Undertegnede, hvis datter søger en friskole, henvendte sig omtrent for en måneds til siden, til distriktets forstander med en skriftlig anmodning fra skolens lærer om at anvise hende en læge, da hun pludselig var blevet angrebet af et tilfælde, der forekom mig og andre at være begyndelsen til en hidsig sygdom. Lægen indfandt sig da også og foreskrev nogle midler, men blev borte i en 10-12 dage. Imidlertid tog sygdommen til med sådan heftighed, at der kun var lidt eller intet håb om barnets liv.
I min sorg og forlegenhed henvendte jeg mig igen til min datters lærer og fortalte ham, at lægen ikke havde været mere end den ene gang hos hende. Efter hans råd anmeldte jeg det for forstanderen, som lovede at foranstalte det fornødne. Men selv efter at barnet dog begynder at komme sig en smule, har jeg ingen læge set.
Denne gang har naturen og omhyggelig pleje, næst Guds hjælp, og ikke lægemidler, reddet mit barns liv. Men det bør dog vel ikke altid være tilrådeligt at stole på god natur, mindst på passende pleje, især hos fattige folk.
Forsømmelse i sygdomstilfældet kan fra lægens side så let have et menneskelivs tab til følge. Og et menneskeliv, hvad enten det tilhører en kejser eller en stodder, bør være lægen lige helligt og dyrebart.
Ovenstående har jeg bekendtgjort for at vedkommende læge, der dog skal være en lærd mand, herefter vil udvise større nøjagtighed med sine fattige patienter end i dette tilfælde. Og for det tilfælde at hvis sådant skulle ske igen, at direktionen for fattigvæsnet ville råde bod på sådan utilgivelig forsømmelse.
Rasmus Pedersen
Værtshusholder
* * *
Udgiveren kan ikke tillade sig at tro, at en læge frivillig skulle forsømme en syg fordi denne er fattig. Men anser det for muligt, at lægen enten har forudset, hvad der jo blev tilfældet, at naturen her ville hjælpe, eller troet at hvis sygdommen virkelig tog til, ville faderen vel komme til ham for at minde ham om at komme.
Måske var det ikke af vejen, om der var flere reservedistriktslæger, der i tilfælde af lægens eget forfald kunne overvåge den del af hans dont, der kunne komme til at forsømmes.
Endelig burde klageren, hvis hans barns liv var ham kært, og han ikke ville minde den samme læge, ikke have stolet på læreren, men selv gået til forstanderen, eller endog til en direktør.
(Politivennen nr. 359, 9. marts 1805, side 5704-5707).
Redacteurens Anmærkning
Artiklen besvaredes i Politivennen nr. 360, 16. marts 1805, side 5724.
Sygdom er et regelmæssigt tema i Politivennen. Det er svært at forestille sig lægekunsten på Politivennens tid. Man havde ikke engang kendskab til hvordan man helbredte banale sygdomme som halsbetændelse. En udbredt opfattelse var at sygdom skyldtes en ubalance i kroppens væsker. Snot kunne derfor opfattes som kroppens eget forsøg på at bekæmpe sygdommen, og behandlingen bestod stort set i at hjælpe kroppen på vej og bringe balance i dens væsker. Mange læger lod sygdommen gå sin gang, sådan som det er beskrevet i Politivennens artikel. Andre brugte kviksølvholdige midler, vanddrivende midler, omslag eller åreladning. Det var ikke ualmindeligt at lade sig årelade et par gange om året for at holde sig rask. Set med vore dages kundskaber havde disse midler i bedste fald ingen virkning, i værste fald kunne de være med til at slå patienterne ihjel.
Kraks Vejviser 1811 har en liste over praktiserende læger i København
Rasmus Pedersen
Herom kan man i Kraks vejviser for 1804 finde følgende oplysninger: "Pedersen, R., Brændevinsbr[ænder], Store Kongensgade 293"
Katharral tilfælde
Der
er formentlig tale om catarrhalis, eller mellemørebetændelse og
lungebetændelse, der ubehandlet godt kan gå over af sig selv. Men jeg
har ikke tjekket om man dengang brugte udtrykket.
(Efter indsendt)
Assistenskirkegården er ubestrideligt en af den seneste tids bedste indretninger i og omkring København. Ja man kunne ønske, at vores regerings så utrættelige opmærksomhed på almenvellet, også ville udstrække sig dertil, at alle kirkegårde og begravelser i og uden kirkerne for fremtiden blev afskaffet, imod at ejerne af begravelsessteder fik en passende og rimelig godtgørelse, således som det er sket ved Bryggerlaugets ophævelse. Samt at kirkegårdene blev forvandlet til åbne pladser og kirkerne indhegnede med jernkæder, ligesom statuerne på Amalienborg og Kongens Nytorv.
Byen ville ved det ikke alene vinde usigelig meget i skønhed, fordi kirkerne ikke længere kom til at ligne himmelske fæstninger, der som oftest er slet besøgt, fordi de afskrækker mængden med deres ringmure og gravhøje. Disse sidste dufter på varme sommerdage ikke just indbydende. Men en friskere luft ville også oplive stædernes desuden noksom svækkede sundhed, og kirkerne ville komme nærmere deres mål, at være den rene uskyldigheds templer og samlingssteder for dyd og enighed.
Gangstien over Fælleden er blevet spærret efter udvidelsen af Assistenskirkegård. Men kunne man i det mindste ikke åbne en gennemgang i muren, så man om søndagen kunne spadsere igennem?
Vi vender tilbage til Assistenskirkegården som ved sin nye tilvækst, dog synes at have forårsaget en ulempe: At gangstien, som før gik over Fælleden, derved er spærret. Men kunne man ikke forvente denne ubehagelighed afhjulpet på en behagelig måde ved, i det mindste om søndagen, og under den strengeste opsigt og alvorligste straf for fredsforstyrrere, at åbne en gennemgang på kirkegårdens mur, ved sammes begyndelse herfra staden på Nørrebro, hvorfra en sti kunne føre over kirkegården gennem en på den modsatte side af muren anbragt åbning, ud på Fælleden.
Københavns indbyggere ville ikke alene derved genvinde en af deres behageligste spadsereture, men hvor meget godt turde man ikke spå sig heraf, da de spadserende her først kunne gennemvandre de dødes rige og anstille nogle alvorlige betragtninger, før de nåede de levendes rige, i Frederiksberg Have, hvor den nøgne dyd let forvildes i tryllende labyrinter, af engelsk og franske personificerede anlæg.
(Politivennen nr. 359, 9. marts 1805, side 5701-5704)
Redakteurens Anmærkninger
Det tætteste jeg kan komme på nogenlunde hvor denne gangsti har været, er et kort fra Stadsarkivet som må være fra lige efter Assistenskirkegårdens udvidelse op til Runddelen. Her ser det ud til at der er en sti som er afbrudt ca midt på. Der ligger også en reberbane langs Nørrebrogade.
Til gengæld er skribentens ønske om at omdanne de gamle kirkegårde omkring Vor Frue, Nikolaj Kirke, Trinitatis Kirke m. fl. til åbne pladser jo i mellemtiden blevet til noget. Derimod ikke at kirkerne blev indhegnet af jernkæder.
(Efter indsendt)
Ingen anden gade i København er på grund af sin beliggenhed udsat for så stor færdsel som Østergade.
Gaden er imidlertid så smal at den ikke engang har en tredjedel af den bredde som en centergade i en stad som København burde have.
Som en følge heraf kører hyrekuskene ofte en endog lang omvej gennem andre gader for at undgå vogntrængslen på Østergade.
En anden følge af at en hovedgade er for smal, er at brolægningen der slides op af kørsel.
Men den værste følge er dog den at fodgængere i en sådan gade er meget dårlig stedt, og det bør dog ikke glemmes at gaderne egentlig er til for dem. Fortovets beskaffenhed tvinger dem hvert øjeblik at træde ud på kørebroen. Og der må de ængstelige have øjnene både for og bag for ikke at blive kørt over.
Det var imidlertid en nem sag at afhjælpe dette onde.
Hvis indsenderen fik overdraget den fornødne magt til det, ville han ræsonnere således:
- Udgående trapper gør en gade smallere. Altså skal enhver husejer på Østergade fjerne sin på fortovet udgående trappe, og anlægge den således at den går ind i huset.
- Udstående hosekræmmerskilte og andre udstående skilte gør også gaden smallere. Disse må herefter ikke findes på Østergade.
- Kælderpumper tager plads. Disse skal husejerne på Østergade flytte ind i deres gårdspladser.
- Døre og vinduesskodder som åbner sig udad, må ikke længere findes på Østergade, med mindre de lægges og fæstes fladt på væggen.
- Kælderlemme må ikke findes på Østergade. Husejerne skal anbringe nedgangene til deres ubeboelige kældre inde i gårdene.
- Grøntkonestader og amagerstader skal herefter fuldstændig forbydes i den smalle Østergade.
- Vil en marskandiser endelig bo på Østergade, så må han tage sig i agt for at han ikke sætter sine varer ud på fortovet.
Når alt dette er iværksat og der stadig ikke er plads nok, skal rendestenene overdækkes med brædder, således som i Skovbogade og i Skindergade ved Frueskole. Herved vindes i det mindste 12 [havrter] på hver side.
Til de skrigende Østergaders vilde skrig vil jeg sige: "I har langt større fordele af jeres huse, end andre husejere i staden, altså er byrden ikke særlig mærkbar. Desuden vil det vel snart blive lige sådan med alle de andre gader"
(Politivennen nr. 358, 2. marts 1805, side 5697-5700)
Ikke Østergade, men det nærvedliggende Læderstræde, som nok kommer situationen nærmere. Hosekræmmerskiltene er erstattet af sandwich-skilte, gadesælgernes stader af cafeborde og potteplanter. Brolægningen er kommet i orden, og hyrekuskene kan godt spare sig. Det er ikke tilladt at køre her! Fodgængere kan trygt færdes.
Skønt vel samtlige københavnere har grund til at glæde sig over det udgivne reglement for Assistenskirkegården, så gælder det dog især for udgiveren, fordi han i det genkender meget af det han selv har anbefalet og også offentligt her i bladet foreslået til bedre indretning og orden ved dette begravelsessted.
Dette reglement befaler nemlig at der skal laves et kort af stedet, at dette derpå efter smagfuld tegning inddeles ved beplantede gange i flere ruder, hver rude igen i sine gravstykker. Disse gravstykker skal have deres nummer udhugget i en sten, som står i et hjørne af samme. Endelig føres en protokol over disse numre, hvor man kan se hvornår et lig er begravet. Ved hjælp af disse protokoller kan man så se hvor længe og hvad for et lig der ligger i et gravstykke. Så kan det herefter ikke længere ske, at man kan have venner eller slægtninge liggende begravet, uden at graveren ved hvor de ligger, eller kan henvise til deres grave.
Det er uanstændigt at folk nedtramper grave og ødelægger beplantningerne som fx her på gravstederne for finansråd Koes og hans søn (forrest, døde hhv 1804 og 1805), og i midten Perrine Iacquet Sossisse Schandorph (død 1799). Hun der var født i Nantes, Bretagne, 1733 og hvorom hendes husbond skrev: "I 36 år var hun mig en trofast hustru. Den der var lykkelig som jeg, kiender mit savn. Den der er det, skiønne på sit held." Ikke en blomst er der at finde! Det er på tide at vi får sat en vagt bestående af en halv snes handlekraftige mænd til at slå hårdt ned imod denne orden!
Med anstændig frimodighed vover udgiveren imidlertid i anledning af § 8 i reglementet at ønske at må findes en endnu kraftigere måde, end den der foreskrevne til at holde orden på kirkegårdens besøgende. Denne paragraf siger nemlig at: "På kirkegården må enhver gå om sommeren fra kl. 8 til 12 formiddag og om eftermiddagen fra 4 til 5, men om vinteren blot på samme tid om formiddagen. Dog skal nøje påses at ingen træder på gravene eller foretager noget som kan forårsage uorden. Det påhviler graverne på det strengeste og nøjagtigt at påse at dette bliver overholdt, hvorved også politiet skal have indseende."
Udgiveren har ofte selv været øjenvidne til de mest overgivne og usømmelige optrin på og ved de dødes grave. Han husker hvad slags folk disse begås af, og tror ikke at graverne, der desuden har deres forretninger, vil kunne være i stand til at afværge misbrug af kirkegårdene, trampen på gravene og beskadigelse af beplantningerne. Han tror heller ikke at politiet her vil kunne låne en så kraftig arm som behøves.
Han tør derimod til højere overvejelse foreslå følgende indretning til ordens vedligeholdelse:
- Kirkegården har kun en port åben, og denne er forsynet med porte, der straks og godt kan lukkes.
- Udenfor denne port opstilles en hovedvagt bestående af en underofficerer og 8-12 mand.
- Ved sin blotte nærværelse bidrager denne vagt mere til at forebygge uorden end 20 gravere. Så snart en graver beder om hjælp, må vagten med det samme give ham den. Og for at den, som inde på kirkegården begår en uorden, ikke skal slippe væk, lukker vagten straks porten så snart en graver eller graverkarl støder i en fløjte de altid har på sig.
- Ved vagten må der være et fangehul for de balstyrige fredsforstyrrere, som blev pågrebet på kirkegården.
Jeg er sikker på at denne foranstaltning meget ville hjælpe mod uorden af de daglige besøgende. Men desværre sker der endnu større beskadigelser på monumenter, grave, beplantninger osv. ved begravelserne selv, da en mængde ørkesløse glanende tilskuere strømmer ud af byen ved enhver ligfærd, trænger sig med ind på kirkegården. Ja forstyrrer endog ofte gennem usømmelig adfærd og tummel al den andagt, hvormed denne handling burde ske.
Her hjælper ikke gravere, og næppe politi uden i stort antal. Forudsat hvad jeg tror er rigtigt, at et ligs nedsættelse bør ske uden tilløb, med andagt og stilhed, så foreslår jeg følgende: Så snart graveren ser, at et lig nærmer sig, melder han det i vagten, og ringer tillige med en klokke, hvorved alle på kirkegården værende besøgende straks bør forføje sig ud. Herpå sendes den halve vagt ud ved den snævre indkørsel fra landevejen for der at tilbageholde alle der ikke hører til følget. Muligvis er det nødvendigt ved meget pompøse ligfærd at fordoble vagten. Den skade, som ellers ville ske ved den med ligfølger tumultarisk indstrømmende pøbel, kan hverken gravere eller gartneren, som herefter antages, genoprette efter i lang tid.
(Politivennen nr. 358, 2. marts 1805, side 5685-5693)
Redacteurens Anmærkninger
Politivennen har fra marts 1805 og den følgende tid usædvanlig mange artikler om Assistenskirkegård og begravelser i det hele taget. Så derfor kan det måske være nyttigt med lidt supplerende læsning:
Begravelser
Det blev forbudt at begrave folk inde i kirkerne, 22. februar 1805 ved "Forordning for danmark og Norge, som forbyder nye gravsteders indretning i kirkerne, og foreskriver de vilkår, under hvilke de nuværende ejendomsbegravelser må benyttes". Selv om det først 1851 blev forbudt at begrave folk på kirkegårdene inde i byen. (Samlinger af bestemmelser vedr. Københavns Kommune 1607-1839).
Artiklen afspejler en modsætning mellem hvad de fine borgerskab og folk i almindelighed mente om kirkegården. På landet mente folk at kirkegårdsmuld (evt. græstørv) havde magiske evner og fx kunne kurere sygdomme hos mennesker og dyr. Da man samtidig opfattede præsten som en hellig magisk person der stod mellem de levende og døde, var begravelser en særlig mulighed for at optage noget af kirkegårdens magiske, helbredende kræfter - og ved som artiklen skriver at gå rundt i området. Men det ser også ud til at fine personers begravelse har været et velkomment underholdende indslag.
På landet
Især på landet foregik begravelser på Politivennens tid radikalt anderledes end i dag. Man havde en klar forestilling om at der var et liv efter døden. Der var en række ting man skulle foretage sig fx for at sikre at den afdøde ikke gik igen som genganger. Præsten skulle informeres først. Konerne gjorde liget i stand, gerne med et kors og en saks - stålet skulle jage onde ånder væk og sikre at den døde ikke gik igen. Hvis ikke man havde en saks, kunne man også binde fødder eller i hvert fald storetæerne sammen. Begravelsesdagen var vigtig: Alt efter ens tro, kunne søndag være en god dag - torsdag en dårlig (det var jo guden Tors dag, og ham kunne man godt have respekt for). Den døde kunne få lidt værdigenstande med (heraf måske den store offentlige interesse).
Graverne blev som regel "beskænket", sammen med gæsterne hvor man spiste en solid frokost, hvorefter man sagde farvel til den afdøde. Det bedste var at transportere liget ud gennem et hul, ikke døren, fordi gengangere altid ville komme samme vej ind i huset som det gik ud. Hvis man var nødt til at bære det ud gennem døren, kunne man dog kaste en potte vand efter kisten, eller strø hørfrø, da gengangeren så måtte bruge tid på at tælle dem, når han/hun kom tilbage. Man gik ofte en omvej for at forvirre gengangeren. Og man måtte helst ikke standse. Desuden var det en god ting at bære den rundt om kirken med solen tre gange. Man blev derefter stående til graven var kastet fuldstændigt til. Man tog varsler af skovle og spader, og af hvem præsten kiggede på. Herefter gik man hjem og spiste og drak igen solidt, "gravøl", overbevist om at den døde var til stede.(gengivet efter Jakob Rod: Folkereligion i nyere tid, 1972, s. 38-46 og "Død og begravet").
Assistens Kirkegård
Er om noget et sted hvor man har forsøgt at genskabe stedet som det så ud på Politivennens tid. 1760 og århundredet ud bestod den af afdeling A, dvs. hjørnet Kapelvej/Nørrebrogade. Der findes ikke rester af de fattige som kirkegården først blev brugt til. Men på Politivennens tid var mere velhavende også begyndt at blive begravet her. Den første var den astronomiske forfatter og 1. sekretær i krigskancelliet Johan Samuel Augustin (26.4.1785). 1802-1806 kom afdelingerne B-G til, dvs. området langs Nørrebrogade til Runddelen. Man har gjort meget for at føre området tilbage til sit oprindelige udseende. Og man vil bemærke at det på Politivennens tid var populært med allegoriske, antikke symboler.
Kirkegårdens folder omtaler følgende grave for før 1805: Afdeling A: Andreas Weidenhaupt † 1805 A-88, en billedhugger som lavede flere af gravstenene på kirkegården, bl.a. over Jens Juel † 1802 A-988, Johannes Wiedewelt † 1802 som selv stod bag en lille snes af kirkegårdens gravsten. A-232 og Ole Dalsgaard † 1798 A-1001. Adolph Gotthard Carstens † 1795 A-245. Ulricka Eleonora Timm † 1800 A-225. Sophie Wilhelmine Bornemann † 1792 A-292. Peter Christian Abilgaard † 1801 A- 616 (foto). Morten Wærn (1796). Ernst Vilhelm Stibolt † 1796 A- 683. Bibliotekaren Georg Nielsen † 1797 A-686. Søren Gyldendal † 1802 A-693. Henriette Erichsen † 1790 A-795. Marie Schiönning † 1797 A-986 (foto). Peter Uldall † 1798 A-990/91 (foto). Caspar Frederik Harsdorff † 1799 A-1019 og Andreas Bodenhoff † 1796 A-1026/27 (Foto). Afdeling B: Martin Vahl † 1804 B-32. Afdeling C: Marie Charlotte Eggert † 1805 C-101. Afdeling G: Cecilia Christina de Schøller † 1786 G-569.
"Dette minde sattes en kiær søn Poul August Treeld Hyllested, født d. 21. september 1787, død d. 2. may 1796 af hans dybtsørgende forældre stadsmægler Christian August Hyllested, født d. 26 july 1757, død d. 28. februar 1819, og hustrue Dorethe Elisabeth Hyllested, døbt Treeld, født d. 17. oktober 1767, død d. 18. marts 1829, som nu samtlige hvile i denne grav. Jeg har det haab til gud at de dødes opstandelse forestaaer". Sten af Johannes Wiedewelt (død 1802), som står bag en lille snes af kirkegårdens sten.
Men derudover er der fx Edward Storm († 1794) som skrev melodien "Danmark, dejligst Vang og Vænge". Niels Lunne Peiersen (1795). Gravstenen for Poul August Ewald Hyllested († 1796, se foto) er bemærkelsesværdig fordi han kun blev 9 år, og at den er lavet af Johannes Wiedewelt. Anna Barbara Damkier († 1802). Jens Damkier († 1792) "Agerdyrkning var hans haandtering - Retskaffenhed hans Ære". Birthe Henriette Raben Levetzau († 1805). G. D. F. Koes († 1804) og hans søn F.W. C. Koes († 1805). G. D. F. fik 1771 et privilegium på 6 år til et tallotteri. Det var så stor en succes at staten overtog det 1773, mod at Koes hvert år fik udbetalt 400 Rdl. Lotteriet bestod længe efter Koes' død. Helt til 1851. Mariane Du Guay († 1801). Hans Knudsen († 1808). Perrine Iacquet Sossisse Schandorph († 1799). N. S. Kurtzhals (Fiolstræde 22). Bagermester Lobecks familie. Niels Lunde Reisersen († 1795).
De røde tagsten man kan købe nu omstunder, er af meget dårlig forarbejdning. Som oftest fulde af porer der siden forårsager afskallinger. Desuden er de så tunge at deres vægt er til stor byrde for tagene, og tætheden er der ved deres fremstilling ikke sørget godt nok for.
Ved Trondhjem er et teglbrænderi hvor man laver teglsten ikke bare af en meget god tæt masse, men også kun halvt så tykke som de almindelige tagpotter. Formen er ganske ny. De er flade, rombiske og klæder i tækning usædvanlig godt.
Sådan kan tagsten også se ud, selv om de ikke er rombiske. Men hvorfor skal vi finde os i tykke, utætte og på alle måder dårligt forarbejdede tagsten, som oven i købet er fulde af porer så de skaller af?
Der er ingen tvivl om at når vores teglværker frembragte sådanne sten, så ville de få overmåde stor afsætning. Dersom disse værkers ejere ønskede underretning, kunne de let få den nu, da opfinderen af denne slags sten, Hr. Barlien, der ejer det omtalte værk ved Trondhjem, for indeværende er i København og logerer i Springgaden hos postbud hr. Halseth.
(Politivennen nr. 357, 28. februar 1805, side 5674-5675).
Redacteurens Anmærkninger
Hans Barlien
Var en norsk bonde og stortingsmand (1772-1842). Han startede i 1805 et teglværk. Han uddannede sig på studieophold i København 1805. Og ifølge en norsk hjemmeside skulle han have kontakt med H. C. Ørsted. Udover teglværket ejede han savværk, mølle, pottemageri, kalkbrænderi, glasværk, hattefabrik og trykkeri. Og var kendt som opfinder. Barlien blev fra 1815 en af de førende radikale bondeledere. Han blev dog med held neutraliseret af embedsmændene, bl.a. fordi han fik valgt sognekomiteer et par steder. Det var nok til at han i 1830 blev for oprør, valgagitation, gudsbespottelse, og for at "vække Misnøje med Statsforfatningen, Regeringen og Statens Embeds- og Bestillingsmænd" osv. Barlien blev frifundet, men tiltalen hindrede ham i at blive valgt som stortingsmand i 1830 og 1833. Hvorpå han i 1837 udvandrede til USA. Ikke desto mindre prægede Barliens tanker bondepolitikken.
Halseth
Se Kraks Vejviser 1805: "Halseth, Bud ved Hamborg agende Post-Contoir, Springgaden 13". På Politivennens tid var de vigtige postknudepunkter i Danmark København og
Kolding, hvor var postmestre. Der var tre lovlige befordringsmåder for postforsendelser: Med Postvæsnet, med eget bud - eller med Postvæsnet og eget bud
