Eksempler paa Uvilje og Hjelpsomhed mod Medmennesker.

(Efter tilsendt)

For nylig tildrog sig på Nørrebro følgende begivenhed: En agtværdig borgerkone blev ved at passere gennem den forsamlede mængde ved Magitos ildforlystelsesteater pludselig dårlig. I denne tilstand søgtes det nærmeste på denne side af vandet liggende sted. Skønt de bekvemmeligheder man udbad sig der, indskrænkede sig til en stol, blev samme dog nægtet, uagtet man tilbød sammes femdobbelte værdi for benyttelsen. Derimod skylder man beboeren af huset på denne side af accisseboden tak for hans forekommende artighed. Disse hinanden modsatte træk af uvilje og hjælpsomhed tror indsenderen fortjener kundgørelse.

(Politivennen nr. 384, 31.august 1805, side 6103-6104)

Redacteurens Anmærkning.

Klagen blev besvaret i nr. 385.

Om Fiskeopkøbet i Helsingøer.

(Efter indsendt).

Man har set fiskeopkøbet ved Svingelport påanket i Politivennen, man har også straks sporet frugterne af politiets årvågenhed og opmærksomhed, og har god grund til at formode at denne hævede uorden ikke let igen vil finde sted. Kun var det dertil meget at ønske at sådant også kunne forebygges ved skibsbroen. Hvor ofte er det ikke tilfældet at fisk, det være sig hummer, tunger, sild, hornfisk etc. som bliver ved danske eller svenske både bragt derhen til salg, når mængden ikke er desto større bliver opkøbt af fiskekonerne og igen udhøkrede. 

At have opsyn med det er virkelig vanskeligt for politiet hvis personalet er for lille til dets mange forretninger og vidtløftige opsyn. Hver dag og ofte om dagen tager det for megen tid at besøge broen. Men lettere ville det blive for samme når havnefogden som må anvise de ankomne både liggeplads, kunne formås til at give politiet et vink om når sådanne fiskerbåde var ankommet. Dette ville også da tillige påse at sælgerne når de finder en mængde liebhabere, ikke efter lune og tykke forhøjede prisen over den til hvilken de engang havde falbudt deres vare. Man håber at dette fremsatte ønske forundes opmærksomhed af vedkommende.

(Politivennen nr. 384, 31.august 1805, side 6101-6102)

Atter Advarsel til dem der ejer Børn

Onsdagen den 24. august om eftermiddagen kl. 5 gik min yngste datter, på mellem 9 og 10 år, ud for at besøge sin præsts døtre. Men da hun ikke bestemt kendte vejen, spurgte hun sig for hos en pige som var simpelt klædt. Efter sigende og hvad hun kan huske, havde et hvidt tørklæde med blå prikker og trøje og skørt og en kappe med røde bånd. 

Samme pige spurgte hun om hvor Østergade var, da hun ville gå hjem. Min datter havde et stort tørklæde på. Pigen svarede at hun skulle just også derhen, og hun kendte hendes far, han handlede med hendes far som var guldsmed. Men, sagde hun, jeg husker ikke navnet. Hvorover barnet var troskyldigt og sagde hende det. Rigtigt, svarede hun, og hør min pige, sagde hun, lån mig dit tørklæde du der har på, jeg skal op til min moster som bor her, og der har du en skilling til kirsebær, som du kan købe og spise til jeg kommer ned. Hvorpå hun trak tørklædet fra hende og gav hende sit eget. Men barnet ville på ingen måde købe sig noget for skillingen, men ville følge med pigen til hendes moster. Hun tillod hende dette, men de kom aldrig til mosteren. 

Hun løb med pigen til kl. 8, da de efter barnets sigende havde passeret adskillige broer og været i Nyboder (Nutidigt foto). Matroserne som boede derude, havde genvundet en del af befolkningens respekt efter Slaget på Reden 1801, men ellers var de kendt som slagsbrødre, drukmåse og ballademagere.

Hver port de kom til, ville hun have barnet ind i. Men hun ville ikke, hvorfor hun løb med hende til kl. 8, da de efter barnets sigende havde passeret adskillige broer og været i Nyboder, kom hun just på vejen hvor hun kunne se, at hun kunne finde hjem og forlangte sit tørklæde som skarnet sagde hun skulle straks få. Bad hende vende sig om, i det samme tog hun det under sit tørklæde og rev det i stykker, bandt hende det således om, og efter sigende løb ned ad Frederiksberggade. 

Det er forglemt at hun havde truet pigen med at råbe gevalt, hvorover hun havde sagt: Ti stille, min pige. Det samme er passeret i fredags i vekselerer Harvigs gård på Østergade, hvor der bor nogle folk i huset, hvis barn en pige af samme påklædning skal have ført op i Knabrostræde og klædt rent af i en port lige til klokken, og så ladet hende sidde, indtil der kom en person, som tog sig af dette barn og førte det efter barnets sigende til Svaneapoteket, hvor hendes far var. Pigen skal have sagt til barnet, at hun skulle få kirsebær når hun ville låne hende sit tøj, som barnet lod sig lokke til, mere vides ikke. 

Israel Salomon
Boende hos sadelmager Bandler på Østergade

(Politivennen nr. 384, 31.august 1805, side 6098-6101)

Advarsel til dem der ejer Børn

To pigebørn, den ene 5, den anden 7 år gammel, var i mandag eftermiddag hos noget familie til dem i Vimmelskaftet. Da de sad udenfor gadedøren kommer et fruentimmer til dem som bilder dem ind, at hun skulle tjene der i huset. Ved at love dem kirsebær og legetøj, overtaler hun dem til at følge med sig. Hun tager dem derpå med sig hen på Nørregade, hvor hun først sætter den ældste i en port, under påskud at hun med den yngste ville i nærmeste gård hente kirsebærrene. Den yngste, som hun altså tog med sig, satte hun i porten ved siden af den anden går, tog et par guldslanger af hendes ører og forlod dem derpå. Efter børnenes beretning skal hun have været klædt ligesom den, der for nogle dage siden anmeldtes i Adresseavisen, at have behandlet nogle pigebørn, der kom fra skole, på lignende måde i Gothersgade.

A. C. Høyer
Student, Borgergade nr. 203

(Politivennen nr. 384, 31.august 1805, side 6097-6098)

Om Holmens Kirke

(Efter tilsendt).

Holberg har allerede for så lang tid siden i et af sine skæmtedigte anført som en umulighed: "At før skal Holmens klokke med andre byens klokker lige gå". Men da det vel næppe er for at lade vores forevigede landsmænd beholde ret at denne kirkes urværk endnu i vores tid som oftest er i det mindste en halv time før eller efter de andre kirkers, så kunne det vel nu være tid til at afvænne det med en uorden hvorved det næsten i et århundrede har udmærket sig.

(Politivennen nr. 383, 24.august 1805, side 6091)