En Anke mod en Doktor

(Efter indsendt)

I dag for 14 dage døde en borger i staden af den jødiske bekendelse. Vedkommende forlangte af en kendt læge her i byen, som just var i nærheden, at han NB imod betaling, ville indfinde sig for at bese den døde og afgive den forsikring, at ingen skindød havde fundet sted. Men man blev højlydt forundret ved at høre hans svar: "Jeg har jo ikke været læge hos denne mand. Tag huslægen". Man gik så nu til en af stadens første medicinske professorer. Denne var straks villig til at følge, uagtet den afdøde ikke havde betjent sig af ham.

Denne historie har man ikke villet undlade at bekendtgøre for at se om den offentlige stemme også - hvad vedkommende tror - vil dømme at den trevne læge handlede urigtigt. For:

1. Det er jo ikke en afgjort sag at enhver mand har en huslæge, og skal da den der ingen har, til straf være udsat for at begraves levende?
2. Ved man ikke rettere end at det er en læges pligt at forrette en læges gerning, når og hvor han tilkaldes for betaling.

Man vil imidlertid håbe, at denne mand selv ved nærmere overvejelse har indset og fortrudt den uoverlagte afslag, og ikke oftere vil gøre sig skyldig i en sådan ringeagt for medborgeres vel og for sin egen karakter som læge.

(Politivennen nr. 380, 3.august 1805, side 6039-6040)

Chirurgisk Akademi i Bredgade 62. Akademiet holdt til huse her 1785-1842. Bygningen ligger der endnu. Det var på Politivennens tid lykkedes at skaffe kirurgerne et selvstændigt akademi, selv om lægerne kæmpede imod. Trods navnet var det herfra flertallet af lægerne blev uddannet på Politivennens tid.

Til Vedkommende i Helsingør.

Anmelderen heraf kender kun staden Helsingør fra gennemrejse. Han ved ikke hvem den sag han her vil fremføre, egentlig vedkomer der, men han ved at den allevegne vedkommer menneskeheden. Han har set at man i de senere tider har gjort en del nyttige indretninger i Helsingør, og han tror derfor ikke at tale til døve øren.

Følg mig da, du helsingørske embedsmand, hvem du er som her kan virke, følg mig du lykkelige der i sundets nærsomme stad får din flid kronet med rigdom, følg mig alle i helsingoranere der har hjerte for den gode sag. Ører der kunne høre den tavse jammer, øjne der kunne se den i mulmet indespærrede smerte, tunger der villigt taler for den der ikke kan tale for sig selv! Gå med mig til jeres stads dårekiste, og døm selv om menneskelighedens krav er fyldestgjort.

Dersom en dårekiste bør være et mørkt, koldt, skummelt og rædselsfuldt opholdssted, så er jeres som den bør. Skal den være sådan at den usleste menneskelige skabning hellere ville leve i en hestestald eller kostald, så er den helsingoranske dårekiste mere end god nok.

Hvad er en dårekiste? Er den et straffested for skrækkelige forbrydelser? Er den et fængsel for skadelige rovdyr? Er den en hul som man med forsæt ønsker gyseligt for at det blotte øje skal skræmme folk fra den dårlighed at gå fra forstanden?

Sku og skælv, for hvem af jer er den der ved sig sikker for at indespærres i dette fængsel, at indespærres deri af - sin nærmeste slægt, af sin elskede kone, af sine egne kære børn!

Jeg så Helsingørs dårekiste. Af alle dem jeg har set, stred den mest mod det begreb jag havde om en bygning for ulykkelige brødre og søstre. Den havde kun tre beboere, et gammelagtigt fruentimmer, - en bondekarl i sine bedste år der før var yndet af alle dem der kendte ham, der blev soldat, og da han kom hjem, fandt sin elskelige pige utro, - en gammel bonde fra Sorøkanten så vidt jeg husker der sagde han led sult, men som efter vogternes sigende snarere fik alt for meget mad.

"Kom ikke med sådant sludder, du må være artig, her er fremmede folk", sagde vogteren. "Jeg lyver ikke", sagde dåren, "Jeg ser nok de fremmede. Gud kender dem. Måske er den ene af dem grev Reventlov der vil se hvordan det her går mig".

Farvel helsingoraner! Jeg forlader jer ved denne stald. Dersom det syn jeg har vist jer, forskrækker jeres øjne, dersom det isner jeres hjerte og åbner jeres vilje og pung, oh da er det mig evig kært at have påanket en forsømt pligt, - ikke en embedspligt, ikke en øvrighedspligt, ikke engang en borgerpligt. For det er muligt, og jeg bør så længe jeg intet ved til det modsatte, antage som afgjort at kistens tilstand kan bestå med alle disse pligters strenge iagttagelse. Men en pligt der har sin domstol i det menneskelige hjerte, og sin sagfører i den ædle for ulykkelige brødre højt luende følelse!

(Politivennen nr. 379, 27. juli 1805, side 6026-6029) 

Middel til at redde mange gode Bøger fra Undergang

(Efter indsendt)

I en tid hvor næsten alle levnedsmidler længe har holdt særdeles høje priser og vedbliver at være det sammen med livets første bekvemmeligheder, aftager bøgers værdi påfaldende. Det er i disse tider ikke sjældent at se at tobaksfabrikanter og detailhandlende køber komplette videnskabelige værker og andre almennyttige skrifter for en så ringe pris, at de bruges til poser, kræmmerhuse o. lign.

At se Professor og Admiralitets-demicus Dr. Herholdt "Betragtninger over det Spörgmaal om Mennesket seer kun med et Öie ad Gangen, eller med dem begge tillige?" (Det Kongelige Danske Videnskabernes-Selskabs Skrivter for Aar 1805) anvendt som pose, kræmmerhus og deslige, skærer i enhver bogelskers inderste. Det kunne være et sådant værk, artiklen hentyder til.

Samtlige kongelige embedsmænd og kontorister, underofficerer såvel som de studerende, der ellers ingen egen formue ejer, har i denne tid nok at gøre med at skaffe sig de første fornødenheder. Det kan for den ugifte beløbe sig til årlig 250 til 300 rigsdaler, heri kan der kun beregnes lidt til uskyldsglæder, og som følge af det kun lidt til at sætte i bøger eller videnskabelige værker.

Det er en sandhed, der intet behøves for at bevise, at læsning af gode bøger bidrager væsentlig meget til at oplyse, forædle og danne det menneskelige hjerte, berige det med kundskaber og aflede hang til lediggang og dens visse sørgelige uudeblivelige følger, .

Jeg giver mig herved den ære ærbødigt at fremsætte en ide for publikum til at redde mangt et videnskabeligt værk og mange almennyttige skrifter fra så skændig en medfart som ovennævnte.

Det vil især bero på høje ansvarlige direktioner, kollegier og på publikum om redningsværket vil blev iværksat eller ikke.

Det almennyttige og veldædige Frederiks Hospital såvel som Accouchementshuset mangler begge bøger til de syge og rekonvalescenterne af begge køn, og gode bøgers læsning ville vist under visse bestemmende specielle regler i flere henseender være en medlægedom.

Sø- og landetatens vagter, ravelinsvagterne iberegnede, ville for en ubetydelig sum kunne udstyres med en del passende skrifter.

Ligeledes kunne Danmarks og Norges provinser for nogle få 100 rigsdaler blive forsynet med en ikke ubetydelig samling hvert sted til brug og betjene de små underembedsmænd og betjente i ovennævnte provinser.

Til at fremme munterhed og virksomhed i vores arbejdsanstalter under fattigvæsnet, ville gode passende forelæsninger af bøger for de arbejdende måske ikke bidrage så lidt,. Især hvis nogle af vores ædelttænkende, efter højere anmodning indbudte studerende forenedes om at læse nogle timer for de nævnte fattige arbejdende. For en ringe sum ville de høje ansvarlige være i stand til at købe en betydelig del til nævnte brug passende bøger.

Hvis denne ide kunne blive og blev iværksat, hvor opmuntrende ville det ikke være for den lære og videnskabernes dyrkere både i nu- og fremtiden, af hvilke gavnlige følger mulig for statssamfundet, især i moralsk henseende, og bidragende til huslig lyksalighed, .

Indkøbet af bøgerne kunne fra tid til anden, når der var bogauktioner, ske af den ansvarlige kommissionær, samles og tilstilles efter sin bestemmelse hvert sted.

Vores lærde ville vist med fornøjelse give vedkommende forslag til hvilke skrifter der passede hvilket sted, når de bare blev anmodet om det. Ligesom indsenderen heller ikke tvivler på, at en af vores bekendte patrioter ikke ville undslå sig for at påtage sig realiseringen af denne ufuldstændige ide, ved at fornemme hos det kongelige vestindisk-guinesiske rente- og generaltoldkammer, direktionen for det kongelige Frederiks Hospital, og hos direktionen for stadens fattigvæsen, deres meninger med tilbud at besørge indkøbet af bøgerne, at fremlægge specielle regler, der efter at være blevet vedtaget, burde ved udlåningen finde sted, osv.

Denne patriotiske dåd ville vist forskaffe ham tusinde erkendtlighed.

Sluttelig kun dette mit varme ønske: Gid det må ske!

(Politivennen nr. 379, 27. juli 1805, side 6022-6026) 

Redacteurens Anmærkning

Accouchementshuset 

Ifølge ODS er der formentlig tale om Fødselsstiftelsen.

Ønske i Frederiksberg Have.

Det var meget at ønske at vedkommende ville besørge de langt nedhængende grene afskåret af de træer som står for enderne af de oppe mod Frederiksberg Slot værende gange, da ikke alene de forbigåendes hatte meget let kan blive afkastet, men endog deres øjne er meget i fare ved at spadsere i disse ellers meget behagelige gange.

(Politivennen nr. 379, 27. juli 1805, side 6022) 

Anmodning til Vedkommende i Lyngby.

Ved en indgang til Lyngby kirkegård hænger et halsjern. Hvor upassende denne ting i flere henseender hænger der, behøves vel næppe at fremstilles. På de allerfleste steder i Danmark har man for længst bottaget dem. Nogle tilbageblevne har det lykkes dette blad at skaffe bort, og udgiveren håber at det ved vedkommendes bekendte tænkemåde også vil lykkes ham, deriblandt at tælle halsjern i Lyngby.

(Politivennen nr. 378, 20. juli 1805, side 6014)