Om den Nye Assistenskirkegård

Skønt vel samtlige københavnere har grund til at glæde sig over det udgivne reglement for Assistenskirkegården, så gælder det dog især for udgiveren, fordi han i det genkender meget af det han selv har anbefalet og også offentligt her i bladet foreslået til bedre indretning og orden ved dette begravelsessted.

Dette reglement befaler nemlig at der skal laves et kort af stedet, at dette derpå efter smagfuld tegning inddeles ved  beplantede gange i flere ruder, hver rude igen i sine gravstykker. Disse gravstykker skal have deres nummer udhugget i en sten, som står i et hjørne af samme. Endelig føres en protokol over disse numre, hvor man kan se hvornår et lig er begravet. Ved hjælp af disse protokoller kan man så se hvor længe og hvad for et lig der ligger i et gravstykke. Så kan det herefter ikke længere ske, at man kan have venner eller slægtninge liggende begravet, uden at graveren ved hvor de ligger, eller kan henvise til deres grave.

Det er uanstændigt at folk nedtramper grave og ødelægger beplantningerne som fx her på gravstederne for finansråd Koes og hans søn (forrest, døde hhv 1804 og 1805), og i midten Perrine Iacquet Sossisse Schandorph (død 1799). Hun der var født i Nantes, Bretagne, 1733 og hvorom hendes husbond skrev: "I 36 år var hun mig en trofast hustru. Den der var lykkelig som jeg, kiender mit savn. Den der er det, skiønne på sit held." Ikke en blomst er der at finde! Det er på tide at vi får sat en vagt bestående af en halv snes handlekraftige mænd til at slå hårdt ned imod denne orden!

Med anstændig frimodighed vover udgiveren imidlertid i anledning af § 8 i reglementet at ønske at må findes en endnu kraftigere måde, end den der foreskrevne til at holde orden på kirkegårdens besøgende. Denne paragraf siger nemlig at: "På kirkegården må enhver gå om sommeren fra kl. 8 til 12 formiddag og om eftermiddagen fra 4 til 5, men om vinteren blot på samme tid om formiddagen. Dog skal nøje påses at ingen træder på gravene eller foretager noget som kan forårsage uorden. Det påhviler graverne på det strengeste og nøjagtigt at påse at dette bliver overholdt, hvorved også politiet skal have indseende."

Udgiveren har ofte selv været øjenvidne til de mest overgivne og usømmelige optrin på og ved de dødes grave. Han husker hvad slags folk disse begås af, og tror ikke at graverne, der desuden har deres forretninger, vil kunne være i stand til at afværge misbrug af kirkegårdene, trampen på gravene og beskadigelse af beplantningerne. Han tror heller ikke at politiet her vil kunne låne en så kraftig arm som behøves.

Han tør derimod til højere overvejelse foreslå følgende indretning til ordens vedligeholdelse:

1. Kirkegården har kun en port åben, og denne er forsynet med porte, der straks og godt kan lukkes.
2. Udenfor denne port opstilles en hovedvagt bestående af en underofficerer og 8-12 mand.
3. Ved sin blotte nærværelse bidrager denne vagt mere til at forebygge uorden end 20 gravere. Så snart en graver beder om hjælp, må vagten med det samme give ham den. Og for at den, som inde på kirkegården begår en uorden, ikke skal slippe væk, lukker vagten straks porten så snart en graver eller graverkarl støder i en fløjte de altid har på sig.
4. Ved vagten må der være et fangehul for de balstyrige fredsforstyrrere, som blev pågrebet på kirkegården.

Jeg er sikker på at denne foranstaltning meget ville hjælpe mod uorden af de daglige besøgende. Men desværre sker der endnu større beskadigelser på monumenter, grave, beplantninger osv. ved begravelserne selv, da en mængde ørkesløse glanende tilskuere strømmer ud af byen ved enhver ligfærd, trænger sig med ind på kirkegården. Ja forstyrrer endog ofte gennem usømmelig adfærd og tummel al den andagt, hvormed denne handling burde ske.

Her hjælper ikke gravere, og næppe politi uden i stort antal. Forudsat hvad jeg tror er rigtigt, at et ligs nedsættelse bør ske uden tilløb, med andagt og stilhed, så foreslår jeg følgende: Så snart graveren ser, at et lig nærmer sig, melder han det i vagten, og ringer tillige med en klokke, hvorved alle på kirkegården værende besøgende straks bør forføje sig ud. Herpå sendes den halve vagt ud ved den snævre indkørsel fra landevejen for der at tilbageholde alle der ikke hører til følget. Muligvis er det nødvendigt ved meget pompøse ligfærd at fordoble vagten. Den skade, som ellers ville ske ved den med ligfølger tumultarisk indstrømmende pøbel, kan hverken gravere eller gartneren, som herefter antages, genoprette efter i lang tid.

(Politivennen nr. 358, 2. marts 1805, side 5685-5693)

Redacteurens Anmærkninger

Politivennen har fra marts 1805 og den følgende tid usædvanlig mange artikler om Assistenskirkegård og begravelser i det hele taget. Så derfor kan det måske være nyttigt med lidt supplerende læsning:
 

Begravelser

Det blev forbudt at begrave folk inde i kirkerne, 22. februar 1805 ved "Forordning for danmark og Norge, som forbyder nye gravsteders indretning i kirkerne, og foreskriver de vilkår, under hvilke de nuværende ejendomsbegravelser må benyttes". Selv om det først 1851 blev forbudt at begrave folk på kirkegårdene inde i byen. (Samlinger af bestemmelser vedr. Københavns Kommune 1607-1839).

Artiklen afspejler en modsætning mellem hvad de fine borgerskab og folk i almindelighed mente om kirkegården. På landet mente folk at kirkegårdsmuld (evt. græstørv) havde magiske evner og fx kunne kurere sygdomme hos mennesker og dyr. Da man samtidig opfattede præsten som en hellig magisk person der stod mellem de levende og døde, var begravelser en særlig mulighed for at optage noget af kirkegårdens magiske, helbredende kræfter - og ved som artiklen skriver at gå rundt i området. Men det ser også ud til at fine personers begravelse har været et velkomment underholdende indslag.

På landet

Især på landet foregik begravelser på Politivennens tid radikalt anderledes end i dag. Man havde en klar forestilling om at der var et liv efter døden. Der var en række ting man skulle foretage sig fx for at sikre at  den afdøde ikke gik igen som genganger. Præsten skulle informeres først. Konerne gjorde liget i stand, gerne med et kors og en saks - stålet skulle jage onde ånder væk og sikre at den døde ikke gik igen. Hvis ikke man havde en saks, kunne man også binde fødder eller i hvert fald storetæerne sammen. Begravelsesdagen var vigtig: Alt efter ens tro, kunne søndag være en god dag - torsdag en dårlig (det var jo guden Tors dag, og ham kunne man godt have respekt for). Den døde kunne få lidt værdigenstande med (heraf måske den store offentlige interesse). 

Graverne blev som regel "beskænket", sammen med gæsterne hvor man spiste en solid frokost, hvorefter man sagde farvel til den afdøde. Det bedste var at transportere liget ud gennem et hul, ikke døren, fordi gengangere altid ville komme samme vej ind i huset som det gik ud. Hvis man var nødt til at bære det ud gennem døren, kunne man dog kaste en potte vand efter kisten, eller strø hørfrø, da gengangeren så måtte bruge tid på at tælle dem, når han/hun kom tilbage. Man gik ofte en omvej for at forvirre gengangeren. Og man måtte helst ikke standse. Desuden var det en god ting at bære den rundt om kirken med solen tre gange. Man blev derefter stående til graven var kastet fuldstændigt til. Man tog varsler af skovle og spader, og af hvem præsten kiggede på. Herefter gik man hjem og spiste og drak igen solidt, "gravøl", overbevist om at den døde var til stede.(gengivet efter Jakob Rod: Folkereligion i nyere tid, 1972, s. 38-46 og "Død og begravet").

Assistens Kirkegård

Er om noget et sted hvor man har forsøgt at genskabe stedet som det så ud på Politivennens tid. 1760 og århundredet ud bestod den af afdeling A, dvs. hjørnet Kapelvej/Nørrebrogade. Der findes ikke rester af de fattige som kirkegården først blev brugt til. Men på Politivennens tid var mere velhavende også begyndt at blive begravet her. Den første var den astronomiske forfatter og 1. sekretær i krigskancelliet Johan Samuel Augustin (26.4.1785). 1802-1806 kom afdelingerne B-G til, dvs. området langs Nørrebrogade til Runddelen. Man har gjort meget for at føre området tilbage til sit oprindelige udseende. Og man vil bemærke at det på Politivennens tid var populært med allegoriske, antikke symboler.

Kirkegårdens folder omtaler følgende grave for før 1805: Afdeling A: Andreas Weidenhaupt † 1805 A-88, en billedhugger som lavede flere af gravstenene på kirkegården, bl.a. over Jens Juel † 1802 A-988, Johannes Wiedewelt † 1802 som selv stod bag en lille snes af kirkegårdens gravsten. A-232 og  Ole Dalsgaard † 1798 A-1001. Adolph Gotthard Carstens † 1795 A-245. Ulricka Eleonora Timm † 1800 A-225. Sophie Wilhelmine Bornemann † 1792 A-292. Peter Christian Abilgaard † 1801 A- 616 (foto). Morten Wærn (1796). Ernst Vilhelm Stibolt † 1796 A- 683. Bibliotekaren Georg Nielsen † 1797 A-686. Søren Gyldendal † 1802 A-693. Henriette Erichsen † 1790 A-795. Marie Schiönning † 1797 A-986 (foto). Peter Uldall † 1798 A-990/91 (foto). Caspar Frederik Harsdorff † 1799 A-1019 og Andreas Bodenhoff † 1796 A-1026/27 (Foto). Afdeling B: Martin Vahl † 1804 B-32. Afdeling C: Marie Charlotte Eggert † 1805 C-101. Afdeling G: Cecilia Christina de Schøller † 1786 G-569. 

"Dette minde sattes en kiær søn Poul August Treeld Hyllested, født d. 21. september 1787, død d. 2. may 1796 af hans dybtsørgende forældre stadsmægler Christian August Hyllested, født d. 26 july 1757, død d. 28. februar 1819, og hustrue Dorethe Elisabeth Hyllested, døbt Treeld, født d. 17. oktober 1767, død d. 18. marts 1829, som nu samtlige hvile i denne grav. Jeg har det haab til gud at de dødes opstandelse forestaaer". Sten af Johannes Wiedewelt (død 1802), som står bag en lille snes af kirkegårdens sten.

Men derudover er der fx Edward Storm († 1794) som skrev melodien "Danmark, dejligst Vang og Vænge". Niels Lunne Peiersen (1795). Gravstenen for Poul August Ewald Hyllested († 1796, se foto) er bemærkelsesværdig fordi han kun blev 9 år, og at den er lavet af Johannes Wiedewelt. Anna Barbara Damkier († 1802). Jens Damkier († 1792) "Agerdyrkning var hans haandtering - Retskaffenhed hans Ære". Birthe Henriette Raben Levetzau († 1805). G. D. F. Koes († 1804) og hans søn F.W. C. Koes († 1805). G. D. F. fik 1771 et privilegium på 6 år til et tallotteri. Det var så stor en succes at staten overtog det 1773, mod at Koes hvert år fik udbetalt 400 Rdl. Lotteriet bestod længe efter Koes' død. Helt til 1851. Mariane Du Guay († 1801). Hans Knudsen († 1808). Perrine Iacquet Sossisse Schandorph († 1799). N. S. Kurtzhals (Fiolstræde 22). Bagermester Lobecks familie. Niels Lunde Reisersen († 1795).

Om bedre Tagsten

De røde tagsten man kan købe nu omstunder, er af meget dårlig forarbejdning. Som oftest fulde af porer der siden forårsager afskallinger. Desuden er de så tunge at deres vægt er til stor byrde for tagene, og tætheden er der ved deres fremstilling ikke sørget godt nok for.

Ved Trondhjem er et teglbrænderi hvor man laver teglsten ikke bare af en meget god tæt masse, men også kun halvt så tykke som de almindelige tagpotter. Formen er ganske ny. De er flade, rombiske og klæder i tækning usædvanlig godt. 

Sådan kan tagsten også se ud, selv om de ikke er rombiske. Men hvorfor skal vi finde os i tykke, utætte og på alle måder dårligt forarbejdede tagsten, som oven i købet er fulde af porer så de skaller af?

Der er ingen tvivl om at når vores teglværker frembragte sådanne sten, så ville de få overmåde stor afsætning. Dersom disse værkers ejere ønskede underretning, kunne de let få den nu, da opfinderen af denne slags sten, Hr. Barlien, der ejer det omtalte værk ved Trondhjem, for indeværende er i København og logerer i Springgaden hos postbud hr. Halseth.

(Politivennen nr. 357, 28. februar 1805, side 5674-5675).

Redacteurens Anmærkninger

Hans Barlien

Var en norsk bonde og stortingsmand (1772-1842). Han startede i 1805 et teglværk. Han uddannede sig på studieophold i København 1805. Og ifølge en norsk hjemmeside skulle han have kontakt med H. C. Ørsted. Udover teglværket ejede han savværk, mølle, pottemageri, kalkbrænderi, glasværk, hattefabrik og trykkeri. Og var kendt som opfinder. Barlien blev fra 1815 en af de førende radikale bondeledere. Han blev dog med held neutraliseret af embedsmændene, bl.a. fordi han fik valgt sognekomiteer et par steder. Det var nok til at han i 1830 blev for oprør, valgagitation, gudsbespottelse, og for at "vække Misnøje med Statsforfatningen, Regeringen og Statens Embeds- og Bestillingsmænd" osv. Barlien blev frifundet, men tiltalen hindrede ham i at blive valgt som stortingsmand i 1830 og 1833. Hvorpå han i 1837 udvandrede til USA. Ikke desto mindre prægede Barliens tanker bondepolitikken.

Halseth

Se Kraks Vejviser 1805:  "Halseth, Bud ved Hamborg agende Post-Contoir, Springgaden 13". På Politivennens tid var de vigtige postknudepunkter i Danmark København og
Kolding, hvor var postmestre. Der var tre lovlige befordringsmåder for postforsendelser: Med Postvæsnet, med eget bud - eller med Postvæsnet og eget bud

Vinterubehageligheder i København

Der er ikke så få af dem. Fuldstændig at afhjælpe dem er umuligt. Men at arbejde for at formindske dem er derimod fornuftigt, og dertil en pligt.

1) Om vinteren tilfryser vaskerenderne i gårdene, hvis der kastes vand i dem. Derfor må husejerne forbyde de som bor hos dem, at kaste vand i vaskene. Men da tyende ofte er dovne eller modvillige, og gerne vil spare sig den umage at bære det beskidte vand ned på gaden, skrider de ofte først til det, når renden er tilfrosset. Det har den ubehagelige følge, at en sådan rende ikke tør op igen, før der har været mange dage med mildere vejr.

Denne gene kunne afhjælpes, hvis man lavede vaskerenderne dobbelt. Nemlig sådan at der uden om den egentlige rende til alle sider var et 1 tomme fritstående futteral af træ. Dette futteral eller ydre rende behøvede kun at være af meget tyndt træ. Det mellemliggende lag luft ville så virke til at holde den egentlige rende fri for frost.

2) Det er til gene at rendebrætterne ved indfaldende frostvejr enten kommer til at ligge for højt, eller blive væltet om på fortovene. Begge dele er meget farlige for fodgængerne.

Rådet mod det er meget simpelt, nemlig at befale at alle rendebrætter er løse. Det vil sige ikke lænkede til stenene. Smeden i Store Kongensgade nr. 255 og 256 har vist med sit bræt at det kan ligge fast uden at være lænket. Ved indfaldende stærk frost og sålænge denne varer, burde brætterne, som ikke blot overflødige, men endog skadelige, tages væk og stilles i husejernes gårde.

3) En tredje vinterubehagelighed er den, at en mængde husejere for at forhindre at den rende, der leder vandet ud fra deres gårde ikke fryser til, dækker denne på fortovet med en stor mængde gødning, der både frembringer et væmmeligt syn, og et slemt søle ved indfaldende tø.

I de tilfælde hvor denne uskik blot er en følge af dovenskab eller utidigt gnieri, fx hvis man enten ikke vil ophugge eller bekoste sin rende ophugget, der ville en mærkbar bøde gøre god virkning. Men på steder, hvor kælderen trues, fordi en gårdvandpost hele tiden løber over, enten fordi dens tud er sat for lavt, eller fordi en nabopost bruges for stærkt, der bør en sådan posts tud forsynes med en hane, så det unødige vandspild kan forebygges.

(Politivennen nr 356, 16. februar 1805, s. 5659-5662)

Redacteurens Anmærkning

Store Kongensgade 255 er nutidens Store Kongensgade 82. Huset er fra 1734, ombygget 1795 og eksisterer altså stadig. 

Rendestene er et af de mest hyppige klagepunkter i Politivennen. Næsten hvert nummer indeholder klager over disse. Af de mere uddybende artikler er fx "Om Rendesteensbrædterne paa Østergade." (Politivennen nr. 736, lørdag den 6. februar 1830, side 85-87)

Om nogle Byrder, som ønskes pålagt Herremændene

Anmelderen benægter ikke at titlen klinger slemt. Herremanden fik forøget sine byrder af vores retfærdige regering. Fordi regeringen viseligt ønsker at en større skatteligelighed efterhånden skal erstatte den uretfærdige ulighed, som de to mægtigere stænder havde unddraget sig selv for statens byrder, for at lægge dem på borger- og bondestanden. Mens de selv nød de fordele som samfundet yder, i langt højere grad end disse. Hvorfor så fremsætte forslag til endnu større byrder for herremændene og alene for dem, kunne man spørge. Men når disse gode mænd har læst det følgende, tror man at de ikke vil blive vrede.

Hvis det er sandt at agerdyrkningen i Danmark har gjort betydelig fremskridt på det seneste ved bedre sædskifte, indførsel af kløveren og kartofler og en følelig virkning af udskiftning af fællesskab og hoveriets ophævelse, så må man samtidig erkende, at selvom agerdyrkningen endog opnåede - hvad vel ikke bør anses for umuligt - det tredobbelt af hvad den nu er, så halter dens søsterkunst husdyrdriften så aldeles forsømt efter. Dette er tilfældet i Danmark og Norge.

Med undtagelse af hvad regeringen med prisværdig opmærksomhed har gjort for hesteavlen og for anskaffelse af spanske får, og af hvad Landhusholdningsselskabet med indskrænket fond har kunnet gøre til fåreavlens forbedring i Norge, så må man sige, at der næsten intet er gjort for vores husdyrs forædling.

Det er til Englands store hæder at have været den første nation i verden, der har vist hvordan menneskets behandling over al forventning kan forædle oksen, fåret, svinet og flere dyrearter, og hvor stor velstand sådan forædling bibringer landmanden og den stat han er borger af.

Ja, hvis den ånd, der besjæler Englands godsejere som driver disse genstande med sand virtuos entusiasme, også var til stede hos vores jorddrotter *), så ville det vist nok ikke bare være overflødigt, men endog højst urimeligt at tænke på at pålægge dem det som denne forædling tilsigter.

Vel kan man sige, at der med tiden vil komme forbedringer. Men hvor langsomheden er så stor, og det mål der skal opnås, så vigtigt, der kunne man vel ønske, at det ikke blot blev overladt til tiden, men at den gode sag blev fremskyndet ved tvang, der endog gavner den tvungne mest.

Vores bønder forstår ikke, formår ikke og hvad værre er, ville ikke selv om de formåede, tilvejebringe sig ædlere dyr for at frembringe bedre racer. For herremanden gælder dette derimod ikke ganske. De har i det mindste råd til at bekoste anskaffelsen af sådanne ædle dyr. Og fra deres avl kunne igen bønderne og andre mindre landbrugere forsynes.

"Vores bønder forstår ikke, formår ikke og hvad værre er, ville ikke selv om de formåede, tilvejebringe sig ædlere dyr for at frembringe bedre racer."

Når det pålagdes enhver godsejer at have i det mindste et par spanske får, et par engelske svin, en bedømt god hingst, og en ligeledes bedømt god tyr, så blev det muligt for regeringen at anvende endnu langt større summer end hidtil til den første anskaffelse af sådanne dyr til deres hensigtsmæssige og ublandede fremavl i dertil anlagte kongelige stutterier, malkekvægshold, fårehold og svinehold. For så var den sikker på at vinde omkostningerne tilbage gennem sikker afsætning af de dyr som blev fremavlet der. Og selv om afsætningen til frivillige købere var lige så sikker, måtte dog den her foreslåede, såkaldte tvungne afsætning foretrækkes, fordi ikke blot nabodistrikter, men hele landet, snarere kunne vente de fordelagtige følger af ædlere kreaturers opdræt. 

Disse følger var sikrere, hvis godsejerne tillige blev pålagt hvert år at indberette de af dem købte ædlere dyrs tilstand og formering, samt om afsætningen af yngelen til omegnens mindre jordbrugere.

Nu omstunder er der mange bønder omkring i provinserne, vel også mangen præst, som gerne ville ønske sig lejlighed til en så nyttig forædling. Men omkostningerne er for store for dem.

Jeg tror derimod ikke, at man vil finde det her foreslåede en byrde for en herremand. Og snart ville udlægget rigeligt tjenes ind igen. Og med tiden ville godsets forbedring med den ædlere husdyravl, føre til at han eller hans børn velsignede påbuddet.

*) Det forstår sig at her gøres fornøden undtagelse for et lille antal af danske jorddrotter.

(Politivennen nr 356, 16. februar 1805, s. 5653-5658)

Uordner.

Ikke bare på Købmagergade, men også i Læderstræde, og især på det sidste sted, er det sket at folk, som er gået forbi de holdende, forspændte kareter, har været i fare for at blive bidt af heste, der har snappet efter dem. Da det umuligt kan være husbonden eller i det mindste hans folk ubekendt, at en eller anden af deres heste har denne farlige vane, håber man at de aldrig lader sådan et dyr stå ude på gaden. Det var ikke uretfærdigt, om en meget følelig straf pålagdes den hyrekuskkarl, hvis hest bed nogen forbipasserende. Det bør bemærkes, at det var i sommer en af hestene på Købmagergade snappede efter en forbipasserende. I Læderstræde er det derimod sket for ganske nyligt.

(Politivennen nr 355, 9. februar 1805, s. 5651-5652)

Læderstræde - her tæt på Amagertorv - blev ramt af branden i 1795, og stod næsten genopført i 1805, så husene lignede formentlig fotoets huse. Rådhustårnet som man aner i baggrunden til højre var der ikke. Her forløb volden. Muligvis har man i stedet kunnet se en af de 17 voldmøller.

Redakteurens Anmærkninger

København havde i 1801 over 2.500 heste. Hyrekuske rangerede under midten i det københavnske retssystem, men dog under "anselige og formuende borgere" som Politivennens skribenter formentligt kom fra. En pæn portion artikler i Politivennen beklager sig over hyrekuske, som ikke kører hvorhen de bliver bedt om, kører vildt og uforsvarligt og i det hele taget er uforskammede og grove.