Forsvar for de københavnske Kobbertrykkerier.

I anledning af en artikel i Dagen nr. 42 om kobberstikkere og kobbertrykkere, hvor udgiveren roser stikkerne og kritiserer trykkerne, finder jeg mig beføjet til at gøre indvendinger imod det anførte, ligesom også at forklare årsagen til hvorfor kobbertrykkerne ikke er hvad de kunne være.

En kobberstikker har Kunstakademiet som vejledning, og han kan med akademiets eller egne bekostning på rejser forøge sine kundskaber på fremmede steder. En kobbertrykker derimod har ingen vejledning herhjemme i sit fødeland. Han har derfor aldrig lært hvad han burde lære. De der bliver kobbertrykkere, er derfor fuldstændig ukyndige mennesker der først gennem lang øvelse er nødt til at studere det, som kunne læres gennem undervisning på et meget lærd sted.

En anden årsag er, at alle de kobbertrykkere som er i København, er fattige folk, der ikke har råd til at anskaffe sig de nødvendige kostbare presser.

For at bringe trykkeriet til det det burde være, har jeg i sin tid indgivet en ansøgning om understøttelse til at anskaffe mig en engelsk presse. Men jeg spildte min tid med at skrive ansøgninger, og 5 rigsdaler for at tegne en sådan presse.

Al vejledning, al understøttelse er derfor stoppet for en kobbertrykker, og under disse omstændigheder bliver det altså umuligt for en dansk kobbertrykker at levere arbejder, som engelske og franske. Den danske kobbertrykker er derfor nødt til at leve af små arbejder, som han med sine ikke særlig gode presser kan trykke. Disse arbejder består for det meste i blanketter, visitkort, adresser og plader, som boghandlerne lader stikke og trykke. Men da disse ikke kan betale arbejder således som andre, da de ellers ville få for store udgifter, så følger også deraf, at kobbertrykkerne ikke kan levere så gode aftryk som de kunne levere hvis det blev bedre betalt.

Kobberstikkere har Kunstakademiet som vejledning, og kan med akademiets eller egne bekostning på rejser forøge sine kundskaber på fremmede steder. En kobbertrykker derimod har ingen vejledning herhjemme i sit fødeland. Han har derfor aldrig lært hvad han burde lære. Hvordan ville Gammeltorv i Johan Jacob Bruuns Novus Atlas Daniæ (1761) have været uden begge disse vigtige håndværk?

Her er altså årsagen til hvorfor kobbertrykkerne ikke er det de burde være. Redaktøren af Dagen må vist ikke være dansk, eller også være smittet af den syge, som i mange år har været gængs, at tro at enhver udlænding kan gøre tingene bedre end vi. Selvom det dog undertiden ikke er bedre, men endog dårligere, hvilket jeg kan bevise.

Jeg er så lykkelig at have bedre arbejdere end de fleste kobbertrykkere, og kan derfor overleve. Men at kunne bringe trykkeriet til det, som det burde være, dertil er min formue ikke stor nok.

Dagen fortæller, at rygtet har sagt, at hr. kobberstikker Clemens vil foretage en udenlands rejse for at få aftryk af sin plade over slaget den 2. april 1801. Rygtet har løjet. For der er slet ingen rimelighed i denne ting. Hr. Clemens ejer en presse, som jeg tror har alle de fuldkommenheder som en god engelsk presse har. Hr. Clemens har været udenlands og vist set de bedste trykkerier. Det må derfor være afgjort, at han ikke har ladet gøre en presse, der ikke havde alle mulige fuldkommenheder. Når dette er sandhed, hvorom vist ingen tvivler, end ikke redaktøren, da skulle det være underligt, hvis ikke der skulle findes en mand, der kunne viske en plade. Altså bliver det afgjort at herr. Klemens ikke behøver at rejse udenlands for at få sin plade aftrykt.

Det var ønskeligt at i stedet for (efter Dagen) der skulle komme en fremmed, at nedsætte sig og fallareres, at man ville opmuntre en dansk mand, ved at lade ham undervise, af kyndige mænd. Han ville da nå lige så stor fuldkommenhed som nogen udlænding.

Til at undervise i kobbertrykkeriet kender jeg ingen bedre end Danmarks berømte kommandørskab Løvenørn som så mange år har været bestyrer af kortarkivet på Holmen.

Denne mand ville vist ikke findes uvillig til at give kobbertrykkerne al den oplysning han kender. Derved blev den danske hvad han kunne være, og Danmark nød den ære at være fuldkommen i denne som i andre ting.

København den 22. marts 1805
Schiøtt
Kobbertrykker

(Politivennen nr. 361, 23. marts 1805, s. 5733-5738)

Redacteurens Anmærkninger

Schiøtt

I Kraks Vejviser for 1804 (s. 361) står Schøtt (uden fornavn) som kobbertrykker på hjørnet af Christen Bernikowsgade og Antonistræde 3, 31 og 32. Måske Johannes Sørensen Schiøtt, som i Weilbachs kunstnerleksikon står opført som far til kobberstikker Søren Schiøtt (1795-1868). Sønnen var erhvervsgrafiker. Han udmærkede sig ikke ved "større billedkunstneriske evner, men hans virke kan ses i lyset af det stigende behov for fortrykte formularer, brevpapir, etiketter osv., der opstod i samfundet i forbindelse med den begyndende industrialisering og masseproduktion af varer samt den tiltagende modernisering af samfundslivet. Hans etikette til den kendte eau de cologne Esprit de Valdemar, fremstillet siden 1836, er et eksempel på et stykke brugsgrafik af reklamemæssig karakter, der opnåede vid udbredelse i hans samtid og senere. Etiketten, der har en umiddelbar naiv charme, inspireret af den nyvakte interesse for dansk middelalder, var beregnet på at blive klæbet på de slanke sekskantede flasker, som Holmegaards glasværk fremstillede til dette produkt". (Billedet fremstiller nok mere end retro-flaske).

Poul Løvenørn

Poul Løwenørn (1751-1823) er til gengæld kendt. Inden for søfartskredse nærmest legendarisk: Søfartsstyrelsen opkaldte 2001 et skib efter ham. Dansk Biografisk Leksikon om Poul Løvenørn skriver han havde "mange jern i ilden, men han formåede at holde de mange stillinger han indehavde ude fra hinanden". Bl.a. som spion, ekspeditionsleder, lods. grundlægger af det danske fyr- og vagervæsen, organisator af færgevæsenet i Danmark. Han blev 1784 Søkortsarkivets første direktør.

Han er begravet på Assistenskirkegården. På stenen står bl.a. står en gravsten med denne indskrift: "Denne grav rummer de jordiske levninger af contra-admiral Poul Løwenørn. Overlods i Sjælland og direkteur for de kongelige søekaart-archiv m. m. Storkors af dannebroge samt dannebrogsmand. Ridder af st. anna ordenens 1. klasse. Commandeur af sværd ordes..."

Artiklen i Dagen, nr. 42 1805 lød således:

Rygtet siger, at vor berømte Kobberstikker Clements, der nu er fremmelig med sin Plade over Slaget d. 2 April om nogen Tid fortager en Reise, for udenlands at faae af trykt samme. Beklagelligt at vi ikke have Kobbertrykkerier, hvor vore Kobberstikkeres bedre Arbeider, saaledes som de burde, kunne afrykkes. Det var et Ønske at vort Kunstakademi var saa rigt, at det kunde afstaae den Kobbertrykker der forstod sin Kunst tilfulde, og her vilde nedsættes sig, en vis aarlig Løn, for blot at boe her. Vi have Kobberstikkere, der ere Mestere i deres Kunst, vi have Yndere af de skjønne Kunster, der ikke finde de Penge spildte, hvormed de lønne Kunstnere, men hvad hjelper det at faa Plader herligt stukne, naar de ej kunne aftrykkes men fordærves i ukyndige Hænder. Hr. Kammerherre Bernt Anker har fra England, med 600 Pd. St. Bekostning, faaet 2 deslige Kobberplader i kulørt Maneer, den ene over Kristiania, den anden over en anden norsk Udsigt, men de kunne her ikke aftrykkes.

Om Mangel på Møllerne på Landet

Før i tiden var vores land rigeligt forsynet med vandmøller. I hvert fald havde visse egne denne fordel, som mange nu længes efter, når vindstille standser vejrmøllernes gang og forårsager møllemangel. Mange vandmøller er fra tid efter anden blevet nedlagt på grund af agerdyrknings flid og deraf flydende vandets afgravning eller afledning. Og nogle af de endnu bestående klager over mangel på vand på grund af agerdyrkningsfliden. Vejrmøller er godt nok visse steder blevet bygget i stedet for vandmøller. Men som det ses ikke altid i den mængde, som svarer til befolkningstilvæksten, eller som anses nødvendig for at imødekomme den forventede mangel og vilkårlig behandling.

At det er sådan, viser erfaringen på landet. Når der enten er eller dårligt føre eller andre mødende hindringer er det vanskeligt at komme til møller og få malet, og selv efter at disse hindringer er ryddet bort, vokser antallet af de som søger møllerne daglig. Derfor må man i de tilfælde ofte med sendebud eller de såkaldte drikkepenge trygle om eller købe sig til at ens korn bliver malet, hvis man ikke vil stå tilbage for andre og midlertidigt savne det fornødne til husholdningen. 

Ved vindstille eller dårligt føre, eller utallige andre hindringer kan man ikke få malet sit korn. Det var ikke sket i gamle dage, hvor vi havde flere vandmøller. (I mangel af bedre, et foto af Ganløse Mølle, opført 1863).

For landmanden er det sjældent nødvendigt at opbevare et stort forråd af mel og gryn for fremtiden, og han kan altså ikke altid benytte sig af vindens, vejenes og andre bekvemme lejligheders fordele. For at forebygge disse ulejligheder og deraf følgende misbrug, ville det være tvingende gavnligt, at flere møller blev bygget på sine steder, hvorved de nuværende møllers monopol ville indskrænkes noget. 

På grund af jordenes bedre dyrkning, ved parcelliering, udskiftning osv. ved den deraf følgende befolkningstilvækst, forbruges nu mere korn i landet end før. Det synes at nødvendiggøre at forøge møllernes antal, og tillige ønskeligt i flere end en henseende. Visse kornsorter som nu sælges i den rå tilstand, kunne med fordel for landet forvandles til mel og gryn, og således eksporteres, hvorved malegevinsten vandtes for landet. Statens kasse ville ikke tabe på det, når der på kværnene efter deres dimensioner pålagdes en passende afgift til statskassen. Flere hænder blev sat i nyttig virksomhed. 

På samme måde anses det særdeles gavnligt for landmanden, om der på landet, som i købstæderne, ved kongelig anordning blev bestemt noget bestemt i malepenge for en tønde, når mel og gryn blev leveres fra møllen efter fastsat vægt, og om visse bøder blev satte for den møller, som blev taget i at kræve mere end det anordnede eller på anden måde viste sig svigagtig.

Når regeringen vil tillade opførelse af nye møller, hvor disse efter skønsmænds bedømmelse måtte anses fornødne, og i betragtning af de omliggendes ringe antal og dårlige tilstand, er jeg overbevist om at der ikke vil mangle nogen som ville benytte sig af denne tilladelse, afhjælpe manglen og sikre de omliggende hastigere og bedre behandling. Mange ville glæde sig over en sådan foranstaltning til medborgeres nytte.

***

Lige så ønskeligt det er at agerdyrkningen måtte bringe mange vandmøller til at bestå, og at den nu fremspirende omsorg for indenlandsk vandtransport måtte fuldende hvad agerdyrkningen ikke kan. Lige så rigtig er den påstand, at vindmøllernes tal bør forøges til det fornødne tal. Det ville også være ypperligt hvis man i det mindste i hvert amt havde en dampmølle for at afbøde møllemanglen i stille vejr.

(Politivennen nr. 360, 16. marts 1805, side 5729-5732)

Redakteurens Anmærkninger

Skribentens ønsker gik først i opfyldelse et par årtier senere. Handelsmøller, altså møller der malede med salg for øje, kom først rigtig i gang efter 1825, og dampmøllerne først o. 1830. Dampmaskiner var dog allerede kendt fra 1790, hvor Danmarks første dampmaskine blev installeret på flådens værft.

I Anledning af den i nr. 359 påklagede Forsømmelse af en Distriktslæge

Udgiveren har erfaret, at Fattigvæsnets Sygekommission, som blev underrettet om hvor M. boede, har skrevet til distriktslægen. Denne har erklæret, at han den 11. februar fik sygeseddel og han var der samme dag, men fandt, at barnet havde simpel katharral tilfælde, der ikke syntes at ville blive af videre betydning. Han foreskrev passende midler, men kom ikke siden, da han formodede, at barnet var blevet frisk, da han (hvilket ellers er almindeligt, når den syge har nogen, som tager sig af det) måtte have sendt ham bud, hvilket ikke er af anmelderen foregivet, mindre sket. Anmelderen har således fået al den hjælp han rimeligvis kan forlange. Han kunne i al fald jo have umaget sig, eller et bud til lægen, i stedet for til læreren. Dette ville i lignende tilfælde den gjort, der ikke har læge frit, men betaler ham godt.

(Politivennen nr. 360, 16. marts 1805, side 5724)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvarede Politivennen nr. 359, 9. marts 1805, side 5704-5707.

Et Forslag til Fordel for Ægtestanden

(Efter indsendt)

De så hyppige skilsmisse i ægtestanden i vore tider synes at være til ikke så ringe skade, ud af mange ting som virker til at forbedre sæderne hos et folk. Det må anses for et middel mod denne vist nok smittende moralske sygdom, hvis følgende indretning blev almindelig og fastsat og ordnet ved lov: Enhver kvinde skulle i en vis alder kunne blive ligeså fuldmyndig som en mand kan blive det. Og kvinderne skulle være myndige fra deres 21. års begyndelse eller det år de fyldte. For de modnes sædvanligvis så meget tidligere end det andet køn.

Dernæst skulle enhver kvinde og mand, når de ville gifte sig, have fuld frihed til forud skriftligt at bestemme, hvorledes man skal forholde sig med deres kapitaler, hvis de har nogen: Hvor meget af dem måtte deres ægtefælle med tiden få i hænde. Hvor meget skulle den efterladte i tilfælde af dødsfald have ret til. Og når der ikke var livsarvinger, hvem der da skulle have det øvrige? Formynderne skulle bestemme dette, når den eller de i ægteskab indtrædende endnu ikke var myndige. Og når de blev det, måtte den da myndige ikke forandre eller ophæve, men stadfæste den således gjorde indretning. 

Alt skulle udstedes på stemplet papir til 1 rigsdaler og dokumentet læses og protokolleres til tinge. For det skulle der uden hensyn til større eller mindre sum betales 1 rigsdaler. Virkningen af denne indretning kunne blive, at mange ægteskaber, som indgås for penges skyld og i hvilke mange kvinder bliver ganske undertrykte og ofte mishandlet, eller blev forvandlet fra en rig brud til en fattig kone, ikke blev indgået. Det ville heller ikke blive så let at tvinge nogen kvinde til at gifte sig med en mand.

(Politivennen nr. 360, 16. marts 1805, side 5719-5720)

Redacteurens Anmærkninger

Ægteskaber

På Politivennens tid blev mænd myndige når de var 25 år. Alle ugifte kvinder var underlagt nærmeste mandlige slægtnings værgemål. Gifte kvinder var underlagt ægtemandens værgemål. Først i 1857 blev ugifte kvinder myndige ved det fyldte 25. år; gifte kvinder i 1899.

Ægteskabskontrakter fortaber sig tilbage i tiden. Forhold mellem mand og kvinde blev stadfæstet i en verdslig kontrakt, et fæste (heraf afledte ord som fæstemø, fæstefolk, fæstegave osv.). Kirken havde godt nok forsøgt at tiltuske sig det efter reformation, fordi det var en god indtægtskilde. Efter Danske Lov 1683 betød det at sideløbende med de lovtvungne kirkelige handlinger, blev folk ved med at opfatte trolovelsen (afskaffet ved lov 1799) og senere vielsen som man altid havde gjort siden den førkristne tid.

En Forskønnelse for København

København har en del at vise frem offentligt hvad angår beboelsesejendommes smagfuldhed og pyntelighed, også fine i Amalienborg, Christiansborg, Børsen, Rundetårn og de to hestestatuer. Men hvad angår kirker og broer er det den usleste stad i verden.

Om broerne er sagt meget, og ved først givne lejlighed skal atter siges noget. Men hvad kirkerne angår, så må man vel erkende, at de hvad angår bygningskunst ikke er værdige nok til at stå i en hovedstad for to kongeriger.

Godt nok har man en begyndelse til en marmorkirke, men dens fuldførelse sker næppe lige med det samme. Det foreslås derfor at nedrive den hæsligste af vores kirker, Garnisonskirken, der skæmmer den skønne plads, og lige med det samme fordærver alle gode tanker, som rejsende der ankommer fra søsiden gennem Amaliegade, måtte have fået om os.

Nedriv den hæsligste af vores kirker, Garnisonskirken. Den skæmmer den skønne plads, og er en torn i øjet på enhver sømand der ellers måtte have gode tanker om os.

Da nu Nikolaj kirke skal nedrives, vil vi få en mængde sten, og slottet afgiver muligvis også flere, end domhuset kan modtage, så det synes at kunne være endnu en fremskyndelse til at skille staden af med et vansir for at skænke den en smagfuld prydende bygning.

Gid København engang måtte eje en indbydende kirke. Uden grave udenfor og indenfor, og ikke væmmeliggjort. Ikke indhyllet i træer, men fritliggende, velbygget og til glad gudsdyrkelse!

(Politivennen nr. 359, 9. marts 1805, side 5713-5714)

Redacteurens Anmærkninger

Marmorkirken

Fortæller på sin hjemmeside om den mærkværdige tilblivelseshistorie. Her nogle højdepunkter: Byggeriet var startet i 1749. Men åbenbart havde man sat barren for højt, og selv efter nogle nedjusteringer blev byggeriet helt standset i 1770. Så på Politivennens tid har det allerede stået som en halvfærdig foretagende. Og der gik lang tid endnu. Først da Tietgen i 1870 købte ruinen begyndte der at ske noget, og den blev indviet så sent som 1894, altså næsten 250 år efter grundstenen var lagt.
 

Garnisonskirken 

Mere prosaisk er Garnisonskirkens historie. Den blev taget i brug 1706 som kirke for den store landmilitære hær. På Politivennens tid, i 1804 var den lige blevet civil kirke for bydelen.

Nikolaj Kirke

Var på Politivennens tid revet ned på grund af branden i 1795, og kun tårnet (uden spiret) stod tilbage. Det blev brugt som vægtertårn og signaltårn for skibene. Med slagterboder omkring. I 1805 fungerede den ikke længere som kirke. Den nuværende bygning er opført over 100 år senere end Politivennens artikel.