Marked i Adelgade.

Hver aften mellem klokken 7 og 9 holdes der nu et slags marked i den ene af Adelgade som vender imod Nyboder. Her ser man matroser og kællinger falbyde alskens ting, i særdeleshed klædesorter, støvler osv. At dette er utilladeligt, vil let indses, når man betænker hvor megen lejlighed derved gives til at sælge tyvekoster. Man tør derfor håbe at vort årvågne politi vil søge at forhindre denne uskik, hvilket let kan ske blot ved nogle gange at pågribe de falbydende personer.

T. P. Thortsen
Student.

(Politivennen nr. 381, 11.august 1805, side 6054-6055)

Om Badeforbud

Jeg kan ikke lade være med at fortælle en historie som hændte mig i går eftermiddags, og som jeg stadig ikke forstår. Jeg kommer med et andet menneske til badehusene ved Langebro for at benytte os af dem. Men da her var så fuldt at vi blev nødt til at vente længe for at få et kammer til brug, gik vi til den såkaldte køkkenkurv, eller det sted der i en ret vinkel skyder ud i vandet ikke langt fra badehusene på venstre side. Vi forespurgte os hos skildvagten om man måtte bade der. Men da denne lod os vide, at for hans skyld kunne vi godt, men vagten og bommanden ville nok ikke tillade det, forføjede vi os straks til den vagthavende underofficer, som heller ikke rigtig vidste rede i denne sag, bortset fra at han for nogle år siden havde haft en ordre om det. Den var nu borte, men talte ellers altid om skillingsmanden eller bommanden som den der var hans mand eller til hvem han henholdt sig. 

Næsten 1805: Rysensten Badeanstalt 1825-1893. Med Langebro og København i venstre side af billedet, Christianshavn i højre. Det giver måske et indtryk af hvordan der kan have set ud i 1805.

Han gik derpå med os til nævnte bommand. Da underofficeren spurgte ham om der ikke var en ordre om at ingen måtte bade sig i køkkenkurven, vidste han intet andet at svare end med hidsighed at bande på, at der i de forrige år i en gud ved hvilken bog stod en ordre som forbød badning på dette sted. Men for i år kunne han ikke fremvise nogen sådan ordre. Endelig lod han os uhøfligt vide, at hvis vi prøvede på at bade der, ville han lade os arrestere.

Denne begivenhed forekommer mig helt besynderlig. Allerede det at soldaten lader enhver gå uhindret ved køkkenkurven, og først når man vil til at kaste klæderne, ganske eftergivende og ubestemt siger: For min skyld må De gerne bade, men så må de takke Dem selv for om bommanden eller vagten kommer og tager klæderne fra dem. Det synes mig lidt underligt, da man ellers er vant til at høre det sædvanlige: Zurück, eller andre platte myndighedsord, som dog i al fald er et tegn til, at de grunder sig på en ekspresordre. Det skete altså ikke her. Man står derimod i tvivl om hvad man skal gøre. Især når man hører at bommanden er ligesom det magnum lumen som overtrumfer både vagtens og den vagthavende soldats ustadige forbud, og man ved at han har sine badehuse i nærheden som da ikke ville skaffe ham 8 skilling fra hver som badede sig i køkkenkurven. 

Selv om al badning også virkelig var forbudt her, altså af gyldige grunde, så var det at ønske, at skildvagten kunne fortælle folk det med bestemthed. For at en vagthavende underofficer på sin post skal spørge skillingsmanden ved Langebro om sine ordrer, det synes mig meget upassende. Og at lade sig fortælle af denne mand, at han vil lade en arrestere ifald man overtræder hans befaling på et offentligt sted hvor der er vagt, det er overmåde ærgerligt.

Mange med mig ønskede sikkert at vide, hvorledes dette i sig selv hænger sammen og må hænge sammen for at kunne forebygge de ubehageligheder, som er den uundgåelige følge af nærværende uvished.

København den 1. august 1805
Anderson
Student, Regensen

(Politivennen nr. 381, 11.august 1805, side 6051-6054)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen besvaredes af bommand Kjær i Politivennen nr. 382, 17.august 1805, side 6071-6073

Badeanstalterne ved Langebro

Badehusene må være en tidlig forgænger for de badeanstalter, som snart skulle blive opført ved Langebro. En artikel i Berlingske Tidende har historien.Badeanstalterne var inspireret af Rousseaus anbefalinger om at svømme. Området ved Kalvebod for enden af Vestervold og Langebro var øde. Grosserer Larsens Bade blev ikke en succes, Men 1825-1893 lå Rysensteen Badeanstalt sammesteds. Det blev et meget populært udflugtsmål.  

Køkkenkurven omtales flere gange i Politivennen, og var det sted der i en ret vinkel skød ud i vandet ved udgangen til tømmerpladserne, ikke langt fra det sted hvor badehusene ved Langebro blev anlagt. Den blev også kaldt Rysensteen Køkkenkurv. Langebro lå dengang nordligere og forbandt nuværende Vestervoldgade med Langebrogade på Amager. Se kortet fra 1815.

Om Udringningen af Kongens Have.

(Efter indsendt).

Den tid Kongens Have bliver mest besøgt, er unægtelig om aftenen, og følgelig enhver uorden der begås i haven på denne tid større end når den blev begået en anden tid på dagen. Dette giver mig især anledning til at gøre vedkommende opmærksomme på den uorden at der om aftenen ikke udringes af haven nogen bestemt tid, men beror formodentlig på den som udringers forgodtbefindende. Muligvis beror det også på hvad enten der er mange eller få spadserende i haven. Men at udringe tidligere end sædvanligt fordi der er få, er en ubehagelighed for dem der den aften ville benytte sig af haven, da de må gå tidligere ud af den end sædvanligt, eller måske endog finde porten lukket når de går dertil i den opfattelse endnu at kunne spadsere i den over en halv time (hvilket ofte har været tilfældet med mig). At anføre flere ubehageligheder som denne uorden medfører, for sikker at kunne antage at det må være enhvers ønske at det blev pålagt de ansvarlige at udringe af haven en bestemt tid som offentligt blev bekendtgjort og rettede sig efter dagenes til- og aftagen, er vist nok ganske unødvendigt, da ved en sådan bestemmelse ingen blev udsat for de ubehageligheder som mange nu er udsat for.

(Politivennen nr. 381, 11.august 1805, side 6049-6051)

Om Langebro

Hr Sibbern har i sit blad nr. 162 spurgt, hvorfor det går så langsomt med udbedringen af Langebro.

Hans årsag til at spørge om det er, at det koster et par skilling at lade sig sejle over med båd.

Måske ved hr. Sibbern ikke, at Langebro ikke er en stadens bro, men en bro der er til for og tilhører Københavns Befæstning. At den med tilladelse og mod betaling af kørende ellers er åben for færdsel er ingen mos, men en godhed. At pukke på en ting der blot er godhed, viser mangel på skøn.

For at spørgsmålet imidlertid ikke skal være uden svar, da følger dette herved til tjeneste: Der skal tid til hver ting.

J. D. Kiær
Bommand ved Langebro og oversætter der.

(Politivennen nr. 380, 3.august 1805, side 6044-6045)

På Politivennens tid lå Langebro (anes yderst til højre i billedet under kranerne) et andet sted. Den forbandt to af bastionerne i befæstningen, dvs den gik i forlængelse af Vester Voldgade, i stedet for nu H. C. Andersens Boulevard, til Langebrogade på Christianshavn, inden denne bøjer af sydpå. Broen. Området med højhusene på Kalvebod Brygge på modsat side og Islands Brygge forrest i billedet var vand.

Redacteurens Anmærkning

Sibberns blad

Der må være tale om M. Sibbern, som 1799-1806 udgav "Kiøbenhavnsbladet eller Borgeren og Politiet. Et blad for meenig Mand.". 

Bommanden J. D. Kiær

Var tilsyneladende en krasbørstig herre, som vi vil møde flere gange i fremtiden, allerede i  næste nummer af Politivennen nr. 382, (17.august 1805). Han udlejede badehuse. Her vil det også fremgå at han har en speciel sarkastisk skrivestil. Som fx når han underskriver sig selv som oversætter. Der er ikke tale om at oversætte sprog, men at sætte/sejle folk over havneløbet.

I "Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn", lørdag den 26. oktober 1805,  kan man læse følgende:

Langebro er endnu under Reparation. Men paa det Forbindelsen imellem Christianshavn og Kjøbenhavn ikke fra den Kant skal være aldeles standset, ligge her bestandig Joller, som for en ringe Betaling sætte Folk over. Det er egentlig Hr. Brandmajor Kirkerup, som, efter Contact, har forbundet sig til at holde denne bro i forsvarlig Stand i en Tid af tyve Aar, fra d. 2 Dec 1797 af at regne.

Han var tilsyneladende også en initiativrig herre, iføllge "Kongelig allernaadigst privilegerede Aarhuus Stifts Adresse-Contoirs Tidender" 27. juni 1804:

Den drivtige Bommand Kiær ved Langebro har til beqvemhed for erfarne Svømmere lagt en Pram med Afklædningskamre, og med trapper ned i Vandet, ud midtstrøms mellem Langebroe og Stakaden. 

Han blev omtalt i "Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger", 30. december 1802:

Skibe

En liden Jagt, som bærer 200 Tdr., og er brændt paa 5 Commercelæster, den er 8 Aar gl, som kan forevises af Maalebrevet, er til kiøbs, og anvises af Kiær, Bommand ved Langebroe. 

Tanker om Rimeligheden i at et lokalt Pålæg for Jøderne i en vis Del af København ophæves

Jøderne i Helligånds Sogn har været og er som stedbørn mod dem som bor i de andre dele af staden. Hvorledes dette er gået til, ses lettest af følgende dokument:

Christian den Syvende af Guds nåde, Konge til Danmark og Norge mm. vor synderlige gunst tilforn: 

Udi indkomne memorial, som Os allerunderdanigst er foredraget, haver sognepræsten ved Helligåndskirken i vores kongelige residensstad København Os elskelig hr. Peter Vogelius og kapellanen ved samme kirke hr. Hans Henrich Møller andraget, at dem betages en del af deres embedsindkomster, ved det at 130 familier af den jødiske nation, dels har købt gård, og dels bo til leje der i sognet, hvorved dem ikke alene fragår offer, men endog det som ydes ved barnedåb, jordpåkastelse og andre præstelige forretninger, desårsag, og da Helligånds Sogn desuden er et af de mindste her i staden, de herhos allerunderdanigst have ansøgt, at dem af hver familie af den jødiske nation, som bor der i sognet, og optager pladsen for kristne beboere, måtte betales 2 rigsdaler årligt til deling mellem præsterne og kirkebetjentene. Således giver vi jer hermed tilkende, at Vi i anledning af sådanne Helligåndskirkes præster allerunderdanigst gjorte ansøgning, samt såvel jeres, som biskoppen Os elskelig hr. Ludvig Harboes derover indhentede erklæring, allernådigst har fundet for godt, at de i Helligånds Sogn boende jødiske familier skal af jer ansættes for noget vist årlig at svare til bemeldte kirkes præster og dens betjente, så at de der ejer hus eller gård betaler efter sammes størrelse fra tre til fire rigsdaler årligt. De som lejer hel hus eller gård, fra en til tre rigsdaler, og de som alene lejer nogle værelser, fra 3 mark til 2 rigsdaler. Hvilke penge af jødernes ældste skal indkræves 2 gange om året, det halve hver påske, og det andet halve hver Mikkelsdag, som da indleveres til biskoppen, og efter hans sigende deles mellem præsterne og kirkebetjentene.
Derefter I eder allerunderdanigst har at rette, og vedkommende sligt til efterretning at tilkendegive.
Befalende eder Gud.
Skreven på Vort slot Christiansborg udi Vores kongelige residensstad København den 1. maj 1781.
Under Vor kongelige hånd og signet
Christian Rex
_______________
Thott
_______________
Luxdorph, P. Aagaard.

Til Oberpræsident, borgmester
og råd i København.
Øjenpartens rigtighed bevidner
G. F. Lange.

Uden at sige det mindste ord om oprindelsen, tør man dog håbe at nu da man  skriver 1805, vil vores regering finde at denne partiske (forstå partielle) skat egner sig fuldkommen til afskaffelse. Man vil blot opgive følgende hvilepunkter for tanken

1. Når årsagen ophører, ophører også virkningen. Helligånds Sogn er nu ikke længere det mindste.
2. Siden synagogen brændte bor knap 50 jødiske familier der
3. De jøder der bor i de andre sogne, optager jo også, som dokumentet udtrykker det, pladsen for de kristne.
4. De reformerte og katolske beboere betaler intet til de præster inden for hvis sognegrænse de bor. Og det er dog tydeligt, at de gør det samme som jøderne, for de herrer Vogelius og Møller har ved kristne blot forstået dem, som de havde indkomster fra.

(Politivennen nr. 380, 3.august 1805, side 6040-6044)

Helligåndskirken. Den kristne kirke var cool business på Politivennens tid. Den var ikke på finansloven, men indkrævede tiende (i øvrigt helt op i 1900-tallet), og opkrævede gebyrer af alle kirkelige handlinger - som var lovbefalede. I nogle kirker betalte kirkegængerne endog for at sidde ned, ligesom i nutidens biografer. Derfor kunne det være et alvorligt indtægtstab hvis der boede mange fra trossamfund som var fritaget fra den slags.

Redacteurens anmærkning

Hovedessensen af kongens forordning er at sognepræsten Peter Vogelius og kapellanen ved Helligåndskirken har gjort opmærksom på at der er 130 jødiske familier i sognet. Kirkens ansatte mister derfor årligt indtægter. Ikke alene "offer" (der må være tale om tiende eller præstepenge?), men også afgifter for kristne handlinger som dåb, begravelse osv. For at kompensere kirkens ansatte har kongen altså befalet, at jødiske familier skal betale en årlig skat til dem fra 3 mark til 3 rigsdaler. Især punkt tre påpeger at præsterne i høj grad anså deres sognebørn som indtægtskilder.

I næsten hele Politivennens udgivelsesperiode havde jøderne ikke en "rigtig" synagoge. Branden 1795 ødelagde samtlige jødiske synagoger. Jøderne havde småejendomme der fungerede som synagoger. De havde fået tilladelse af kongen til opførelse, og biskopperne protesterede ikke. Men dels intern uenighed blandt jøderne, dels den økonomiske nedtur efter Slaget på Reden 1801, Københavns Bombardement 1807 og statsbankerotten 1813 udsatte gang på gang byggeriet. Først efter et overrabinerskifte kom der realiteter bag diskussionerne og synagogen i Krystalgade stod færdig 1833.