Om Dyrehaven

(Efter indsendt)

Dyrehavssæsonen er nu snart for døren. Med al dens spotten med, præken imod og ynk over Dyrehavens dårligdomme. Den giver anledning til overdådighed og ødselhed, man rejser mod betaling ud til kedsomhed. Og dog ser man selv alle spotterne, prædikanterne og ynkerne følge sporet. Og man kan sige hvad man vil, det er naturligt og uskyldigt at en stads indbyggere om sommeren så ofte det kan lade sig gøre tager ud til den nærmeste skov. Det er ikke skovens skyld, heller ikke ejerens, der velvilligt åbner den for publikum, at mange ikke laver andet end at nyde og glæde sig ved den skønne natur, forbedrer sit helbred med sund luft, mådelig bevægelse og et landligt måltid.

Det er meget muligt at de tilladte gøglerier kan give en forkert anvendelse af dyrehavsturene. Gid disse mange gøglerier og narrestreger, som man nu ser hver dag uden for vore porte og inden for dem med, må forvises fra Dyrehaven. De øger rejsens omkostninger meget, og nedbryder i stedet for at forhøje de fornuftiges nydelse. Der var en tid da man mente det for meget at åbne adgangen til vore lettroende almues punge for disse nichtsmagere i Dyrehaven i 4 uger. Bladet er nu vendt. De kan nu indsamle landets penge hele året, og man må indskrænke sig til det ønske, at blot Dyrehaven måtte forskånes for dem.

En af de ting, man især kunne ønske gjort for at udbrede nydelsen af skovturene, var at finde et middel til at komme dertil for mindre betaling. En ordentlig diligencekørsel mellem København og Dyrehaven i ovennævnte periode ville måske tjene til det og lønne sin foretager. Måske var det også gavnligt at sætte en takst for bøndervognene og kunne bestille og betale disse på et kontor uden for porten.

(Politivennen. Hefte 25, Nr. 319, 2. juni 1804, s. 5080-5082)

Et Spørgsmål til Jurister i Anledning af en Hyrekusks og hans Karls Opførsel

(Efter indsendt)

Følgende skete da en agtværdig hofbetjents kone og familie for nylig spiste om aftenen den anden helligdag inde i byen. Om aftenen kvart over ni sendte hun bud efter en hyrevogn for at køre ud til Frederiksberg. Vognen kom straks. Men da de var kommet ind i den og man sagde til ham: Til Frederiksberg, erklærede han, at han ikke kunne køre dem derud. Men da de påstod at han alligevel måtte køre dem derud, kørte han dem i stedet for til Frederiksberg til sin husbond oppe i Vestergade ind i en lille tværgade for at høre sin herres ordre. Samme påstod at de måtte stige ud igen, da kusken ikke skulle køre dem til Frederiksberg. Da de så forlangte at køre til politikammeret, lo han af dem, og tvang dem til sidst med mange grovheder at stige ud igen. Da tiden var forspildt og de ingen anden vogn kunne få så sent, måtte en sygelig kone med sit selskab spadsere til fods hjem. En hr. Meisner, som bor her i nabolaget, og som var vidne til dette optrin, beklagede meget, og var så rar at følge dem ud til Frederiksberg Alle. Han ville sikkert have fulgt dem hjem, hvis han kunne nå porten igen før den blev lukket. Dette er species facti.

Jeg tilstår at kusken måske skulle mange steder hen og køre sine faste kunder. Men imidlertid mener jeg dog, at en mand, hvis næringsvej det er og som skal leve af publikum og skal køre når han har fået en fragt, er strafværdig for denne sin handling? Man ønskede en jurists svar.

(Politivennen. Hefte 25, Nr. 318, 26. maj 1804, s. 5064-5065)

Gendrivelse af en urigtig Anekdote

I bladet Københavns Skilderier nr. 49 er skrevet en anekdote om åreladning ved en fribarber, som er helt usand. Denne åreladning kan ikke anses som misbrug, da den såkaldte fribarber ikke fandt patientinden i nogen tilstand som kunne røbe koldfeber, på det tidspunkt hvor han blev kaldt derhen for at betjene hende med åreladning. Det kan jeg (hendes mand) og hun selv bevidne. Men da vor husdoktor siden kom for at se til hende, sagde vi begge til ham, at vi dagen igennem vel havde sendt bud 3 til 4 gange efter ham. Da det var forgæves, var vi nødsagede til at søge råd og hjælp hos nogen anden mand, det være sig enten hos embeds- eller fribarber. Vi kendte til en fribarber, som da han kom, for at årelade min kone, spurgte hende: Hvorfor? Hvorpå hun gav til svar, at det meste hun klagede over den gang var svimmelhed, hold i ryggen osv. Dengang sporedes endnu ingen feber, og det er en sandhed, at min kone efter hans senere besøg hos hende i henseende til hans opvartning og betjening efter åreladningen, befandt sig både frisk og vel

Georg Poeschmann
Buntmagermester

(Politivennen. Hefte 25, Nr. 318, 26. maj 1804, s. 5061-5062)

Julius Exner: Bedstemoder bringer den første hilsen til den lille pige, der er kommet op fra sygelejet (1867). Gode mennesker der er glade for hinanden. Det taler nok mere ind i forestillinger tilskuerne gerne vil have findes. Avisartikler og andre kilder tegner ofte en anderledes rå og barsk verden.. Statens Museum for Kunst.

Redacteurens Anmærkning

Koldfeber er malaria. I dag betragtes den mest som en tropesygdom, men på Politivennens tid var den en meget udbredt sygdom i Danmark. At den var meget udbredt langt op i 1800-tallet, fremgår af at lægen Carl Adam Hansen mente at kunne registrere 163.736 malariatilfælde i perioden 1862-90 i hele Danmark. Så ikke uden grund havde Aalborg Stiftstidende ... 12. maj 1832 helliget en meget lang og detaljeret artikel til sygdommen forfattet af stiftsfysikus Hansen. Den indledtes således:

Om Koldfeber.

Da Koldfeber atter i dette Foraar har viist sig herskende her i Egnen ligesom i flere Landets egne og denne Sygdom, fornemmelig blandt Landalmuen, hyppigen deels overlades ganske til sig selv, deels paa en urigtig og skadelig Maade behandles ved forskjellige Huusraad, hvorved denne ialmindelighed fareløse Sygdom ofte bliver farlig, ja endog dødelig, og, hvad som for den arbeidende Classe næsten værre er, i meget lang Tid betager Evnen til Arbeide, og efterlader en, ei sjelden langvarig, ja undertiden hele Livet igjennem vedvarende Sygelighed, lægger Grund til andre besværlige og farlige Sygdomme, har jeg troet det hensigtsmæssigt og nyttigt, nærmest til Underreetning og Veiledning for Landbeboere, der ere længere fjernede fra Læge, i det mig allernaadigst anfortroede Physicat, at meddele adskillige Forholdsreglerr, om hvad der i henseende til benævnte Sygdom fornemmelig er at iagttage. 

Artiklen opremser herefter hvad man skal gøre for at afværge sygdommen: klæde sig varmt, spise morgenmad, ikke stå stille i aftenkulden eller i det hele taget afkøle sig. Den beskriver sygdomsforløbet. Hvordan man kan forsøge at helbrede: rigtig mad og drikke, dog ikke mælk og mælkemad,æg,fedeting, vin eller brændevin. Desuden må man ikke afkøles. Man skal opsøge apoteket for at få medicin: feberpulver, brækpulver og febernedsættende pulver. Tilbagefald skal overvåges. Forfatteren anfører at det hele koster 1 Rbd og burde være til at betale for bonden. Til slut frarådes på det kraftigste husrådet med peber og brændevin. Det sidste blev fx beskrevet i Aalborg Stiftstidende den 1. juni 1831: 

Paa Farligheden af den blandt Landalmuen saa gængse Skik, at standse Koldfeberen med Peber og Brændeviin, er atter i disse Dage paa Morsø givet tvende utvetydige Beviser, idet en Kone i Vester Jøldby og en Karl fra Veierslev øieblikkeligen, efterat have indtaget en Dosis heraf, tabte Mælet og kort efter døde.

Set i bagklogskabens lys, kan man nærmest opfatte det som man skød i blinde hvad angik medicin: åreladning, igler, brækmidler mm. Som stadsfysikus beskriver. Men selv blind høne kunne finde korn. Nemlig når nogen brugte kinabark. Det indeholder kinin, som hvis man fik patienterne under behandling med det straks, rent faktisk også hjælper. Og det skortede ikke på "virksomme" forslag til kure. Kongelig allernaadigst privilegeret Skanderborg Amtsavis og Avertissements-Tidende angav den 15. december 1829 et middel man havde fundet i udlandet mod malaria:

Man lægger, naar Febergyset er forbi, et Æg med Skallen i et Viinglas og overgyder det med rødviin, indtil det er bedækket. Denne Viin taber sin Farve efter 6 til 8 Timers Forløb og bliver ganske blaa, sandsynligviis af den af Æggeskallen indsugede Kalk og andre Stoffer, der synes at udgjøre det specifikke Lægemiddel. Indtil Feberens Tilbagekomst lader man Glasset være tildækket, tager det første man mærker Febergyset, Ægget af Vinen og drikker denne. Sædvanligt bliver Feberen efter den første Nydelse heftigere, efter den anden er Feberen ganske borte. Men det er raadeligt, selv naar Sygdommen er hævet, at tage Midlet endnu nogle Gange paa Feberdagen, for at forebygge et Tilbagefald. Derved især udmærker dette Middel sig fremfor andre, at der efter dets Brug sjeldent indtræffer Tilbagefald. - Som det overhovedet er raadeligt ved Vexelfeber at lade nogle Paraxysmer gaae forrbi, inden man søger at standse Sygdommen, saaledes er dette ogsaa at anbefale ved ovenanførte Middel. (Det i gamle Lærebøger brugelige Mærke: Probatum est, tilføies af en Dame, hvis Datter blev helbredet ved Midlet).

Jeg skal ikke kunne sige om midlet virkede. Sygdommen var international. Det fremgår fx efter Københavns bombardement, hvor en artikel i Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn. No. 103, 7. Oktober 1807 skrev:

Hr. Simonsen, Chirurg ved Marineregimentet, har paa en hædervardig Maade benyttet den Adgang til de Engelske Feldthospitaler i Omegnen af Kjøbenhavn, som er enhver Lægekonstens Dyrker aaben. Han har i videnskabelig Henseende beseet Feldthospitalet i Ordrup, som er det betydeligste og største; Lazarettet i Lundehuset, hvor han var overværende imedens en vigtig Operation blev foretaget; et Sygehuus paa en af Blegdammene, hvilket omtrent havde 40 Syge, meest af Koldfeber. Som epidemiske Sygdomme iblandt de Engelske Tropper bemærkede han Blodgang i Husum og Omegnen af Brønshøi, og Øienbetændelse i Ordrup. De Engelske Læger have overalt vist Hr. Simonsen megen Beredvillighed og Høflighed.

Selv om den især var udbredt på landet, var malaria i allerhøjeste grad også til stede i hovedstaden, se Fyens Stifts Kongelig allene privilegerede ... 23. maj 1809:

Koldfeberen grasserer i denne Tid ualmindelige i Hovedstaden Henimod 6000 Personer skulle ligge syge deraf. Lykkeligviis lader den nærværende blide Aarstid haabe, at Sygdommen snart vil standses.

I en by med 100.000 indbyggere ganske meget. Antallet af tilfælde svingende. Ifølge Aarhus Stifts-Tidende 20. juli 1826 klingende malariaen på daværende tidspunkt af i hovedstaden:

Koldfeberen, der i de sidste Aaringer havde begyndt at være sielden, har i Aar i de tvende sidste Maaneder været temmelig hyppig.

Men få år efter kunne omvendt Aarhuus Stifts-Tidende 3. juni 1831 melde fra hovedstaden:

Koldfeberen grasserer temmelig stærkt her i denne Tid. Tre unge svenske Læger ere passerede herigjennem til Polen, og en af vore Landsmænd, Hr. R., en ung chirirgisk Candidat, agter ogsaa i disse Dage at reise dertil, for at blive ansat ved Lazaretherne.

På landet var den meget udbredt, og avisartiklerne giver indtryk af at noget der om igen år efter år. Her er nogle eksempler fra avisnotitser, fx Den Kongelige Privilegerede Viborger Samler, 11. maj 1812 i forbindelse med Nykøbing Mors:

Koldfeberen raser og paa Morsøe i fuld Maade. Mange Gamle døe deraf.

Også på Langeland, Kongelig allernaadigst privilegeret Skanderborg Amtsavis og Avertissements-Tidende, 24. april 1829:

Rudkjøbing. Koldfeberen her paa Langeland er i enhver Henseende som før, det vil sige: den er mere almindelig blandt de Uformuende end de Velhavende, mere udbredt midt paa Øen end Sønder paa, hvor den er i Aftagende, medens den tiltager Nord paa. Iblandt Aarsagerrne til dens Vedvarenhed bør ogsaa bemærkes Vanen med paa egen Haand at bruge hvilkesomhelst Midler, der anprises for Feberen, og den store Modbydelighed hos Almuen for at søge fornuftig Hjelp. Men hvor meget Sygdommen end huserer her paa Landet, kan den dog, i Sammenligning med Fehmern, endnu kaldes taalelig, da Dødeligheden paa hiin Øe er meget større end her.

I en almen beretning om Vendsyssel skrev Aalborg Stiftstidende, den 28. juni 1830:

Koldfeberen er den nylig herskende Sygdom: den er langvarig, stræng og affærdiger ikke faa Offere til Graven.

At den ramte høj som lav fremgik af at biskop Mønster den 3. august 1830 døde efter at være blevet angrebet af koldfeber. Videre til Bornholm, Bornholms kongelig allernaadigst ene privilegeret Avertissements-Tidende, 24. marts 1830, hvor lægen Jensen fra Hasle den 23. marts 1830 bl.a. skrev i forbindelse med at en anden smitsom sygdom nu var i aftagende:

Endskjønt Rygtet gaaer, at den grasserende typhose Sygdom nu skal være kommen (vel ikke fra Hasle) til Nyeker og Knudsker Sogn, saa tør jeg dog sige at den vist ikke vil blive saa farlig eller langvarig, da Koldfeberen nok vil, som i nogle Aar, spille sin sædvanlige Rolle. 

Her fremgår at malariaen er gængs. Selvom malaria altså krævede langt flere ofre end fx kolera, fik den sjældent store overskrifter i aviser. Måske fordi den i modsætning til kolera (der fortrinsvis ramte byerne), var mest udbredt på landet. At malaria internationalt var en frygtet og meget udbredt sygdom fremgår af at lægen Ronald Ross i 1902 fik Nobelprisen for at opdage at sygdommen smittede via myg. Men det vidste man altså ikke noget om dengang.

Og allerede flere årtier før forsvandt malaria af sig selv: Da hertugdømmerne efter 1864 blev en del af Tyskland, intensiverede man på landet dræning, og lavede mergelgrave. Det betød et voldsomt indhug i myggenes tilholdssteder: moser og vådområder. Og dermed også malariaen.

Om Præstekalds Indkomsters Opgivelser.

(Efter indsendt)

Det er uden tvivl uimodsigeligt at alt hvad der er officielt og offentligt bør være rigtigt og i overensstemmelse med sandheden. Hvis man anvender det på de angivelser, man ser i aviserne om ledige præstekalds indkomster, så giver det indsenderen anledning til i overensstemmelse med det at foreslå, at man i stedet for at nævne pengesummer (som hele verden ved er kun en 1/3 part af et præstekalds indkomster) angiver: 1) Det tiendeydende hartkorn. 2) Præstegårdens hartkorn. For så ved enhver vedkommende, på et halvt hundrede rigsdaler nær, hvor stort eller lille et kald det er, når man kender eller forhører sig om egnen. Man kan slutte sig til det både af tiendens værd og af de omtrentlige indtægter af præstegårdens hartkorn efter egnens beskaffenhed. Var det rigtigt, som det hedder, at folkeløn, kreaturers og redskabets anskaffelse og vedligeholdelse skulle opsluge hele indtægten fra produkterne, så var jo Danmarks hartkorn intet værd.

Offeret kan man udelade af angivelsen og antage at det medgår til skatter og afgifter.

(Politivennen. Hefte 25, Nr. 318, 26. maj 1804, s. 5056-5057)

Om Landprang, i Anledning af de i Politivennen nr. 307 desangående fremsatte Tanker

Dette væsen eller uvæsen hvad man nu vil kalde det, findes næsten over hele Danmark. Allevegne klages der, der bliver næsten aldrig straffet. Årsagerne forekommer mig at være følgende. I Jylland ligger købstæderne især på vestkanten, på grund af den ringe folkemængde, så langt fra hinanden at bønderne på mange steder har 5 mil til den nærmeste. Det forekommer mig meget nyttigt, at især små mænd kan få adskillige ting, uden at rejse så langt. Og at de desuden på en bekvem måde  kan lave penge af deres produkter. For når der slet ingen landprang var, så måtte de enten spilde mere på rejsen end hvad de kunne tjene på omsætningen, eller også gemme smørret så længe, at det blev forringet.

Desuden er forholdet mellem deres formue og deres fornødenheder sådan, at de meget ofte må købe og sælge. At søge kredit hos købmanden vil være vanskeligt, for med så lille en omsætning kan der ikke tjenes så meget, at det betaler sig i umage og bekostning at anlægge søgsmål i tilfælde af manglende betaling. Jo flere rejser bonden skulle gøre til købstad, desto mere tidsspilde, desto mere svir. Hvad jeg her har sagt om Vestjylland, gælder vel ikke i så høj grad i de øvrige dele af Danmark, men er dog alligevel årsag til landprang.

Desuden er det for en formuende købmand i det store hele lettere at handle med prangere, end at handle med bønderne enkeltvis. Derimod kunne købmændene især af andre årsager beklage sig over landprangere. Nemlig når disse selv driver udlandshandel enten for egen regning og forsøger at smugle både ind og ud, hvortil de ved kysterne boende som oftest kunne finde lejlighed. Eller også at de handler med skippere og på denne måde påfører købmændene stor skade. For landprangerne kan sælge dyrere og købe lettere i omegne, hvor ikke så megen konkurrence er, end i købstæderne. De undgår tolden, og har til dels transportomkostningerne til og fra skibene lettere. Skipperne handler på fremmede steder uden at svare provision, kurtage og andre udgifter og bliver ikke snydt af kommissionærer.

For det andet klager købmændene over større afgifter, end de bønder som har samme næringsvej. Dette forekommer mig ikke at være af betydning, for købstadsindbyggerne er fritaget for at være soldater. Da bønderkarle nu giver 3 til 400 rigsdaler for at leje en anden i deres sted så tror jeg: At bondens og borgerens kår med hensyn til afgifter og pligter mod staten i almindelighed balancerer.

Årsagen til hvorfor landprang uagtet dens almindelighed, og de hyppige klager, sjældent bliver straffet, ser jeg i, at sagen ikke må anlægges med inkvisition. Øvrigheden kan altså ikke tage notits uden klage. Denne føres efter sagens natur aldrig af nabobønder, eftersom prangerne er dem til nytte. Købmændene kan kun i sjældne tilfælde tilvejebringe fuldkomne juridiske beviser. Hvilket let kan indses. Endvidere pådrager han sig prangernes fjendskab ved at søge dem straffet, og ville altså skade sig selv.

Der bliver endnu en vigtig genstand at undersøge: Nemlig hvorvidt deres indflydelse på priserne er skadelig eller nyttig. De fordyrer levnedsmidler, skind mv. Embedsmanden og håndværkeren giver altså flere penge ud, og bonden ind. Klager over det første høres idelig. Nytten af det sidste har jeg ikke hørt omtale. Da Danmark udfører flere levnedsmidler end det indfører, så vinder det når de er dyre. Agerdyrkningen som er landets hovederhverv, tager derved overordentligt til. Uagtet nogle embedsmænds klager er der dog kandidater nok til de fleste embeder. Håndværkerne bliver så godt betalt at de duelige og flittige og (ulæseligt), uagtet dyrtiden, for det meste have godt udkomme.

Når feldberidere og garvere betaler skindene lige så godt som købmanden, kan de ingen mangel have. Og de kan stå ved at betale dem dyrere, da de kan købe dem rå af bønderne og sælge dem forarbejdede til den sidste hånd, altså til dyreste pris. Hvorimod når de udføres og forarbejdet indføres utrolige omkostninger og mange folks fortjeneste går derpå. Hvilke den indenlandske garver kan spare og selv betjene sig alt.

Efter at have søgt at vise, at landpragnings afskaffelse dels ville være næsten umulig, dels for landet i det hele skadelig, står det tilbage at undersøge om den med nytte kunne indskrænkes. Dette formoder jeg, at ske ved at tillade at et bestemt antal fx i hvert sogn måtte være til. Og at det mod en årlig afgift blev udliciteret. Herved vilde den kongelige kasse vinde uden at jeg indser nogen ville finde sig bebyrdet. Men så privilegerede landhøkere kunne øvrigheden og toldbetjentene have bedre opsyn, end med en mængde hemmelige. Landhøkernes tal ville meget formindskes, da de privilegerede nok ville finde midler at standse de øvrige. Og lovene ville ikke så hyppigt ustraffet overtrædes.

Schultz
Pr. Løjtnant

(Politivennen. Hefte 25, Nr. 317, 19. maj 1804, s. 5042-5047)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen er en kommentar til Politivennen, Nr. 307, 10. marts 1804, s. 4883-4884.