Om Landprang

(Efter indsendt)

Siden landprangeriet har taget overhånd, er købstæderne taget kendeligt af. Købmanden i en lille stad kunne før selv overkomme at prange på herregårdene. Men bøndernes varer købte han i almindelighed først på stadens torv. Landprangeriet har nu fuldstændig tilintetgjort de små stæders torvehandel. De drager fra gård til gård og opkøber varerne, ja ofte afhenter på stedet på egne vogne.

Stadens ikke-handlende indbyggeres kår er dermed overmåde forværret. Disse har ikke andet valg end at købe enten af købmændene eller af prangerne. Det er ikke blot fødevarer som dermed fordyres, men også en mængde råmaterialer til håndværkere og drift. For blot at nævne nogle få er opkøbet af skind. Denne gør feldberedernes og handskemagernes forhold meget dårlige. Fåreavlen aftog overmåde meget med fæsteskabets udskiftning. De øvrige skind bortfører landprangerne og gør næsten måde deraf når de med fine ord og mod dyr betaling sælger professionisten nogle.

Landprangerne er bønder. Ofte husmænd og er ofte blevet prangere af dovenskab. De driver købstadsnæring uden at svare købstadsafgift. Om bonden har godt af at der findes landprangere, vides ikke med sikkerhed. At mange hænder derved går fra agerdyrknng er sikkert. Købmandsstanden i de små købstæder taber øjensynlig sammen med alle andre købstadserhverv lige til brændevinsbrænderne. For siden der nu i hver landsby blev 1,2 måske 6 prangere og bønderne holder sig til dem (udvisket) for at køre til torvs, er landsbykroerne mere besøgte end købstædernes værtshuse.

Gid de som forstår dette, ville bore i denne sag, og at de som kan gøre noget ved det, ville gøre det til fordel for købstadsborgeren.

(Politivennen. Hefte 24, Nr. 307, 10. marts 1804, s. 4883-4884)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen kommenteres i Politivennen, Nr. 317, 19. maj 1804, s. 5042-5047.

Om offentlige Vandhus i Rosenborg Have

Der er før skrevet i Politivennen om offentlige vandhuse for at forebygge gadesvineri. Men det ville virkelig være en stor bekvemmelighed, hvis der i Rosenborg Have var et par af den slags huse. Det sker ofte og især for aldrende mennesker, at når de bevæger sig på en spadseregang som denne bevæger sig lidt mere end sædvanligt, opstår en vis nødvendighed af at forrette et ærinde som de ikke kan overlade til andre. Af mangel på denne indretning må de derfor over hals og hoved skynde sig hjem eller hen til et bekendt sted. Måske kunne der endog ved at man skulle lægge en styver for adgang til disse huse, skabe et lille levebrød for en eller anden trængende.

(Politivennen. Hefte 24, Nr. 307, 10. marts 1804, s. 4882)

Om Københavns Broer

Det har allerede stået flere gange i dette blad at selv om staden København fortjener en høj plads blandt Europas store stæder for sine smukke og velholdte borgerhuse, så er byen dårligt udstyret med offentlige bygninger. Dens kirker er, på nær et par tålelige, bygninger som næppe fortjener plads i den mest usle lille købstad. Men broerne er af alle offentlige bygninger i København de værste. Den har 1) ikke broer nok, og 2) bortset fra en ikke en eneste bro som er værd at se.

København har inden for sine volde kun 10 færdselsbroer. De 6 forbinder Slotsholmen med København og Christianshavn. To, nemlig Langebro og Bommens Bro er fæstningsværksbroer og altså kun delvis færdselsbroer. De to øvrige forbinder Christianshavns yderste og inderste dele.

De broer, som København savner - og det er synd og skam at den gør, er 1) en tværs over Nyhavns Kanal. 2) en fra Nyhavn over til Christianshavn. 3) en  bredere og altid åben bro i stedet for Langebro.

Broer som ikke uomgængeligt vil savnes, men som det dog ville være nyttigt at have, i en belejringstid måske endog til største frelse, er: 1) en bro fra Bremerholm over til Børsen. 2) endnu en bro til forbindelse af Christianshavn. 3) en fire gang så bred bro på det sted hvor nu  Knippelsbro er. 4) en bro fra byen over til Slotsholm omtrent hvor Knabrostræde ender.

Ingen af Københavns broer har den rette bredde. Ikke engang den såkaldte Marmorbro. De andre er alle anlagt da byen kun havde halvt så mange indbyggere, og deres senere ombygninger udkastede uden hensyn til nødvendigheden af en fri og uhindret samfærdsel er i en stor stad. Den fremmede som ser vores broer, trækker på skulderen, og ynkes over vores brobyggere.

(Politivennen. Hefte 24, Nr. 305, 25. februar 1804, s. 4856-4858)

Angående Fattigvæsnet i København

Følgende er meddelt os skriftligt:

"En fattig kone, som kalder sig Christiane, enke efter arbejdsmand Hansen, foregav at bo i de nye huse på Toldbodvejen, samt at have en sådan skade i det ene lår, at hun ikke kunne spinde. Da hun ikke kender nogen anden indkomst, fortalte hun i fleres påhør, at hun fik 2 mk. ugentlig til sit og 4 børns ophold. Børnene var

1 pige, 14 år
1 ditto, 7 år
1 dreng, 13 år
1 ditto, 1½ år

Da hun havde anmodet om større understøttelse, havde direktør Blankensteiner truet hende med tvangshuset, og forstanderen, som hun troede hed Weinwich, havde svaret, at når direktøren ikke ville hjælpe hende, kunne han heller ikke"

Må vi hertil svare, at der i 10. distrikt ikke opholder sig nogen enke af dette navn, der har førnævnte børn, og at det ikke er første gang at sådanne usandheder fremsiges på offentlige steder for at vække barmhjertiges medlidenhed. Hun opfordres derfor til at stå frem for at vise om hendes udsagn fortjener at blive tænkt over eller ej, og i den henseende melse sig hos distriktsdirektøren.

København d. 21. februar 1804
J. E. Blankensteiner      N. H. Weinwich
Tiende distrikts-         Første forstander i 10.
direktør                         distrikt

(Politivennen. Hefte 24, Nr. 305, 25. februar 1804, s. 4851-4852)

En indsnegen Uskik i Helsingør

Ligesom man siden nytår med velbehag har set gaderne fri for betlere, så har der derimod ofte indfundet sig en del omløbende grise og svin, som synes at ville tigge føde på gaderne og i åbne gårde. Det er jo utilladeligt i enhver købstad, og vil vel af politiet blive påset og forebygget

(Politivennen. Hefte 24, Nr. 304, 18. februar 1804, s. 4837-4838)

Skyttestræde i Helsingør, tilsat den obligatoriske rendesten, har sikkert været et udmærket fourageringssted for svin.