Efterretning for vindskibelige Tyender

Dette blad har før omtalt det alt det som kastes bort her i byen som skarn, der dog kunne indbringe de, der ville samle på det en god skilling. Her bekendtgøres nu de priser, der i Kristiania betales af glashandler Liebe for glasskår:

For krystalglas 100 pund 2 rigsdaler
For kronglas 100 pund 1 rigsdaler
For grønt glas 100 pund 3 mark
For butellieglas 100 pund 24 skilling

Man opfordrer herved hr Liebe til at oplyse hvem der er kommissionær i København, eller enhver som der køber glasskår, til at bekendtgøre deres priser. 

(Politivennen nr. 375, 29. juni 1805, side 5960-5961)

Uordener.

Det hjælper ikke at dette blad nu to gange har klaget over den skændige optagelse af fortovet, som kælderbeberne under nr. 18 i Vimmelskaftet gør sig skyldige i. På dette sted, hvor trængselen og færdselen er så stor som noget andet sted i staden, hvor gaden er langtfra ikke bred, og hvor man altså hellere end gerne søger fortovet, og hvor dette ved flere langt udgående kældertrapper er gjort smalt nok, har nu disse kælderfolk fået i sinde helt at tilintetgøre det. Formentlig tror de at de har lov til at sammenlægge deres stand og gøre rendestenen til en naturlig grænse mellem dem og publikum. Det er ærgerligt at se med hvilken frækhed de ikke alene har en slags telt, som river hattene af, men endog stiller deres kanin- og hønsebure på tværs på fortovet, lige ud til kanten, skønt de lige så godt kunne opstilles på langs ind til husets mur. 

Disse folks uforskammethed er så meget større, som deres naboer i kælderen nr. 19 har lyttet til klagen og derved sat dem et eksempel. Hvis de fortsætter med det, håber man at værten hr. Holbek, hvis retsindighed er bekendt nok, vil påminde dem om deres pligter. Skulle dette ikke bære frugt, må man henvende sig til den magt, der kan fjerne uordener med et ord.

(Politivennen nr. 374, 22. juni 1805, side 5955-5956)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen er et svar på Politivennen nr. 371, 1. juni 1805, side 5906 og Politivennen nr. 373, 15. juni 1805, side 5938

Ønske om en Politianordning for Brændes Skæren og Huggen på Gaderne

Det er et nødvendigt onde at brænde til beboerne i bygninger der ikke har port, men dør, skæres og hugges på gaden udenfor. Men man tror at følgende eller lignende bestemmelser for fremgangsmåden ved det vil være meget gavnlige.

Rosengården er ikke en af de smalleste gader i København. Alligevel indtraf i onsdag det tilfælde, at en karet nær var væltet på grund af brændehugning på begge sider af gaden. Eneste reaktion fra brændehuggerne var banden og svovlen over kørslen!

1) Når man aflæsser brænde på stenbroen, sker det at denne kan tage skade, når et stort stykke støder ned på kanten mellem stenene. Husejeren burde tilse, at der først blev lagt nogle stykker ned med hænderne, og at det øvrige kastedes oven på disse og ikke på stenbroen.

2) Da en smal gade allerede er spærret når der aflæsses og skæres et par favne foran et hus, og selv en bred gade gøres ufremkommelig, når dette sker uden for 2 eller flere genboer, så bør ejeren straks besørge det aflæssede brænde lagt og opstablet over rendestenen på husets side. Når da savskærerne stiller sig ved den ene ende og efter dem huggeren, vil ingen have noget at klage over. 

På Rosengården der ikke er af de mest smalle gader, indtraf i onsdags det tilfælde, at to genboer have savskærere. Da brændet lå på sædvanlig vis, spærrede det altså gaden således, at en mand, der skulle køre gaden igennem i karet, meget nær var væltet, og denne ubehagelighed krydredes tilmed af skælden og banden af savskærerne på begge sider.

(Politivennen nr. 374, 22. juni 1805, side 5953-5955)

Redacteurens Anmærkning

Rosengården

Gadens forløbet er det samme som i 1805. Men alle husene i Rosengården er nyere. Nummer 6 (huset før det grønne på fotoet) og nummer 8 (det grønne hus på fotoet) er opført hhv 1810 og 1832. De huse som lå her på Politivennens tid, giver fotoet således ikke noget realistisk bud på.

Frederiksbergske Gader i denne Regntid hartad ufremkommelige.

Frederiksberg Bys nære beliggende ved hovedstaden gør at mange af dennes indbyggere i sommermånederne vælger den til sit opholdssted. Hvor behageligt og næsten nødvendigt er det da ikke at sørge for en god samfærdsel mellem disse to byer. Jeg forbigår færdslen for kørende, ridende og i tørt vejr for gående. For for det er der rundeligt sørget. Men fodgængerne i vådt vejr synes at turde gøre fordring på vedkommende opmærksomhed. Broen byder ham ved dens flisefortov en god passabel sti. Alleen er fortræffelig i år på grund af dens sandbelagte gange. Tør og fornøjet kommer han således til byen hvor den største vanskelighed møder ham. For i sammes gader kan han ikke uden møje og uden våde og højst smudsige fødder passere. Midlet hvorved denne ulejlighed kan afhjælpes, fordrister jeg mig ikke at angive. Nok er det at have gjort et dristigt politi opmærksom på manglen.

J. Christensen.
Student.

(Politivennen nr. 374, 22. juni 1805, side 5944-5945)

Nogle Uordener på Fredensborg

(Efter Indsendt)

Den 2. juni foretog jeg en rejse i selskab med andre til Fredensborg. Ved ankomsten der fandt jeg straks ved vejen i gaden lige for slottet en stor mødding liggende, som ikke alene var et hæsligt syn, men også afgav en ubehagelig lugt. Jeg tænkte, at vedkommende dog burde finde et mere passende sted at lægge den end lige ved vejen, hvor folk hele tiden skal passere.

Vi gik nu en tur i Kongens Have, men blev antastede af en mand, som enten må have været beruset eller halvt fra forstanden. Han tilbød at vise os om i haven. Men da vi før var bekendte her, bad vi ham at spare os sin umage. Desuagtet blev han alligevel ved at forfølge os lige til slottet, hvor vi endelig, for at slippe ham, måtte give ham en belønning. Han forlod os og tog straks fat på en anden honet familie, som kom straks efter os, og som vel også har måttet holde for dette menneskes påtrængenhed. 

I det øjeblik vi ville gå ind i haven, blev vi igen antastede af en halvvoksen dreng, som dårlig nok kunne tale. Denne tilbetlede sig rent ud en skilling. Straks derefter kom atter en lille dreng, som talte helt uforståeligt, og så vidt vi kunne mærke, ville han nok også have en skilling. Og for at blive disse drenge kvit, måtte vi atter, mod vor vilje, op med penge. Da det er at formode, at der på Fredensborg er en fattigkommission, som på andre steder, og det desuden er imod forordningen at sådant tiggeri finder sted, så tør man vente af denne kommission, at det bliver hæmmet. 

Søndag den 9. juni kunne en klejnsmeds uforsigtighed have forårsaget en sørgelig dag for Fredensborgs beboere. I smedens værksted var der nemlig anbragt en kasse med krudt. Smedens far og smedesvenden var i værkstedet, og et lille barn stod i den åbne dør. Formodentlig er en gnist kommet til krudtet, og ved dets smæld blev disse mennesker så ilde tilredt, at man endog tvivler om svendens liv. Og det lille barn er ligeledes meget forbrændt. Man overlader det til de ansvarlige at afgøre hvor farligt det kunne være blevet for de nær boende folk, hvis værkstedet var brændt af, og hvorledes sådan skødesløshed bør anses.

 (Politivennen nr. 374, 22. juni 1805, side 5941-5944)