, vant til landøkonomi og huslige sysler, vil altid blive foretrukket den fremmede, men må han kun ikke glemme at man i stæderne tror at han kan være vel tjent med 3 gode måltider og ikke vente at blive opvartet med 5 til 6 måneder der for meget nærmet sig frådseri.
(Politivennen. Hefte 23, Nr. 300, 21. januar 1804, s. 4775-4778)
