Om uberettiget Landgang

Længe har der i dette blad været klaget over den mangel på opsyn, der i lang tid har tilladt så mange svenske at blive udskibet og indskibet ved Lappen ved Helsingør. Efter at denne bagdør endelig er blevet lukket for den slags folk, der af visse årsager helst kommer og går uden pas, virker det som om andre åbner sig, hvis ikke der bliver holdt et vågent øje med det.  Ved fiskerlejet Lumme ved Malmø og flere steder begynder man at overføre pasmanglende personer til Skovshoved, Vedbæk, Tårbæk og hvor de først kunne sætte dem i land. Vi ville måske blive fri for mange slette personer, hvis der blev udsat en dusør til den, der opdagede sådan urigtig landgang.

(Politivennen nr. 367, 4. maj 1805, s.5832)

Gaden Lappen, nedenfor Marienlyst Slot. Stranden ligger bag ved husene. Foto: Erik Nicolaisen Høy.

Redakteurens Anmærkninger

Lumme

Han må mene Lomma som ligger et par kilometer nord for Malmø.

Om et Apothek i Ringsted

Efterhånden som vores medicinalvæsen kommer på bedre og bedre fod, bliver det og mere nødvendigt med samme ihærdighed og under overvågning af uberettiget salg af lægemidler, markskrigerbedragerier, kloge mænd og koner, at lette adgangen til at få gode og lovlige lægemidler hos velforsynede og kyndige apotekere på hver egn.

Det ligger i sagens natur, at man ikke kan have en god apoteker i enhver købstad, med mindre der er rimelighed for, at han kan leve der. Men det er vel lige så naturligt at steder, der før ikke kunne ernære et apotek, i tidens løb kan blive i stand til det, når omegnen opdyrkes bedre.

Ringsted har som følge af forbedringer indenfor landbruget brug for en rigtig apoteker (Erich Pontoppidan: Det Danske Atlas, Tomus 3, 1767). 

Ringsted kan ikke andet end regnes for et sådant tilfælde. Det tiltagende landbrug har også  forøget folkemængden her i Sjællands frugtbare midte. De nærmeste apoteker er på den ene side i Sorø og på den anden side i Roskilde. På de to andre kanter er apotekerne endnu længere væk. Dette havde også bevæget den nu afdøde distriktskirurg Walbohm til at have den mest nødvendige medicin klar i sit hus. Men så nyttigt det end var, ligeså let kan enhver vel være enig i, at dette ikke er den måde, som man i almindelighed kunne ønske en stad og dens omegn forsynet med de nødvendige lægemidler. En god apotekers og en god kirurgs eller læges videnskaber er forskellige, og de fordrer hver for sig sin mand. For ikke at nævne andre årsager, som ikke indbefatter at lade lægen profitere ved at patienten forbruger mange og kostbare lægemidler.

Man udtaler altså det ønske, som er hele Ringsteds bys og dens omegns attrå, at et "apotek" måtte tillades og oprettes i "Ringsted". Den indsigelse at de 4 nærmeste apoteker alle ville lide et lille tab, tror man ikke vil hindre vores omsorgsfulde regering fra at råde bod på det her fremstillede savn. De vil desuden ved landbrugets vækst i deres omegne også snart blive holdt skadesløse.

(Politivennen nr. 367, 4. maj 1805, s. 5829-5831)

Redacteurens Anmærkning

Ringsted Apotek

Ringsted fik vitterligt et apotek tre år senere, i 1808. Først som en filial af Sorø Apotek. Fra 1867 havde det til huse i Apotekergården Nørregade 12.

Om indskriften over Indgangen til Assistenskirkegården

Denne indskrift er ifølge de offentlige blade sådan: "Hvilested for afdøde medlemmer af de kristnes samfund i København".

Det kan ikke nægtes, at denne indskrift er simpel, og den har altså den ene af de tre egenskaber en offentlig indskrift bør have.

Sand anser jeg den imidlertid ikke, for

1. Det forekommer mig skadeligt at vedligeholde den overtro hos almuen at de døde hviler i gravene. Hverken vores positive religion eller vores fornuft tillader os at tro det. Det almindelige udtryk: "Han hviler i graven" er poetisk, men også ligeså urigtigt som poeternes udråb: "Han er ikke mere".
2. Udtrykket "medlemmer af de kristnes samfund" er for snævert. Hvor begraves da de der ikke er medlemmer af de kristnes samfund og som ikke er jøder?
3. Ordet "samfund" forekommer mig upassende. Er der da et samfund mellem katolikker og protestanter i København som kristne?
4. Ordet "København" står underligt på det sted i indskriften. En roskildenser der kommer til København og dør der, bliver begravet på kirkegården, og var dog ikke medlem af de "kristnes samfund i København". Skal København høre til ordet afdøde, må tingen sættes anderledes sammen.
5. Ordet "afdøde" er for snævert. For hvis man ville tillade, at den der dør pludseligt, ved lynslag, ved skud, stik o. lign. kaldtes afdød, som dog er mod sproget der kun kalder ham død, da afdød medfører begreb om en langsommere død, så må det indrømmes, at et i København dødfødt barn ikke er et "afdød medlem af de kristnes samfund i København". 

Videre har jeg ikke at indvende mod indskriften. Men jeg tror at der egentlig slet ikke behøves nogen indskrift, lige så lidt som det behøves skrive København over stadens porte.

(Politivennen nr. 366, 27. april 1805, s. 5826-5828)

Karnap-Berømmelse

Ejeren af nr. 127 i Borgergade har ladet opsætte et stort karnapvindue af en betydelig størrelse, eller skomagervindue som de også kaldes af mange, på et fag i hans første sals etage.

Da disse fra den gotiske bygningsmåde tilbagehentede vansiringer vist nok ikke er almindelig tilladte, så skal ikke her nævnes eller bestrides ejerens ret til at sætte dette hæslige vindue op. For han har vist nok ikke gjort det uden i forvejen at søge og fået speciel tilladelse til at opsætte det. Havde han ikke den, ville denne karnap vel også for lang tid siden igen af den ansvarlige være blevet befalet nedrevet. For dersom der er et tilsyn med den måde som nye bygninger opføres, så følger det af sig selv, og for nødvendig konsekvens skyld, at der må være et tilsyn mod husejernes senere foretagede overtrædelse af den form der engang er bestemt for huset.

Hensigten med dette indlæg er derimod mere at fremsætte med berømmelse enhver husejers fortjenester der bygger karnapper på sit hus. Hans hus har jo derved en "udmærkelse", hvorved det tiltrækker øjet. Og hvor almindelig eftertragtet er ikke udmærkelse, lige meget på hvad måde det sker! Hvor dejligt kunne ikke en sådan husejer selv eller lejerne sidde og godte sig i karnapper ved en "stor udsigt". Den ting hvorfor så mange hoveder i verden sveder, så mange nætter under anstrengelse gennemvåges! Hvor forhøjes ikke nydelsen ved den betragtning at naboerne ikke har den fordel at man altså "udelukkende" nyder den. Den kan altså betragtes som et kostbart privilegium eller hvad man kan kalde en "husherlighed"! Endelig forsødes det hele tusindfold ved den skønne tanke: Denne nydelse haves på disse menneskers bekostning! Det er om man så vil sige en erobring taget fra dem. De venstre naboer kan nu ikke se op ad gaden til højre, og de højre ikke til venstre. Når altså en karnapskabende husejer sidder i sin erobrede provins, hvor må han da ikke gennemstrømmes af den østerlandske erobrers følelse, der stolt skuer hen på de overvundne som han har ladet øjnene udstikke på!

Hvor bør da ikke den husejer der lægger sig en karnap til, berømmes! Han skaffer sig udmærkelse, en stor udsigt, en husherlighed, en erobrers store selvfølelse! Den småting at naboerne forbander hans karnap, kan han tilskrive deres misundelse. Og hvornår var ikke den store mand misundt! "Bedre", siger ordsproget, "at misundes end at ynkes".

Måske vil nogen finde denne spot med stadens karnapmagere for lang og for stærk! Men udgiveren ved intet andet middel mod et onde der så stærkt tiltager at det synes som om det kom an på et væddemål om vores stad skal vansires mest ved den smagløse brogede maling af husene eller ved karnapmageri

(Politivennen 366, 27. april 1805, s. 5822-5825)

Dette foto af Frederiksholms Kanal op til Vandkunsten illustrerer hvordan man typisk kan datere huse ud fra karnapper i Københavns Indre by: Det mørkerøde hus i midten er fra før karnappernes glansperiode (1888). Det røde hjørnehuset med karnapper længst væk er fra 1904-06. Det røde murstenshus i forgrunden er fra 1910 hvor karnapperne igen gik af mode.

Redacteurens Anmærkning

Karnapper var forbudt i andre lande end Danmark (England fx) til slutningen af 1800-tallet. Herefter havde karnapper en opblomstring i bybilledet ca. 1895-1910. Så som tommelfingerregel (der er undtagelser) kan man sige at hvis man ser et ældre hus med karnapper i Indre By og brokvarterne er de sikkert bygget mellem 1895 og 1910. På grund af Københavns vækst ligger huse med karnapper groft sagt og meget forenklet i et bælte fra Østerbro til Vesterbro på begge sider af Jagtvej, plus minus 800 meter. Sådan cirka.

Om en ulykkelig sort Pige

(Tilegnet H. K. H. Kronprinsessen)

Udgiveren er modstander af alt slaveri, altså også af negerslaveriet. Ingen glædede sig mere end han over at regeringen var opmærksom på denne sag og for nogle år siden lovede, at der engang til Danmarks ære ville gøres noget for at denne lænke blev brudt på vores vestindiske øer.

Men han billigede aldrig de midler som negerfrihedens forsvarere dengang benyttede sig af. Da de forelagde sagen for den danske regering, samlede alle de mest gyselige, de mest følelseskrænkende for mennesket, historier om hvides tyranni mod negre. Uden tanke på at på vores øer har dels lovene, dels en mildere tænkemåde altid afværget, at slaveriet ikke der var omgærdet med sådanne rædsler som på spanske, hollandske og engelske kolonier.

Blandt de vestindiske plantageejere på vores øer findes sjældent tyranner. Og de der findes, møder alles foragt. Men der findes mange ypperlige mænd der behandler de negerslaver der tilhører dem, med fornuft, skånsomhed og næsten faderlig omhu . Det er hårdt at skænde en sådan klasse af mænd og gavner ikke negersagen.

Man kunne imidlertid aldrig tillade sig at håbe negerslaveriets fulde afskaffelse, hvis man kendte de vestindiske kolonier, hvis man vidste hvor lille en del de danskes udgør af dem, hvis man tilmed kendte Danmark, så endnu der så meget levnet, så meget som den ypperligste regering ikke kunne gøre noget ved, og som dog indskrænkede menneskets frihed således, at en planteejer vel turde anse sig beføjet til delvist at vende anklagen og bebrejdelsen tilbage på de, der yttrede den.

En "negerinde" i hvid kjole (måske en frigiven slavinde?) ledsages af en sparsomt klædt "neger" (måske en slave?), der bærer hvad der ligner sukkerrør forbi Proviantgården. (Udsnit af H. G. Beenfeldt: "Forestiling af wærftet på øen St. Croix i Westindien", 1815).

Kristian den Syvende løste i sin mærkværdige regeringstid så mange bånd, at vores forfædre, der altid var parat med et tilnavn til deres konger, sikkert ville have kaldt ham "Løseren". De bånd visdom forbød ham at løse, dem løsnede han dog. Og de "løsnede" forenede deres velsignelser med de "løstes". Kristian den Syvende løsnede patriotens tunge. For hvorfor turde jeg ellers her uden at frygte for ondskabsfulde fortolkninger, nævne at Danmarks forsvar ikke har kunnet tillade dets regering at overhugge bånd, som den inderlig ønskede, uden at rokke statens sikkerhed, [at tilintetgøre]. Eller er de bånd, der hæfter til sted og til stand, det bånd hvormed en fader forpligter sin søn til på livstid at øve sig, da ikke af den natur, at den danske regering må bryste sig af, garanteret af dens ædle handlemåde, at ville sønderrive dem, hvis og så snart statens tryghed tillader det?

Negerslaveriets fulde ophør på de danske vestindiske øer kunne ikke forventes. Derimod negrenes bedre behandling efter vise love. Danmarks konge viste sig som negrenes ven og fader, ved at forbyde dansk flag at vaje på noget skib, der førte sorte mennesker som kvæg til marked.

Godt nok er køb og salg af negre på vores øer ikke af den grund mindre gængs end før. Men den blotte tanke om at grusomhed mod negre er kongen så modbydelig, at han hellere ofrer en handelsgrens fordele, end tillader sine undersåtter at gøre sig skyldige i det, hvor må det ikke påvirke embedsmænd og enhver negerherre til at gøre de sorte brødres kår så tålelige, så gode, så skønne som muligt. 

At den virker således, vidner den vestindiske regerings handlen og Danmarks højesterets domprotokol om. Og for nyligt har vi haft lysende eksempler på det. 

Så meget desto mere blev udgiveren forundret over i den danske vestindiske regerings avis nr. 89 fra 1804 at læse følgende avertissement:

"A new negro wench now calld' Carolina, has been found at Lady Heyliger's estate Bugby Hole, one and an half year's ago. She can not tell who her owner is, but says she was landed with three other new negroes, from Guinea-man at Westend".
"In obedience to the Order of the Royal Government, said Negro wench will be sold at public auction, provided the owner does not come forward and proves his title to her before the expiration of 6 weeks after this proclamation"
Office of police, Christiansstad, Now. 5th, 1804
MOURITZEN.

På dansk

"En ny (afrikansk) negertøs, nu kaldet Karolina, er fundet på Fru Heyligers plantage Bugby Hole for 1½ år siden. Hun kan ikke sige hvem hendes ejer er, men siger at hun sattes i land med 3 andre nye negre, fra et Guineaskib på Vestenden. Ifølge den kongelige regerings ordre bliver ovenmeldte negertøs solgt ved offentlig auktion, såfremt ikke ejeren fremkommer med bevis for sin ejendomsret, inden 6 uger fra denne bekendtgørelse"

Politimesteren havde sin ordre, og denne var sikkert grundet på love og anordninger. Man skal altså ikke tro at jeg bebrejder hverken den vestindiske regering eller Mouritzen, der begge således kun har opfyldt deres pligter.

Her er imidlertid en stakkels sort pige, som Himlen synes at have villet fri fra slaveri. Hendes ejer, om hun har haft nogen, har ved så lang forsømmelse ligesom opgivet den. Hendes sorg over en tyrannisk indskibning i Afrika, over en umenneskelig behandling under overfarten, er glemt efter at befinde sig helt fri, i andre, i blidere hvides land. Men nu kalder disse på bortføreren, på den grumme. Og selv om denne bussemand ikke kommer, ser hun sig dog bestemt til at sælges som slavinde for hele sin levetid. Bestemt til ikke at føde andet end slaver til verden, om kærligheden skænker hende en elsker og børn! Ja, efter rimelig formodning er hun i dette øjeblik en slavinde!

Det er til Danmarks elskede kronprinsesse, jeg tilegner denne fremstilling. Kan tanken på denne medynkværdige sorte pige vække en smertelig følelse hos en mand, der selv har følt hårdhed og set så megen hård behandling, hvilket indtryk må den da ikke gøre på hendes blide menneskekærlige hjerte. Hun som er den her omtalte, bortførte, mishandlede, undslupne, igen solgte, nu trælbundne forladte piges landsmoder, ligeså meget som dens der skriver disse linjer!

Måtte disse linjer læses af hende, eller deres indhold berettes hende! Vel er den stakkels sorte Carolina måske ikke at redde (dog muligt lægger Marias datter et ord ind for sin navnefælle) men det lignende tilfælde tør jeg da håbe aldrig mere vil komme igen. Frederiks kone vil udvirke en tilføjelse til vore negerlove, hvori det befales: 

"At ligesom det er tydeligt, for den der agter på den danske regerings adfærd, at den tåler, skønt nødigt, men ikke ynder negerslaveriet, at den anser den sorte for de hvides broder, og ikke tillader at han behandles som et dyr. Så skal enhver ejer, der ved sin efterladenhed lader sin slave eller slavinde nyde en forsmag på frihed, der kun gør det påfølgende slaveri dobbelt mærkbart, have forbrudt sin ejendomsret, når sådan efterladenhed har bevisligt varet i 3 måneder. At negeren eller negerinden da skal anses som frie, og ikke sælges på kongens vegne, da kongen ikke vil have et menneske anset som danefæ, eller som et fundet løsdrivende kvægshøved. Item at øvrigheden i sådant tilfælde skal havde denne den [farladtes] frihed, ved et lovformeligt frihedsbrev, og samme at aflæses til tinge."

En sådan lov vil lægge ny hæder til vores konges navn, og bringe rørte hjerters velsignelse over den regent, der gav den, og den talsmandinde, der udvirkede den.

(Politivennen nr. 366, 27. april 1805, s. 5813-5821)

Redacteurens Anmærkning.

En bekendtgørelse af K. H. Seidelin kommenterede denne artikel i Politivennen nr. 367, 4. maj 1805, s. 5841-5842.

Den omtalte artikel stod ganske rigtigt i den nævnte avis 5. november 1804:

A New Negro Wench now call'd Caroline, has been found at Lady Heyliger's Estate Bugby Hole, one and an half year's ago. She can not tell who her Owner iss, buut says she was landed with three other new Negroes, from a Guinea-man at Westend.In obedience to the Order og the Royal Government, said Negro Wench will be sold at public Auction, provided the Owner does not come forward and proves his Title to her before the expiration of 6 Weeks after this Proclamation.Office of Police, Christianssted, Nov. 5th, 1804MOURITZEN

Det besynderlige er at der også er en annonce i samme avis den 23. maj 1805. Om der er tale om samme kvinde, er uvist:

A New Negro wench call'd CAROLINA, has been Found at Lady Heyliger's Estate Bugby-Hole.

Slavegørelsen

Der kom aldrig rigtig gang i profitten for Danmark af transporten af de slavegjorte. Derimod tjente redere betragtelige summer på den vestindiske sukker. Det var formentlig en af hovedgrundene til at Danmark som det første land i Europa i 1792 indførte et forbud mod slavehandel med virkning fra 1803. Plantageejerne blev i teorien tvunget til at behandle deres slaver bedre, så de kunne reproducere sig selv. 

At handel med slavegjorte foregik lang tid efter, fremgår bl.a. af ovenstående annonce fundet ved et tilfældig opslag i Dansk Vestindisk Regierings Avis, 2. januar 1840.

Håndhævelsen af forbuddet var det dog så som så med. Først omkring 1870 rapporteredes der sidste gang om transporter med slavegjorte. Slavegørelsen blev ophævet i Storbritannien i 1833 med virkning i de vestindiske kolonier fra 1834; Sverige fulgte i 1846, Frankrig i 1848, mens den danske generalguvernør Peter von Scholten i 1848 undlod at nedkæmpe et oprør blandt de slavegorte og på eget initiativ erklærede slaveriet for ophørt i Dansk Vestindien. En detaljeret gennemgang er at læse i Fædrelandet, 27. august 1836.

Frederik, Marie og Caroline

Artiklen er dedikeret til Kronprinsen, altså den fremtidige Frederik 6. Der hentydes til hans og dronning Marie Sofie Frederikkes  (1767–1852) ældste datter, arveprinsesse Caroline (1793-1881) som havde titel af kronprinsesse. Når artiklen nævner "Marias datter", må det vel hentyde til dronningen Maries datter Caroline, der er "navnefælle" med den slavegjorte.