Spørgsmål til den ansvarlige

(Efter indsendt)

Nu gik man lige og troede at det var bestemt at alle nyopførte hjørnehuse i København skulle afstumpes. Men man ser allerede mere end en undtagelse. Således har fx bygningen på hjørnet af Gråbrødretorv og en ny bygning i Landemærket beholdt spidse hjørner. Man ville ønske at det blev offentligt bekendt om der fandtes en anordning som tillod dette, eller som indskrænkede det ovennævnte påbud.

Har to nyopførte hjørneejendomme fået dispensation til at have spidse hjørner, og ikke afstumpede hjørner, såsom dette i Lavendelstræde og alle andre steder i København? Jeg spørger bare! (Den Nye Redakteurens bemærkning)

(Politivennen, Nr. 350, 5. januar 1805, s. 5567)

Redakteurens Bemærkninger

Efter den omfattende brand i København i 1795 blev det påbudt at alle huse skulle have afstumpede hjørner så brandslukningsfartøjerne kunne komme forbi. 

Det er uklart hvilke ejendomme der er tale om. Jeg har ikke kunnet finde nogle hjørneejendomme med spidse hjørner der er omført omkring 1805, og Geddes Kort fra 1761 går ikke i detaljer. De hjørnehuse der i dag har spidse hjørner, er begge meget ældre end 1805 (fx restauranten ved Løvstræde) og Gothersgade.

Ejendommene er formentlig nedrevet. Fx er hjørnebygningerne Gråbrødretorv og Gråbrødrestræde fra 1819. Landemærket er blevet omfattende byfornyet, hjørneejendommene Suhmsgade og Landemærket er fra hhv 1884 og 1966, Vognmagergade-Gothersgade fra 1912 og Åbenrå fra 1958.

Et juridisk spørgsmål

(Efter indsendt fra Lolland)

Hvorvidt er en jordgodsejer berettiget til at forbyde nogen at skyde på deres egne indhegnede købstadsjorder, eller til endog at springe over deres hegn og fratage dem geværet, da det synes at stride imod forordningen af 1781, 23. april, dens § 1? Dette ønskes juridisk besvaret. 

(Politivennen, nr. 350, 5. januar 1805 s. 5562)

Redakteurens Anmærkning

Indslaget må hentyde til Forordningen om Jordfællesskabets Ophævelse af 23. april 1781. Forordningen gav hver enkelt lodsejer ret til at forlange sin andel i jordfællesskabet udskiftet. (Landboreformerne)

Om Posten og Rejsendes Transport over Storebælt mellem Nyborg og Korsør

(Af Gustav Ludvig Baden)
Si qvid novisti rectius istis
Candidus impert, si non, his utere mecum

  En stor del af hovedstadens beboere har uden tvivl med megen interesse læst de mange diskussioner om postens hurtigere gang over bæltet, som har stået i Politivennen gennem nogen tid. For ligesom denne sag er vigtig for København i almindelighed, så er den det især for de handlende, for hvem postens ankomst en halv dag forsinket, kan få betydelige følger. Jeg vil også påstå, at oprettelsen af et offentligt postvæsen oprindelig skyldes de handlende, som ganske rigtigt har høstet fordelene af denne velgørende statsindretning, men også er den største bidrager til dens opretholdelse. Da postens hurtige gang og bestemte ankomst er af så stor interesse for denne statens meget vigtige borgerklasse, så er jeg overbevist om, at ethvert forslag som er ment som at kunne bidrage noget til denne indretnings forbedring, vil blive modtaget skånsomt og beredvilligt.

  Det er uafviseligt, at posttransporten over Storebælt nu er meget bedre end før eller for nogle år siden, da den ikke var under det kongelige generalpostamts opsyn og  bestyrelse. Men derfra til at slutte at transporten nu ikke kan blive bedre, tør, kan, og vil ingen påstå, som både kender de menneskelige opfindelsers langsomme gang til fuldkommenhed, og desuden selv har lejlighed til at kunne få, og vilje til at give sig umage for at få total kundskab. Indretningen er endnu ikke sådan at man ikke kan bruge justitsråd Wadums smukke kommentar i sin tale i Offentlig Måneds Minerva for dette år over det gode gamle danske sprog: "Af skade bliver man klog". Faktum er at vores første anlæg altid er svage og ufuldkomne. Først når mislykkede forsøg overbeviste os om at have fejlet, og når erfaring afslører en vildfarelse, kun da er det at de menneskelige indretninger bliver mere fuldkomne.

  Eftersom bælttransporten, der ligesom befordringsvæsenet generelt hører ind under postvæsnet, trænger til store og vigtige forbedringer, så kan man heller ikke sige at posttransporten over bæltet ikke kan blive bedre.

  Jeg har ved en anden lejlighed tilladt mig at pege på de forbedringer, der kunne gøres ved bælttransporten i almindelighed, ligesom den der endnu er i privates varetægt. Men da det offentlige må betjene sig af de privates færger og jagter til kurerers og poststafetters befordring, så må denne transport også anses for en del af posttransporten. Jeg tillader mig derfor her at gentage disse mine foreslåede forbedringer, dog kun i udtog, da de udførligere kunne læses i mine "Erindringer mod det for Korsør i forslag bragte læseselskab", der findes i sidste april måneds Minerva. Disse forbedringer angik der især følgende poster: 

1. Gæstgivergårdenes i et og andet bekvemmere indretning, såsom at man ikke indskrænker valg mellem flere gæstgiversteder for såvel de der rejser med posten som de der ikke gør. 
2. At man både fra fæstningernes og fra politiets side gør den rejsendes ophold behageligt og fx ikke ulejliger dem og sætter dem i bekostning med at skulle fremvise pas for både kommandant og magistrat. Disse formaliteter er ganske overflødige i fredstider og i byer som Korsør og Nyborg, der ikke er grænsesteder. 
3. At man søger at nedbringe de nu så opskruede omkostninger for transporten med isbåde. 
4. Træffer bedre indretninger ved Slipshavn. 
5. Hvis det behøves sørger for pengelån til den rejsende med flere forbedringer, som alle bedst kunne gøres. 
6. At hele transporten kom under generalpostamtets ene og umiddelbare bestyrelse, anser jeg for den allerbedste og vigtigste forbedring ved vores bælttransport

  Alle med erfaring med den egentlige posttransport over bæltet, vil uden tvivl kunne sige de forbedringer som kunne laves. I sidste uge skulle posten vist ikke have været opholdt i flere dage, som det skete fra at komme til Sjælland, hvis man straks om fredagen var gået ud i en isbåd, i stedet for at gå ud med den i en jagt, som tæt på Sjælland på nær et lille stykke måtte vende tilbage til Fyn af mangel på isbåd. Hvorfor tog man ikke straks fredag morgen ud med isbåd? Man glemmer altså ikke dette en anden gang. Jeg anfører dette eksempel netop som bevis for min anke over den kostbare transport med isbåde. Her er også beviset for min påstand om at bælttransporten, denne i Danmarks befordringsvæsen meget vigtige gren, ikke bør være i et privat interessentskabs værge. For postens befordring, da den således måtte vende om, skete just ved en af interessentskabets jagter, fordi postjagten skal være under reparation.
(fortsættes)

(Politivennen, nr. 350, 5. januar 1805 s. 5557-5562)  

Redacteurens Anmærkning

Artiklen blev fulgt op i Politivennen, nr. 351, 11. januar 1805. s. 5573-5582.

Isstationen ved Halskov Odde

Kulturarv viser 5 fotoer af isbådestationen ved Halskov Odde som stadig findes ved broen. Her kan man også læse lidt om hvordan overfarten foregik:

Ved Halsskov Odde ligger en isbådestation fra 1800-tallet. Da en privatdreven båd med tre personer og 25.000 rigsdaler var forlist, blev isbådetrafikken fra 1794 overtaget af postvæsenet. Isbåde var solidt byggede joller med en høj køl på midten og en stålskinne under kølen, der virkede som en mede. Isbådene blev i rækker trukket eller sejlet over Storebælt. En tur kunne tage fra seks timer til flere døgn. Turen med post, gods og passagerer gik over Sprogø, hvor man kunne købe et måltid og overnatte, hvis det blev nødvendigt.

Det latinske citat 

som indleder artikler, stammer muligvis fra Horats, og betyder frit oversat noget i retning af "Hvis du er kommet til at kende nogen forskrift mere korrekt end disse, del det med mig , hvis ikke, bruge disse mod mig". Men latinkyndige kan sikkert korrekse denne oversættelse. 

G. L. Baden

Da den danske historiker og jurist Baden (29. februar 1764 – 25. august 1840) skrev denne artikel, var han på højdepunktet af sin karriere som herredsfoged i Bjerge, Åsum og Vinding herreder på Fyn og birkedommer og skriver ved Ulriksholm og Østergård. Hans c.v. er omfattende (napset fra Dansk Biografisk Leksikon):

1786 Bestalling som overretsprokurator. 1787 Herredsfoged i Lollands Nørre Herred. 1790 Forflyttet til Lemvig som byfoged samt foged og skriver i Skodborg-Vandfuld Herred. 1793 Juridiske doktorgrad i Kiel. 1794 Borgmester i Nakskov og herredsfoged i Sønder Herred, hvortil 1795 desuden vicelandsdommer i Lolland og Falster. 1800 Herredsfoged i Bjerge, Åsum og Vinding Herreder i Fyn, 1805-1816 desuden birkedommer og skriver ved Ulriksholm og Østergård. 1818 Birkedommer og birkeskriver i Hørsholm. Hans bog Skæmt og alvor (1816) ligger på Google Books.

Ifølge DBL kunne Baden ikke gabe over at studere, holde orden i pengesager og styre sin stridbarhed. Han blev 1820 suspenderet fra sit embede og aktion anlagt imod ham til betaling af hans embedsgæld. 1821 skrev han Smaa Afhandlinger og Bemærkninger fornemmelig i Fædrenelandets, Middelalderens og den kristne Kirkes Historie, hvor han udtalte sig så skarpt mod kristendommen, at han 1822 flygtede til Hamborg, og derfra Oslo (Christiania). Han blev udleveret og ført tilbage til København som fange. Dømt til embedsfortabelse og 3 års landsforvisning, der dog 1824 blev forvandlet til et års statsfængsel (i Kastellet). Bogen findes på Google Books. Død 25. august 1840.

DBL skriver at han såvel nærede afsky for despoti fra oven, som opførte sig som hersker over bønderne. Mange år efter hans død fortalte man på Fyn adskillige historier om, hvorledes han på sine embedsrejser udskrev proviant til at tage med hjem. Ifølge en anekdote tegnede en mand, der fandt Landsdommer Badens navn i fremmedbogen i Langeskovs kro, en galge med påskrift: "her i hænger Raden".

Hans hovedværk er "En udførlig Danmarks Riges Historie", udgivet 1829-32. Han beskrives som en temmelig lille, gammel mand, hvem arbejde og livets modgang havde krøget. Et portræt fra hans ungdom fremstiller ham som en særdeles smuk mand med et frejdigt og tiltalende udtryk i de fine træk.

Det Kongelige Bibliotek har et billede af ham, som er beskyttet af loven om ophavsret.

Flere af hans værker findes fx på Københavns Hovedbibliotek.

Holkenhavns Å må være Vindinge Å. 

Telegrafen

Der er tale om en optisk telegraf. Formentlig Juelsberg optiske telegraf ved Nyborg. Den blev i 1854 afløst af den elektriske telegraf. Bygningen findes på Telegrafvej og er fredet. 

Forudsætningen for den optiske telegraf var gode kikkerter, som netop var udviklet i Frankrig en halv snes år før Badens artikel. I Danmark foretog man de første forsøg allerede i 1793, og efter en kort årrække med eksperimenter på området, begyndte man fra 1799 konkret at arbejde med den endelige udgave. I året 1801 blev "Landtelegrafen" oprettet. Den havde en linje fra København over Sprogø til Fyn og videre til Als og Slesvig, hvor den endte i Gottorp. Den optiske telegraf havde naturligvis stor betydning for militærets kommunikation, men faktisk overgik Landtelegrafen allerede senere samme år til postvæsenet og fik en mere fredelig funktion. I fredstid brugte man den optiske telegraf til nyheder, aktie- og valutakurser indløb fra det store udland, mens man på et mere nationalt plan bl.a. kunne bruge forbindelsen til at efterlyse forbrydere. Om vinteren kunne rejsen over Storebælt være yderst vanskelig, og da kunne telegrafen bruges til at få meldinger om isen på den anden side af farvandet. Storebælt blev på Fynssiden dækket af en telegraf i Nyborg. Den lå frem til 1808 i Vindinge, men blev da flyttet til Ladegårdsbanken, til Juelsberg. Der var tale om et tårn med klapper, der modtog signalerne fra Sprogø mod Øst og Ellinge mod vest. Telegrafbygningen og hermed sammenbygget beboelseshus (1802, ombygget 1862 efter masttelegrafens omdannelse til sømærke).

(Efter Historisk Atlas, forkortet).

Norsminde

På Badens tid havde Norsminde endnu ikke udviklet sig til den vigtige havneplads den kom til at være fra midten af 1800-tallet til 1884. Men stedet var udskibningssted for korn og kvæg, tegl og tømmer. Der kom fast færgefart til Tunø, og Århus-Kalundborg-båden anløb ofte Norsminde, hvor besejlingsforholdene i hårdt vejr var bedre end i Århus.

Nysted

På Badens tid var Holsten på den anden side af Østersøen en del af helstaten Danmark. Den 6. marts 1804 (altså 9 måneder før Badens artikel) var det blevet besluttet, at der skulle oprettes en færgefart med kongelig understøttelse. Men pga. problemer med materiel og personkreds og besejlingsforholdene blev færgefarten indstillet 1807.Siden kom Nysted aldrig rigtig på tale som færgeby. Det kunne Baden ikke vide da han skrev artiklen.

Forslag til de som har Loger

Det er en almindeligt mangel at vi hverken har et større eller flere skuespilhuse i København. Denne mangel er så klart udtrykt, at det sikkert engang bliver afhjulpet.
Men for Københavns egne indbyggere er det udsigt til at man kan abonnere på en loge. For fremmede eller udenbys tilrejsende især damer, er der ingen adgang, kun pladslogerne, hvis billetsælgerne tillader det.

Provinsfolk begynder vel nu at nyde lidt af kære Thalias goder mere end før, da hun begynder lidt efter lidt at oprette sig et landværn. Men hovedstad er dog immervæk hovedstad, og man vil dog gerne se, hvordan der spilles i København.

Dersom de københavnske damer ville, og dette tvivler jeg ikke på, kunne de i temmelig høj grad hjælpe deres søstre fra landet. De kunne nemlig, i tilfælde, som en gang imellem sker, at de forhindres fra selv at benytte deres logers fulde plads (ulæseligt), sende kassereren så mange sedler, som der var vakante, imod at få godtgørelse for det.

Disse sedler solgtes så af kassereren, men kun til personer som nævnte deres navn, og måtte da logeejerinden kunne få disse navne at vide før komedien begyndte.

(Hefte 27, Nr. 349, 29. december 1804, s. 5555-5556)

Redacteurens Anmærkning

Politivennen bragte med jævne mellemrum små artikler som ovenstående med klager over hvor svært det var at skaffe billetter, og at billethajer solgte dem til ublu priser. Det Kongelige Teater (opført 1748) havde monopol på offentlige skuespil i København og havde dengang ca. 800 tilskuerpladser til en befolkning på omkring 100.000. At teatret vogtede nidkært på sit monopol, fremgår fx af at det fik selveste kronprinsen til at forpurre Duntzfeldts forsøg på at drive teater i Dehns Palæ i Bredgade. Private dramatiske selskaber kunne drive små teatre. Det Kongelige Teater havde eneret på betydelig dramatik helt frem til 1889.

Skøn Handling af ungt Menneske

Nakskov på Pontoppidans kort over Danmark. (Værket er fotografisk optrykt i 1968. Kan beskues på Københavns Hovedbiblioteks håndbogssamling). Om byen har set ud sådan på Politivennens tid, er svært at sige.

Ved skøjteløben på strømmen i Nakskov i forrige måned faldt to disciple, begge af den jødiske nation, gennem isen. Reservelodsen Michael Krøier ilede ved deres skrig straks til med en stage. Men isen brast også under ham. Den nærmeste af de to, der først var faldet i, holdt sig nu til ham. Uden tvivl var både han og lodsen blevet havets bytte, hvis ikke en anden discipel (en søn af prokurator Fugl fra byen) var løbet til og fået fat i lodsens stage og holdt den så længe oven for isen, at hjælp fra land nåede frem. Da man måtte bryde isen med en jolle, kom denne først efter ½ kvarters tid. Og kun lodsen og den, der holdt sig ved ham blev reddet. Den anden, der kort efter at han faldt i, sank under isen, blev godt nok noget efter trukket op, men kom ikke til live igen. De to frelste kunne altså takke discipel Fugl for deres redning. Også lodsen bør hædres for hans udviste redebonhed til at frelse sine medmennesker, hvad tro de end måtte have.

(Politivennen, hefte 27, Nr. 349, 29. december 1804, s. 5554-5555)

Redacteurens Anmærkning.

Også andre steder reddedes skøjteløbere: I "Den Nord-Cimbriske Tilskuer eller Thisted Amts allernaadigst privilegerede Avertissements-Tidende", 20. januar 1826 kunne man læse følgende:

Fredericia den 11te Januar. Sidstafvigte Søndag havde man her atter et Beviis for, at man ikke kan tilraade yndere af Skøiteløben Forsgtighed nok ved samme, saavel med Hensyn til Stedet, som og med Hensyn til at Isen har naaet fuldkommen Styrke og Fasthed, idet at en Person i sine bedste Aar, ved at løbe paa de her nystillagt dybe Voldgrave, sank igjennem den altfor tynde Iis og kom ind under samme. Alt Haab om Redning vilde have været forgjæves, og han maatte ufeilbar bleven Dødens Bytte, hvis ei en Søn af Hr. Kammerraad Beck: A. Beck, havde med Behjertethed og med største Fare for sig selv ilet til den i Isen blevne Aabning, hvorr det paa Kanten med Største Anstrængelse, fordi Isen alt mere gik i Stykker og Hullet derved blev større, lykkedes ham at faae fat paa den Ifaldnes opadstræbende Haand og derved faae ham trukket op paa den bristende Iis hvorved han blev reddet.