Helligdagsbrøde

To søndage i træk, den 6. og 13. januar i år mellem kl. 9 og 10 om formiddagen, har undertegnede hørt en kone, der ellers kun sjældent kommer i den gade, råbe med fisk i Pilestræde. Også søndag eftermiddag den 13. december forrige år var en af vores mange visekællinger i fuldt arbejde og istemte straks uden for kirken sine nye lystige viser, da jeg gik ud af Helligåndskirken, og der hverken var messet eller sunget afslutningssalme, aftensangen var altså ikke forbi. 

Ingen kan nægte at det er en åbenbar overtrædelse af kongens love om søndagens helligholdelse. Det er en dobbelt uforskammethed af disse mennesker, at de endog tillader sig denne lovstridige opførsel i vores årvågne og virksomme politimesters nabolag, på et tidspunkt hvor de med god grund forudsætter at hans ånd er beskæftiget med dagens værdigere sysler.

Jeg er overbevist at man kun behøver at gøre denne for sit embedes pligter så nidkære mand opmærksom på det, for i fremtiden fuldstændig at blive fri for sådan profan støj under gudstjenesten. Og uden betænkeligheder bekendtgør jeg derfor offentligt disse kendsgerninger.

Pavels
Præst ved Nikolaj menighed

(Politivennen nr. 352, 18. januar 1805, s. 5592-5593)

Fiske- og skillingsvisekællingernes råben og skrigen har ikke mange chancer i nutidens Pilestræde, selv i kirketiden, mod larmen fra trafikken og de mange modeforretninger. Mange af bygningerne eksisterede imidlertid på Politivennens tid, fordi gaden blev forskånet for det store brand i 1795. Talrige artikler beretter om et livligt handelsliv under gudstjenesten, også uden for København, se fx juni 1801 om udskænkning af øl og brændevin i Karlebo.

Redacteurens Anmærkninger

Respekt for kirken

Afhang af om kirken levede op til folks forventninger til at den lagde lokaler til især fødsel/dåb, ægteskab og død. Gudstjenesten blev ikke taget alvorligt.Som generelt gennem danmarkshistorien var kirkerne ikke særlig godt besøgt. Selvom det på Politivennens tid var lovpligtigt at gå i kirke, altså religionstvang. Et massivt fravær med mellem hver 10. og hver 20. mødte op i kirken, gjorde det imidlertid umuligt at håndhæve. I Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, nr. 76, den 20. august 1804, side 1205-1208 fremgik at en hel menighed boycottede en præst (stærkt forkortet):

Svar paa et Brev fra en Ubenævnt.

Udgiveren har i disse Dage faaet et anonymt Brev, hvori der fortælles, at en Præst her i Landet har indgivet en Klage til Amtmanden, hvori han fører Anke over, at hans Sognefolk ikke ville komme i Kirken, naar han præker, og hvori han beder Amtmanden, at det maatte blive Menigheden paalagt at gaae i Kirken.

Lignende kender man fra Helsingør, og i Maribo og Nykøbing anså Den Kongelige privilegerede Viborger Samler 4. juni 1810 det for en del af tidsånden:

Som et Træk af Tidsalderens Aand  kand mældes, at 2de paa hinanden følgende Søndage har i Nykjøbing Kirke paa Falster ikke været et Menneske i Kirke og altsaa heller ingen Tale bleven holdt. - Det samme har og været Tilfældet 2de Gange i Maribo siden Nytaar. - Aftensang har i nogle Aar afskaffet sig selv, endog paa Høitidsdagene.

Senere på året kunne man i Den Kongelige privilegerede Viborger Samler 26. november 1810 læse følgende: 

At det dog virkelig maae være en Sandhed: at Mariboerne ikke ere meget for at gaae i Kirke, kan man ikke andet end troe, ved atter under 13de at læse i Stedets Avis: "Sidste Søndag var her af Mangel paa Tilhørere hverken Høimesse eller Aftensang. Mon Klubsuer, Kroehuse og Skervenzelbordene ere lige saa tomme?"

Mange der mødte op, gjorde det som visekællingen for at gøre en god handel og fordrive tiden. Ganske mange var berusede, i bedste fald for at få sig en lur. Antallet af vielser i kirken var på ca. 20 år faldet fra lidt over 1.000 til under 1.000 om året, selvom befolkningstallet samtidig steg med o. 25%. Adskillige artikler i Politivennen vidner om at gudstjenester blev betragtet som en folkeforlystelse, med kirkegængerne og præsterne som ufrivillige optrædende.

Claus Pavels (1769-1822) 

Var kapellan ved Nikolaj Menighed 1799-1805. Student i Norge 1785. Cand. theol 1789. Ophold i København. 1793-1796 prædikant i Eidanger. 1799 sognepræst i Hørsholm. Sognepræst til Aker og slotspræst på Akershus 1805-17. Derefter biskop i Bergen. Ifølge Salmonsen Leksikon, som desuden skriver:

Allerede i sin tidlige ungdom dyrkede Pavels æstetiske interesser og var på vej til at vinde et navn som digter, idet ikke få digte af ham tryktes i samtidens tidsskrifter. Større betydning i litteraturen fik han ved sine prædikener, der i stort antal er trykte dels i samlinger, dels enkeltvis.

En mere farverig beskrivelse af ham står i Dansk Biografisk Leksikon. Her står at han "spildte tiden" som ung studerende, og desuden at

P. havde et let Hoved, men var ikke anlagt paa lærde Studier og havde ved Rahbek faaet Smag paa Æsthetik, saa det væsentlig blev denne, der beskæftigede ham de 3 1/2 Aar, han havde Plads paa Elers’ Kollegium. Han skrev Digte – en Heroide i «Minerva» 1789 o. m. – og blev rost af Abrahamson og Rahbek. At Theologi og Lærdom ikke tiltrak ham, havde ogsaa sin Grund i den Smag, han fik paa de tyske eudæmonistiske Forfattere, blandt hvilke maa nævnes den berygtede C. F. Bahrdt. Endnu 1807 kunde han – i sin Avtobiografi - ikke se tilbage til disse Aar med Anger. Hans Aands og Hjærtes Kultur fremmedes – siger han – midt under Nydelsen af de uskyldigste og ædleste Glæder (dramatiske Selskaber og Klubliv). Han maatte undervise, men ansaa sig lidet skikket dertil. «Religionslærerens Kald» havde altid staaet lokkende for ham, og han har næppe tænkt sig anden Fremtid end Talerens, hvor meget han end gav sig af med at skrive Vers og Recensioner.

Nikolaj Menighed hvor Pavels var kapellan og skillingsviser havde det tilfælles i 1805 at de var på vej ud! I 1805 kom der en præcisering af Trykkefrihedsloven af 1799 om at det var forbudt at råbe med viser. Og samme år blev Nikolaj Kirkes sogn opløst og fordelt mellem Garnisons-, Helligånds-, Holmens-, Trinitatis- og Vor Frue Kirke. Snart blev området omkring kirken forvandlet til torvehandel. Restaurant Maven er opkaldt efter øgenavnet for slagterboderne på stedet. Siden har bygningen ikke fungeret som kirke. I dag er den kunsthal. Menigheden blev nedlagt. Visekællingerne fortsatte. 

Karl Friedrich Bahrdt (1741 – 1792). var en tysk teolog, forfatter og eventyrer. Han begyndte allerede som syttenårig at studere hos den ortodokse mystiker Christian August Crusius (1715–1775). Han skrev siden bøger, polemikker og en selvbiografi, som er beskrevet som "en blanding af løgne, hykleri og selv-prostitution".

Overfald på Gaden

Mandag den 14. kl. 11 om formiddagen i denne måned havde jeg den ubehagelige oplevelse at blive udsat for et overfald, og det på følgende måde:

Jeg kom fra volden og ville gå ned ad Studiestræde, da 5 matroser, som jeg havde set stå uden for en kælderdør, pludselig samlede sig omkring mig, viste mig deres knapper, som de havde i tøjet, og spurgte om jeg ville købe sølv? Jeg svarede nej. Så fejede de forbi mig. Kom senere tilbage, omringede mig igen og spurgte om jeg ville købe sølvknapper? Jeg svarede nej. Hvorpå de begyndte at skubbe mig mellem sig, fra den ene til den anden. Jeg bad dem om at lade mig i fred, og sagde at det var for galt at man ikke kunne gå på gaden i fred. Så tog en af dem fat i min stok, som jeg holdt temmelig godt fast i. Men alligevel vred de den ud af hånden på mig, og løb så deres vej ned ad Larsbjørnsstræde, og gik ned i kælderen. Jeg forfulgte dem i det håb at møde enten nogle betjente eller politi, for at få i det mindste en af dem arresteret. 

Omtrent på dette sted på Studiestræde blev skribenten passet op af fem matroser, efter at komme fra volden længst væk, lige foran Palads Bio. Skumle kældre som under kafe The Log Lady (Twin Peaks) præger området. Fotoet er taget i krydset ved Larsbjørnstræde. Matroserne stak derefter af bag om fotografen og op mod højre, hvor også Teglgårdsstræde støder til. De fleste af husene på fotoet eksisterede også i den skikkelse i 1805. De var da forholdsvis nyopført af forskellige håndværksmestre.

Fra den omtalte kælder kom de straks op og gik ned i en anden kælder i Teglgårdsstræde, hvor der er et rulleskilt over døren. Der stod de i nogen tid og opfordrede mig til at komme ned, så skulle jeg få min stok. En mod fem turde jeg ikke. Jeg opsøgte i stedet en bekendt der bor i gaden, som uheldigvis ikke var hjemme. Jeg holdt imidlertid øje med disse matroser, forfulgte dem i det håb at møde en eller anden jeg kunne alliere mig med. Men da de mærkede dette, forsøgte de da de kom til Vestergade at sprede sig mellem vognene. Dog beholdt jeg to i syne, heriblandt ham som havde taget stokken og holdt den under sin jakke. 

Forfulgte dem op ad Vestergade til volden. Men da de kom nær volden, begyndte de at løbe og jeg tabte dem af syne. Jeg passede dog nøje på overalt og opdagede dem igen nede ved Vartov Hospital. Opsøgte to politibetjente der boede i nærheden, men forgæves. Og så endelig disse to matroser gå ned i en kælder i Prindsensgade, hvor de forblev. 

Da min umage for at få fat i disse karle således var forgæves, og da jeg ikke kender dem, heller ikke kan få dem afstraffet, så vil jeg for den offentlige ordens skyld ønske, at dette bliver offentliggjort til advarsel for andre. Stokken bekymrer mig ikke så meget, men den forskrækkelse jeg fik i det øjeblik har taget på mit helbred.

København den 15. januar 1805
Mathias Mejer
Magstræde nr. 28

(Politivennen nr. 352, 18. januar 1805, s. 5589-5592)

Redakteurens Anmærkninger

Matroser

Der var et betydeligt antal matroser på Politivennens tid. Ifølge Callisen (s. 525) var 5.953 mandfolk og 4.235 kvindfolk matroser, ud af en samlet befolkning på knap 101.000 altså omkring 10% af Københavns befolkning. Matrosernes udfordrende opførsel viser ringe respekt for spidsborgerne. Måske et udslag af de revolutionære stemninger siden den franske revolution? Måske ment som en trussel om at i flok kunne de godt afvæbne borgeren. Men dog også tilpas bange for at gøre alvor af deres trusler.

Politivennens skribenter - der må formodes at være fra Københavns finere spidsborgerskab - omtaler med jævne mellemrum matroser. Altid i flok og som regel truende, anmassende og i gang med et eller andet halvkriminelt. Fx som billethajer der maser sig foran i køen for at opkøber teaterbilletter.

Prindsensgade 

Der kan være tale om Ny Kongensgade, som dog allerede optræder med dette navn på Geddes Kort fra 1761 hvorfor det er mærkeligt at artiklen stadig skulle bruger det gamle navn. Om en lille forbindelsesgade mellem Borgergade og Adelgade. Eller Prinsessegade på Christianshavn, som hed Prindsensgade indtil 1859. 

Vognene i Vestergade

Vestergade førte som Nørregade og Østergade mod byens port fra byens centrum Gammel- og Nytorv. For Vestergades vedkomende til Vesterport (nu Rådhuspladsen). Her var tit trafikprop af vogne som skulle ud eller ind af porten.

Før ordenspolitiets tid

Politimester Hans Haagens politistyrke bestod på dette tidspunkt af 3 assessorer, 6 fuldmægtige, 3 kopister, 1 adjudant, 1 torvemester, 1 fyrbøder, 30 politibetjente inden for volden, 6 politibetjente på broerne og 1 politibetjent med speciale i fremmede jøder. Til en befolkning på over 100.000. Vægterkorpsets knap 300 vagter synes Politivennens skribenter ikke at have haft særlig stor tiltro til.

Uordner.

Vægteren i Hummergade har for vane om morgenen at banke kælderfolk op, med så stort rabalder, at alle folk i huset vågner af deres morgensøvn på en tid mange ikke ønsker det. Man skulle mene at han godt kunne gøre kælderfolk den tjeneste at vække dem, og fortjene noget derved, uden at gøre det på så buldrende måde.

(Politivennen, nr. 351, 11. januar 1805, s. 5584)

Vy fra Knippelsbro. Bag Holmens Kirke ses de hvide bygninger, forsikringsselskabet Haand i Haand (1960), langs Holmens Kanal, som ligger foran området hvor Hummergade var. Nikolajgade som deler bygningerne, hed tidligere Skvaldergade. Ikke nødvendigvis fordi man skvaldrede meget her, men pga. søfolkenes såkaldte skvalderbænke, der lå ved havnen. 
 

Redacteurens Anmærkninger

Hummergade

Eksisterer ikke længere. Den blev nedlagt sammen med Stæregade og Ulkegade til fordel for gaden Holmens Kanal. På Geddes kort fra 1761 ses Hummergade som en sydlig parallelgade til Laksegade fra Admiralgade og 2-3 husblokke frem. Det eneste jeg kan se stadig eksisterer af forløbet, er den lille blindgyde mod øst fra Bremerholm mellem Laksegade og Holmens Kanal.

Mange internetkilder (Wikipedia og Inden for voldene) antyder at gaden Holmens Kanal også lå hvor Holmens Kanal lå indtil 1864, hvor den blev kastet til. Det gælder dog kun for strækningen mellem Nationalbanken og Kongens Nytorv. Fra Admiralgade til Nationalbanken hed den Stæregade.

Området har det åbenbart med larm. Mens vægterne lavede larm i Hummergade, var Fanden tyve år senere løs i den nærliggende Laksegade, men det er en anden historie. Statens Arkiver har historien:

Den 3. oktober 1826 var Taagerup i politiretten. For sagen måtte opklares! Taagerup og hans kone Charlotte Cornelia var værtshusholdere i Laksegade 210. Aftenen før var der nogen, der havde kastet en flaske ind igennem sovekammervinduet.

Det var ikke lige til at finde den skyldige. Gadens beboere blev forhørt: en waldhornist, en kobbersmed, en snedkermester, koner og læredrenge  - alle mødte i retten. Nogle kunne fortælle om andet kasteskyts, én havde hørt raslen, og andre mente, at det måske kom fra skorstenen, der hvor røghætten sidder? Sagen blev ikke opklaret, og nogle københavnere mente, at selveste Fanden havde drevet sit spil i Laksegade.

Om Postens og Rejsendes Transport over Storebælt mellem Nyborg og Korsør

(Af Gustav Ludvig Baden)
Si qvid novisti rectius istis
Candidus imperi, si non, his utere mecum
(Fortsat fra nr. 350)

Da man i diskussionen om postens hurtigere gang eller befordring over Storebælt har bestemt et og andet, som formentlig er tjenligt, så tillader jeg mig at fremkomme med et forslag, som det undrer mig - og flere med mig - at ingen har tænkt på. For efter alle sagkyndiges opfattelse ville netop dette forslag, på alle tidspunkter af året, fremme postens hurtige gang over bæltet meget. Og omkostningerne ville være ubetydelige set i forhold til dets ubestridte nytte. Forslaget er ganske enkelt at flytte stedet hvor postjagten afgår, fra Nyborg til Slipshavn. I hvert fald påstår alle sagkyndige i Nyborg at denne forandring fortrinlig vil bidrage til at fremskynde posttransporten over bæltet. De går ud fra, hvad også forekommer indlysende, at når postjagten ligger i Slipshavn, kan den komme hurtigere ud og sejle til Sjælland selv når vinden ikke er gunstig, end nu hvor de ligger inde ved Nyborg Bro. 

Når postjagten lægger ud fra Nyborg, skal den som regel krydse for at komme under vinden, og postsækken må så siden sendes ud til den med en båd. Det er ikke nødvendigt ved Slipshavn. Distancen mellem Nyborg og Slipshavn er under en mil, og vognlejen ville være den største bekostning ved dette forslag. Jeg skulle dog mene, at når man lavede denne ændring i posttransporten, ville man snart blive så overbevist om dens nytte, at man ville ønske, at kunne flytte hele bælttransporten fra Fyn til Sjælland til Slipshavn. 

De rejsende kan ikke nægtes ret til at kræve en så hurtig befordring som muligt. Og da det er et faktum, at man kan komme hurtigere til Sjælland fra Slipshavn end fra Nyborg. Så jeg kan ikke se, hvilke indvendinger der være imod denne ændring. At Nyborg skulle tabe på det, kan lige så lidt være en indvending som århusianernes skrigen af samme grund mod at omlægge overfarten til Kalundborg fra Århus til Norsminde. En ændring som jeg af egen og andres erfaring er overbevist om vil være en stor fordel for farten mellem Jylland og Sjælland. Den vil forebygge de ulykker, som så ofte sker på dette farvand, og som også har formindsket farten der. 

Men købstædernes større og mindre fordele bør på ingen måde komme i betragtning, hvad angår rejsendes mere og mindre bekvemme og hurtigere befordring, og ikke forbindes med  med tab og ophold for de rejsende. Selvom en købstad er opstået eller delvist opstået på grund af denne transport, så kan der ikke tages hensyn til det. Det sted, hvor der nu er en mindre bekvem overfart, var måske for nogle hundrede år siden den bedste og bekvemmeste overfart. Men alt forandrer sig med tiderne, og dem bør vi som så meget andet give efter for, når vi vil have, at vore indretninger svarer til deres hensigt, og som opfylder den nytte, som det betalende publikum har rimelig krav på. 

Således tænkte man også for ikke længe siden om transporten fra Lolland til Holsten. Her omlagde man den meget rigtigt til Nysted i stedet for til Rødby, hvorfra transporten gik i gamle dage, da rejsende fra Holsten til hovedstaden lige så almindeligt rejste over Lolland som de nu rejser over Fyn. Hvad Nyborg angår, så er denne bys hævd på at gæste de bæltrejsende desuden ikke så gammel, hvis ellers hævd kan og bør betyde noget. For i de ældst kendte tider foregik transporten til Sjælland fra Vindinge Bro ved den såkaldte Holkenhavns Å, og derfra forflyttedes den i senere tider dels til Slipshavn, dels til den såkaldte holm, hvor også endnu i mands minde gæstgivergården har stået uden for byen. 

Nyborg har desuden en fæstning, der i mange henseender gavner byen, men hvori de rejsende ikke bør gemmes. Så det er også hensigtsmæssigt at der er både gæstgivergård og transport således at den rejsende uden allermindste ophold, dag og nat, kan fortsætte sin rejse. Skulle bælttransporten, som jeg vist tror den bør, blive forlagt til Slipshavn, bliver det også nødvendigt, at vejen uden om Nyborg istandsættes så de rejsende slet ikke behøver at komme gennem Nyborg, som i så fald kun bliver en omvej. 

Dog kan alt ikke laves på en gang. Der kunne i givet fald gennemføres mange flere ændringer og mindre indretninger, i forbindelse med at transporten omlægges fra Nyborg til Slipshavn. Hvis man først ændrer posttransporten, går man siden videre med den øvrige transport ved altid at have et par færger eller jagter liggende ved Slipshavn. Det bliver så overladt til de rejsende selv om de vil tage direkte dertil for at tage over til Sjælland. Jeg er helt overbevist om, at publikum og især de rejsende, snart vil opdage fra hvilket sted transporten går hurtigst. Vanskeligheder er der ved alle nye anlæg. Men sådanne bør ikke undlades at opføre, når vanskelighederne er overvindelige. Og bekostninger, privilegier og privates interesse bør ikke gøre det uovervindeligt.

Til sidst vil jeg også gøre opmærksom på en nyopfunden gren af posttransporten fra de seneste år, der også kan være meget vigtig for ikke alene hovedstadens handlende, men også dens mere ophøjede indbyggere. Jeg hentyder til de efterretninger, som fås gennem telegrafen når isen forhindrer transport over bæltet. Ikke fra Korsør (som nogle aviser skriver), men fra Nyborg, eller nærmere bestemt Vindinges telegraf. Da hovedstaden på disse årstider er udelukket fra al kommunikation med fremmede, så er det af yderste vigtighed, at disse telegrafdepecher fortsættes så pålideligt som muligt. Rygter må ikke fortælles som sandheder. Og da det ofte er tilfældet med vore fremmede aviser, så ville det ikke være uden nytte, at telegrafisten ikke alene opgav den avis, hvoraf han tog sin depeche, men også holdt flere fremmede aviser, så han kunne sammenholde beretningerne om en meget vigtig tildragelse. 

Dog denne postgang er endnu en meget spæd plante, der til sin opvækst behøver megen pleje og tilsyn. Og bør have den, da den er en det attende århundredes måske mest velgørende opfindelse, hvis nytte både i krig og i fred kan være uforudsigelig. Men desværre har denne plante præcis i Nyborg ikke fået den bedste jord at gro i, da man var nødt til, at sætte den uden for i Vindinge Sogn. Her står den på åben mark tæt, og alt for tæt, ved en alfarvej. I sognet som består af fæstebønder, var ingen lejlighed til bopæl for telegrafisten, som derfor daglig har en fjerdingvej fra Nyborg til telegrafen. Lige så langt har også de rejsende, som fra Nyborg over telegrafen vil have en og anden efterretning over til Sjælland. Alt dette og mere til må nødvendigvis betyde et unødvendigt ophold, stridende imod hensigten af en telegrafs oprettelse. 

Jeg tillader mig derfor at spørge: Skulle det ikke være muligt at finde et mere passende sted for denne telegraf enten i Nyborg, eller hen mod Slipshavnsiden? Og hvis det ikke muligt, eller hvis ændringen ikke kan ske straks, så dog bruge den meget kortere og for fodgængeren bedre vej over fæstningens volde gennem den såkaldte kam, end den han nu må gå enten over vandet, eller af en endnu længere omvej. Det ville fremskynde telegrafekspeditionerne, hvis telegrafisten kunne passere ad denne vej, som det ellers ved andre lejligheder tillades private. Kunne og burde man derfor ikke have adgang til denne vej til sin telegraf? 

Disse og andre spørgsmål kunne stilles, og om muligt flere forbedringer foreslås, og de må naturligvis kunne fremføres ved et så meget nyt anlæg, som vores telegrafer er. Jeg har kun tilladt mig at påpege de vigtigste eller mest trængende. Som uinteresseret både heri, og i alt hvad angår bælttransporten, har jeg også at kunne ytre min og sagkyndiges mening noget friere, end de som faget egentlig vedkommer, måske mener de kan udbrede sig om.
Nyborg, nytårsaften 1804.

(Politivennen, nr. 351, 11. januar 1805. s. 5575-5582.)

Redacteurens Anmærkninger

Artiklen er en opfølgning af Politivennen, nr. 350, 5. januar 1805 s. 5557-5562.

Slipshavn

Slipshavn lå og ligger lidt sydligere på Knudshoved end hvor såvel de senere bilfærger lagde til, og hvor nu Storebæltsforbindelsen er.

En pålidelig færgeforbindelse var der først fra 11. juni 1828 med hjuldamperen Mercurius. Den kunne sejle turen Korsør-Nyborg på et par timer. Den udkonkurrerede dog slet ikke smakkerne der især når vejret kulede op kunne gøre turen hurtigere.

Uordener.

3) Uden for nr. 83 i Pilestræde ser man igen en udadgående gårdrende over fortovet, som er belagt med en højt opstående mødding. Det er meget mærkeligt at en husejer kan finde på at gøre fortovet utilgængeligt, og være årsag til at mange fodgængere falder, endog i fare for at slå sig slemt, blot for at spare at lave en sådan rende. Tænk hvor svinagtigt det ville være hvis hver husejer lagde en sådan møgdynge på sit fortov. Og der er vel ingen som tror de har privilegier som andre ikke har?

(Politivennen, nr. 350, 5. januar 1805 s. 5572)
 

Som det ses boede Politivennens redaktør Seidelin i Pilestræde nr. 94. Så han har formentlig været førstehåndsvidne til den skandaløse møgdynge.

Redakteurens Tilføjelse 

På Copenhagen.dk er nogle skematiske tegninger over hvordan rendestenene kan have set ud på Politivennens tid. Over renderne skulle der være rendebrætter, så fodgængere ikke behøvede at træde ned i moradset. I Den Store Danske er desuden et fotografi af en åben rendesten i Skipperstræde, Dragør fra o. år 1900. Fra de mange gårde i København var gårdrender ud til gaderenden, og førstnævne blokerede åbenbart i dette tilfælde fortovet.